Sexisme på fuld display

I sidste uge fortalte Sofie Linde, at hun havde været udsat for sexchikane til en julefrokost hos DR, samt at hun knap nok fik det halve af Thomas Blachman i løn, da hun var X Factor-vært.

I nogle medier, og især på SoMe, er Linde blevet kritiseret. Men den kritik samt måden, hvorpå de etablerede medier har omtalt Linde, er blot et klassisk eksempel på hverdagssexisme. Det mener NGO’en Everyday Sexism Project Denmark (ESPD), der på Facebook skrev, at reaktionerne på Lindes historie var “buisness af usual”.

I den forbindelse har Kforum talt med Iben Hendel Philipsen, talsperson og medlem af bestyrelsen hos ESPD. Det overordnede spørgsmål: Hvordan mener ESPD, at Linde-casen illustrerer hverdagssexisme i vores sprogbrug?

Iben Hendel Philipsen, talsperson og medlem af bestyrelsen hos ESPD.

Et klassisk eksempel på hverdagssexisme

– Vil du forklare lidt om, hvad ESPD er og hvad I laver?

"ESPD har eksisteret siden 2013 i Danmark. Det oprindelige formål var at indsamle erfaringer med sexisme i hverdagen.

Det gør vi ud fra to grundlæggende tanker. For det første for at indsamle viden om, hvordan sexismen udfolder sig i en hverdagssammenhæng. For det andet for, at ofre for sexisme ikke skal føle sig alene, men at de har nogle at dele deres oplevelser med.

I Danmark har vi en database med knap 4.000 historier.

Men så deltager vi også i alle mulige andre sammenhænge for at italesætte sexismen mere bredt. Vi har fx lobbyet benhårdt for en samtykkelovgivning, og vi var høringspart i forbindelse med den relativt nye lovgivning, der kriminaliserer psykisk vold.

ESPD er en frivillig organisation; vi arbejder alle sammen frivilligt, så vi har heller ikke et stort swanky headoffice – det ville vi da gerne have, men det har vi ikke.

Udover at være bestyrelsesmedlem og talsperson for ESPD arbejder jeg bredt med repræsentation. Jeg har et forlag, og jeg er oversætter. Jeg har arbejdet meget med seksualiseret vold på forskellige planer. Og eftersom jeg selv blev voldtaget i ‘87, kan man vist godt sige, at jeg også har en personlig aktie i arbejdet."

– I har på tværs af mange af jeres platforme taget fat i Sofie Linde-casen som et eksempel på hverdagssexisme. Hvad er det specifikt ved historien og modtagelsen af Linde, der gør, at I bringer sagen op?

"Hvad er det specifikke ved denne her historie? Ikke andet end, at det er Sofie Linde, og at hun får opmærksomhed. Reaktionerne er jo de samme som i alle mulige andre sammenhænge, hvor kvinder stiller sig frem og siger noget.

Ifølge Iben Hendel Philipsen bliver der kommenteret på Sofie LIndes som kvinde og ikke på hendes budskab." (Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Der er forskellige lag i det. For det første bliver der kommenteret på hendes person. Hendes status, hendes udseende, at hun viser bar mave, fordi hun er gravid, om man kan lide hende eller ikke lide hende. Hun bliver kort sagt kommenteret på som kvinde og ikke på sit budskab.

For det andet bliver der fokuseret mere på, hvordan budskabet bliver leveret end på, hvad budskabet egentlig er. Fx BT og Ekstra Bladet, der var ude at sige, at Linde “tordner” og “brokker sig” på landsdækkende TV og ‘hvad er nu det for en uskik’. Det er klassisk.

Jeg har set klippet. Jeg kan hverken se, at hun tordner eller brokker sig. Jeg kan se, at hun pointerer noget, som hun synes, er vigtigt i en setting, som måske er atypisk, men ikke desto mindre lige så legitim og vigtig som alle mulige andre."

– Er det meget specifikt til Sofie Linde, at der bliver talt mere om personen end budskabet, eller er det mere generelt?

"Det er en generel tendens. Det sker stort set hver gang, en kvinde åbner munden, og særligt når hun er kritisk. Du kan jo se det med vores to kvindelige statsministre. ’Skrigeskinken’ og ’Gucci Helle’. Behøver jeg sige mere?

Sådan så det ud på Facebook, efter Sofie Linde delte sine oplevelser.

Lige så snart, det drejer sig om mænd, der siger ting, som kan være problematiske eller kritiske eller provokerende, bliver der kommenteret på det, de siger, og ikke på, hvordan de ser ud, om de har høje hæle eller jakkesæt på, om de virker feminine, om de virker maskuline. Man forholder sig rent faktisk til det, de siger."

– Ville du så mene, at Sofie Linde-casen er et klassisk eksempel på hverdagssexisme?

"Fuldstændig".

– Hvad er den klassiske måde, ifølge jer, at den form for diskursiv ulighed kommer til udtryk? Er det et mediefænomen?

"Medierne reflekterer i en vis grad den populære diskurs, og omvendt. De taler ind i noget, der allerede er der. Samtidigt skaber de også rum for en popularisering af begreber og forståelser, der ikke nødvendigvis var der inden, medierne selv italesatte det. Og den vekselvirkning er noget, man ofte ser i kommentarspor på de sociale medier.

Sproget former vores virkelighed. Det er ikke en stationær, rigid struktur. Det er noget, der er bevægeligt. Sproget er organisk. Vi kan ændre det."

– Er sproget en del af problemet? Er det for kønnet?

"Jeg kan ikke sige noget om, hvor kønnet det er, eller hvor stor en del af det danske sprog, der er kønnet. Det ved jeg ikke noget om, og der er nok ikke engang lavet statistik på det.

