Hvordan debatterer man integration?
Spydigheder, talfusk og udenomssnak

Integration er og bliver et hot emne i Folketinget. Men hvordan bliver det debatteret? Og hvilke greb bruger politikerne til at se bedst ud i debatten? Her er det Inger Støjberg og Mattias Tesfaye, der diskuterer genopdragelsesrejser. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Skrevet af

Emma Askov

1 artikler

0 indlæg

Ida Hald Buchardt Andersen

1 artikler

0 indlæg

I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme selvvalgte eksempler på argumentationen i Folketingets debatter. Eksemplerne skulle bedømmes ud fra, om de kunne tænkes at have nytteværdi for borgerne i det demokratiske samfund. Vi bringer de studerendes analyser i redigeret og forkortet form her på Kforum. Syvende artikel ud af otte handler om integrationsdebatten med fokus på genopdragelsesrejser.
Integration har længe været et af de mest debatterede emner i det danske samfund, hvilket også afspejler sig i de lov- og beslutningsforslag, der stilles i Folketinget.
 
I denne analyse vil vi undersøge en udvalgt debat fra d. 18. april 2018 i Folketinget, hvor der behandles et beslutningsforslag, stillet af Martin Henriksen (DF), Mattias Tesfaye (S) og Karsten Hønge (SF) m.fl., om ”adgangen til at inddrage forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, hvis vedkommende sender sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet.”
 
Vi har valgt at fokusere på de to politiske debattører Inger Støjberg (V) og Mattias Tesfaye (S). Først taler de, efterfølgende håndterer de spørgsmål. Vi vil analysere deres troværdighed, brug af appeller samt argumenterness styrker og svagheder, hvilket til sidst vil munde ud i en vurdering af debattørerne, i forhold til hvem der hjælper modtageren bedst til en stillingtagen om emnet gennem deres argumentation for sagen.
 
Standpunkterne
Støjberg, som er den første taler pga. at sit hverv som minister, mener, at beslutningsforslaget skal afvises, fordi der i regeringens udspil om parallelsamfund vil være lovforslag om at straffe forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse, med fængsel i op til 4 år.
 
Hun siger: ”Forældrenes handling skal med andre ord kriminaliseres”. Hun mener, at man på den måde kan ramme alle de forældre, som sender deres børn på genopdragelsesrejse, og ikke kun de, som det nuværende beslutningsforslag indkredser.
Tesfaye synes derimod, at det er et fornuftigt beslutningsforslag, han er med til at fremsætte: ”At gribe ind over for de her overgreb mod børn er derfor helt nødvendigt.”
 
Tesfaye er forslagsstiller, fordi han mener, at der skal være et stærkt incitament for ikke at sende sine børn på genopdragelsesrejse.
 
Logos, patos, etos
Logos er den intellektuelle tilgang, som ofte knytter sig til statistik. Patos er appellen til modtagerens følelser. Patos er ofte den appelform, som kan få kritik af modtageren for at føle sig manipuleret til efterfølgende at handle i affekt. Etos er overordnet den troværdighed, som modtageren tillægger retor.
 
Den etos, retor har før, imens og efter, hun taler, bliver kaldt henholdsvis initial, afledt og final etos. De tre appeller kan fungere godt enkeltvis, men i kommunikationssituationen er det optimalt for retor at tage højde for dem alle tre.
 
Inger Støjberg har som integrationsminister allerede etos, inden hun begynder at tale. Foto: Mads Dalegaard/Scanpix
 
Inger Støjberg er, da beslutningsforslaget fremsættes, integrationsminister. Hendes rolle i dansk politik har gennem tiden i den blå regering været markant. Hendes navn og ansigt er kendt blandt danskerne. I spidsen for Venstres stramme integrationspolitik er hun en person, som de fleste danskere har en holdning til  positiv eller negativ. Støjbergs fremtrædende rolle i politik gør det svært entydigt at definere hendes initiale etos; den etos, hun har, før hun begynder at tale for Folketinget.
 
