|
|
|
Hvem er bange for svenske tilstande?
Skræmmeeksemplet fra Sverige

Gudrun Schyman – feministisk ikon og stifter af partiet Feministiskt Initiativ – står måske som det største skræmmeeksempel på de svenske tilstande. Men hvad er det egentlig, vi er så bange for? Er Sverige ikke bare vores fornuftige broderfolk? Emil Langvad/Ritzau Scanpix

Et år efter, #MeToo fik alle, der sad i en magtfuld position og havde haft fingrene lidt for langt fremme, til at ryste i bukserne, bliver der advaret mod svenske tilstande. Vores naboland bliver brugt som skræmmeeksempel på et politisk korrekt dystopia, men bruger vi Sverige som et troldspejl, der viser alt det, vi ikke skal være, så ender vi bare med at se tilbage på os selv. For hvordan kan et land, der ligner vores eget så meget, være vores diametrale modsætning?
#MeToo-bevægelsen kan i øjeblikket fejre et-års jubilæum. Bevægelsen startede med et tweet fra skuespilleren Alyssa Milano i kølvandet på historierne om overgreb begået af filmproduceren Harvey Weinstein, men var oprindeligt en opfindelse af advokaten Tarana Burke skabt flere år inden bevægelsens start. Hashtagget gik viralt i oktober 2017, og her et år efter er meningerne om bevægelsen delte.
 
I nogle tilfælde bliver der snakket om svenske tilstande, og det er tydeligt, at de svenske tilstande ikke er noget, vi i Danmark skal stræbe efter.
 
I slutningen af september skrev Marianne Stidsen, der til daglig er lektor i dansk på Københavns Universitet, en kronik i Politiken. Heri anklagede hun »den feministiske, venstrepopulistiske totalitarisme« for at være gået amok i søsterlandet og have smadret Det Svenske Akademi.
 
Samme dag blev den såkaldte »Kulturprofil«, fotograf og kunstnerisk leder af kulturscenen Forum Jean Claude Arnault, varetægtsfængslet af byretten i Stockholm, inden der faldt dom i den pågående voldtægtssag. Få dage senere blev Arnault kendt skyldig: To år for voldtægt lød dommen.
 
Stidsen forsatte dog i dagene efter sit korstog mod de svenske feminister, ikke mindst den tidligere permanente sekretær i akademiet Sara Danius, der var med til at kræve, at Arnaults hustru, den svenske forfatter Katarina Frostenson, skulle træde ud af det fornemme litterære selskab.
 
Den danske forfatter Merete Pryds Helle langede på Facebook ud efter Stidsen:
 
 
»Marianne Stidsen mener, at det er metoo-bevægelsen, der har ødelagt Det svenske Akademi. Det er altså ikke de mænd, der har skabt problemer i akademiet. De er åbenbart hævet over kritik. (…) Jeg synes, det er underligt at Stidsen anklager de mennesker, der peger på et problem for at være problemet, og ikke dem, der har skabt det.« skriver hun blandt andet.
 
Men Marianne Stidsen er langt fra den første til at rette sine skyts mod dem, der påpeger problemerne – eller til at frygte den farlige svenske feminisme. En hurtig Googlesøgning på "svenske tilstande" giver 4,5 millioner resultater. Herunder et radioprogram i fem afsnit fra Danmarks Radio, links til alle de store aviser – og ikke kun til debatsektionen, ja, sågar en akademisk artikel fra Syddansk Universitet.
 
Et feministisk ikon
Svenske tilstande er blevet et begreb, der kan slynges mod alt, hvad man ikke bryder sig om; ofte ting, der omhandler tiltag mod racisme, sexisme og andre former for forskelsbehandling. Svenske tilstande betegner det modsatte af ytringsfrihed og frisind, de såkaldt danske værdier.
 
Den svenske politiker og talskvinde for partiet – og bevægelsen – Feministiskt Initiativ, Gudrun Schyman, vil sikkert af mange se ud som et skræmmeeksempel på disse tilstande. Hun selv derimod er mere bange for danske tilstande:
 
»Vi har oplevet en tilbagetrækning til en traditionel og patriarkalsk tankegang, en nationalistisk og militaristisk måde at tænke på. Alt det har I allerede oplevet i Danmark. I er bare ti-femten år forud på det punkt. Vi vil nu forsøge at undgå, at vi kommer i samme situation som Danmark,« udtalte hun til den danske premiere på Hampus Linders dokumentarfilm om hendes (politiske) liv.
 
»Jeg er opdraget som kvinde, er blevet behandlet som kvinde og har opført mig som kvinde hele mit liv«, indleder Schymans let rustne stemme filmen. Den intro skal nok få det til at vende sig i mangt en kritiker af identitetspolitik. Men så fortsætter hun: »Hvis jeg virkelig tænker efter, tænker jeg: Ja, jeg er da bestemt kvinde, men først og fremmest er jeg menneske.
 

