Er Jonas Vingegaard en god taler?

Genren ”sportsinterview” er vi vist mange, der har et ambivalent forhold til. For vi vil jo egentlig gerne høre, hvad atleterne oplever og tænker, men samtidig kan vi næsten ikke holde ud, at de gang på gang skal fortælle ”hvordan de har det lige nu”, ”hvilke tanker der løb gennem deres hoved, lige da de angreb/scorede/kørte over målstregen”, ”hvilke ord de vil sætte på deres følelser” osv. osv.

Og en gang imellem skal disse topsportsmænd så ligefrem også holde TALE. Stille sig op foran en stor forsamling – fx politikere, organisationsformænd og embedsmænd på Københavns Rådhus eller en skare på mere end 20.000 mennesker på Rådhuspladsen – og TALE.

Årets Tour de France-vinder Jonas Vingegaard skulle holde ikke så få taler i dagene efter triumfen. På podiet i Paris, i Festsalen på Københavns Rådhus, fra bilen på ruten mellem lufthavnen og Rådhuspladsen, på sportspladsen i Glyngøre. For bare at nævne et udpluk.

TV-værterne i den direkte transmission fra triumftoget gennem København var ved at koge over af begejstring, og da Vingegaard havde holdt sin tale inde i Rådhusets festsal udbrød DR’s vært med næsegrus beundring i stemmen: Han er jo en god taler!

Og det er her, jeg lige gør et ophold. For helt ærligt… er han nu også det? Du kan jo lige prøve at se med og vurdere selv:

Altså, hvis man sådan satte sig ned og analyserede Vingegaards taler, så går de jo nok ikke over i historien som den helt store retorik. Det er jo ikke, fordi opbygningen, ordvalget, formuleringerne, den sproglige stil og leveringen af talen lige frem er enestående.

Det er tydeligt, at han i rådhus-talen på forhånd har besluttet sig for at fremhæve foreningslivet og organisationerne, men måden, ordene kommer ud på, har ikke krævet de store forberedelser. Og hverken indledning eller afslutning ville høste de store anerkendelser i en retorisk analyse.

”Ja… jeg tror egentlig, det var det…”, lyder Vingegaards afslutning. Ikke ligefrem en formulering, jeg vil anbefale andre at kopiere.

Men alligevel er jeg tilbøjelig til at give DR-værten ret og ligefrem at mene, at vi kan lære noget af Vingegaards måde at holde tale på. Hvis vi tænker os om.

For nej, talerne i sig selv er ikke stor retorisk kunst; det fornærmer jeg nok ingen ved at sige. Men når det alligevel er værd at bemærke Vingegaards retoriske evner, så er det, fordi han evner den helt afgørende disciplin at være AUTENTISK.

Vingegaards retoriske situation

Det er nemlig sådan, at Vingegård ikke kan slippe for at holde de der taler. De situationer, han har holdt talerne i, er såkaldte ”retoriske situationer”, dvs. situationer, der kalder på, at han siger noget. Det modsatte scenarie – at han ikke talte eller udtalte sig – ville jo være utænkeligt, og man ser hurtigt for sig, hvilke knap så flatterende karaktertræk der ville blive sat på en topsportsmand, som ikke er til at vriste et ord ud af.

Mikrofonen bliver simpelthen placeret i hænderne på ham, og så er det bare at sige noget. F.eks. her på podiet i Paris.

Så opgaven er bunden. Der SKAL siges noget. Og når det nu ikke er til at komme uden om, så gør Vingegaard det på en meget fin måde. Han siger forholdsvis lidt, og han siger det, der falder ham ind, og bruger de ord, der kommer til ham. Variationen i superlativerne, der skal beskrive hans oplevelse, er f.eks. ikke stor, hvilket de fleste har bemærket. Han står ikke med et manuskript i hånden, og det virker heller ikke til, at der er nogen, der har sagt til ham, hvad der skal siges.

Det er tydeligt, at der er nogle ord, som Vingegaard er mere glad for end andre, derfor har redaktionen lavet en lille oversigt over, hvor mange gange i sæsonen Vingegaard fik brugt sine fire yndlingsord: incredible, vanvittigt, fantastisk og vildt.

Som lytter opleves det, som om Vingegaard er sig selv. Hans måde at kommunikere på harmonerer med det billede, vi har af ham som en underspillet, beskeden, sympatisk, ung, jysk mand. Han er autentisk. Prøver ikke på at være noget andet end sig selv.

Og ærlig talt: Det kræver mod.