Dog har hun stor autoritet i kraft af sin rolle som minister, samtidig er hun en af de mest populære ministre i VKLA-regeringen, derfor har hun hos sine støtter en høj initial etos, og de vil formode, at hendes mening om beslutningsforslaget er velfunderet.
 
Mattias Tesfaye står i en anden position. Forinden har Støjberg kritiseret beslutningsforslaget og dermed hans arbejde. Samtidig er han ret ny på den politiske scene – med indtræden i Folketinget for Socialdemokraterne i 2015. Det er først i 2018, at han er begyndt som ordfører på området. Hans mindre erfaring er med til gøre hans initiale etos hos modtagere lavere end Støjbergs. Derfor skal han i løbet af sin tale og sine svar arbejde på sin afledte etos for at forstærke sin finale etos hos modtageren.
 
Det er Mattias Tesfayes forslag, der bliver kritiseret og dermed hans arbejde, så han står i en helt anden position end Inger Støjberg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
 
Det forsøger Tesfaye at gøre ved at sige: “Siden har jeg været i diskussion med flere eksperter, folk, der arbejder med det her, og de vurderer egentlig, at både Ankestyrelsens og Københavns Kommunes tal er voldsomt undervurderede.” Det kan være med til at styrke hans etos, men den manglende konkretisering af, hvilke eksperter han har talt med, gør, at nogle modtagere vil være skeptiske over for udsagnet.
 
Styrker de deres etos?
En stor del af Tesfayes argumentation bygger op om et længere eksempel, som han indleder sin tale med:
 
"For et par uger siden sad der en ung dansk fyr på mit kontor. Hans familie var indvandret fra Pakistan. I løbet af hans teenageår er han blevet efterladt hos slægtninge i Pakistan tre gange. De mener, at han er blevet for dansk, og at han skal opdrages anderledes. Forældrene er særlig utilfredse med, at han er homoseksuel, og de mener, at hvis han læser Koranen nok gange i en pakistansk provinsby, så vil hans seksualitet ændre sig. Hans vurdering var også, at forældrene egentlig ikke opfattede de her genopdragelsesrejser som særlig kontroversielle, nærmest tværtimod. […] Han oplevede de ophold som fængselsophold, og han har egentlig ikke noget problem med at være en ung muslimsk homoseksuel dansker."
 
Dette eksempel er grundlaget for hans argumentation og fylder størstedelen af hans tale – et repræsentativt og underbygget eksempel, der er med til at understøtte hans påstand: At der skal indføres en straf i form af at tage opholdstilladelse fra forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejser. Et enkelt tilfælde skal udgøre grundlaget for en generalisering – at flere unge danske muslimer oplever denne situation.
 
Som et illustrerende eksempel fungerer det desuden som et billede på en historie, hvor tilhøreren skal ønske at efterligne den unge mands tanker og frustrationer og overføre dem til lovforslaget. Eksemplet har altså flere funktioner.
 
Det er med til at skabe nærvær og identifikation hos modtager. Jo mere konkret et eksempel er, jo bedre er det egnet til at overbevise modtageren. Et konkret eksempel, langt nede på abstraktionsstigen, kan modtageren nemmere forholde sig til. Tesfaye kunne have gjort det endnu mere konkret ved fx at navngive den danske unge fyr.
 
På den måde ville modtageren finde det endnu mere nærværende og ”i øjenhøjde”. Men det skaber stadig potentiel identifikation hos modtageren, og der opstår patosappel  en styrke i Tesfayes argumentation.
 
Udover det illustrerende og underbyggede eksempel bruger Tesfaye også logosappel: ”For nylig offentliggjorde Ankestyrelsen en rapport, der viste overraskende mange genopdragelsesrejser. Jeg tror, der stod, at der alene i København er registreret 580 siden januar 2015”.
 
