Trumps zero fucks given kampagne

Det var MAGA-effekten, hele verden fik at føle, da Donald J. Trump blev valgt til USAs næste præsident. "Make America Great Again" var et budskab, som gik rent ind – kombineret med en spradebasse af en kandidat, der med et enkelt tweet kunne sætte nyhedsdagsordenen de næste 24 timer i et ellers fragmenteret og overophedet mediebillede.
Zero fucks given: Hvad var det så lige, der var så great ved Trumps kampagne?  Et helt kampagne strategisk -verdensbillede er knust.
Zero fucks given: Hvad var det så lige, der var så great ved Trumps kampagne? Et helt kampagne strategisk -verdensbillede er knust.
Én ting er den foruroligende politiske konsekvens af Trump. En anden er hans valgkampsteknik, hvor han brød med traditionen og opgav traditionelle Get Out The Vote-aktiviteter til fordel for en kampagne, baseret på en voldsom retorik på tv, sociale medier og ved store rallies.
 
På trods af Trumps valgtriumf fik han dog færre stemmer end taberne ved valgene i 2012 og 2008, henholdsvis John McCain og Mitt Romney, og jo også færre end Hillary her i 2016, som fik flest stemmer. Så hans sejr skyldes ikke en historisk høj mobilisering af republikanske stemmer, men en lav deltagelse på demokraternes side. Alt for mange demokrater blev væk. Med det in mente er det dog alligevel interessant at se på, hvad den uortodokse Trump har gjort anderledes rent kampagnemetodisk.
 
Trumps sejr beviser, at de fleste af de faste valgkampselementer slet ikke er nødvendige for at sikre sig adgang til Det Hvide Hus. Hvad skal politiske kandidater så gøre i stedet? Lad os se nærmere på de klassiske kampagne-elementer, som Trump enten har fravalgt eller ikke har haft adgang til. Hvad er det, som slår igennem nu?
 
Fra dør til dør: Man kan ikke vinde valget på den indsats, hvis kandidaten er upopulær.
 
Selvmobilisering slår Get Out The Vote
Den klassiske mobiliseringsindsats, hvor flere tusinde frivillige går fra dør til dør for at mobilisere vælgere i svingstater eller ringer til dem, er Old School nu. Det har i mange år været opskriften på succes og en integreret del af enhver professionel præsidentvalgkamp i mange årtier. GOTV-metoden er koblet med mere og mere data-indsigt og målretning, som for hvert valg bliver mere og mere avanceret.
 
Dette såkaldte Ground Game har vist sig at spille en mindre rolle end man har troet. Det er ikke noget, Trump har dyrket i særlig stor stil – og slet ikke på niveau med Hillarys kampagne eller med tidligere republikanske kandidater. Så der er altså en hel kampagneindustri, der skal ud og forklare fremtidige kandidater, hvorfor de skal bruge millioner dollars på den slags, når nu Trump kunne blive præsident uden.
 
Konsensus har været, at hvis meningsmålingerne holder, vinder Hillary, men hvis de ikke gør, var der så mange ubekendte ved dette valg, at den usandsynlige Trump-sejr kunne indfinde sig. Her har mange troet på effekten af GOTV og tænkt, at det kan han ikke klare sig uden. Men GOTV gør åbenbart ikke nogen forskel længere, hvis kandidaten – Hillary – er hamrende upopulær. Læren er, at hvis kandidaten ikke i sig selv mobiliserer vælgerne, kan man – uanset de avancerede metoder – ikke få folk til at stemme på ham eller hende.
 
Med det tavs flertals velsignelse.  Getty images.
 
Folkelig støtte slår fundraising
Indsamling af penge i massiv skala – primært til at finansiere dyre tv-reklamer – er skrumpet i betydning. Clinton har brugt 150 millioner dollars på tv-reklamer siden primærvalgkampen, mens Trump kun havde en tredjedel af det antal annoncer, Hillary havde, primært i valgkampens slutspurt.
 

Tv-reklamer har ellers været motoren i en amerikansk valgkamp, og de seneste mange valg har været et fundraising-kapløb med astronomiske summer. Hillary har rejst markant flere penge end Trump, men det var ikke nok. I primærvalgkampen så man, hvordan Jeb Bush havde flest penge af alle de republikanske kandidater og alligevel tabte massivt. Den udvikling er faktisk slet ikke så skidt – for kandidaterne bruger enormt meget tid på fundraising og kan risikere at skylde en masse folk tjenester som følge af store kampagnedonationer.
 
Celebrity endorsing holder ikke længere. Kate Perry og alle Hollywoods helte kunne ikke redde Clinton. Getty Images.
 
Folkelig opbakning slår celebrity-opbakning
Berømtheder er en del af the establishment, og folk er enten ligeglade med deres holdninger eller fjendtligt indstillet. Trumps modsvar til Hillarys opbud af folk som Bruce Springsteen, Jon Bon Jovi og Lady Gaga lød: ”Jeg behøver ikke trække folk til ved at love dem en gratis koncert; folk kommer til mine rallies for at se mig.” Folk oplevede ved Hillarys rallies, at folkemængden begyndte at forlade eventen efter de store koncerter, og før kandidaten selv kom på scenen.
 
Det er en påmindelse om, at det ikke er afgørende at have kendte menneskers støtte, hvis folk ikke køber ind på sagen og/eller kandidaten. Det kan virke som et tegn på svaghed, at man ikke kan stå alene som kandidat.
 