Men det jeg kan sige, er, at der er to typer kønnede ord.

Der er de specifikt kønnede, fx tøsedreng og drengepige. Det er kønnede, fordi de biologiske køn bliver brugt til at italesætte noget.

Og så er der den kønnede sprogbrug. Det handler fx om, hvordan man italesætter kvinder. De bliver italesat for deres udseende, deres sexappeal, deres ‘fuckability’, som man populært kalder det på amerikansk. Det er ikke noget, som mænd bliver udsat for.

Deri ligger, at et ord ikke i sig selv behøver at være kønnet, men at det, man fokuserer på, og måden, man italesætter og formidler det, gør det kønnet."

– Så det har mere med den generelle kultur at gør end med selve sproget?

"De to ting interagerer selvfølgelig.

Og der er kæmpestore muligheder for at ændre det – hvis man vil. Det ser vi hele tiden. Debatten om, ‘hvordan italesætter vi ting’, og ‘hvorfor kønner vi fx arbejdsbrancher og ting’, belyser, at det overhovedet er nødvendigt."

– Hvor stor en del af Danmarks ulighedsproblem ligger i den diskursive ulighed? Skal fokusset være på at få kvinder ind i bestyrelser, eller skal man først kunne tale til hinanden på lige fod?

"Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Man kan ikke skille tingene ad.

Der er forskellige redskaber, man kan tage i brug for at få kvinder i bestyrelser – fx kvindekvoter. Det kan man være for eller imod.

Men, hvordan skaber man mulighederne for, at kvinder overhovedet når derhen, hvor udnævnelserne finder sted? Det starter ikke med bestyrelsesposterne. Det starter i børnehaver og vuggestuer.

Fordi vi kønner børn fra det øjeblik, de kommer ud af livmoderen. Grundlæggende kan man se, at der ofte er en negativ eller passiv konnotation ved ord forbundet med piger, og en positiv, nærmest undskyldende konnotation ved ord forbundet med drenge.

’Drengestreger’ – det er lidt sjovt. ’Pigefnidder’ – det er besværligt; det er piger, der gør for meget ud af ingenting."

– Er sproget begrænsende?

"Det kan i hvert fald være med til at skabe nogle meget snævre kasser for, hvordan vi kan få lov til at være os selv.

En ting er sproget – vi kan lære at sige hen – men hvis ikke ligestillingen følger med i alle andre lag og sammenhænge, kommer det ikke til at rykke særlig meget. Det er dérfor, det strukturelle aspekt har så kæmpestor betydning. Fordi det er så stort et problem.

At ændre strukturer er en sej omgang, og det kommer til at tage lang tid. Vi møder sindssygt meget modstand.

Den modstand ser man også i forbindelse med Sofie Linde. Mange (langt fra alle) vil gerne afvise hende som en ’hysterisk kælling’ med et enormt behov for opmærksomhed.

På den måde rammes Linde af nogle at de generelle, sexistiske fordomme, der er om kvinder – nemlig, at de er løgnagtige, at de er svigefulde. For ‘hvis ikke hun vil sætte navn på, kan det jo ikke være rigtigt’. ‘Hun gør det for at få opmærksomhed’.

Problemet er bare at Linde ikke kan vinde i denne type situationer. For hvis hun havde sat navn på vedkommende, ville hun utvivlsomt blive anklaget for at være hævngerrig og klandret for, at hun ‘ikke kan bevise det’. Man laver hele tiden de forklaringer, der fokuserer på hende, personen Sofie Linde, i stedet for det problem, hun sætter fokus på."

– Udfordrede Sofie Linde strukturerne?

"Jeg ved ikke, om hun udfordrer dem – hun belyser et strukturelt problem.

Man kan selvfølgelig sige, at hun udfordrer dem, i og med hun ikke påtager sig den adfærd, som er hende tiltænkt."

– Slutteligt: Hvad gør I hos Everyday Sexism Project Denmark på jeres forskellige platforme for at bekæmpe den diskursive ulighed?

"Jeg kan give et konkret eksempel på, hvad vi gør diskursivt. Fx anvender vi i ESPD ikke udtrykket seksuel vold, som man gør i lovgivningen, men derimod seksualiseret vold.

Det gør vi, fordi vi gerne vil tale fra ofrenes perspektiv. Når man taler om seksuel vold, tales der ud fra gerningspersonens perspektiv, fordi vedkommende måske kan bilde sig selv ind, at det, der foregår, faktisk stadig er sex. Men det er det ikke. Det er vold. Med begrebet seksualiseret vold italesættes akten som et middel, der anvendes til at begå vold. Og det er det, overgreb er: vold.

Sofie Linde udfordrede strukturerne i og med, at hun ikke påtog sig den adfærd, der var hende tiltænkt (Martin Sylvest/Ritzau Scanpix).

Sex er ikke det samme som voldtægt. Men det er den diskurs, der desværre meget ofte forpurrer billedet for rigtigt mange mennesker. Derfor er det vigtigt at kalde det det, det er.

Og vi holder medierne op på det. Vi kommenterer på det hver gang, vi falder over det. Fx var der en artikel i Journalisten.dk, hvor ESPD argumenterer for ikke at benytte fx ’sexovergreb’, når man taler om voldtægt. Efterfølgende var der et interview med Politiken, hvor de faktisk lyttede til argumenterne og tog dem til efterretning. Faldt de i igen, ja, men så skrev vi til dem igen, og de beklagede.

Det er et meget konkret eksempel på, hvordan vi prøver at ændre gængs sprogbrug. Nogle gange har vi succes. Andre gange tager det længere tid – men vi bliver ved."