Men er hans tal rigtige, og bruger han dem rigtigt? De to sætninger skaber den opfattelse hos modtageren, at der er registreret 580 genopdragelsesrejser i København siden 2015, men det er ikke rigtigt.
 
I sætning nr. 2 er det ikke nævnt, hvilke ting der var 580 af. Denne udeladelse  også kaldet en ellipse  får modtageren til straks at læse ”genopdragelsesrejser” fra sætning nr. 1 ind på den tomme plads. Det minder om ”i-samme-åndedrag”-teknikken, hvor modtageren uvilkårligt vil koble to ting sammen, når de nævnes i sætninger lige ved siden af hinanden.
 
Ifølge Ankestyrelsens undersøgelse af ”Længerevarende udlandsophold blandt børn og unge med ikke-vestlig baggrund”, som Tesfaye her benytter sig af, er der sket “580 henvendelser til Afdelingen for Betaling og Kontrol om børn, der ikke er mødt i skole”. I tallet er det anslået, at 85-90 procent af børnene ikke har vestlig baggrund; desuden sker enkelte af henvendelserne ikke på baggrund af udlandsophold, men fordi børnene ikke er i skole af andre grunde.
 
Af dem, der er på udlandsophold med ikkevestlig baggrund, er der ingen data eller skøn for, hvor mange der faktisk er på genopdragelsesrejse, og derfor har Tesfaye ikke grundlag for at bruge disse data, som han gør  som belæg for udbredelsen af problemet med genopdragelserejser. Det er talfusk.
 
Selv hvis modtageren ikke opdager talfusken, virker Tesfaye ikke sikker i sine tal, når han siger ”jeg tror, der stod”, hvilket svækker hans etos. Modtageren vil hellere have en politiker, som er velbekendt med de tal, han bruger, især når han er medunderskriver på beslutningsforslaget.
 
I 2010 blev den dengang 22-årige Suleebo tvunget til at leve illegalt i Esbjerg, efter hun mistede sit statsborgerskab på grund af en fire år lang genopdragelsesrejse. Foto: DALHOFF CASPER/Scanpix
 
Også Støjberg bruger logosargumentation: ”Undersøgelsen viser imidlertid, at langt de fleste af de børn og unge, som kommunerne har kendskab til, og som har været eller er på et længerevarende udlandsophold, rent faktisk er danske statsborgere.”
Disse fakta fra rapporten fra Ankestyrelsen er belæg for hendes påstand om, at der bør indføres en anden straf for forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejser, end at fratage dem opholdstilladelsen.
 
Støjberg siger: “Mig bekendt er det omkring tre fjerdedele af de sager, hvor børn er blevet sendt på genopdragelsesrejser, som stammer fra mennesker, vi dermed ikke kan sende ud af landet.” Vi har ikke fundet data, som be- eller afkræfter dette, så selvom hun prøver at vise sammenhængen mellem forslaget og virkeligheden, kan vi ikke vurdere, om den statistik er troværdig i sig selv. Udtrykket ”mig bekendt” kan gøre modtageren skeptisk over for hendes kilde, også uden faktatjek.
 
Støjberg siger videre: "Som det også fremgår af beslutningsforslaget, blev det i 2012 i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag B 18 vurderet, at ordningen vedrørende inddragelse af en forælders opholdstilladelse ville kunne rejse alvorlige spørgsmål i forhold til diskriminationsforbuddet i artikel 14 i menneskerettighedskonventionen.” Her anvender hun logos både i form af henvisningen til menneskerettighedskonventionen og tidligere diskuteret beslutningsforslag.
 
Det styrker hendes afledte etos, da det virker som solide belæg, og det viser samtidigt, at hun kan bruge sin lange erfaring i Folketinget til at lave et forslag, der faktisk går igennem.
 
