Hvem er graffitimaleren SpyO?
Kulturkritik med malerrulle

Dette københavnervartegn af SpyO er at finde på Nørrebrogade.

Skrevet af

Mikkel Thelle

12 artikler

0 indlæg

Street art er blevet mainstream og investeringsobjekter, der handles til millioner. Den allestedsnærværende københavnske graffitimaler SpyO er med sine enkle og meget synlige værker svær at kapitalisere på i modsætning til fx Banksy eller HuskMitNavn. På den måde indrammer det nyklassiske Nørrebro-vartegn “Dine penge mig i røven” fint det samlede værk.

Hvis man tager en tur i regn og vind ud ad Sundholmsvej på Amager, ligger der på den ene side den gamle fattiganstalt, et børnehus og et skraldedepot og overfor en byggetomt, der længe har stået og groet til, efter en forfalden benzintank blev revet ned sidste år. Midt i det hele står med store, kantede bogstaver:

 

BLINDFOLDED CONSUMERISM IN PLAIN SIGHT

 

Det kan være, byggetomten er købt af Kereby, tidligere Blackstone, men ellers virker stedet som det længst mulige fra byens forbrugerismerum. Ordene virker mærkelige her, både totalt entydige, med et poetisk twist, men samtidig kryptisk løsrevne fra det byrum, de indgår i.

 

Jeg hører, at det er endnu et piece af SpyO. Hans sætninger spreder sig eksplosivt i byen i disse år og er måske netop kendetegnet ved dette: en kryptisk entydighed og uden anden forbindelse til byrummene end den æstetiske – og længden på et kosteskaft. Samt måske også det, at hans værker nok ikke vil ende på fancy gallerier i ind- og udland. 

 

For på en måde er SpyO vendt tilbage til en gadekunst fra før, den postmoderne eksplosion af tegn, genrer og referencer satte det offentlige rum i brand og blandede protest, kunst og kapital.

 

Fra gadekunst til banken

Hvornår blev street art til salgbar kunst? Op gennem 1980’erne spandt Jean-Michel Basquiat berømmelse på – udover at date Madonna og male i Armani-jakkesæt – at udviske forskellen mellem graffiti, malerkunst og politisk kommentar.



Et Jean-Michel Basquiat-tag fra 80’erne blev i 2020 solgt på auktion for over 70.000 dollars. Foto: Capsule Auctions.
 

Ligesom hans samtidige ven Keith Haring gik fra at udstille kridttegninger i New Yorks subway til et par år senere at blive vist på samtidskunstens mekka Documenta i Kassel. I 90’erne kunne vi finde spraymalede stumper af Berlinmuren på gallerier og high-end-cafeer rundt om i verden, og måske smuglede vi selv små betonstumper rundt, autentiske eller ej.

 

Man kan garanteret gå længere tilbage, og det er måske ikke engang nyt, at graffiti bliver gallerikunst, men der skete alligevel noget i 1990. En ny figur trådte ind på Bristols undergrundsscene og gik snart fra spray til de lynhurtige stencils for at kunne lave arbejdet hjemme og minimere den farlige eksponering ved væggen. 

 

Den unge fyr, der lavede sine første tags som 14-årig, har for nylig fået solgt et delvist makuleret værk for 25 millioner dollars, som det sidste peak i hans dobbelttydige omfavnelse af den etablerede kunstverden. Han kalder sig Banksy. Take the money and run, hele vejen fra kunstmuseet til banken.

 

HuskMitNavn – fra gaden til galleriet

Vores egen huskunstner HuskMitNavn opbyggede gennem 00’erne og 10’erne et navn på sine kritiske kommentarer befolket af hyggeligt bizarre figurer, der netop mindede om Keith Haring dumpet ned i Bennys badekar. Dette er en god anledning til at ære en langt tidligere crossover-kunstner, netop afdøde Flemming Quist Møller, der lagde grunden til den senere leg med former og scener med netop Benny, Snuden og Jungledyret Hugo, lavet for børn og set af alle fra hippie-70’erne til i dag.

 

Med sine kommentarer forholdt HuskMitNavn sig ofte til byens udvikling, som i det mandshøje billede af en mand i 1:1, der ser sig over skulderen med teksten ”Vend byen ryggen – forstaden kommer til Bryggen” på en byggetomt i den nye del af Islands Brygge, nu kendt som Teslaparken. 


