Kan penge erstatte græsrødder og momentum?
Hvad kan forklare, at den 78-årige senator Bernie Sanders stryger igennem de amerikanske primærvalg med en koalition af unge, latinoer og til dels sorte? Hvorfor gik det galt for partitoppens darling Joe Biden i de tre første stater? Er Joe Biden, som valget i South Carolina tyder på, the “Comeback Grandpa”? Lykkes det Bloomberg at omsætte sine enorme personlige midler til stemmer på Super Tuesday? Og hvor længe holder den sidste kvindelige kandidat, senator Elizabeth Warren, ud?
af Jakob Sand Kirk, Lars L. Nielsen, Astrid Haug
Det er nogle af de spørgsmål, som vi – sikkert ligesom mange andre – sidder tilbage med, efter de første primærvalg i New Hampshire og South Carolina samt vælgerforsamlinger i Iowa og Nevada er overstået. Tilsammen har de tydeligt placeret ”Feel the Bern” Sanders i førertrøjen med “Comeback Grandpa” Biden lige efter. Og i aften venter Mike Bloomberg i kulissen.
Alt kan stadig ske i primærvalgkampen, men vi kan i hvert fald konkludere, at amerikanske vælgere er i opbrud, og det præger valgkampen. Det stod klart, da vi besøgte New Hampshire frem mod primærvalget d. 11. februar, hvor vi så, hvordan kandidaterne og kampagnerådgiverne er blevet nødt til at indstille sig på fundamentale skift i dialogen med vælgerne.
På overfladen var det en helt traditionel valgkamp spækket med masser af lokale valgarrangementer, store rallyer og en stor tv-debat mellem kandidaterne. Og det var helt normalt, at en eller flere kandidater kom under pres. Men alligevel var det ganske overraskende, at den hidtidige favorit Joe Biden leverede tamme offentlige optrædener og endte på en – efter indsatsen at bedømme velfortjent – femteplads.
I stedet tog Bernie Sanders, Pete Buttigieg og Amy Klobuchar styrket fra New Hampshire videre til Nevada. I South Carolina trådte Bidens firewall i kraft, og frem mod Super Tuesday d. 3. marts, hvor 14 stater afholder primærvalg, er topfeltet stadigt åbent.
Nogle af forklaringerne på Bidens problemer skyldes de nye krav til valgkampe. Biden valgte i New Hampshire den traditionelle valgkamp baseret på ”stordonor-fundraising”. Han valgte at køre kampagne på erfaringerne og arbejde efter Obama-Biden-æraen. Han virker efterhånden lige så gammel, som han rent faktisk er.
Sanders, Warren og Buttigieg stod i modsætning til alt dette. De mobilisererede mange frivillige til dør-til-dør-aktiviteter; de udsendte sms’er og e-mails, som var energifyldte, og de samlede penge fra almindelige amerikanere. De var med andre ord mere fremadrettede og kunne i højere grad skabe energi og begejstring.
Vælgermøder på speed
Det var tydeligt fra begyndelsen af vores besøg, at Biden var bagud på point. Det kunne man straks mærke på vælgerarrangementerne.
Private billeder fra et event med Joe Biden.
Bernie Sanders’ arrangementer var de mest tempofyldte og underholdende. Kampagneteamet forstod på eksemplarisk vis at inspirere og engagere tilhørerne og kan måske inspirere til nyudvikling i Danmark?
Inden eventet blev der derfor varmet op med adskillige målrettede mails og sms’er til alle, som havde tilmeldt sig. Og inden Bernie Sanders fik mikrofonen, indledte en lokal aktivist og kendt inspirationstaler, eksempelvis AOC, Michael Moore, Cynthia Nixon og Tim Robbins.
Stemningen var høj, fællesskabet udbredt og gennemsyret af Bernies slogan NOT ME – US.
Bidens arrangementer var derimod de mest livløse. Bidens taler var kedelige og upræcise, han vrøvlede og kunne ikke huske sine talepunkter. Begrænset opvarmning på sms eller mail før rallyerne og kun ganske få ældre vælgere dukkede op. Ved et af arrangementerne var der maks. 100 mennesker, inkl. 25 danskere og cirka 30 journalister, kamerafolk etc. Spørgsmålet var derfor, om Bidens sløve tilstedeværelse i New Hampshire skyldes, at han allerede på det tidspunkt havde opgivet dette valg og måske endda de kommende primærvalg.