Støjberg bruger ikke så mange eksempler i sin tale som Tesfaye. Men hun gør brug af andre greb til at styrke sin argumentation:
”Vores forslag går ud på, at forældre, der sender deres barn og børn på en genopdragelsesrejse, der er til alvorlig fare for barnets sundhed og udvikling, skal kunne straffes med op til 4 års fængsel.”
Her gør Støjberg sit forslag tydeligt ved at forklare præcist, hvad der kommer til at ske.
 
Det er en fordel i hendes argumentation, at der ikke hersker tvivl hos modtagerne, og det giver dem et bedre udgangspunkt for at vurdere argumenterne. Manglen på eksempler er dog med til at gøre hendes tale mindre levende og nærværende for modtageren end Tesfayes.
 
Uskikke i debatten 
I spørgerunden, efter at Støjberg har holdt sin tale, spørger Jacob Mark (SF) ind til processen omkring lovforslaget. Hun svarer:
”Altså, hvis hr. Jacob Mark havde læst regeringens udspil om parallelsamfund, så ville hr. Jacob Mark jo være fuldstændig klar over, at regeringen fremsætter et lovforslag i den nye samling. Så jeg forstår ikke helt, hvorfor hr. Jacob Mark siger, som han gør.”
 
Hendes unødvendige gentagelse af ”hr. Jakob Mark” kan forstås som udtryk for irritation. Det kan for modtageren virke som en ubehøvlet spydighed rettet mod personen frem for at fokusere på beslutningsforslaget og søge SF’s opbakning til det. Støjberg fremstår arrogant. Hun anerkender ikke Jakob Marks spørgsmål, men lader i stedet for sin irritation tage overhånd; hendes mening om hans spørgsmål er klar  hun synes, det er åndssvagt.
 
Inger Støjbergs brug af "hr. Jakob Mark" kan tolkes som en spydiged. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
 
I stedet for den spydige omtale kunne hun have forklaret, hvorfor hun mener, spørgsmålet ikke er relevant. Så ville hun give tilhørerne et bedre grundlag for at afveje, om hun har ret  og formentlig have bedre chance for at øge deres tilslutning til hendes forslag.
Det samme kan siges om en anden dårlig debatskik fra Støjbergs side, nemlig at argumentere med vantro, igen over for Mark:
 
“Altså, jeg er bare lidt overrasket over, at det lige er SF's holdning til det her.” Hun prøver gennem sin overraskelse over SF’s opbakning til det andet beslutningsforslag at vise, at det er imod al sund fornuft, samtidig med at SF skal fremstå som et parti, der ikke følger sin egen politiske linje. Det fører debatten ud på et sidespor at harcelere over andre partiers adfærd frem for at diskutere det foreliggende beslutningsforslag.
 
Hverken Tesfayes talfusk og vaghed eller Støjbergs spydighed og personligt møntede irritation giver tilhørerne nogen brugbar viden. Begge leder dem snarere på vildspor og øger næppe tilslutningen hos dem til de respektive forslag.
 
Både Inger Støjbergs irritation og Mattias Tesfayes lemfældige omgang med tal mudrer debatten. Foto: THOMAS SJØRUP/Scanpix
 
Metakonsensus
I debatten mellem Støjberg og Tesfaye er der metakonsensus. De er begge enige om, hvorfor det er en vigtig debat: Fordi de vil beskytte børnene, som bliver sendt på genopdragelsesrejse. Støjberg siger: ”I min optik har vi imidlertid en pligt til at beskytte de børn, der udsættes for overgreb, og det skal være med et initiativ, som har den størst mulige effekt.” Tesfaye udtaler: ”At gribe ind over for de her overgreb mod børn er derfor helt nødvendigt.”
 
De er dermed enige om et afgørende hensyn i denne sag, men ikke om målet med debatten, altså hvad der skal gøres: Hvordan forældrene skal straffes.
 
