Trold kan tæmmes?

Ny bog undersøger demokratiet i internettroldenes tidsalder. Det er en informativ og bevidstgørende beskrivelse af de såkaldte »trolls«, hvis adfærd på internettet fremsætter en kritik, der er stærkt relevant i disse Trump-tider. Spørgsmålet er dog, hvordan troldene selv bidrager til de samfundsproblematikker, som de vrænger ad.
»troll« betegner en hvilken som helst debattør, der obstruerer den intelligente og gensidigt respektfulde samtale ved at gøre modparten ude af sig selv af raseri eller frustration. Derfor, do not feed the trolls, så slipper du aldrig af med dem.
»troll« betegner en hvilken som helst debattør, der obstruerer den intelligente og gensidigt respektfulde samtale ved at gøre modparten ude af sig selv af raseri eller frustration. Derfor, do not feed the trolls, så slipper du aldrig af med dem.
Hvordan kan vi føre en meningsfuld demokratisk samtale i internettets tidsalder? Sådan vil jeg formulere det spørgsmål, som er den egentlige kerne i Whitney Phillips’ undersøgelse af fænomenet trolling i This Is Why We Can’t Have Nice Things.
 
Bogen: This is why we can't have nice things, skrevet af Whitney Phillips, behandler spørgsmålet om, hvordan kan vi føre en meningsfuld demokratisk samtale i internettets tidsalder.
 
Phillips ekspliciterer ikke direkte dette som sit undersøgelsesspørgsmål, men kredser snarere om det, mens hun, med en blanding af teoretisk informerede overvejelser og anekdotiske beretninger, analyserer et noget obskurt hjørne af internettets hidtidige historie: trolling-subkulturens udvikling fra dens formative fase over en art guldalder og til det, nogle af subkulturens trolls opfatter som et forfald.
 
Hvad er trolling? 
Hvad skal man så forstå ved trolling? Min egen lægmandsdefinition ville være, at det er den adfærd, man udviser, når man i et kommentarfelt eller på sociale medier forsøger at fremprovokere raseri hos den, man diskuterer med, for eksempel ved at være nedladende, at bruge et nedsættende sprog eller ved bevidst at misforstå og fordreje modpartens ord.
 
Mit begreb om en internettrold var, indtil jeg læste Phillips’ bog, sådan cirka personificeret ved Weekendavisens Søren K. Villemoes, som jeg selv har Facebook-diskuteret med flere gange, og hvis typiske greb i disse diskussioner inkluderer en art stædig og ufremkommelig sarkasme, en trættekær forkærlighed for at besvare spørgsmål med spørgsmål og en - for en redaktør på Weekendavisen - helt igennem utroværdig spillen-dum, tilsyneladende designet til at fritage ham for ethvert ansvar for, hvad andre måtte kunne udlede af hans ord, uanset om det, der udledes, forekommer aldeles rimeligt eller endda helt oplagt. Greb, der undertiden irriterer modparten (som undertiden er mig) til et punkt, hvor vedkommende mister fatningen, og diskussionen bryder sammen. 
 
I min lægmandsforståelse af ordet »troll« betegner det altså en hvilken som helst debattør, der obstruerer den intelligente og gensidigt respektfulde samtale ved at gøre modparten ude af sig selv af raseri eller frustration. Jeg havde ikke, før jeg læste bogen, tænkt på trolling som et fænomen, der som sådan udgjorde sin egen subkultur. Men genstandsfeltet for bogens undersøgelse er folk, der identificerer sig selv som trolls, og som færdes og kommunikerer på sites som 4Chans /b/random-board, hvorfra koordinerede »operationer« udgår.
 
Robert er af forskellige medier blevet udnævnt til at være en af de mest irriterende trolls gennem tiderne. Klik på billedet for at se flere af hans kommentarer. 
 
