Hvem er Boris Johnson? Et voksenbarn
Brexit-bøllen Boris

Skrevet af

Bo Kampmann Walther
Lektor

29 artikler

0 indlæg

Med sin blanding af bøllemanerer og no bullshit-snak kan den engelske premierminister, Boris Johnson, minde ikke så lidt om Donald Trump. Men til forskel fra The Donald, hvis dumhed synes at være patologisk, er der andet end fake news og fadbamser i Oxford-alumnen Johnson. Han er faktisk lynende intelligent og spiller rollen som idiot.
24. juli 2019 blev han så alligevel premierminister til trods for at have sagt, at chancerne herfor var lige så store som at finde Elvis på Mars eller blive reinkarneret som en oliven. Men Alexander Boris de Pfeffel Johnson, kendt verden over i mange år for sin flamboyante stil, residerer nu i Downing Street nr. 10, City of Westminster.
 
Johnson med den germaniske pande og det flagrende, lyse hår står i spidsen for et splittet Storbritannien. Nordirland, Skotland og Wales truer med at forlade det britiske fællesskab i kølvandet på Johnsons Hard Brexit-politik, og i parlamentet i London – hvor Boris var borgmester fra 2008 til 2016 – er magtkampe, ikke blot fra oppositionen i Labour, men også internt blandt de konservative, hverdag.
 
Schwarzenegger 2.0
Johnson deler vandene. Men én ting er ingen i tvivl om: Han er underholdende og en ener. Selvbevidstheden om den særlige kommunikative stil, der kendetegner ham, og som har gjort ham til både populistisk sprællemand og posh kliché på en Oxford-brite, har han ofte luftet.
 
”Min måde at tale på blev kritiseret af ingen mindre end Arnold Schwarzenegger. Det var et lavpunkt, mine venner, at se ens retoriske evner forkastet af en østrigsk cyborg, der taler i enstavelsesord”.
 
Sådan sagde Johnson engang, hvilket Kate Greer citerer i artiklen How to talk like Boris Johnson. Humoren fraset er Johnson så et megalomant, narcissistisk barn i voksenforklædning ligesom Trump? Bør vi være bange på demokratiets vegne?
 
Her ankommer Boris Johnson til premierministerboligen i Storbritannien, Downing Street 10, og kan officielt påbegynde sit arbejde som landets øverstkommanderende. Billede fra Getty.
 
Det rigtige Oxford
Journalisten Toby Young har kendt Johnson længe, og han fortæller i en artikel i netmagasinet Quillette, hvordan Johnson inkarnerede det ’rigtige’ Oxford, et platonisk ideal. De fleste prøver sig frem, anlægger en særlig diktion, engagerer sig i politiske diskussioner, gerne i et miks af noget esoterisk sokratisk og Brideshead-pludren i lyst jakkesæt. Men, skriver Young, Johnson var et færdigt produkt. Han så ud til at springe direkte ud af en særlig engelsk tradition. Her var vrøvlepoeterne fra Tristram Shandy og Sir Toby Belch, drukkenbolten med de fine ritualer i Shakespeares Helligtrekongersaften, i skøn forening.
 
Tiden på det fine, engelske universitet, der formede Boris’ opstigning til den politiske top, var en gavebod for den unge student i form af disputer – han var uenig med de fleste og gav aldrig op i en hed diskussion – og kvinder. En sølvfarvet gorilla i Hugh Grant-dragt, som Toby Young funderer.
 
Men det var ikke lir det hele. Omme bag de gestikulerende manierismer gemte sig et ægte vidunderbarn. Young er ikke den første til at fortælle historien om dengang, Boris som 10-årig var på ferie med sin familie i Grækenland og spurgte en flok professorer i klassiske studier, om han måtte være med til at spille Scrabble. Det måtte han gerne, hvorefter han lammetævede dem. De lærde herrer forlangte et spil til. Det vandt den unge Boris også. Og det næste.
 
Retorisk snilde, klæbehjerne og frem for alt vedholdenhed. Ofte havde Johnson for vane at gå i stå midt i et argument, men i stedet for at prøve at skjule det, indrømmede han, at han havde tabt tråden, og efter en kort pause vendte han tilbage med fornyet styrke.
 
