Alle skal have råd til en dyr slæde!

I bedste Henrik Dahl-sociologisk stil kommer her valgudgaven: Hvis dit parti var en bil. Vi ved, hvad vælgerne kører i. Men hvilke bilmærker ville partierne i virkeligheden være? Her er det politiske svar på bilkortene.
af Jon Kiellberg
En ny undersøgelse viser, hvilke biler røde og blå vælgere vælger. Men tænk hvis dit parti var en bil. Her forud for valget tester vi fartgrænserne på de danske politiske motorveje. For hvis Borgens partier var bilmærker, ville de unægtelig være:

 

Venstre-Volvo og bimmer-segmentet

Partiets evige traver om, at det offentlige skal køre længere på literen, gælder ikke partiet selv og deres vælgere. For var Venstre en bil, var det en Volvo. Altså den jyske del af Venstre. For selvom Søren Pape Poulsen har gjort sig morsom og sammenlignet sit parti med en Volvo og Venstre med en traktor, så er det Venstre, der kører med Volvo-klatten. Også selvom partiet rummer en landmand ved navn traktor-Troels!
 
Volvo: Driftsikker, lidt kedelig, men vinder altid ved en infight i et biluheld. Der er ikke meget Voldsom Volvo over Venstre. Alligevel indeholder partiet lige dele Zlatan, Fredrik Reinfeldt og snusfornuftig familiestil for den hårdtarbejdende bedre middelklasse nord for København, på Fyn og på den jyske hede. Volvo er værdier. Volvo er friheden til at tonse af sted på de danske og svenske motorveje. Men Volvo er også selvfedme. Vi ved bedst selv. Vi, Volvo (og Venstre), kan gå og køre på vandet.
 
V for Volvo og Venstre.
  • Hvad spilles i bilradioen:
    ”Det syder af fusel” med De Gyldne Løver.
     
  • Fartgrænser: 
    Overskrider dem altid. Går den, så går den.
  • Bilfarve: 
    Naturligvis dybblå. Visse steder i Jylland med en fræk flamme på siden.
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Altid i baghånd med masser af kubik i blodet.
     
  • Valgbudskaber for bilisme:
    Herrer i eget hus – og i egen fede Volvo eller BMW!

Venstre er Volvo – men formanden kører Skoda for at bibeholde brandet 'Lille-Lars fra Græsted' – sådan lidt DF'ish. Kilde: Eksta Bladet. 
 

Det gamle ”dollargrin” af et lig: Konservative

 
Vi er nået til Det Konservative Folkeparti. Reminiscensen af 1980'erne. Her var Jaguar og Rover de helt store bilmærker for overklassen, yuppierne, bedsteborgerne og hattedamerne på Frederiksberg. Her var ingen slinger i valsen eller hen ad Strandvejen. Det var ud med håret, op med soltaget og hen på stranden i den skinnende kussemagnet. Det var cool at være konservativ Miami Vice-style. Dengang var partiet det politiske svar på en Jaguar E-type: hurtig i svinget, skarp, overskudsagtig og stilren.   
 
80'ernes smag af Rungsted og Monaco for De Konservative.
 
I dag er partiet og bilproducentens brand og ry falmet en del. Et falleret og sminket lig. For alle ved, at både en Jaguar og en Rover har alvorlige problemer med deres motor. De ser godt ud, men har svært ved at komme ud af starthullerne.
 
Skal du stemme på K, så stemmer du på en gammel smadret Jaguar eller en gennemrusten Rover med smadret forlygte, der ikke kører langt på literen - lydpotten er gået, og læderbetrækket er fedtet ind i rødvins- og rosépletter fra 80'er-festen, som en konservativ beskrev partiet for nyligt. I det hele taget kører det i tomgang for De Konservative. Et gammelt hæderkronet parti og rigmandsbilmærke, som for længst har haft deres storhedstid.
 
Sandheden skulle man dog høre fra børn, fulde folk og Brian Arthur, da kongemageren mest af alt identificerede partiet med en Bugatti, som alle kan få råd til, så længe afgifterne sænkes:
 
  • Hvad spilles i bilradioen:
    ”Money, Money, Money” med Abba.
     
