Valgets værste debatbrølere

Har du nogensinde gjort noget virkelig dumt og bare ønsket, at du kunne slette det fra alles hukommelse? Så trøst dig med, at fadæsen ikke foregik på live-tv foran 60 millioner tv-seere. Her er et kig på de absolut værste øjeblikke i de amerikanske præsidentdebatter.
Selvom præsidentkandidaterne kandiderer til verdens mest magtfulde position, så er kandidaterne blot mennesker, og mennesker laver fejl. Læs og se de værste fejl, der er blevet begået under de amerikanske valgdebatter.
Selvom præsidentkandidaterne kandiderer til verdens mest magtfulde position, så er kandidaterne blot mennesker, og mennesker laver fejl. Læs og se de værste fejl, der er blevet begået under de amerikanske valgdebatter.
af Helene Støvring
Den 26. september kommer den første af de længe ventede debatter mellem Donald Trump og Hillary Clinton. Her vil medierne være vilde efter at finde en såkaldt ”game changer,” og ikke mindst en negativ af slagsen. Når kandidaterne forbereder sig, vil der derfor være fuldt fokus på de ting, der ikke må gå galt. Men de er jo travle mennesker, så her kommer en lille hjælp til dem: Top 10 ting man ikke bør gøre i en politisk debat.
 
10: Lav ikke et abe-trick
Bush vs. Gore, præsidentvalg 2000
Nr. 10 er fra 2000, hvor en tydeligt kampberedt Gore stillede Bush et spørgsmål om patientrettigheder. I et forsøg på at intimidere Bush gik Gore væk fra sin talerstol og stillede sig unaturligt tæt på Bush, imens han svarede. Det faldt dog fuldstændigt til jorden, da Bush til publikums morskab bare gav ham et afmålt nik og fortsatte, imens Gore stod der og så fjollet ud.
 
Det hele blev endnu værre af Gores øvrige optræden under debatten: Han sukkede flere gange højlydt, og på de delte skærme kunne man se ham rulle med øjnene, imens Bush talte. Alt i alt virkede han bedrevidende, arrogant og lidt underlig.
 
Nr. 10: Lav ikke et abe-trick.
 
Mærkeligt nok kopierede Lars Løkke tilsyneladende manøvren med en gåtur hen til sin modstander under en debat mod Helle Thorning i 2011. Også her faldt det helt til jorden, og Ekstra Bladet døbte det ”abe-tricket” efter hanaber, der forsøger at dominere hinanden ved at træde ind den andens personlige sfære.
 
 
9: Spil ikke smart med dine millioner
Romney vs. Perry m.fl., republikansk primærvalg 2011
I primærvalgkampen i 2011 konkurrerede mangemillionæren Mitt Romney blandt andre mod Rick Perry, som fremstillede sig selv som en simpel mand fra en normal baggrund. Romney, der tit blev opfattet som lidt stiv og teknokratisk, kæmpede med at fremstå som en mand af folket. En, som på trods af sine mange penge forstod dem og deres problemer. Det var derfor ekstra uheldigt, da han i denne debat under et argument med Perry tilbød at vædde 10.000 dollars på, at han havde ret.
 
Det var ikke let at overbevise den gennemsnitlige amerikaner om, at en mand, der så let kan vædde 10.000 dollars, kan forstå dem og deres situation. Og selve væddemålet virkede barnligt og overdrevet.
 
På trods af dette vandt Romney primærvalgkampen over Perry. Årsagen skal formentlig findes i Perrys egen debatfadæse, som er nr. 1 på denne liste.
 
Nr. 9: Spil ikke smart med dine millioner.
 
8: Vær ikke nedladende
Obama vs. Clinton, demokratisk primærvalg 2008
Obama overraskede alle med sin succesfulde kampagne mod Hillary Clinton i 2008. En af hans store styrker var, at han virkede mere tilgængelig og sympatisk end Clinton.
 
En af journalisterne spurgte derfor lidt flabet Clinton, hvad hun ville sige til de vælgere, der godt kunne lide hendes resume, men synes Obama var en mere tiltalende person. Clinton forsøgte at svare lidt jokende, at det sårede hendes følelser. Hun tilføjede, at Obama var sympatisk, men at hun da ikke synes, hun ”var så slem”. Her kiggede Obama op fra sine papirer og afbrød hende med et ”You are likeable enough, Hillary”. Hvorefter han skrev videre. Det virkede enormt nedladende, og Obama blev kritiseret for det.
 