En trailer for dokumentarfilmen Feministen, der i Danmark blev vist på CPH:DOX.
 
På dansk har filmen fået titlen Feministen, men hedder på svensk GUDRUN – konsten att vara människa. Det er en kunst, de fleste dagligt øver os i, og undertitlen kan vel passe på så godt som alle portrætfilm.
 
Instruktøren har fulgt Gudrun Schyman fra 2014 og frem til 2018 – en periode, hvor fremgangen for Feministiskt Initiativ og Schymans appel bliver en del af det store billede af de kvindebevægelser, der vokser verden over og får sit største udtryk gennem Women’s March og #MeToo. Undervejs klippes der tilbage i hendes politiske karriere til både op- og nedture.
 
Schyman – eller Gudrun, som hun ofte kaldes (vi er på fornavn) – har tit stået midt i begivenhedernes centrum, og her har hun insisteret på at være menneske og kvinde.
 
I 1993 blev hun formand for Vänsterpartiet, og en journalist spurgte, om partiet nu gik fra at være »et rødt arbejderparti til lyserødt pigeparti«. Som svar på det spørgsmål sikrede Schyman partiet det bedste valgresultat nogensinde. I midten af 1990'erne fortalte hun offentligt om konsekvenserne af at leve i et voldeligt ægteskab hvilket manden for øvrigt benægter. Og i 1997 tilstod hun for åben skærm, at hun havde et problem med alkohol og gik til massive rave-fester. I 2003, efter ti år som partileder, måtte hun trække sig, da hun havde gjort sig skyldig i skattesvig.
 
Men det politiske gåpåmod forsvandt ikke. Hun dannede Feministiskt Initiativ, der startede som en bevægelse og blev et parti, der nu har afdelinger i hele Sverige, søsterpartier i Danmark, Norge og Finland og en plads i Europa-Parlamentet.
 
I januar 2017 blev den danske udgave af Feministiskt Initiativ til. Foto: Louise Herrche Serup/Ritzau Scanpix
 
Danskerne er ikke nødvendigvis bekendt med Gudrun Schyman, men hun har tjent sin plads i de svenske historiebøger, hun er et ikon – ikke mindst blandt kvinder og feminister. Det viser filmen, når vi ser unge kvinder bede om en selfie med hende eller takke hende for den store indsats, hun har gjort, eller falde hende om halsen i taknemmelighed over den inspiration, hun indgyder. Meget af den inspiration handler netop om modet til at sætte sig selv på spil i politik.
 
Privatliv er politisk liv
Det politiske liv har uden tvivl ført til afsavn. At få sit privatliv vendt og drejet og vurderet offentligt er ganske givet hårdt. Men det er hendes datter, der har betalt den højeste pris. Selvom man er et feministisk ikon og en stor inspiration for unge kvinder, kan man godt være en skuffelse som mor. Det er måske det ultimative dilemma for alle (kvinder), der inspirerer andre: At man ikke på samme tid kan stå på den politiske talerstol og læse godnathistorier for sine børn.
 

Et klip fra dokumentarfilmen Feministen om forholdet mellem Gudrun og hendes datter.
 
Et efterhånden fortærsket feministisk slogan lyder, at det private er politisk. Det gælder i høj grad i tilfældet Schyman. I filmen såvel som i virkeligheden taler hun åbent om sit eget liv, sit misbrug, faderens misbrug, eksmandens vold, men først og fremmest om kærligheden. Det er rørende, selvom det ind i mellem føles som om, der er en distance til alle disse ting. Gudrun insisterer på, at følelser skal spille en større rolle i politik. Det lyder ganske nobelt, men man kan spørge, om de ikke i forvejen fylder temmelig meget. På begge sider af det politiske spektrum.
 
»Det slog mig, at det var en politisk handling at være sandfærdig omkring mit liv. Selv om det er svært at beslutte sig for at fortælle om for eksempel partnervold. Du bliver altid dømt for at være åbenhjertig. Det har vi set med #MeToo-bevægelsen. Som kvinde bliver du beskyldt for at udstille manden, og du hører ting som: »Hvad vil børnene ikke sige?« Men jeg besluttede, at det var den rigtige vej at gå. Og jeg må sige, at jeg ikke fortryder det, folk har respekteret mit valg«, fortæller hun i et interview på Heartbeats.
 
Svenskernes ikke-problemer
Og så er vi tilbage ved feminismen, #MeToo-bevægelsen og sagen om Det Svenske Akademi.
 
»Sara Danius, den mest kompetente, skal gå (...) Jeg er på tur uden skjortebluser, men laver en ekstra stor sløjfe af mit sjal i morgen«, skrev Gudrun Schyman på Twitter som kommentar til, at den permanente sekretær for Det Svenske Akademi måtte trække sig. Det er næppe overraskende, at Schyman var på Danius’ og på kvindernes side. Hun er venstreorienteret, så på den måde har Marianne Stidsen ret i, at de vestreorienterede feminister holdt med Danius. Spørgsmålet er så, om de er gået amok, har smadret akademiet – eller hele Sverige for den sags skyld, som Stidsen også påstod.
 