  • Fartgrænser: 
    Hvad snakker du om? En lille skid på Hillerødmotorvejen er OK.
     
  • Bilfarve: 
    Falmet rustgrøn.
     
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Det sidste kort man ville spille.
     
  • Valgbudskaber for bilisme:
    Alle skal have råd til en dyr slæde!
 
Alle skal have råd til en dyr slæde. Kilde: GettyImages. 
 
Sådan ser De Konservative sig selv. Kilde: taget af forfatteren. 
 
Sådan ser De Konservative i virkeligheden ud efter Engells betonklods-fadæse.
 
Her slutter drømmen om folkepartiet med det høje C.
 

Velfærdsstatens franske flyder: Socialdemokraterne

Socialdemokraterne er lige så meget has-been som Citroën; bilmærket og partiet, der hviler på laurbærerne. Hvor Socialdemokraterne var hovedarkitekterne bag velfærdsstatens grundpiller, var Citroën bagmændene bag nybrud og innovative opfindelser i bilindustrien med perler som luftpuder og hydropneumatisk affjedring i bilerne. Det er drømmen om det gode samfund, fællesskabet og de smukke, klassiske linjer.
 
Engang var både partiet A og bilen C innovative. I dag lyder skåltalerne og motoren som bandet TV-2, der kører i den evindeligt samme rille. I dag er de rene, smukke arkitektoniske flader og linjer udskiftet med en flad fornemmelse af leverpostej og Lalandia. Socialdemokraterne er blevet Berlingo-borgere, som gik i stå, før 2CV'en fik fat i hippierne i slutningen af 1960'erne. Naturligvis kunne Bjarne Corydon aldrig finde på at tage Berlingo-bussen. Det bliver en Audi A6 med læderindtræk. Men det er en helt anden historie.
 
Engang innovativ bilfabrikant og velfærdsskaber. I dag sygner de hen. Kilde: GettyImages. 
 
Socialdemokraternes velfærdssamfund i 1960'erne, hvor der var råd til alt. Kilde: GettyImages. 
 
Kvadratisk, praktisk og røvkedelig.... Kilde: Polfoto/Valdemar Jørgensen.
 
Fællesskab og kom-hinanden-ved i A-autocamperen. 
 
  • Hvad spilles i bilradioen:
    ”Familien skal i skoven” med Kim Larsen.
     
  • Fartgrænser: 
    Lighedsmageri og millimeterdemokrati.
  • Bilfarve:
    Rød som i en gammel, vissen rose.
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Et godt kort hvis det handler om at have den tungeste vægtklasse.
  • Valgbudskaber for bilisme:
    #Detbildanmarkdukender

 

Det politiske svar på Fiat Stradaen: SF

Folkesocialisterne vil så gerne have os til at tro, at de ikke rigtig bryder sig om biler. At det er noget, naboen kører i. Det er noget, vi deler. Vel er det ej. Alle lærere og pædagoger kører i egen bil, medmindre de bor i storbyerne. SF er flade og fodformede som Fiat: folkelig, billigt til salg og falder ofte fra hinanden. Det er wannabe-latinlover uden rigtig at have penge til det. Får SF'erne børn, så køber de verdens grimmeste Fiat: Multiplaen. Her kan folkesocialisterne snildt have både lillemor, de røde faner og alle parolerne pakket sammen på vej til 1. maj.
 
Socialistisk kærlighed.
 
Love is in the air...faldne folkeforførere i folkevogn.
 
Pia Olsen Dyhr og SF vil så gerne cykle... Kilde: Polfoto/Jens Dresling. 
 
...men smagte magtens sødme i ministerbilerne. Kilde: Polfoto/Mikkel Khan Tariq. 
 
Ja ja. Sniksnak. 
  • Hvad spilles i bilradioen:
    ”Sådan nogen som os” af Poul Krebs.
     
  • Fartgrænser: 
    Fiat Strada kan ikke køre for stærkt. Punktum.
     
