Hvordan går herlovianerne til modangreb på kritikken?
Herlufsholm-pushback

Det massive røgslør i kølvandet på dokumentaren virker ikke efter hensigten af den simple grund “at ingen røg uden ild”. Eller som Aminata Amanda Corr skriver i Berlingske: “Forældrenes reaktioner har i langt højere grad end dokumentaren dokumenteret, at der er noget ravruskende galt på Herlufsholm”.

Skrevet af
Først mislykkedes Herlufsholms proaktive issue management-demontering af dokumentarbomben. Da bomben så var sprunget, skiftede skolen strategi til en nogenlunde vellykket reaktiv brandslukning, hvor der blev udvist resolut handlekraft med bl.a. bondeofferet af rektor og skift af advokat til at forestå advokatundersøgelsen. Da trykbølgen havde lagt sig, aktiverede skolens stakeholders i form af bl.a. forældre og tidligere elever et pushback mod TV 2, statsministeren, dokumentaren og de medvirkende. Neutraliserer modoffensiven dokumentarens anslag mod Herlufsholms omdømme og image? Næppe. Kan det mindske skaderne? Muligvis. Kforum give et overview over The Herlufsholm Pushback og fælder en samlet dom over modoffensiven.
Forud for TV 2-dokumentaren Herlufsholms hemmeligheder skiftede skolens kriserespons på få dage fundamentalt karakter. Først afvisning af udsendelsens afsløringer og modangreb på TV 2’s vinkling. Dagen efter var skolen vendt 180 grader, og nu var budskabet, at skolen ville iværksætte en uvildig advokatundersøgelse. Og da dokumentaren var løbet over skærmen, mente Herlufsholm, at “usunde” traditioner skal ændres eller afskaffes. Fra Herlufsholm holder stand, til Herlufsholm hælder traditionerne ud.
 
Formålet med den uvildige advokatundersøgelse er, at det giver ro på nu. Den er et tiltrængt spark til hjørne. En sådan undersøgelse tager nemlig tid, men mens vi venter, signalerer den, at kritikken tages til efterretning. Det er vigtigt i shitstormens intense første uger, hvor den moralske forargelse er stor, og danskerne vil se blod. Det er en genial timeout, hvor man giver folkets vrede en følelse af retfærdighed, mens selve straffen/skyldsspørgsmålet udmøntes langt senere, når vreden har lagt sig, og shitstormen er drevet over. 
 

Rådgiverskift: Holm hjælper Herlufsholm

Den rutsjebanetur af en krisehåndtering virkede ikke, og efter udsendelsen hyrede skolen så Morten Holm fra Holm Kommunikation som rådgiver.
 
”Jeg kan bekræfte, at Holm siden TV 2’s udsendelse 5. maj har været tilknyttet som rådgiver til Herlufsholm,” skrev Torben von Lowzow i en mail til Journalisten.
 
Og der kom tilsyneladende også mere faste hænder på krisestyringsrattet. To døgn efter udsendelsen ofrede bestyrelsen med formand Torben von Lowzow i spidsen rektor Mikkel Kjellberg og fremlagde i samme ombæring en handlingsplan, der bl. a. afskaffede det kontroversielle præfektsystem. 
 
Dagen efter meddelte skolen, at Jon Lauritzen, som det tidligere var annonceret skulle forestå advolatunderøgelsen af kulturen på Herlufsholm, skulle erstattes af en advokat udpeget af Advokatsamfundet. Årsag: Der kunne sættes spørgsmålstegn ved Lauritzens habilitet.
 
På få dage efter det alvorlige anslag mod Herlufsholms omdømme og image lykkedes det skolen at udvise en resolut handlekraft, der signalerede, at man tog kritikken af skolen alvorligt, og at man var klar til at tage fat om nældens rod. Så langt, så godt. Den gamle skole var i offensiven. Næppe som en vinder, men indsatsen havde sikret en strategisk remis med den vrede offentlighed og sikret, at skolen IKKE blev lukket ned i de første dages vilde vrede. 
 
 
Et eksempel på et Facebook-opslag fra en tidligere elev, der tager skolen i forsvar med udgangspunkt i sin egen oplevelse.
 

Pushback udfordrer narrativet

I takt med at medieinteressen aftog, som dagene gik, har situationen ændret sig fra defensiv krisestyring til en mere offensiv kamp om narrativet om kostskolen. I den kamp er aktørerne ikke skolens ledelse og officielle repræsentanter, men derimod skolens goodwill-ambassadører/stakeholders, venligt stemte tidligere elever og forældre til de nuværende elever – undtagen Kongehuset. 
 