Phillips giver mange underholdende eksempler på trolling-operationer og hæfter sig især ved, hvordan disse udspiller sig i mainstream-medierne. Man undgår ikke at få en vis forståelse for den fryd, det må indebære for troldene at være indviet i joken, når det for eksempel lykkes at bringe de talende hoveder på Fox News ud af fatning og i moraliserende selvsving med en aldeles usand historie om, at unge amerikanere er begyndt at eksperimentere med at blive høje på gasserne fra fermenteret menneskelig afføring, kaldet »Jenkem«.
 
Det er objektivt sjovt, om end tragikomisk, at det er så nemt at udstille mediernes sjusk og dovenskab ved at fodre dem en ikke-verificerbar vandrehistorie om, at unge bogstaveligt talt er begyndt at sniffe lort.
 
Trolls er ikke kun på de sociale medier. I videoen er det værten på Fox News Live der bliver bragt ud af fatning. 
 
RIP-trolling
Men udover »media fuckery«, som troldene selv betegner denne type eksplicit medierettede trolling, findes der også andre, mindre umiddelbart forståelige måder at udløse lulz på. Den værste af disse er nok det, der betegnes som RIP-trolling, hvor Facebook-sider tilegnet afdøde personer angribes af sværme af trolde, der håner og nedgør den afdøde og de efterladte.
 
Det, der fremprovokerer sådanne angreb, er tilsyneladende en opfattelse af, at den offentlige sorgbearbejdelse per definition er uoprigtig og mest handler om de sørgendes ekshibitionisme og narcissisme. En betragtning, man kan være enig eller uenig i, men ikke desto mindre er det nok de færreste uden for den subkulturelle troldehær, der kunne finde på at gribe til noget så grænseoverskridende som at tilsvine en tilfældig afdød fremmed, alene for at hamre så banal en pointe hjem.
 
Det er en adfærd, som i hvert fald for denne udenforstående fremstår uhørt afstumpet og stupid, uanset hvilke rationaliseringer, troldene disker op med, når de skal begrunde at de gør, som de gør.
 
Lyv, lyv, lyv
Alligevel er der noget ved denne dumme og kyniske adfærd, der forekommer velkendt i disse Donald Trump-tider. Ufølsomheden og bøvetheden ophøjet til livsfilosofi er ikke så fremmedartet et fænomen, som man kunne ønske. Det samme gælder den notorisk slappe omgang med fakta, som Jenkem-anekdoten illustrerer, og som for længst har gjort begrebet post-faktualitet hot i samfundsdebatten.
 
Trump blev republikansk præsidentkandidat, ikke mindst fordi han fik alle sine kampagne-cues fra internettroldenes håndbog: Lyv så meget, at folk opgiver at holde regnskab med løgnene, og tal så grimt, at folk mister overblikket over indholdet i diskussionen. 
 
Full steam ahead. 
Trumps løgne - samlet i en video. 
 
Lulz
En central påstand i bogen er da også, at trolling-kulturen med al sin grimhed, hysteri og selvsving blot spejler den logik og de strategier, som de etablerede massemedier opererer efter. Hvor mediernes ønskede udbytte af sensationalismen er flere læsere og i sidste ende økonomisk profit, har troldene deres egen valuta: lulz. Lulz betegner en akut følelse af morskab over andres nød, forlegenhed eller raseri.
 
I troldenes selvforståelse er denne type morskab på andres bekostning berettiget, fordi de følger et credo om, at intet må tages seriøst, og at folk, der udstiller deres følelser og svagheder på internettet, selv beder om at blive irettesat og »kaldt til orden«.
 
Af trolling-adfærden kan altså udledes en art politisk eller kulturel kritik, som er valid, uanset at troldene ofte slet ikke har en selvforståelse som aktivister (nogle betragter Anonymous’ politiske aktivisme som udtryk for selve trolling-kulturens forfald). Så langt kan jeg følge argumentet.
 
Men jeg savner i bogen en kritisk refleksion over, hvordan troldene med deres adfærd selv bidrager til de samfundsproblematikker, som de udstiller og vrænger ad. Problemet med medier, der har en slap omgang med fakta, er jo politisk set, at borgerne misinformeres, hvilket gør dem mindre kompetente som vælgere. Dét problem bliver ikke mindre af, at troldehære lancerer kampagner med misinformation på internettet.
 