  • Bilfarve: 
    Lilla-lakering med ølejr-klistermærker.
     
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Ligner mest af alt et gammelt, gennemhullet klippekort.
     
  • Valgbudskaber for bilisme:
    Vi dytter i bilen for billigere offentlig transport!
     

Alfa Romeo: Liberalistisk, laber lirekasse (LA)

Det kan lyde forførende, fristende og forfriskende: LA og den italienske gaderacer AR. Rap i replikken, hurtig på aftrækkeren og ingen nåde i trafikken. Hvis LA var et bilmærke, var det Alfa Romeo med dens potente ydre og voldsomme temperament. Slangen i paradis for de andre biler og partier. Men skindet bedrager ofte. Alfa Romeos yndefulde kurver og former modsvares ikke i bilens maskinrum og indmad. Der er for mange fugle på taget – som i den liberalistiske Alliance. Med andre ord: en lækker og laber lirekasse, som lover mere, end hvad den (de) holder. Men hvad gør det? Så længe Saxo Bank har råd til at købe en nyere model. 
 
Bedrager skindet?
 
Ingen nåde, når liberalisterne er på farten.
 
Nej, vi kører naturligvis ikke Berlingo. Det gør sosserne.
 
Det skal stort set være gratis at have bil.
  • Hvad spilles i bilradioen:
    ”Vi tager fuglen på dig” med Malk De Koijn.
     
  • Fartgrænser: 
    Wroom-wroom. Er det dig i bakspejlet?
     
  • Bilfarve: 
    Kulsort.
     
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Vi slår dig i optrækket.
     
  • Valgbudskaber for bilisme:
    Billige gaderacere og et liv i overhalingsbanen.
 

Tesla: Det virkelighedsfjerne Alternativet 

Alternativet vil så gerne ind på Christiansborg. Og de ville også så gerne køre Tesla. De frelste, grønne miljø-alternativister med grønne fartstriber vil snuppe hybrid- og elbil-imaget fra Det Radikale Venstre. Vi er hverken røde eller blå. Vi er (syre)grønne og alternative, kan man høre Uffe Elbæk synge på vej til Borgen. Ikke i Tesla – men på cykel. Men skal det være, så lad det være.
 
Teslaen er ikke bilens svar på AFUK – men en forfriskende ny dreng i klassen, der både kan køre fra konkurrenterne og samtidig være noget så frelste og hellige på én og samme tid. Problemet er blot: Hvad med finansieringen? Ja, finansieringen. De færreste har råd til en Tesla. Og slet ikke de alternative vælgere. Men symbolikken står oftest stærkere frem end realiteterne. Hokuspokus, Teslaen er i fokus.  
 
Liste Å vil så gerne i Folketinget. Og have råd til en Tesla.
  • Hvad spilles i bilradioen:
    ”Plutonium” med Jomfru Ane Band.
     
  • Fartgrænser: 
    Vekselfart og konstante vejbaneskift.
     
  • Bilfarve: 
    Hvid og giftgrøn symbolik.
     
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Ville de lave bilkortene om til et tryllenummer.
     
  • Valgbudskaber for bilisme:
    Vi vil så gerne være alternative – hvis vi har råd.
     

Radicool fransk elegance: Peugeot og Radikale

Fisefornemme franske fristelser. Det er konceptet for Peugeot. Og for Radikale Venstre. Selvfed, selvtilfreds og selvsmagende. Som David Munis Zepernick, tidligere radikal kandidat, skrev på Facebook:
 
”Det Radikale Venstre er en bil med franske ideologiske rødder – lille, fiks, hurtig og økonomisk, men uden den helt store komfort og luksus, som mange vil finde alt for smal – RV er en Peugeot 208”.
 
Radikales adfærd er parisisk snobberi, bedrevidenhed og samfunds(stor)sind. Vejene bliver ikke usikre på Champs-Élysées, men op og ned ad Østerbrogade med et spelt-ego på størrelse med Emmerys pris på en skinny latte på soyamælk. Det handler om at være forstående og overskudsagtig. Helst over for sig selv og sit segment i naturreservatet på Østerbro og deromkring. Sådan er det. Jo...
 