Voksenbarnet
”Vi bør være meget bange for voksenbarn-trenden. Det er ligesom, når man lader en teenager træffe alle beslutningerne i familien. Vi ved jo godt, at den slags er den sikre opskrift på katastrofe”, udtaler den kliniske psykolog og livsstilforfatter Pulkit Sharma ifølge Arpita Kala i DailyO.
 
Voksenbørn kommer typisk, siger Sharma, hvor børn bliver pacet frem eller nyder ekstrem frihed til at realisere sig selv – ofte med en skjult forældreagenda, men på et tidspunkt, hvor de slet ikke er parate til det. Det gør dem emotionelt ustabile og styrker karakteristika som manglende empati og infantil umiddelbarhed, som mange kommentatorer og kritikere netop ser som udtalte træk hos statsoverhovederne Trump og nu altså Johnson.
 
”Folk er draget mod narcissistiske ledere. Voksenbørn lider af ’headlinerintelligens’. De sælger dig en smuk idé og får folk til at halse efter den, men hen ad vejen finder du ud af, at de ikke har så meget at tilbyde. De her lederskikkelser kommer med en unik narrativ, som fascinerer os”, siger Sharma.
 
Fascinationen næres af retoriske oneliners. Der er Trumps cowboydiskurs om ”nasty women og bad hombres”. Johnson ville også være med. I august 2018 udtalte han offentligt, at burkaklædte kvinder lignede ”brevsprækker” og ”bankrøvere”. Både Trump og Johnson benytter gentagelsesfigurer og et absurd sammenstød af fagter, der på den ene side signalerer skråsikkerhed (løftet pegefinger og skråvendt hånd) og på den anden side en syntaks, hvor kun halvdelen af agensmarkørerne (dem, os, jeg, vi, noget osv.) giver mening.
 
Men pondussen til trods er de problematiske som statsmænd, mener Sharma. De store armbevægelser og vilde planer – inklusive Johnsons forvisning om, at England har løst Brexit-problemerne længe før udgangen af oktober i år – svarer til en 6-årig, der selvsikkert klamrer sig til drømmen om at blive astronaut og flyve til Månen.
 
Er det patologisk?
Alligevel er flere kritikere overbeviste om, at Johnson i højere grad end Trump blot spiller rollen som nyttig idiot. Især fordi den rolle er fluepapir for populistiske strømninger, der kan være svære at mobilisere og styre i en mere gængs rationalitet. Når der ryger en finke af panden – som Schwarzenegger-karikaturen og burkabeskrivelsen – kommer der stemmer på kontoen. Det er fadbamser i stedet for dampet hvidvin, folkets skole i stedet for Oxford, og det er alt sammen ren kalkulation fra Johnsons side.
 
Anderledes med Trump, der, vil mange mene, ikke kan gøre for det. Lars Trier Mogensen undersøgte således i Føljeton juli 2017 påstanden om, at Trump er skør eller i hvert fald mentalt svækket. Den patologiske karakterafvigelse kunne jo passende forklare Trumps mærkværdige fremfærd. ”Konventionel visdom kan ikke længere bruges”, skrev Trier Mogensen.
 
”Sort snak, forsimplede talemønstre og stadig mere diffuse udmeldinger får Trump til at afvige fra alle andre folkevalgte politikere i den moderne historie. Nøgternt set opfører Donald Trump sig således bizart og uigennemtænkt – og skriver sig i stigende grad ind i den tvivlsomme kongerække af både tossede og enfoldige monarker, som op gennem Europas historie regerede med en blanding af skørlevned og ignorance”, anførte Trier Mogensen om Trump.
 
Ligesom Poul Nyrup Rasmussen kan Boris Johnson ikke helt få hjelmen til at passe. Mon han gør det med vilje? Billede fra Getty.
 
Ordspil og forvirring
Johnson kan komme langt i medierne med sin på én gang frivole og litterære allusion til ’doubters and gloomers’ (tvivlere og mørkemennesker), når han langer ud efter ”the gloomsters and doomsters”.
 
Læg mærke til, hvordan der sniger sig et apokalyptisk element ind i Johnsons jargon: Det er ikke Dommedag, der vil ramme England ved udgangen af EU-medlemsskabet i oktober. Nej, det er de ”people”, som taler imod ”the British people”, der vil blive klædt af til skindet (”lose their shirts”), når de indser, at demokratiet vinder i sidste ende. Kritikerne taber, folket sejrer.
 