Den tanke fik vi, da alle kandidaterne på bedste gladiatorvis holdt taler i en stor sportsarena for tusinde veloplagte publikummer placeret efter, hvem de støttede. De var udstyrede med T-shirts, koklokker, skilte, neonrør og skralder efter alle kunstens regler. Her var alle kandidater på nær Biden fremragende; de talte begejstrede om deres politik og fik salen til at koge og op at stå.
Men under Bidens indlæg var der fuldstændig stille; ingen begejstring og ganske få støtter, men til gengæld var folk rystede over talefejlene og glemsomheden. Han lignede en taber i en meget klar modsætning til Bernie, Warren og Pete, som havde mobiliseret og formåede at begejstre flest tilhørere.
Debatter rykker
Også i den absolut vigtigste begivenhed i New Hampshire-valgkampen, tv-debatten, gik det galt. Her skulle kandidaterne møde hinanden. Biden havde få gode sætninger, og de andre kandidater formåede at stjæle opmærksomheden. Det gentog sig forud for valget i Nevada, men her var det – heldigt for Biden – Mike Bloomberg, der blev angrebet fra højre og venstre af de øvrige kandidater, så han kun med nød og næppe slap levende derfra.
Selvom tv-debatterne er et klassisk format, er det her, man ser kandidaterne over for hinanden – de står ikke i et rum med egne støtter. De går i kødet på hinanden, og de slås om at få taletid og levere den punchline, som efterfølgende bliver afspillet igen og igen på tv-kanalerne. De kæmper for et viralt øjeblik på de sociale medier. Tv-debatten er vigtig, fordi den giver kandidaterne en chance for at markere sig.
Biden: The Comeback Grandpa?
De første primærvalgsstater er afgørende for, hvordan præsidentkandidaterne klarer sig. Deres betydning gennem kendskab og momentum overgår klart deres størrelse og delegerede. Meget få demokrater er blevet præsidentkandidat, hvis de ikke vandt i Iowa – faktisk ingen siden Bill Clinton i 1992.
Clinton er den eneste demokrat, der nogensinde har vundet partiets nomination uden at vinde enten Iowa eller New Hampshire. Mon Joe Biden kan blive den anden? Billede: Getty,
Han kom godt igen i New Hampshire, hvor han efter en hårdt tilkæmpet andenplads udråbte sig selv som The Comeback Kid, og som bekendt gik han hele vejen og blev demokraternes nominerede og slog senere den siddende republikanske Bush Senior. Spørgsmålet er, om Biden kan gøre Clinton kunsten efter og blive The Comeback Grandpa?
Vi tre er meget i tvivl. På væsentlige punkter afslørede New Hampshire, at Bidens kampagne fejler totalt på evnen til at gøre vælgerne begejstrede. Og New Hampshire afslørede, at han ikke anvender de nødvendige og tidssvarende kampagnemetoder, som er nødvendige for at få vælgernes opmærksomhed, såsom online-fundraising, hvor Bernie Sanders til dato har fået bidrag fra over 1 million donorer.
På den anden side viste South Carolina, at Biden stadig har et tag i den gamle Obamakoalition, og at han kan mobilisere vigtige demokratiske sværvægteranbefalinger. En af grundene til, at Hillary Clinton tabte i 2016, var, at hun ikke kunne få sorte vælgere til stemmeurnerne med samme styrke som Obama. Bidens popularitet blandt sorte amerikanere blev understreget ved sejren i sydstaten.
På vej ind i Super Tuesday er der således i bund og grund kun to valg: Biden og Bernie. Hvordan er demokraterne kommet hertil uden én klar kandidat? Det vil demokraterne sikkert diskutere længe. Der eksisterer i mainstreamdemokratiske kredse mange analyser om vælgerne, Trump og potentialet for at mobilisere nok vælgere til at vælte Trump.
Samlet er tanken, at man skal appellere over midten for at vinde, og at Biden kan samle arbejdere og sorte. Men det forklarer bare ikke, hvorfor Bernie Sanders, Pete Buttigieg og Amy Klobuchar kunne skaffe sig momentum i New Hampshire og Iowa.
Vi har samlet nogle af de greb, Biden indtil South Carolina ikke har formået at udnytte i sin valgkamp, og som kan blive fatalt, skulle han gå hen at vinde alligevel.