Vi tænker. Også på vores image.
  • Hvad spilles i bilradioen:
    ”Fatter det nu” med Marie Key.
     
  • Fartgrænser: 
    Vi vejrer morgenluft – bilens svar på vindbøjtlen.
     
  • Bilfarve: 
    Magenta. #Sådanerdetjo.
     
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Den evige joker (Radikales selvforståelse: trumfen over dem alle).
     
  • Valgbudskaber for bilisme:
    Det handler ikke om biler. Men om mennesker.
     

Fra grim ælling til folkeforfører: DF er Skoda

Hvis Dansk Folkeparti var en bil, var det en Skoda: dydsmønster, prisbevidst, selvtilstrækkelig og ikke til at komme udenom på de danske landeveje. Partiet har ligesom bilen undergået en voldsom transformation de sidste 20-25 år. Tidligere: de dårlige Skoda-jokes og et image, som i danskernes øjne var ligeså ramponeret som det blik, de gamle biler var lavet af. Det var Fremskridtspartiets grimmeste og mest demagogiske øjeblikke i 1980'erne.
 
Siden: Pia Kjærsgaard overtog roret og skabte DF, og Volkswagen overtog den tjekkiske bilfabrikant og skabte en folkevandring. Den grimme ælling blev til den store rød-hvide svane, som man ikke længere sådan lige kunne koste rundt med. Nutidens svar på Folkevognen under og efter Anden Verdenskrig. Allemandseje. Noget for enhver smag. Fra kronprinsen og Lars Løkke til hr. og fru Danmark i campinghabit på vej til Bilka på en søndag. Skoda og DF er hjemlig hygge uden Røde Mor. Det er derimod Keld & Hilda på hjul.
 
Den grimme ælling voksede sig stor.
 
Med DF følger naturligvis den klassiske campingvogn.
  • Hvad spilles i bilradioen:
    ”Vi skal gå hånd i hånd” af Keld & Hilda.
  • Fartgrænser: 
    Bent Bøgsted: ”Jeg have en dårlig dag”.
  • Bilfarve: 
    Dannebrogsfarver med blåt blod.
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Vinderkortet for bedste økonomikøb.
  • Valgbudskaber for bilisme:
    Tryghed og tillid – også for danske bilister!
     

Partiernes svar på en Christianiacykel: Enhedslisten

Hvis Enhedslisten var en bil, var det en Christianiacykel. Det kan ikke være anderledes. Udspringer af det koorporatistiske og revolutionære tankegods, som ikke blev folkeeje, men en stærk stemme, og en betydelig aktie i det rødeste København med sejlivede demoer og rabalder på gader og stræder. Det bæredygtige, frække fællesskab mellem de lavtuddannede og de højintellektuelle – mellem Preben Wilhjelm og Preben Møller Hansen-typerne.
 
Enhedslisten har også biler – men det er tys-tys overhovedet at nævne det. Som den gamle murer og folketingskandidat Jette Gottlieb engang indrømmede: ”Ja, jeg har en Nimbus-motorcykel. Men bruger den aldrig, da den jo sluger en masse benzin”. Så parolerne er klar: Bilerne ud af byen, bilerne bagerst, ind med den kollektive trafik og ud på Christianiacyklerne med børn, partisanertørklæder og Natasja skrålende ud af de indbyggede højtalere med ”Giv mig Danmark tilbage, som i de gode gamle dage”.
 
Hey, vi er alle i samme båd – eller i samme ladvogn.
 
Bilerne skal væk. Alle steder fra. Punktum.
  • Hvad spilles fra Boomblasteren i ladvognen:
    ”Jeg er så glad for min cykel” af Povl Kjøller.
     
  • Fartgrænser: 
    Vi spærrer kun trafikken og på cykelstierne.
     
  • Cykelfarve: 
    Rød med tre gule prikker.
     
  • Hvis partiet var et bilkort:
    Vi spiller ikke på samme (jern)hest.
     
  • Valgbudskaber for bilisme:
    Ud med bilerne – alle steder. Punktum.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job