Herlufsholms mange støtter har kort sagt iværksat en større modoffensiv, der benytter sig af flere taktiske greb, der alle har til formål at så tvivl om den kritik af Herlufsholm, der blev effektivt rejst i dokumentaren. 
 

Pushback-pressemeddelelse med angreb på kritikere, dokumentar og budbringere

Modoffensiven er bl.a. kendetegnet ved en række angreb på alt fra statsministeren, der har kaldt de skildrede overgreb utilgivelige, over TV 2 og dokumentaristerne bag til de medvirkende kilder. I Jyllands-Posten angriber en Pernille Lassen, der er speciallæge i Holte, og hvis tilknytning til Herlufsholm er uklar, journalisternes “mål” med dokumentaren: “Målet er at dramatisere, skandalisere og opildne alle eksisterende fordomme om kostskolen,” skriver hun.
 
En gruppe stakeholders, der kalder sig “En bred kreds af forældre til nuværende elever på Herlufsholm Skole”, er afsender på en række af disse angreb i to pressemeddelelser, der er udsendt via Ritzau. Den første under overskriften “Børnenes statsminister hælder benzin på bålet” blev udsendt 8. maj, tre dage efter dokumentaren. Den næste under overskriften “Herlufsholm-forældre påpeger fejl og efterlyser flere undersøgelser“ blev udsendt 15. maj.
 
I den første pressemeddelelse angriber gruppen både statsministeren og undervisningsministerens reaktioner. I den næste pressemeddelelse er skytset rettet mod TV 2, de medvirkende øjenvidner samt en ekspertkilde, der medvirker i dokumentaren. Gruppen skriver bl.a.: En central kilde i dokumentaren var kun indskrevet på skolen i ca. 3 måneder og var i en kortere periode fysisk til stede på skolen” samt “En anden central kilde, der står frem, er en kendt kritiker af skolen, der udtrådte efter 9. klasse på Herlufsholm tilbage i 1992, altså forrige århundrede.”.
 
 
“Den offentlige samtale og ikke mindst den politiske proces omkring dette emne fortjener høj saglighed. Vi ser frem til, at sagligheden kommer på banen og skaber fundament for bæredygtige løsninger for alle.“ Kilde: PM fra en kreds af bekymrede forældre.
 
 
Strategien i den anden pressemeddelelse er helt klassisk. Først fortegnes/karikeres angrebet på skolen som emotionelt og impulsivt, hvad der giver indtryk af, at afsenderne er røget  alt for hurtigt til tasterne. Efterfølgende anerkendes kritikken fra forældregruppens nyetablerede tredje “saglighedens sag“-position mellem den overstyrede vrede tilgang og den ubetingede loyalitet over for den gamle skole.  
 
Her hilses en uvildig undersøgelse velkommen, mens TV 2-dokumentarens journalistik og kilder kritiseres for manglende indsigt, historisk indsigt fra sidste århundrede eller anonymiseret fremtræden. Noget skal gøres, men det skal ikke tage udgangspunkt i TV 2-dokumentaren, lyder konklusionen. 
 
Dernæst opfordres til nye uvildige undersøgelser, mens små lyspunkter fremvises, som elevernes fine karaktergennemsnit og dokumentation for trivsel. Igen søges det at generalisere problemet med at se det som et mere generelt problem for alle landets kostskoler. Så langt, så godt. 
 
Problemet ved dette pushback er blot, at positionen “den saglige stemme” er en lidt for kompleks nuancering, hvor mange vil sige, at forældrenes indlæg indirekte peger tilbage på, at den er helt gal på den gamle skole ud fra devisen ingen røg uden ild.
Pressemeddelelser skaber altså en masse røg og procesideer, som alle peger tilbage på, at dette er en kæmpestor krise på trods af nuanceringerne. Samtidig er det en kæmpe svækkelse af “den saglige stemme”, at den på intet tidspunkt inddrager den aktuelle voldtægtssag på skolen, hvor der er faldet dom.
 
Den seneste pressemeddelelse indeholder desuden den stråmand, at dokumentaren skulle hævde, at eleverne på Herlufsholm i almindelighed skulle mistrives. I pressemeddelelsen argumenterer gruppen mod deres egen stråmand ved at pege på skolens karaktergennemsnit, der angiveligt ligger over landsgennemsnittet, og så kan det vel ikke passe, at der er almindelig mistrivsel på skolen. Den vinkel kastede en artikel i Berlingske af sig.
 