Kandidaten skal forstå vælgerne og kunne begejstre
Begejstring er nødvendig. Alle kampagner bør begynde med spørgsmålet: Kan kandidaten begejstre? Alt fra tv-reklamer, e-mails, sms’er til outdoor og talere skal ramme vælgernes følelser; de skal begejstres som Bernies ”Feel the Bern”-bevægelse eller Obamas ”Yes we can”. Eller Trumps MAGA – Make America Great Again.
Mange vælgere har tydeligvis flyttet sig. Måske er det Trump, som har skubbet demokratiske vælgere til venstre, valgsystemet eller samfundsudviklingen generelt? Vi ved det ikke, men der er masser af analyser af skiftet, og dem skal kandidaterne og deres kampagner læse.
De skal kunne forstå, hvordan vælgerne tænker, og sikre sig, at kampagnen har de mest opdaterede værktøjer til at kunne læse og nå vælgerne. Der er grundlæggende to teknikker, som de demokratiske kandidater kan benytte sig af – enten at appellere til en bred gruppe vælgere hen over midten eller mobilisere basen ude til venstre. Det er Biden/Bloomberg versus Biden/Warren.
Wisconsin bliver en afgørende svingstat til præsidentvalget i november. Her bør Cramers antropologiske analyse af landlig afstandtagen fra byeliter og offentligt frås være fast pensum for alle præsidentkampagner. Også Strangers in Their Own Land af sociologen Arlie Hochschild bør være at finde på kampagnereolen.
Kandidaten skal være moderne
Alle kommunikationskanaler skal anvendes. Vælgerne skal finde kandidaten på den platform, hvor vælgerne er. Om det er sms, e-mails, Snapchat, Facebook, Instagram, biografen, dør-til-dør eller tv-reklamer og telefonopringninger, så skal vælgerne kunne møde kandidaten. Vi mødte eksempelvis flere, som var skuffede over Bidens manglende indsatser på flere platforme, herunder dør-til-dør og e-mail, og det er alarmerende for en kandidat.
I New Hampshire var kandidaterne fokuserede på Trump i deres annoncer, men ingen af demokraterne kørte negative reklamer mod hinanden. Men med den intensiverede valgkamp og ikke mindst Bloombergs indtræden i valgkampen har det ændret sig. Nu er det alle mod alle, og ingen holder sig tilbage fra at kritisere modkandidaterne. Alt andet ville også være meget uamerikansk.
Både med hensyn til annoncer på tv og sociale medier stikker Bloomberg helt af fra de øvrige kandidater. I den seneste uge (17.-23. feb.) har han alene på Facebook brugt knap 10 mio. dollars. Til sammenligning har Bernie Sanders brugt knap 1 mio. dollars i samme periode.
Bloomberg har købt meme-influencers, som skal få ham til at fremstå cool på den ironiske måde. Han har hyret folk for at sprede Bloomberg-budskabet til deres private kontakter. På Twitter er der opstået så mange nye Bloomberg-støttende konti, at Twitter har slettet en række af dem, da det strider mod deres regler for manipulation af platformen.
Er det, Bloomberg gør, uetisk? Prøver han at købe valget? Han har så mange penge, at han afsøger
I sin tid købte Barack Obama reklamer i videospil. Amerikanske præsidentkandidater vil altid afsøge nye muligheder for at nå vælgerne. Det er i vores optik fair game at anvende influencers, så længe det er klart markeret i opslagene, at det er betalt.
Modsat Bloomberg har Bernie Sanders noget af det, man ikke kan købe for penge – nemlig en hær af frivillige, der støtter ham, laver videoer og memes gratis for ham og spreder Bernie-budskabet på samtlige platforme. Hans onlinehær har dog mødt kritik, idet den til tider går hårdt til Sanders’ modstandere. Sanders selv har taget afstand fra onlinemobing, men Elizabeth Warren har kritiseret Sanders for ikke at få dem til at stoppe.
Til gengæld er Biden næsten helt fraværende med denne type aktiviteter, og der bruges ikke mange penge på annoncer i de sociale medier.
På samme vis har Biden ikke formået at opfylde andre basale krav.
Vælgerne skal kende kandidaten
Vælgerne skal kende kandidatens navn, udseende og politik og ikke kun den gamle historie.
