Hvad koster dit barn?

Det blev engang anset som en naturlig og livsnødvendig del for fattige familier, at børn deltog i arbejdet og bidrog til familiefællesskabet. Og de familier, der ikke havde mulighed for at ernære sig ved andre erhverv, så underholdning som en udvej. De sendte deres børn afsted for at synge, gøgle, danse, trylle eller performe på anden vis.

En børneperformer hørte til på bunden af samfundet, og blev betragtet som et udskud. Der er sket meget siden begyndelsen af 1800-tallet og frem til i dag, hvor børn performer amok på de sociale medier, har egne YouTube kanaler, kan melde sig til model-, bage- danse eller andre talentkonkurrencer. Og så alligevel ikke. Vi betragter stadig børneperformere som lavstatus - vi siger det bare ikke højt.

De små sygner

Modebranchens Etiske Charter dikterer, at modeller skal være fyldt 16 år. Modeller på 15 år kan arbejde på dispensation, hvis de ledsages af en voksen. Men det er svært at gennemskue, hvor unge modellerne, der pryder catwalks i København i disse dage er, da alder ikke fremgår nogen steder. Men for to år siden fik den danske modebranche en rundtur i den globale presse.

En dengang 15-årig (da hun var på arbejde til dén fotosession, der skulle blive verdenskendt) model blev fotograferet til flere modemagasiner som Dansk og Cover i en periode, hvor hun havde tabt sig, fordi hun ifølge arbejdsgiveren gik igennem en svær tid.

Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade kaldte billedet for ”direkte usmageligt”. Den offentlige debat gik på modeverdens forkvaklede kropsidealer, og magasinet Cover, hvori modellen bl.a. optrådte, blev beskyldt for at formidle uetisk indhold.

Billedet af den ultratynde model fra Cover vakte stor forargelse verden over (Foto: DR arkiv)

Men ingen talte om, at hun var 15 år og underlagt en lovgivning, der skal sikre børns rettigheder. Bekendtgørelsen om unges arbejde er delt i tre hovedkategorier. Skåret ind til benet må børn under 13 år som udgangspunkt ikke udføre arbejde for en arbejdsgiver.

De 13-14-årige må udføre lettere arbejde som fx pasning af mindre husdyr, borddækning eller bogopsætning på biblioteker.

For de 15-17-årige må ugentlig arbejdstid ikke overstige 12 timer i uger med skoledage.

Fra norm til no way!

I Danmark arbejdede børn stadig i begyndelsen af det 20. århundrede, også efter, at børn i fabriksarbejde blev forbudt i 1913. Forskellen fra tidligere var, at arbejdet foregik efter skoletid. Hvilket ikke var uproblematisk for de mange fattige familier, der var afhængige af deres børns bidrag til indtjeningen.

At børnearbejde var livsnødvendigt for dårligt stillede familier, stemte ikke overens med synet på barnet som et selvstændigt individ med frihed og rettigheder. Og problemet blev placeret hos forældrene:

Hvis de lod deres børn arbejde, brød de med den norm, der blev mere og mere fasttømret som den gældende.

På samme tid flyttede børneperformeren sig i den vestlige verden fra gaden til lærredet: I 1921 (syv år efter at de første love om børnearbejde blev indført i Danmark) blev den første filmbarnestjerne født: Jackie Coogan (Kid, 1921), skabt af Charles Chaplin, der selv som den populære Vagabondkarakter tager en forældreløs dreng til sig.

Efterfølgende spillede Coogan med i film som Oliver Twist (1922), Daddy (1923) og Flandern (1924). Hans succes betød, at han blev det første barn i USA, der tjente en million dollars.

1920'ernes store (og lille) Hollywood-darling, Jackie Coogan.(Kilde: Getty Images)

Børneperformeren betragtes som et udskud

Ifølge forfatteren Jane O’Connor afviger børneperformeren fra vores opfattelse af et normalt barns forventede og foretrukne adfærd. Vi anerkender dem ikke helt. Hun sætter i sin bog The Cultural Significance of the Child Star spørgsmålstegn ved, hvordan vi etisk kan forsvare at opfordre børn til at blive performere, når vi ved, at de med O’Connors ord ender som ”udskud”, som stigmatiserede ofre.