Tværtimod forplumrer det samtalen yderligere, ligesom det accelererer den »kynismens spiral«, som blandt andre valgforskerne Capella & Jamieson har beskrevet, hvor mediernes overfladiske og sensationsprægede dækning af vigtige samfundsemner og af politiske processer ansporer vælgerne til at udvikle et kynisk forhold til politik, hvilket så igen ansporer medierne til at vinkle stof på en kynisk facon, osv., osv.
 
Hvor spiralen ender, kan man kun gisne om, men hvis alle i et samfund bliver mere eller mindre enige om, at intet kan forandres til det bedre, så er der nok en vis sandsynlighed for, at intet forandrer sig til det bedre.
 
This Is Why We Can’t Have Nice Things er lidt en tynd kop te
Som videnskabelig undersøgelse betragtet er This Is Why We Can’t Have Nice Things lidt en tynd kop te. I hvert fald set gennem de altid firkantede briller, man får udleveret ved metodeundervisningen på statskundskab ved Københavns Universitet. Det er ikke meget håndfast evidens omhandlende trolling som fænomen eller (selvidentificerende) trolls som gruppe, der serveres for læseren.
 
Dette hænger blandt andet sammen med, at undersøgelsesobjektet, »the troll space«, er en meget diffus størrelse og desuden befolket med typer, der regner internettets anonymitet for dets absolut vigtigste egenskab. Anonymiteten er i denne subkultur ikke bare en selvstændig værdi, det er den ubestridt vigtigste værdi, der findes, fordi det er anonymiteten, der muliggør succesfuld trolling. Derfor må Phillips eksempelvis nøjes med at antage ting om troldenes identitet og IRL-tilværelser, baseret på analyser af deres generelle adfærd i fora og de ting, de anonyme informanter selv tilkendegiver.
 
Intet af det kan verificeres, men det kunne jo for eksempel være interessant nok at vide, om forfatterens antagelse om, at langt størstedelen af troldene er hvide, heteroseksuelle mænd, egentlig holder stik. På den måde kan bogen ironisk nok selv betragtes som et produkt af en større trolling-operation, og som sådan er den jo trygt indlejret i sin egen fortælling om en kultur, hvor definitionskampene er blevet så altdominerende, at diskussionerne aldrig rigtig bevæger sig ud over begrebsafklaringsfasen.
 
Det er ikke altid, at trolling er en irriterende, ond ting - det kan også være ganske underholdende. Eksempelvis i overstående mailkorrespondance imellem David og Jane
 
Det skal ikke forstås sådan, at bogen ikke bidrager relevant til den videre diskussion af, hvad vi stiller op med det der internet og dets effekt på vores (debat)kultur. For mig personligt var det en bevidstgørende oplevelse at få beskrevet trolling-feltet som en decideret subkultur og troldene som nogen, der har en masse identitet bundet op på det anonyme fællesskab, der knytter sig til trolling. Anekdoterne og beskrivelserne af troldenes egne udlægninger af deres adfærd er interessant og informativ læsning.
 
Men hvorfor er det egentlig, at vi ikke kan have nice things? Hvad er det, der forhindrer os i at have en civiliseret offentlig samtale om vores udfordringer som samfund i internettets tidsalder?
 
Bogens svar er, at massemediernes kommercielle logik har skabt monsteret. Og der er vel ingen tvivl om, at en del af problemet er, at de traditionelle medier er underlagt et kolossalt kommercielt pres, og derfor måske i tiltagende grad ender med at slække på de journalistiske standarder for at kunne følge med og generere flere visninger af deres indhold.
 
Men samtidig er det vel åbenlyst, at internettets hyper-demokratisering, fragmentering og samtidige anonymisering af offentligheden, hvor alle uanset forudsætninger har adgang til at lufte deres holdninger i debatten uden nogen konsekvenser for dem selv, er en samfundsomvæltning af dimensioner, som vi har til gode at forstå det fulde omfang af.
 
Artiklen er lånt fra Magasinet ATLAS,  hvor den også er trykt i det netop udsendte bogtillæg
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job