Når atleter bliver eventyrfigurer

I den retoriske grundbog har vi et begreb der hedder ethos. Det kan oversættes til troværdighed og handler om, at vores troværdighed er afgørende for, hvordan vores kommunikation opleves og modtages af dem, vi kommunikerer til. Troværdighed er en kompleks størrelse, hvor både vores karaktertræk, kompetencer og den imødekommenhed, vi viser vores omgivelser, spiller en rolle. Også her er Jonas Vingegaard interessant.

Det er nemlig bemærkelsesværdigt, hvordan Vingegaards kæreste og datter undervejs i de tre ugers cykelløb her i sommer blev helt centrale figurer i fortællingen om Tour-vinderen. Efter hver etape stod de to klar ved målstregen til at tage imod ham. Når han gik på podiet som enten etapevinder eller Tour-vinder, var datteren på armen og kæresten på sidelinjen. Og i triumfturen gennem København sad de begge på bagsædet og var med ham hele vejen.

Er det tyk pathos, eller er det oprigtigt, ærligt og troværdigt?

Jeg kunne fristes til at sige, at det er begge dele. Men at den tykke pathos kun holder, fordi den bygger på et troværdigt fundament og derfor bliver til smuk pathos. Vi tror faktisk på, at det er ægte. At det ikke er et mediestunt. Igen er det den autentiske, ligefremme og ærlige stil og fremtoning, der overbeviser os. Han – og hun – ER rent faktisk sådan!

Så når store dele af Danmarks befolkning uden store kvaler køber hele Vingegaard-pakken med kæreste, barn, jysk ophav og fortid på fiskefabrikken, og når Jørgen Leth omtaler selvsamme fortælling som smuk og ren, så er det altså, dels fordi den er troværdig. Men det er også, fordi vi gerne VIL købe hele eventyret og lade os forføre af det.

Tænk at få lov til at få fortalt en helstøbt fortælling om talent, dedikation, hårdt arbejde, kærlighed, hengivenhed og trofasthed, når vi troede, vi satte os ned for at se et cykelløb.

Det ligger dybt i menneskets natur, at vi gerne vil høre historier. Og det er derfor, de er så effektivt et virkemiddel i kommunikation.

I parentes skal bemærkes, at nogle Tour-følgere hen over sommeren nok nåede kvalmegrænsen, når det kom til fortællingen om familiemennesket Vingegaard med cykelhjulene solidt plantet på vejene i Thy.

Men min påstand vil være, at det ikke var Vingegaards fremstilling af sig selv, der fremkaldte kvalmen. Det var mediernes til tider ublu dyrkelse af den.

Skal du holde en Vingegaard-tale nu efter ferien?

Nu sidder der måske et par ledere derude som tænker: Fedt, jeg kører den også ind med uforberedt charme og familie-romantik her til velkommen-hjem-fra-sommerferie-talen til teamet. Jeg vælger den autentiske stil.

Men inden I gør det, så lyt lige til et velment råd.

Overvej først, hvorfor Vingegaard kan slippe afsted med sin måde at holde taler på.

Han rider på sommerens største bølge af medvind. Vi tilgiver ham alt, fordi han er så eminent til at køre på cykel og i øvrigt virker som en sympatisk fyr.
Det at holde taler er ikke hans gebet. Manden er cykelrytter. Vi forventer simpelthen intet af ham, når han tager mikrofonen i hånden. Så længe han ikke er arrogant eller ubehøvlet, kan han slippe af sted med alt.
Han har en kerne af troværdighed. Han prøver ikke at være andet, end han er. Og det han er, kan vi lide.

Så medmindre man som leder rider på en bølge af uforbeholden kærlighed fra skaren af medarbejdere og nærmest nyder heltestatus, så vil jeg ikke anbefale, at man bare stiller sig op på sit glatte ansigt og lader charmen klare skærene. Som leder skylder man sine medarbejdere at have tænkt sig om og forberedt sig. Og der er nok heller ikke mange ledere, som kan påstå, at der ingen forventninger er til deres retoriske formåen. I og med at man er leder, er der også en forventning om, at man kommunikerer. Og endelig bør man også tænke sig grundigt om, inden man inkorporerer fotos af børn, hunde og kærester i sit slideshow…

Men når det kommer til AUTENTICITETEN, kan vi lære noget af Vingegaard.

Lad os høre flere taler, hvor taleren tør være sig selv, og hvor stil, tone, budskaber og måden, det leveres på, er oprigtig, troværdig og fra hjertet.

Autenticitet er kernen i det at være en god taler. Og en god leder for den sags skyld. Jeg tror godt, vi må låne lidt af Vingegaards mod og grounding til i endnu højere grad at tage os selv med op på talerstolen næste gang den retoriske situation kalder på det.