 
Tidligere Herlufsholm-elev Kristian Hornsleth mener, at kritikken af skolen er en “lynchmob”. Her et screendump fra Deadline den 17. maj. Han er den perfekte pushback-ambassadør, fordi hans profession og flamboyante attitude er et bevis på, at Herlufsholm har en rummelig kultur, hvor skæve eksistenser kan trives.
 

Pushback får kendte, potente VIP-stakeholders til at vidne i medierne for skolen

Modangrebsstrategien bliver løftet til et nyt niveau i P1 Debat (og senere Deadline), hvor kunstner og tidligere Herlufsholm-elev Kristian Hornsleth hævder, at journalisterne bag dokumentaren har tilbudt kilder penge for at medvirke. Underforstået kritikken er købt og betalt. Den påstand afviser Rikke Dyrberg, der er den ene af journalisterne, på Twitter. Hornsleth betegner i øvrigt kritikken af Herlufsholm som en lynchmob.
 
Som et kuriosum skal det i den forbindelse nævnes, at Kristian Hornsleth i et interview med Se & Hør fra 2015 fremførte en krads kritik af Herlufsholm. I dag kalder Hornsleth i P1 Debat sine egne udtalelser fra 2015 for løgn og et kunstværk. Det er i øvrigt uklart, om det spiller ind på Hornsleths divergerende beskrivelser, at han i dag selv har en datter, der går på Herlufsholm. 
 
Hornsleth er den perfekte pushback-ambassadør, fordi hans profession og  flamboyante attitude er et bevis på, at Herlufsholm har en rummelig kultur, som skaber og kan rumme kreative, anderledes elever, som trives – a la Hornsleth. Hornsleths datters aktuelle skolegang på Herlufsholm sætter blot trumf på budskabet og understøtter Hornsleths tiltro til skolen lige her og nu. 
 
Endnu et eksempel på nuancering/minimering fra en tidligere elev.
 

Pushback gennem nuancering og minimering

Et andet taktisk greb er et krav om nuancering af billedet af Herlufsholm. Nuanceringen fungerer samtidig som en minimering af de skildrede overgreb og dermed også deres fylde i beskrivelsen af kulturen på Herlufsholm. 
 
En række tidligere elever træder frem som vidner om en anden, mere positiv oplevelse og erindring om skolen. Det er et klassisk krisestyring greb, hvor man inddrager andre stemmer, som ikke er direkte part i den aktuelle konflikt, men som har troværdighed som vidner og interessenter. Jo flere stemmer med positive oplevelser der står frem, jo mere fremstår de problematiske sager som et subkulturelt og kontekstspecifikt forhold med ansvaret placeret hos den enkelte gerningsmand. Jo flere divergerende stemmer, jo svagere står kritikken af skolen som institution og kultur. 
 
Fx har Berlingske talt med en række tidligere elever, der tager skolen i forsvar. En Søren Jessen siger: “Du kan altid finde en, der ikke har været glad for at gå der, men endnu flere, der har været glade for det.”. Kristian Hornsleth kalder det i artiklen for “en brøkdel af sandheden”.
 
I indslaget i P1 Debat påpeger Kristian Hornsleth, at 50 elever har en dårlig oplevelse med skolen, mens 1.000 har haft en god. Til Ekstra Bladet siger han:
 
“Dokumentaren fremhæver nogle enkeltstående sager ud af flere tusind gode kostskoleliv. Det er nogle enkelte rådne æg, der ødelægger det for alle andre.”
 
Nuanceringen består desuden i at påpege, at overgreb som dem, der skildres i dokumentaren, sker andre steder end på Herlufsholm. En Peter Wraae siger fx i artiklen i Berlingske: “Jeg synes ikke, at skolen skal fremhæves på den måde, for det er helt sikkert ikke det eneste sted, hvor sådan noget sker.” Dermed får det taktiske greb et skær af whataboutism, hvor samtalen afspores fra sit udgangspunkt til at handle om noget andet. I dette tilfælde vold og mobning på andre skoler.
 
Nuanceringens problem er, at den forsøger at flytte fokus fra den rejste kritik, eksemplificeret ved de konkrete overgreb, over på glade kostskoleelever og problemer på andre skoler. Sagen er blot, at substansen og virkelighedens problemer på Herlufsholm hverken går væk eller bliver mindre af disse sproglige øvelser. Nuanceringens minimering kommer dermed på kollissionskurs med såvel statsministerens som den brede befolknings nultolerance over for vold mod og mobning af børn. 
 
