Hvornår skader sociale medier teenagere?

Regeringen har bebudet, at den vil nedsætte en kommission, der skal komme med anbefalinger til at forebygge og afhjælpe mistrivslen, og kommissionen skal blandt andet se på ”indflydelsen fra sociale medier og andre større samfundstendenser”, som der står i regeringsgrundlaget. Der står også, at regeringen ønsker en diskussion af, at børn ikke skal bruge det meste af en skoledag bag en skærm.

Børne- og ungeminister Mattias Tesfaye har sat furore i medieforskerkredse, efter han har været ude i medierne for at opfordre skolerne til at begrænse brugen af skærme og skrue op for analog undervisning. I et indlæg i Jyllands-Posten problematiserer han sammen med undervisningsordførerne fra Venstre og Moderaterne, at andelen af elever med højt skærmbrug er steget fra 4 til 41 pct. i løbet af et årti.

Men skader skærme børn og unge? Svaret er ja, de kan have en negativ påvirkning. Og ja, de er en medvirkende faktor i den voksende mistrivsel.

Vi kan begynde med overordnet at dele de negative konsekvenser af skærmbrug op i to forskellige former:

De indirekte negative konsekvenser af skærmbrug: Det er, når det ikke er skærmbruget i sig selv, der er skadeligt, men når skærmbruget erstatter aktiviteter, som ellers ville styrke trivslen. Dermed får skærmbruget på indirekte vis negative konsekvenser. Det kan for eksempel være, at et højt skærmbrug erstatter et par timers søvn eller går ud over fysisk samvær og øjenkontakt med venner og familie. Det kan være, at skærmbrug forstyrrer lektielæsning eller erstatter udendørs fritidsaktiviteter. Et døgn er et nulsumsspil, og bruger man mange timer dagligt på skærmen, er der noget andet, man bruger mindre tid på. Desuden kan skærmbrug gå ud over kvaliteten af andre aktiviteter, for eksempel er det veldokumenteret, at skærmbrug før sengetid påvirker den gode søvn.

De direkte negative konsekvenser af skærmbrug: Det er, når det er skærmbruget i sig selv, der har en skadelig påvirkning. Det kan for eksempel være store mængder af skræmmende indhold, der dukker op i mindreåriges feed, eller digital mobning, der aldrig holder fri. Det kan være notifikationer fra sociale medier, der distraherer og vænner hjernen til at blive afbrudt og være på, eller når tweens og teenagere sammenligner sig selv med perfekte kroppe og glansbilledliv på sociale medier og gradvis synes dårligere om deres egen krop. Eller når sociale medier forstærker følelsen af ensomhed og eksklusion ved, at man kan se, at vennerne er sammen, men man er alene hjemme. Det kan være, når mindreårige bombarderes med personaliserede reklamer eller påvirkes af en influencers konspirationsteorier. Eller når algoritmer styrer den mindreårige hen imod selvskadende eller radikaliserende kaninhuller.

Farvel til kartoffeltid

I årevis er forskningen kommet med blandede bud på, om sociale medier skader børn og unge, og der har mellem forskningslejre været ophedede akademiske kampe. I den offentlige debat er de lejre typisk kommet til udtryk i polariserede lejre, hvor man enten er fortaler for sociale mediers fortræffeligheder eller også er arrig modstander.

Et forskningsstudium, der har været særdeles toneangivende for debatten til fordel for skærmenes forkæmpere, stammer fra psykologerne Amy Orben og Andrew Przybylski, der har undersøgt sammenhænge mellem unges trivsel og brug af digitale medier. På baggrund af tre store datasæt med over 350.000 deltagere fandt forskerne frem til, at der er en meget lille sammenhæng mellem unges mistrivsel og brug af digitale medier; sammenhængen er nærmest mikroskopisk. Faktisk er den negative påvirkning af digitale medier så lille, at den statistisk set kan sammenlignes med den negative effekt, det har for unge at spise kartofler, påpeger Orben og Przybylski i en artikel i Nature Human Behavior fra 2019.

Man skal passe på med metaforer. Sammenligningen med kartofler er et stærkt og sjovt argument, hvis man vil nedtone digitale mediers negative påvirkning, og det er da også blevet flittigt citeret i pressen. Hvis man som forælder frygter skærmene, er det lige så latterligt som at frygte, at kartofler skader ens barn, lyder ræsonnementet.

Spol frem til 2023, og meget tyder alligevel på, at kartofler ikke bare er kartofler for alle unge. For nogle unge er kartoflerne ligesom daglige chips. Sådan nogle indbydende Pringles-chips, som man ikke kan stoppe med at spise, når man først har åbnet pakken, og som først virker negativt, efterhånden som de erstatter anden føde. Orben og Przybylski skelner ikke mellem unge i føromtalte undersøgelse, men det gør en anden akademiker, Jonathan Haidt, professor i socialpsykologi fra New York Universitet. Haidt har sammen med andre forskerkolleger afprøvet Orben og Przybylkis resultater og er kommet frem til samme overordnede resultater for ungegenerationen, men afgrænser man analysen til ”sociale medier” og ”piger”, sker der noget: Så er den negative sammenhæng mange gange større.

