Angreb på Banedanmark-historie er usagligt

Fagbladet Journalistens chefredaktør, Christian Lindhardt, svarer på kritikken af fagbladets historie om Banedanmarks kommunikationsdirektør.
Fagbladet Journalistens chefredaktør spørger: Hvad er egentlig Anne Lea Landsteds ærinde i denne sag? Illustration: Banedanmark
Fagbladet Journalistens chefredaktør spørger: Hvad er egentlig Anne Lea Landsteds ærinde i denne sag? Illustration: Banedanmark
af Christian Lindhardt
Dette indlæg er en replik til denne artikel.
 
---
 
Anne Lea Landsted har skrevet en virkelig underlig kommentar her på sitet, hvor hun retter en række voldsomme angreb mod os på fagbladet Journalisten. Det er vores artikel om Banedanmarks kommunikationsdirektør, Katja Dahlberg, som har fået Anne Lea Landsted til tasterne. 
 
I vores artikel beskriver vi en ledelse i Banedanmarks kommunikationsafdeling, der de seneste år har ført til massiv medarbejderflugt og adskillige sygemeldinger blandt medarbejderne.
 
Anne Lea Landsted kritiserer os for at begå et karaktermord og beskylder os for ikke at have dokumentationen i orden.
Måske Anne Lea Landsted skulle læse sit eget indlæg igen – men bagfra – for hun slutter med, om vores artikel måske skulle være en sag for Pressenævnet. Hendes eget indlæg lever dog ikke op til de mest basale presseetiske regler.
 
De voldsomme anklager mod vores journalistik er ikke blevet forelagt os, inden Anne Lea Landsted satte sig til tasterne. Hverken anklagen om karaktermord – der ifølge ordbogens definition er en uberettiget ødelæggelse af navn og rygte – eller anklagen om, at det skulle være en sag for Pressenævnet, blev præsenteret for Journalisten i det mildest talt underlige opkald fra Anne Lea Landsted, forud for indlægget blev publiceret. Opkaldet foregav at have til formål at opklare et par konkrete spørgsmål til skribentens baggrund. 
 
Hendes usammenhængende anklager havde ellers været lette at afvise, hvis vi havde haft muligheden. For selvfølgelig er vores dokumentation i orden. Vi har arbejdet på historien i over en måned og talt med 13 tidligere og nuværende ansatte under Katja Dahlberg i Banedanmark, der alle fortæller den samme historie. Det er altså direkte forkert, når Anne Lea Landsted f.eks. skriver, ”der optræder ingen nuværende medarbejdere”.
 
Anne Lea Landsted kritiserer os for ikke at citere medarbejdere, der omtaler Katja Dahlberg positivt. Det kunne vi da også godt have gjort, hvis vi var stødt på nogen, men det havde i øvrigt ikke ændret en tøddel på historien. Fakta er, at medarbejderflugten har været massiv, og at der alene i foråret 2020 var seks langtidssygemeldinger på grund af stress.
 
Alle vores oplysninger og kritikpunkter er blevet forelagt Banedanmark, der havde en mindre rettelse, som vi selvfølgelig rettede. De har altså ikke rejst tvivl om selve kernen i historien eller de fakta, vi fremlægger.
 
Anne Lea Landsted citerer i sin kommentar Banedanmarks svar til os om, at der bare er tale om en chef, der er sat til ”at løfte en svær ledelsesopgave” og ”sætte en ny retning for kommunikationsafdelingen”, og hun tilføjer med egne ord: ”Der skulle ryddes op i en afdeling, der ikke fungerede og fik dårlige trivselsmålinger.”
 
Og ja. I alle virksomheder skal der af og til skiftes retning med det resultat, at der sidder medarbejdere tilbage, der er skuffede, vrede eller kede af det, fordi de nu skal lave noget andet. Men en dygtig chef kan altså godt gennemføre forandringer og omorganiseringer, uden at det fører til medarbejderflugt og sygemeldinger. Det sker hver eneste dag i professionelt ledede virksomheder.
 
Så hvad er egentlig Anne Lea Landsteds ærinde i denne sag? Og hvilken research og dokumentation baserer hun sin kommentar på? Har hun selv opsøgt kilder og gennemført interviews, der dokumenterer, at kritikken i Journalistens artikel er uberettiget – eller har hun bare fået tilsendt en intern tråd fra Banedanmark og uden den mindste kildekritik ædt den råt?
 
Hun kritiserer et stykke vigtigt undersøgende journalistik, som har sat dagsorden i et omfang, vi på Journalisten sjældent har oplevet før. Vi har fået utroligt mange tip og henvendelser efter denne historie fra DJ-medlemmer (og mange andre), der har haft tilsvarende oplevelser.
 
Men ifølge Anne Lea Landsted skulle historien ikke have været bragt i denne form, fordi der måske også er nogle, der synes, Katja Dahlberg er en god chef. Med den logik ville der være mange historier, der aldrig skulle bringes. Jeg er for eksempel sikker på, at der er medarbejdere, der synes, at den tidligere direktør i Landbrug & Fødevarers datterselskab DanBred var alle tiders, selvom han blev fyret efter afsløringer af alvorlige krænkelser af kvinder. Og jeg ved, at der er rigtigt mange TV 2-medarbejdere, der synes, at Michael Dyrby var en fremragende chef, selvom han med egne ord var "et dygtigt røvhul".
 
Kforums kommentar:
 
Kforum har skriftlig dokumentation for, at Journalisten ikke ønskede at bidrage til Anne Lea Landsteds kommentar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også