Som bekendt var det ikke nok til at stoppe Obama, som slog Clinton og siden McCain. Som et ekstra twist overtalte han senere Clinton til at blive sin udenrigsminister, så her var hun sympatisk nok…
 
Nr. 8: Vær ikke nedladende.
 
7: Hav ikke en identitetskrise på scenen
Stockdale vs. Gore og Quayle, vicepræsidentdebat 1992
Da Ross Perot i 1992 stillede op som uafhængig præsidentkandidat, valgte han James Stockdale som sin vicepræsidentkandidat. Stockdale, der var Vietnam-veteran, havde ingen politisk erfaring og var ikke vant til at debattere. For at joke med sin egen mangel på politisk erfaring startede han sine indledende bemærkninger med ordene ”hvem er jeg, hvad laver jeg her?” Publikum grinede, men resten af hans indledning var ikke overbevisende, og det var ikke klart, at han faktisk havde nogle gode svar på de to spørgsmål.
 
Det blev ikke bedre af, at han under resten af debatten havde problemer med sit høreapparat og flere gange måtte bede journalisten om at gentage sit spørgsmål. Alt i alt virkede han forvirret og lidt mærkelig. Hans ”hvem er jeg”-kommentar blev kendt som et ”Stockdale moment”: det øjeblik, hvor man spørger sig selv, hvem man er, og hvad man laver her...
 
Clinton og hans vicepræsidentkandidat Gore vandt valget. Men på trods af problemerne med sin vicepræsidentkandidat vandt Perot næsten 19 procent af stemmerne, den største andel til et tredje parti siden 1912.
 
Nr. 7: Hav ikke en identitetskrise på scenen.
 
6: Gå ikke i hak
Rubio vs. Christie m.fl., republikansk primærvalg 2016
Nr. 6 er fra februar i år, da Marco Rubio og Chris Christie stadig var med i opløbet om at blive republikanernes præsidentkandidat. Christies yndlingsargument var, at han som guvernør ikke var en Washington-insider, der bare gør alt som man plejer. Under debatten i februar havde han den absolut bedste replik, da han besvarede Rubios kritik af ham med denne bemærkning: ”Det er det Washington D.C. gør. ’The drive by shoot' i begyndelsen med forkert og ufuldstændig information, efterfulgt af den 25-sekunders tale, hans rådgivere har bedt ham lære præcist udenad.”
 
Herefter fortsatte en debat, der ikke var let at se på, i hvert fald ikke for Rubios støtter. Rubio blev ved med at falde tilbage på sine ’talking points’ om at ”Obama ved præcis hvad han laver. Lad os droppe fiktionen om at han ikke gør det”. Han gentog de samme ord adskillige gange, og hver gang gjorde Christie opmærksom på det. Det er næppe nødvendigt at skrive, at tv og internettet de næste dage var proppet med sammenklip af Rubio, der lød som en plade, der er gået i hak.
 
 
Nr. 6: Gå ikke i hak.
 
Inden debatten stod Rubio relativt godt, og han havde håbet at blive en samlingskandidat for de republikanere, der ikke ønskede Trump. Men debatten spændte effektivt ben for de planer, og i marts droppede Rubio sin præsidentkampagne efter at have tabt i hjemstaten Florida. Han genopstiller nu i stedet til Senatet.
 
5: Bliv ikke en viral joke
Romney vs. Obama, præsidentvalg 2012
Ved valget i 2012 overraskede Romney med en virkelig stærk præstation i den første debat. Desværre var den næste overraskelse, han stod for, knap så god: I den anden debat blev hver kandidat spurgt, hvad de ville gøre for at sikre kvinder mere ligeløn.
 
Obama gav et grundigt og overbevisende svar, der blandt andet handlede om en lov, han underskrev i 2009 for at sikre mere ligeløn til kvinder. Romney derimod var tydeligt overrasket over spørgsmålet. Han begyndte at tale om, hvordan han havde gjort sig anstrengelser for at udnævne kvinder, da han blev guvernør, blandt andet ved at gå til forskellige kvindeorganisationer og få deres bud på kandidater. Her kom han med den fatale udtalelse, at de havde givet ham ”binders full of women”.
 
Derefter gjorde han det kun værre ved at tale om, hvordan hans administration var fleksibel, så kvinder kunne arbejde der. Han fremhævede for eksempel sin kvindelige chief of staff, som ikke kunne arbejde sent, fordi hun skulle hjem for at lave mad og være sammen med sine to børn. Ikke ligefrem et feministisk perspektiv på problematikken.
 
 
Nr. 5: Bliv ikke en viral joke.
 
Der gik ikke mange sekunder, før de sociale medier eksploderede med parodier på hans ”ringbind fulde af kvinder”.
 