Gode resultater i de tidlige små stater giver nemlig et boost, som kan lede til bedre fundraising og navnegenkendelse i andre stater. Kort sagt: momentum. Derfor er kandidaterne meget aktive i New Hampshires primærvalgkamp, og vælgerne i New Hampshire forventer at have mulighed for at se og tale med dem personligt.
Det betyder, at alle kandidater har op til flere arrangementer hver dag, og alle vælgere har mulighed for at se dem, og derfor har senator Warren og Mayor Pete eksempelvis i mange måneder før primærvalget mødt vælgere i New Hampshire, ligesom Mike Bloomberg kører reklamer i Super Tuesday-stater, hvor de andre ikke er i gang endnu.
Men Biden satsede på, at folk kendte ham og hans historie. Han kom der ikke mange gange før primærvalget, og det var sparsomt med get-out-to-vote-aktiviteter, hvor han og frivillige gik fra dør til dør. Han forstod ikke at skabe begejstring eller for den sags skyld respekt om sine erfaringer og politiske mål. Var det et strategisk fravalg eller en overvurdering af egen styrke? Vi ved det ikke.
Kandidaten kan ikke løbe fra sin historie
Alle kandidater bedømmes på deres historie. Man må ikke glemme at sætte et spejl op, så man kan vurdere sig selv og bedømme sine egne fejl og indsatser. For du kan være helt sikker på, at dine modkandidater gør det. Biden tog for givet, at hans historie skabte den nødvendige respekt og begejstring, men nej. Og Bloomberg har ligeledes undervurderet vægten af sin baggrund. Det viste tv-debatten i Nevada. Og nu kommer de andre kandidater og medierne efter ham. Som Biden sagde efter debatten: ”Bloomberg's money can't "erase" his record”. Og vi andre kan tilføje til Biden: “Your story is not enough to win.”
Biden sagde om Bloomberg: “The truth is he’s basically been a Republican his whole life. The fact of the matter is he didn’t endorse Barack or me when we ran. This is a guy using Barack’s pictures like, you know, they’re good buddies. I’m going to talk about his record.”
Kan Biden lære af sine fejl?
Efter problemerne i New Hampshire, Iowa og Nevada er det store spørgsmål derfor: Kan Biden lære af sine fejl og vinde nomineringen alligevel? Er han på vej tilbage i førersædet efter South Carolina?
Ja, mener mange analytikere i USA, men andre hælder til et nej. Biden er stadig betydeligt efter Bernie i FiveThirtyEights samlede 2020 Primary Forecast. Nate Silver og co. giver således Bernie 3 ud af 10 og Biden 1 ud af 9 (pr. 1. marts, kl. 9.30). Det mest sandsynlige resultat er dog med 3 ud af 5, at der ikke kommer en kandidat med mere end halvdelen af de delegerede ud af primærvalgkampen, og det bliver dermed op til Kongressen at beslutte, hvem der skal kæmpe mod Trump til november.
Vi er heller ikke sikre. Vi følger både Sanders’ og Bidens kampagner – og det er tydeligt, at Sanders har fat i vælgergrupper, som ingen troede, han kunne nå. Han vinder vælgere i latino og, i et vist omfang, også sorte vælgergrupper og formår stadigvæk at samle og begejstre i modsætning til Biden, som tydeligvis indtil South Carolina ”kun” får fat i nogle af de ældre vælgergrupper, han troede, var givne.
Men måske vender momentum nu tilbage til Biden? Hvis Biden formår at vende skuden, så er der ingen tvivl om, at Biden og hans team har forstået alvoren og nu skifter kurs i forhold til kampagnemetoder. Men er det for sent? Manger har allerede brevstemt i flere af Super Tuesday-staterne.
Hvem kan slå Trump?
Om Sanders eller Biden så kan slå Trump, det er et helt andet emne, som kræver en anden analyse. Hvis det skal være muligt, så skal det stå helt klart for almindelige amerikanere, hvordan demokraterne vil sikre dem en bedre fremtid og mere anstændighed i Det Hvide Hus. Mark Halperin, som giver gode råd til den kommende demokratiske kandidat, beskriver det således: ”Stay on message, project anger about the status quo but optimism about the future.”
Eller som Clintons gamle kampagnechef siger: Der er kun en ting, som demokraterne skal lære: Tal om emner, som er relevante for vælgerne. Demokraterne vinder alle argumenter, men ikke valget.