Dette viser desuden, at der er flere dimensioner i debatten  den er multidimensional. Det ses bl.a. ved de forskellige ”topoi”, den indeholder. Der bliver hovedsageligt argumenteret ud fra børnenes dimension, men også fra en økonomisk topos: ”Det må vel være at foretrække, frem for at de kommer i fængsel, er det i nogle år, og så skal de betale for det, og så bliver de måske sendt ud på et eller andet tidspunkt”  her udfordrer Martin Henriksen fra DF ministeren ved at vende perspektivet til den økonomiske vinkel.
 
Hvor der ellers er blevet debatteret ud fra børnenes perspektiv, så fokuserer Martin Henriksen (DF) på det økonomiske perspektiv. Foto: Jens Dresling/Scanpix
 
Henriksen sørger også for, at der drages endnu en topos ind i debatten: ”De har jo truffet en beslutning om, at deres børn er blevet for danske, deres familie er ikke en del af samfundet og ønsker ikke at være en del af samfundet, så lad hele familien rejse ud med det samme, og i de tilfælde, hvor vi ikke kan det, fordi de er statsborgere, kan vi så sende dem i fængsel.” Her får Henriksen debatten hen på et samfundsmæssigt perspektiv.
 
Debatten indeholder altså mange topoi, som tilhører flere forskellige dimensioner. Det bevirker, at vægten af de forskelligartede argumenters relative vægt ikke kan beregnes ud fra en objektiv fællesnævner. Hver debattør og hver tilhører vægter argumenterne indbyrdes på sin egen måde. For at ændre på, hvordan andre vægter argumenterne i en sag, må man bruge retorik.
 
Det dialektiske niveau
Et vigtigt aspekt ved en debat er den måde, hvorpå debattørerne forholder sig til deres modparter og det, de siger. Det kan kaldes debattens ”dialektiske niveau”. Tesfaye er f.eks. god til at anerkende de spørgsmål, han får: “Tak for spørgsmålet. Jeg ved ikke, hvor mange der vil blive omfattet af det, men jeg tror, at spørgeren har ret i, at det ikke vil være alle, og det tror jeg også, at tidligere justitsminister hr. Morten Bødskov havde ret i.”
 
At debattører anerkender de kritiske spørgsmål og modargumenter, de får, og at de svarer på dem, er vigtig faktorer i redelig argumentation, som tilhørerne skal kunne bruge til noget.
 
Skønt Tesfaye er god til at anerkende spørgsmål, er han mindre god til faktisk at svare på dem. Han snakker hurtigt uden om det spørgsmål, der bliver stillet, men fordi han anerkender spørgsmålet, opdager tilhørerne ikke nødvendigvis udenomssnakken.
Modsat ham er Støjberg i debatten her ret god til at svare på de stillede spørgsmål:
 
“For det ligger helt klart, at vi kommer med et forslag, der jo netop kriminaliserer det her område, og som gør, at man kommer til at straffe forældrene. Dem, der så ikke er danske statsborgere, vil jo i sidste ende kunne blive sendt ud af landet, og dem, som er danske statsborgere, vil få en fængselsstraf, hvis de bliver dømt til det.”
 
Her forklarer hun i detaljer, hvad der præcist kommer til at ske med hendes forslag. Til gengæld anerkender hun ikke spørgsmålene så eksplicit, som Tesfaye gør, men hun viser anerkendelse i form af, at hun ikke taler udenom.
 
Inger Støjberg er god til at svare på de spørgsmål, hun bliver stillet i debatten  modsat Mattias Tesfaye. Foto: Miriam Dalsgaard/Scanpix
 
I offentlig debat har vi som borgere brug for at høre svar på modargumenter. Det skal vi for at kunne afveje, hvilke argumenter vi som individer vil vægte højest. God debatskik indebærer, at debattører anerkender og besvarer modargumenter. Hverken Støjberg eller Tesfaye lever op til begge disse krav. Støjbergs svar giver i debatten her tilhørerne et grundlag for afveje, hvilke argumenter og topoi de vægter højest. Tesfaye holder den gode tone, men giver ikke tilhørerne svar, som kan indgå i deres afvejning.
 