 
Allerede dagen efter havde Facebook-siden ”binders full of women” fået 274.000 likes, en ny Tumblr-blog samlede de forskellige sjove billeder, og en Twitter-konto, der udgav sig for at være et ringbind ejet af Romney, fik 30.000 likes, før debatten overhovedet var overstået. Joken bredte sig endda til Amazon, hvor kunder lavede sarkastiske anmeldelser af varen ringbind.
 
 
4: Sig ikke det rene vrøvl
Ford vs. Carter, præsidentvalg 1976
Nu nærmer vi os toppen af listen, og nr. 4 er en ægte klassiker: øjeblikket, hvor præsident Ford midt under den kolde krig hævdede, at Sovjetunionen ikke dominerede Østeuropa. Den bedste del af klippet er næsten det opfølgende spørgsmål fra ordstyreren, som tydeligvis ikke tror sine egne ører. I stedet for at korrigere sig selv vælger Ford dog at køre videre i samme tema ved at tale om, at folk i Polen, Jugoslavien og Rumænien ikke ”føler sig domineret” af Sovjetunionen. Ikke overraskende blev dette et kæmpe tema i resten af valgkampen, som Ford tabte til Carter.
 
Nr. 4: Sig ikke det rene vrøvl.
 
3: Tal ikke om UFOer
Kucinich vs. Obama, Clinton, m.fl., demokratisk primærvalg 2007
Det er på en måde svært at bebrejde Kucinich hans UFO-snak. Han bekræftede blot oplysninger i en bog, der beskrev, hvordan han havde set en UFO. Og han forsøgte da også at slå det hen med en joke om, at han ville flytte sit kampagnehovedkontor til Roswell. Hvorefter han forsvarede sig med, at Jimmy Carter også havde set en UFO.
 
Det hele virkede dog meget defensivt og ændrede ikke på det faktum, at han på landsdækkende tv under en politisk debat talte om at have set en UFO! De efterfølgende jokes gav næsten sig selv. CNN spurgte for eksempel om eventuelle rumvæsener ville få stemmeret, og om det i så fald var deres stemmer, Kucinich søgte at vinde.
 
Nr. 3: Tal ikke om UFOer.
 
2: Vær ikke en robot
Dukakis vs. Bush, præsidentvalg 1988
Andenpladsen går til Dukakis for hans underlige, robotagtige svar på et spørgsmål om, hvorvidt han ville gå ind for dødsstraf for en mand, der voldtog og myrdede hans kone Kitty. Spørgsmålet er i sig selv bemærkelsesværdigt og grænseoverskridende, men intet i sammenligning med hans tørre, faktuelle svar om, at han havde været mod dødsstraffen hele sit liv. Dukakis virkede hverken berørt af det dristige spørgsmål eller tanken om, at hans kone blev voldtaget og dræbt. Tværtimod svarede han helt stille og roligt og uden det mindste tegn på følelser.
 
Denne robotagtige optræden gjorde uoprettelig skade på hans image, og efter debatten faldt han drastisk i meningsmålingerne.
 
Nr. 2: Vær ikke en robot.
 
1: Sig ikke ”oops”
Perry vs. Romney m.fl., republikansk primærvalg 2012
Førstepladsen kan kun gå til Rick Perrys ”oops”-øjeblik, der er så tåkrummende pinligt, at man næsten er nødt til at kigge væk. Midt i at svare på et spørgsmål glemmer Perry fuldstændigt det tredje ministerium, han vil nedlægge. Han er totalt blank, på trods af at han sagde listen stort set hver dag i sine valgtaler.
 
Og det hele bliver kun værre af, at han går helt i panik og forsøger at få det til at lyde, som om der er tale om miljøministeriet. Da ordstyreren vantro spørger ham, om han virkelig ikke kan nævne det tredje ministerium, ser han helt panisk ud og siger de berømte ord: ”Det tredje ministerium, jeg vil af med – uddannelses-, øh... handels-... og lad os se... jeg kan ikke – det tredje. Det kan jeg ikke. Undskyld. Oops…"
 
Efter debatten faldt Perry voldsomt i meningsmålingerne, og i USA taler folk stadig om at have ”et Perry-øjeblik”, når hjernen bliver helt blank.
 
 
Nr. 1: Sig ikke ”oops”.
 
Det var top 10 ”don’ts” til de to kæmpende politikere. Den skraber kun i overfladen af alle de mange underholdende øjeblikke, politisk interesserede seere har været vidne til gennem tiden. Så del gerne jeres yndlingsbommerter fra politiske debatter i kommentarerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også