Den polariserende argumentationstaktik stemmer durk ind i en amerikansk kontekst. George Bush Jr. blev berømt for sin inddeling af verden post-9/11 i ”dem” og ”os” (og brugte i øvrigt den ægte populismeterm ’folk’ og ikke ’people’). Og senest selvfølgelig Trump, der med et fejende håndkantsslag afskriver enhver, der er imod ham, og enhver replik om mangel på omtanke og evidens som ”fake news”.
 
Kommunikativt set er der i hvert fald noget, der går helt galt for Trump: ”Sammenligner man den blot lidt yngre Trump og den aktuelle Trump, viser det sig, at præsidentens sprog er hastigt nedadgående. Eksempelvis fylder ’The Donald’ ikke-specifikke navneord (bl.a. ‘ting’, ‘alting’ og ‘noget’) ind i sine sætninger i et så uoverskueligt stort omfang, at det bliver næsten umuligt at forstå, hvad ordene overhovedet refererer til. Han snakker sort, simpelthen”, skrev Trier Mogensen i 2017.
 
Fra Erdoğan til Cher
Man kunne let tro, at den journalistiske og politiske kultur, som taler imod Trumps og Johnsons nivellering af demokratisk fornuft, mister både magt og anseelse i disse dage. Det er ikke hele sandheden.
 
Aviser og kulturelle bastioner som New York Times, The Guardian, Le Monde og Die Zeit er fortfarende meningsdannende hubs, der måske netop – sagt lidt radikalt – mæsker sig endnu større ved at have en så rendyrket pol at gå i flæsket på. Trump eller Johnson eksempelvis. Udfordringen for begge lejre, hvad enten frontfigurerne er dumme eller geniale, patologisk karakterafvigende eller bare fjollede, er, at påstanden om, at journalistiske vagthunde er fjender af folket, kan distribueres lige så effektivt og med lige så stor volumen som selve nyhederne.
 
Konsekvensen er, at Trump og Johnson rykker mere og mere tegneserieagtigt mod højre, mens New York Times og vennerne fedter sig ind i en konsensuskultur, der ikke rigtig batter noget.
 
Lige nu er der to måneder til Storbritanniens og Boris Johnsons Hard Brexit. Det ene voksenbarn – Johnson – omskriver politisk observation til et haikudigt (da han kaldte Recep Tayyip Erdoğan for ”a young fellow from Ankara/Who was a terrific wankerer”). Det andet voksenbarn, Trump, omtaler alt lige fra Cher over journalister til terrorister som ”losers”. Dét er trods alt en forskel, der vil noget.

Relaterede artikler

Den nye hegemoniske leder - Hegemoni har længe været et dominerende begreb i samfundsvidenskaberne. Men hvad ligger der i det? Hvor kommer det fra? ...
Hvordan fanden skete det? - Det er svært at tabe. Det er meget svært at tabe verdens vigtigste job til en populistisk, forudsætningsløs svindler. Et...
Præsidenten, der hev verden ind fra kulden - I weekenden døde forhenværende præsident George H.W. Bush, og han bliver mindet i Washington D.C. og overalt i USA. Han ...
Fake It Till You Make It? - Alt var løgn. Intet virkede. Alle var forelskede i den unge femme fatale. John Carreyrous "Bad Blood: Secrets and Lies i...
Da Michelle blev Michelle - Tirsdag den 9. april gæster den tidligere førstedame Michelle Obama Danmark, og formodentlig vil hun levere en elegant o...
Ti tidligere Trump-tosserier - Puha. Danmark har i dag draget et kollektivt lettelsens suk. Manden i Det Hvide Hus har ikke lyst til at lege med Danmar...
The Brexit Bad Boy - Øgenavnet er Boris Johnsons Rasputin. Navnet er Dominic Cummings. Mød manden bag Brexit-kaosset. Chefstrategen i Downing...
Impeachment – hvorfor nu? - Donald Trump stirrer højst sandsynligt en rigsretssag i øjnene. Efter to års spekulationer og legen-med-idéen om at afsæ...

Giv din stemme

8 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

65 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: 1. december

SoMe- og presserådgiver

Frist: 20. november

PR-konsulent

Frist: 25. november kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.