Efter dommen mod Arnault virker det som en ret vild påstand, at det er kvinderne, der har ansvaret for Akademiets krise. Det ville være mere oplagt at gøre Arnault til synderen – og samme med ham dem, der har holdt hånden over ham, siden den første anklage om overgreb blev sendt til Akademiet for 22 år siden. Dengang slog Akademiet det bare hen.
 
Nu er Arnault så dømt, men det forhindrer stadig ikke, at kvinderne – inkarneret ved Sara Danius – bliver gjort til syndebukke.
 
Ofte bliver svenske tilstande forbundet med politisk korrekthed – f.eks. da Pippis far gik fra at være "Negerkongen" til "Sydhavskongen".
 
Den amerikanske forfatter og feminist Sara Ahmed påpeger, at den, der gør opmærksom på sexisme og racisme, oftest ender med at blive betragtet som problemets ophav. Se Stidsens angreb mod Danius, se Trumps angreb på de kvinder, der ikke ønskede Kavanaugh som højesteretsdommer og fortalte om hans overgreb.
 
I Danmark opfattes de problemer, som svenskerne rejser, ofte som ikke-problemer – uanset, om det drejer sig om Pippis fars titel eller den kønnede overgrebsstatistik på festivaler. I stedet er det svenskerne, der udgør problemet (eller kvinderne, eller de brune, men lige nu holder vi os til svenskerne). Vi taler om svenske tilstande.
 
 
 
Sverige er vores eget spejlbillede
Hvad er så problemet med altid at sætte »svenske tilstande« op som billedet på alt ondt?
Judith Butler forklarer i Bodies That Matters, at subjekter (og køn) skabes ved en eksklusionsproces, der skaber en række abjekte positioner, hvor vi placerer alt det, vi ikke bryder os om, som ikke er os. Disse positioner er utilgængelige, men altid nærværende, et ingenmandsland, som man skal holde sig fra.
 
Når den svenske position skrives frem i modsætning til de værdier, der præger et demokratisk samfund (særligt de borgerlige frihedsrettigheder), produceres et diskursivt dansk fællesskab i opposition til det svenske. Sverige er alt, der er skidt og udemokratisk; Danmark er alt, hvad der er godt: retsstat, frisind, ytringsfrihed.
 
Måske behøver man ikke ty til Butler for at forstå, at vi definerer os selv i forhold til andre. Men Butlers pointe er, at dette er en fortløbende proces, og modsætningsforholdet skal produceres og reproduceres over tid. Vi har derfor brug for at skabe afstand til det svenske igen og igen for at sikre den danske position som unik.
 
Selvfølgelig er det ganske fint at stille sig kritisk over for Sverige. Og over for andre lande, men med begrebet om de svenske tilstande er der en overhængende fare for, at vi, når vi ser til Sverige eller læser nyheder derfra, først og fremmest ser os selv eller vores spejlbillede. Vi ser så at sige slet ikke spejlet for spejlbilledet, og det gør vores analyse af det svenske unuanceret.
 
Det er absurd at gøre Sverige til Danmarks diametrale modsætning, når vi historisk, kulturelt og socioøkonomisk har svært ved at finde andre lande så lig os.

Relaterede artikler

Hvis du vasker dit hår i feminisme, vil alle røre ved det - Beyoncé er det. Tøjmærket Monki er det. Bianco er det. Kommercielle? Ja. Feministiske? På samme tid? Ja. I hvert fald, h...
Den feministiske apokalypse er begyndt - Margaret Atwoods feministiske mesterværk The Handmaid’s Tale fra 1985 sendes i øjeblikket i TV-serie-format på HBO med E...
Er din virksomhed intersektionel? - Begrebet intersektionalitet har fået helt ny vind i sejlene i de seneste måneder, især i USA siden indsættelsen af den m...
Kald mig bare luder - Ludermanifestet er en højæstetisk billedbog. Forfatternes gode intentioner fortaber sig i venstrehåndarbejde og uinteres...
Feminisme har flere ord end din statement-T-shirt - Mange af de temaer, der diskuteredes i akademisk feminisme i slutningen af 1990’erne og i begyndelsen af 00’erne er i hø...
Brand dig med struggle-bragging - Livet er en evig kamp mod Excel-ark, PowerPoint-præsentationer, netværksmøder, familiepligter og slatne overarme, men fa...
Alex fra blokken - Fænomenet Ocasio-Cortez var midtvejsvalgets store højdespringer, og hendes sejr understøtter på alle måder den amerikans...

Giv din stemme

10 stemmer
3,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

55 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Job

PR konsulent

Frist: Hurtigst muligt

Initiativrig presserådgiver

Frist: 6. januar

Kommunikationsspecialist

Frist: 13. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.