“Det er et mysterium, hvordan barnestjerner stadig kan eksistere i vores kultur, i en tid med beskyttelse af børns rettigheder, og med de mange fortællinger om børnestjerner, det er gået galt for i deres voksne liv”, skriver O’Connor.

Det er ikke til at forstå, hvorfor berømmelse stadig er noget, mange børn (og deres forældre) synes at aspirere mod. At følge drømmen om at være den udvalgte, om at blive løftet ud af masserne, blive anerkendt som noget helt særligt, er ofte det, der tiltrækker de unge ’wannabes’.

Det forfald, som O’Connor beskriver, ligger som en kulturelt konstrueret og nagelfast norm, der tjener formålet at opretholde orden i den vestlige verdens opfattelse af barndom: Vores opfattelse af et normalt barns forventede og foretrukne adfærd. Derfor er det i dag en udbredt opfattelse, at berømmelse har farlige og forfærdelige konsekvenser.

Så udbredt er opfattelsen, at ethvert andet udfald enten ignoreres, bagatelliseres eller behandles med chokerende overraskelse. Vi boykotter fx virksomheder, der anvender børnearbejde i tredjeverdenslande, fordi det er moralsk, følelsesmæssigt og fysisk skadeligt for børnene.

Denne norm gør sig også gældende i forhold til barnestjernen, og de, der opfordrer deres børn til at arbejde, opfattes derfor ubevidst som amoralske, som dårlige forældre. Ifølge O’Connor udstøder og tabuiserer vi som samfund den tidligere barnestjerne, fordi det forstyrrer og forurener vores opfattelse af barnet som et uskyldigt væsen.

Et paradoks, der er skræmmende, hvis man tænker det til ende: På den ene side opfordrer vi (mere eller mindre ubevidst) vores børn til at stræbe efter at få et publikum, at blive kendte, den populære, den, andre ser op til og fejrer. På den anden side ligger udstødelsen af barnestjernen som en tung og urokkelig skæbne – en praksis, der skal sikre orden i flokken.

No business like show business

Mediernes dækning spiller en stor rolle med deres sensationsprægede fortællinger om barnestjernens forfald.

De forskellige vinkler, der repeteres i mediernes dækning, tjener formålet at bekræfte myten om barnestjernen som forbandet, at barnestjernen er et produkt af ureflekterede og ansvarsløse forældre, der sætter berømmelse og rigdom over deres barns velbefindende.

Inden for dette værdisystem vil fornuftige forældre aldrig tillade børn at blive en del af potentielle ’horror stories’ om barnestjerner. Og der er en implicit enighed om, at det er at foretrække at have et normalt og almindeligt barn, end et tidligt modent, berømt barn, der automatisk vil ende som skadet.

Det berømte barn mister sin uskyld og sin barndom som et magtesløst individ, der er sluppet fri i en voksenverden, en kampplads. Show business er et sted, hvor kun få overlever, et sted, børn på ingen måde hører hjemme, og derfor må bøde senere i livet, fordi det er unaturligt.

Nå, men, det er selvfølgelig helt ok og lovligt at have et eftermiddagsjob som model eller influencer med egen YouTube-kanal i folkeskolen – og vel egentlig ret fede jobs sammenlignet med hundelufter eller avisbud. For et par uger siden lærte jeg, at nogle børneperformere arbejder over 40 timer om ugen, hvilket selvsagt gør det svært at passe sin skole.

Og dét er netop det springende punkt, og årsagen til, at man engang indførte en lov og forbud om børnearbejde: Formålet var at sikre børns ret til skolegang og uddannelse. Formålet var at sikre lighed, så alle, også de udsatte familier, havde lige adgang til skolegang.

Vi begynder åbenbart forfra i nogle henseender; det digitale univers, YouTubers, social media influencers og børn og unge, der optræder i nye og gamle medier fx i modebranche-regi.

Er vi ligeglade? Jeg forstår det ikke? Hvem kalder på en voksen?

Artiklen indeholder uddrag fra Phono Sapiens.