International trivselskrise

Det er også tilfældet med nyere forskning, påpeger Jonathan Haidt, der sammen med den mediekritiske forsker Jean Twenge har taget initiativ til forskningslitteraturoversigten Social media and mental health: A collaborative review, der løbende indsamler nyere forskning på området i en amerikansk og britisk sammenhæng. Oversigten rummer p.t. 292 sider med henvisninger til en lang række forskningsstudier, der enten påviser eller afviser sammenhænge mellem sociale medier og mental sundhed, herunder betydningen af mængden af skærmtid.

Med afsæt i oversigten slår Jonathan Haidt en fed streg under, at ”sociale medier er en afgørende årsag til psykisk mistrivsel blandt piger” i sin artikel Social Media is a Major Cause of the Mental Illness Epidemic in Teen Girls. Here’s the Evidence fra februar 2023.

Han argumenterer for, at sociale medier er en del af et årsagskompleks, der fra 2010’erne har forstærket mistrivsel blandt piger på tværs af lande. Jonathan Haidt formulerer udviklingen på rammende vis:

”By 2015, it was becoming normal for 12-year-old girls to spend hours each day taking selfies, editing selfies, and posting them for friends, enemies, and strangers to comment on, while also spending hours each day scrolling through photos of other girls and fabulously wealthy female celebrities with (seemingly) vastly superior bodies and lives. The hours girls spent each day on Instagram were taken from sleep, exercise, and time with friends and family. What did we think would happen to them?”

I USA er der sket en voldsom stigning i den psykiske mistrivsel, blandt andet viser den nye rapport Youth Risk Behavior Survey 2011-2021, at knap hver tredje unge kvinde har overvejet at begå selvmord; i 2011 var det knap hver femte unge kvinde. Det er skræmmende, at knap hver fjerde unge kvinde i USA har lagt en selvmordsplan, hvilket er en markant stigning på ti år. Trivselskrisen viser sig også i andre lande, som USA, Storbritannien og Canada, og i Danmark ser vi også en stigning i psykisk mistrivsel blandt unge, og særligt pigerne.

Min Instagram er flottere

I USA har Frances Haugen, tidligere produktchef i Facebook (nu Meta), lækket interne dokumenter fra Facebook, der viser, at Instagram kan have en skadelig effekt på særligt teenagepiger og deres kropsopfattelse. I en dansk sammenhæng kommer Børns Vilkårs rapport Krop, køn og digital adfærd (2020) med lignende konklusioner: Over halvdelen af pigerne i 9. klasse har prøvet at fjerne et billede på sociale medier, fordi de ikke synes, det fik nok likes. Pigerne fortæller om en perfekthedskultur på sociale medier, hvor der hersker særlige kropsidealer, som man helst skal leve op til og prøve at redigere sig til. Som en pige siger: “Min Instagram er i hvert fald flottere end mig”. Det betyder ikke, at sociale medier ikke også har negative effekter på drengene – men den negative påvirkning af mistrivsel er tilsyneladende større hos pigerne.

At trivselskrisen har international karakter, gør det langt sværere at komme med nationale forklaringer. For eksempel vil nogle i USA argumentere for, at 9/11 er en forklaring. Reformer af et nationalt uddannelsessystem kan heller ikke bruges som entydige forklaringer på unges trivselskrise. Desuden tager de store kønsforskelle også brodden af systemiske forklaringer som for eksempel økonomisk krise eller coronakrisen, for hvorfor skulle de kriser ramme teenagepiger meget hårdere end drengene og resten af befolkningen?

Sensitive vinduer

Tilbage i 2019 udtalte Amy Orben, den ene af forskerne bag ”kartoffelstudiet”, til blandt andre Zetland, at videnskaben faktisk endnu ikke har noget fornuftigt at sige om skærmes skadelighed, og at vi derfor – endnu – bør holde videnskaben uden om debatten og uden om formulering af nye retningslinjer for børn og unges brug af skærme og sociale medier. Vi skal ikke vente på evidensbarede resultater, før vi giver anbefalinger. Så kan videnskaben efterfølgende kvalificere praksis, når resultaterne er der.

I 2022 udkom Orben og Przybylski et al. med et nyt forskningsstudium publiceret i Nature, Windows of developmental sensitivity to social media, der peger på, at vi i højere grad skal spørge, hvornår skader sociale medier hvem – og hvornår gavner de hvem? Studiet bygger på data fra over 80.000 10-80-årige englændere, og det viser, at det mest sensitive tidspunkt for social mediepåvirkning er, når man går i pubertet. Forskerne benævner det for et ”vindue for sensitivitet over for sociale medier”:

”Specifically, for females, we observed a window of sensitivity to social media between the ages of 11 and 13, when increases in estimated social media use from expected levels predicted a decrease in life satisfaction ratings from expected levels one year later. For males a similar window was in evidence at ages 14 and 15.”

Vi kender endnu ikke de præcise årsagssammenhænge, men det er nok til at se nærmere på anbefalinger for teenageres brug af sociale medier, herunder aldersgrænser – og så lade ny forskning løbende kvalificere de anbefalinger. Skal børn blive storforbrugere af sociale medier på det tidspunkt, de sociale medier formentlig har størst mulighed for at skade dem?

Sociale medier er ikke bare sociale medier. Kartofler er ikke bare kartofler. Det afhænger af, hvem der spiser, hvornår og hvor meget.