 
Et forsøg på nuancering/minimering på Facebook, der slår fejl.


Pushback ved at rykke fra overklassemonokultur til subkultur(er) i flertal

For the pushback pack er målet at udfordre ideen om en ond, evig traditionsbunden monokultur. Det sker ved at udfordre ideen om, at hele skolen hele tiden er ond for alle altid. At kulturen er god nogle gange, udtrykkes her i form af personlige erfaring og beretninger. Hvad der gør dem umulige at kritisere og giver dem pondus som vidnesbyrd. De er nemlig uangribelige, fordi det er en personlig oplevelse.
 
“Det er en skam, at en ellers vigtig dokumentarfilm falder for fristelsen til at fodre fordomme og klichéer og til at facilitere en helt ukontrolleret hadkultur mod en skole, der vover at skille sig ud fra almindeligheden. Janteloven lever.”
 
Nuanceringen er en inddæmning, der betyder, at kulturen virker mindre problematisk, og skylden forskydes mere mod skolens enkelte elever i specifikke situationer og historiske perioder. Det er altså ikke Kulturen, med stort K, men specifikke subkulturelle miljøer og aktører i bestemte perioder. Hvad der også var en del af den tidligere rektors forsvar for skolen. Altså, at problemet var lokaliseret blandt kostskoleelever, som boede på skolen, og ikke blandt alle de almindelige elever. Altså et subkulturelt fænomen.
Et andet forsvarsgreb i the pushback har været at lokalisere og afgrænse den negative kultur som en specifik praksis, altså præfektordningen, som problemets kerne. Altså, hvis den afskaffes ,så afskaffes problemet.
 
Flere stemmer har også været fremme for at udfordre klassevinklen på Herlufsholm Kostskole med påstande om, at “vi er ikke overklasse allesammen”. Altså igen stemmer, som udfordrer framingen af hele debatten omkring de onde rige på de onde overklassekostskoler, som lever i en fortid af undertrykkelse og mobberi. Formålet er at flytte skolen ud af den store skygge af sorte kostskoler og rige menneskers moralske forfald.
 
I forlængelse heraf er der stemmer, der afskriver kritikken af Herlufsholm som et udtryk for janteloven. Det gør fx førnævnte Pernille Lassen i Jyllands-Posten:
 
“Det er en skam, at en ellers vigtig dokumentarfilm falder for fristelsen til at fodre fordomme og klichéer og til at facilitere en helt ukontrolleret hadkultur mod en skole, der vover at skille sig ud fra almindeligheden. Janteloven lever.”
 

Generalmobilisering bliver alarmerende røg

Det massive røgslør i kølvandet på dokumentaren virker ikke efter hensigten af den simple grund “at ingen røg uden ild”. Pushbackets præmis er blot en nuancering og et alternativt bud på handlinger og processer. Det er ikke en afvisning af, at der er problemer på Herlufsholm, blot et forsøg på at forhandle omfang og kur. Tilbage står, at der må gøres noget. 
 
Generalmobiliseringen af et utal af goodwill-ambassadører og hektiske bortforklaringer i alle retninger bliver en alarmerende røg. Eller som Aminata Amanda Corr skriver i Berlingske: “Forældrenes reaktioner har i langt højere grad end dokumentaren dokumenteret, at der er noget ravruskende galt på Herlufsholm”.

Relaterede artikler

Marys mobbemareridt - Tv-dokumentaren om kostskolen Herlufsholm har ramt det danske kongehus, og kronprinsesse Mary hårdt på det folkekære ima...
DF-kollaps, rocker-DBU og royal exit fra Mobbeborgen - Det har været en action packed k-uge i Danmark. Vi har kunnet følge Dansk Folkepartis spektakulære slowmotion-implosion ...
Koks i Kongehuset - Selvom dronning Margrethe gik helt i baglås, da hun blev spurgt ind til børnebørnenes reaktion på at miste titlerne, men...
Herlufsholm-unge og to journalister modtager pris - Danmarks Åbenhedspris 2022 er blevet uddelt, og den er både gået til de unge mennesker, der stod frem i TV 2-dokumentare...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

23 JOB

Head of Brand & Marketing

Se alle job Indryk job

Job

Intern Kommunikationskonsulent

Frist: 19. december

Director of Storytelling

Frist: As soon as possible

Senior Content Writer

Frist: 15. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.