Rigtigt, relevant og vægtigt?
Debatten indeholder flere dimensioner, og der argumenteres ud fra flere topoi. Men hvem af de to debattører hjælper tilhøreren bedst til at danne sig en mening om emnet?
Tre nyttige kvalitetskrav for et godt argument er, at det skal være rigtigt, relevant og vægtigt.
 
Tesfaye anvender et argument, der indeholder talfusk. Det lever ikke op til kriteriet ”rigtigt”; tallene, han bruger som belæg, er angribelige. Det gør dem også mindre relevante for sagen. Rigtigheds- og relevansproblemerne gør, at hans argument ligeledes må have ringe vægt.
 
Støjberg bruger også logos og tal fra undersøgelser. Ud fra Støjbergs etos som minister må man forvente, at hun har styr på sine fakta. Men det ukontrollérbare ved argumentet om, at ”tre fjerdedele mig bekendt rent faktisk er danske statsborgere”, svækker det både i forhold til ”rigtigt”, ”relevant” og ”vægtigt”.
 
Hvad Støjberg udtaler sig om ud fra Ankestyrelsens rapport, må dog anses for rigtigt, da det er en rapport lavet på baggrund af politikernes efterspørgsel om flere data om genopdragelesrejser. De data er relevante, og argumenter ud fra dem må tillægges en vis vægt.
 
Derudover demonstrerer begge debattører nogle uskikke, som kan sløre argumenternes relevans for modtageren. Det sker, når Støjberg spydigt går efter manden og partiet frem for bolden, men hun formår dog at svare på spørgsmålene. Da Støjberg selv fremlægger sin påstand til at starte med og formår at svare på de spørgsmål og modargumenter, der bliver fremført, giver hun modtagerne noget, som de har brug for.
 
På den måde står hendes påstand klar for tilhørerne, og ud fra svarene kan de selv afgøre, hvilke argumenter de finder relevante, og hvor meget vægt de har. Tesfaye holder den gode tone, og hans retorik er mere nærværende, men da han anvender fuskede data som belæg og svarer uklart på spørgsmålene, vil vi vurdere, at det er Støjberg, der i denne debat bidrager mest til tilhørernes afvejning af argumenter.

Relaterede artikler

Er du også blevet ghettoiseret? - Alt er integration og indvandrerdebat. Ghetto mig her – ghetto mig der. Du kan ikke undslippe. Måske er du allerede blev...
Parallelsamfundet som politisk trylleord - Al udlændingepolitik glider ned, når målet blot er at bekæmpe et parallelsamfund. Ordet PARALLELSAMFUND er blevet trylle...
Hvad f..... laver I egentlig på Retorik? - Retorik er på den ene side et moderne, brandvarmt buzzword og på den anden side verdens ældste fag. Eller næstældste mås...
Bock, burkaforbud og stemmesamlende retorik - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Ro i salen eller råbende uenighed? - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
§ 20-spørgsmål til ministeren - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Rasmus Paludan: en vaskeægte trold - Du kan instinktivt mærke det. Rasmus Paludan - racist, provokatør og stifter af partiet Stram Kurs - er ikke en mand, ma...
Anti-spinguide til sundhedsvalget - Kan du finde hoved og hale i løfterne om flere penge til sundhed? Denne anti-spinguide hjælper dig sikkert igennem sundh...
Kunsten at mestre en ledertale - Fokusér på dit budskab, vær troværdig og struktureret, og gi’ noget af dig selv. Det er blot et par af de virkemidler, d...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Social Media Manager

Se alle job Indryk job

Job

Politisk koordinator

Frist: 5. januar

Redaktør

Frist: 18. december

Kommunikationschef

Frist: 6. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.