HuskMitNavn på det gamle Islands Brygge, før det forsvandt.
 

HuskMitNavn endte med sine urbane historier på forskellige gallerier som illustrator og dekoratør af kommunale og statslige museer og lever formentlig fint i dag af den stil, han udviklede i 00’ernes byrum.



Kulturkritikken er gennemgående i SpyOs værker. Foto: SpyO.
 
 

Angstmarinerede hverdagsrutiner

SpyOs ting vender sig væk fra alle disse tendenser. Dels er der ingen billeder i hans univers, heller ikke førstegenerations-newyorkergraffitis morphing af selve bogstaverne til billeder og senere suveræne visuelle kompositioner. 

 

Her males bare sætninger, ofte med en malerkost på en stang, på de mest jomfruelige lodrette flader, byen kan frembyde. Man kommer til at tænke på Søren Pinds udtalelser om, at lovlige graffitivægge var som at rede senge op til voldtægtsmænd, dengang han strammede den lovgivning, som i dag gør, at SpyO holder sin identitet hemmelig. 

 

SpyOs ord er rettet mod hamsterhjulet – ”samme rutine hver dag”, ”angstmarinerede hverdagsrutiner” ”you are only free within the system”, afsendt som subtekster til den politiske hverdag – ”stop israel” – eller mere eller mindre elegante kommentarer – ”Ses i brummen Inger”.

 

Mange af SpyOs værker er rettet mod hamsterhjulet. Foto: SpyO.
 

De er altid maksimalt synlige og minimalt dekorerede, men helt uden den tvetydighed, som mange af de street artists, vi kender, tit lægger i deres spil med det visuelle, med referencer og med genreblanding.

 

Med tyngde på Nørrebro, i Sydhavnen og langs S-togslinjerne ud af centrum er SpyO ved at etablere sig som et københavnervartegn, hvilket så vidt man kan forstå, er det modsatte af, hvad han vil. Etableret er tilsyneladende et skældsord i hans bog.

 

Grunden til, at SpyO ikke er kommet på gallerivæggen endnu, er måske, at det er for visuelt kedeligt, men ikke desto mindre er hans tilstedeværelse nu en del af byen. Og mange af sætningerne bliver stående længe, som f eks ”ONE MANS TRASH ANOTHER MANS TREASURE” og “DINE PENGE MIG I RØVEN” på Nørrebrogade, der begge er blevet nyklassikere i bybilledet.

 


Ingen billeder. Ingen dikkedarer. Bare et udsagn i klartekst. Foto: SpyO.

 

Ikke som Banksy, der tog tid på, hvor mange timer hans værker blev hængende – kortest måske et falsk kunstværk ophængt på et kunstmuseum i London, der blev pillet ned samme dag.

 

Men måske gadekunsten ikke længere er en leg. Måske man ikke længere snor sig glat ind mellem husmure, medier og midlertidighed. Måske den postmoderne charme er blevet fad til lyden af klimaaktivisternes råb, den lurende nye, kolde krig eller finanskrisernes tunge spor.

 

Blandt forfattere, billedkunstnere og almindelige unge er den vrede kritik, som har været lidt flydende siden disko-firserne, igen blevet udbredt. Kritikken har ikke tabt sin damp, men er tværtimod tiltagende, og måske er SpyO et tegn på netop det. 

 

Måske vi kommer til at se meget, meget mere gadekunst som hans i de kommende år.

Relaterede artikler

Instagrimt er instacool - En halvspist donut efterladt i supermarkedets afdeling for rengøringsmidler, eller fire uforklarlige citroner og et styk...
Er du falsk positiv? - T-shirts med positive budskaber, kække emojis, lutter optimisme og lykke på Instagram, politikere, der klistrer et solid...
Fra hipster til hypebæst - Hipsteren er uddød og erstattet af hypebæstet, som måske er smukkere og mere velsoigneret, men også en del kedeligere.
Doner lige en NFT og andre fundraising trends - Det er en trend ikke at arbejde med trends i 2022. En trend er derimod en stabil og langsigtet forandring. I det kommend...
Er tomatsuppe på Van Gogh god kommunikation? - Tomatsuppe kastet på kunst, og aktivister, der limer sig fast til værkernes rammer. En bølge af aktioner, hvor formålet ...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

31 JOB

Webkonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 12. december

Kampagnerådgiver

Frist: 31. december

PR- and Communication Manager

Frist: 31. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.