Mediernes elitære advarsel blev læst som en anti-establishment-anbefaling
 
Folkets kærlighed slår mediernes advarsel mod en kandidat
Wired gjorde et stort nummer ud af, at de for første gang nogensinde anbefalede en præsidentkandidat. Hillary har modtaget over 80 af sådanne støtteerklæringer, mens Trump har modtaget en håndfuld. At mediestøtter ikke virker, skyldes nok mistillid. Amerikanernes mistillid til medierne er støt stigende, især blandt republikanere. Det er en mistillid, som Trump har fodret og udnyttet i valgkampen med udsagn om et unfair mediebillede.
 
Erfaring er tydeligvis ikke noget, som vælgerne vægter
Trump er den første præsident nogensinde uden politisk eller militær erfaring. Det nye og ukendte politiske kort trumfer det velkendte. Hvad der dog er set før i amerikansk politik. Hvor de nye og uerfarne kandidater opfattes som et frisk og nyt, bedre alternativ. Berømte tidligere eksempler er Kennedy vs. Nixon i præsidentvalgkampen 1960, og naturligvis Obama vs. Hillary i primærvalgkampen i 2008.
 
 
Ups.
 
Virkeligheden slår meningsmålingernes model
Meningsmålingerne holdt ikke vand denne gang. Er det så Bradley-effekten (også refereret til som ghost voters- eller shy voters-effekten, hvor vælgere ikke vil stå ved deres Trump-stemme)? Historien op til valget har været, at denne effekt ikke findes. Men det vil nok blive efterprøvet i de nærmeste år. For er det i stedet meningsmålingerne, der ikke får fat i de rigtige? Skulle man prøve med flere kvalitative analyser eller realtime-data i stedet?
 
De misvisende meningsmålinger kan lære os alle ikke at holde fast i forudindtagede forestillinger om demografiske gruppers adfærd. Det er i stedet et incitament til at basere sine analyser på adfærdsdata snarere end prognoser. Og så er det en påmindelse om, at i politik er alt muligt. Og at vi skal lytte til The Simpsons, som forudsagde en Trump-præsident allerede i 2000, og Doonesbury i 1987. Begge på baggrund af en dyb indsigt i den amerikanske folkesjæl.
 
Happy #CincoDeMayo! The best taco bowls are made in Trump Tower Grill. I love Hispanics! https://t.co/ufoTeQd8yA pic.twitter.com/k01Mc6CuDI
 
Berømt , badass og barnlig på de sociale medier slår alt
Twitter og Facebook betyder noget – men det falder ikke nødvendigvis ud til ens egen fordel. Så før man ryger ud i en diskussion om, hvorvidt det er Twitters skyld, at Trump har vundet, skal man huske, at de selvsamme sociale medier var en vigtig kanal for Obama, da han vandt for otte år siden.
 
 
Trump anvendte Twitter på samme måde som celebrities, når de hænger deres eks ud eller shamer en konkurrent, som for eksempel når Kim Kardashian langer ud efter Taylor Swift. Det kan virke lidt trist, men det er en effektiv PR-maskine. Trump har blot ført reality-tv og showbiz ind i politik, og det har været alt for underholdende og foruroligende til ikke at dække. Trump giver selv denne analyse af sociale medier:
 
“I have this thing called Twitter and Facebook, which is amazing, actually. It’s like owning The New York Times without the losses. You’re able to fight back. In the old days, you didn’t have that. With one tweet, 140 characters, you can knock somebody out.”
 
Trump har været hurtig på tasterne på Twitter og har haft sin helt egen stil. Se bare, hvor meget han får sagt på 140 tegn og et billede i et af sine mest populære tweets fra valgkampen:
 
Kombinationen af forandring og frygt slår tro på fremtiden
MAGA lover ikke forandring på Obama-måden, men på en mere tilbageskuende og protektionistisk vis. Kombinationen af frygten for en indre fjende (Washington D.C.) og en ydre fjende (Mexico) har været en stærk cocktail, kombineret med et hidtil uset niveau af demagogisk tale fra en kommende præsident. Som reklamemanden Rick Wilson siger til The Atlantic: ”Fear is easy. Fear is the simplest emotion to tweak in a campaign ad. You associate your opponent with terror, with fear, with crime, with causing pain and uncertainty.”
 
Hvor meget af det, Trump sagde i valgkampen, som han rent faktisk vil stå for som præsident, ved vi ikke. Indtil videre har han været en afdæmpet president-elect, men det, man siger, betyder noget, og Trump er et skræmmende bevis på, at frygt forandrer alt og alle.
 
Bevægelsen
 
Bevægelse slår kampagne
En kampagne bliver orkestreret og organiseret på lokalt og nationalt plan. I en bevægelse mobiliserer folk sig selv – de køber røde kasketter og stiller store skilte i forhaven. En bevægelse kommer nedefra og op – på toppen anerkender man en vis egen-organisering for det fælles mål.
 
Trump sagde om sin movement i august 2015: “I don’t want it to be about me. This is about common sense. It’s about doing the right thing.” Selvom man kan mene, at hans kampagne i høj grad handlede om ham, så var der en bevægelse i befolkningen, som han kunne hooke sin kampagne op på. Hillary forsøgte at gøre det samme i forhold til kvindesagen, men den bevægelse havde ikke megen momentum og var for elitær.
 
Zero fucks given er det nye sort
 
Zero fucks given-attituden slår den politisk korrekte attitude
Det er umuligt at komme uden om Trumps personlighed som en helt afgørende faktor i dette valg. Ligesom Obamas personlighed drev et stort fremmøde ved valgstederne i 2008 og 2012.
 
I det meste af valgkampen talte Trump uden teleprompter eller manuskript. Hans taler var usammenhængende og ofte en lang associationsrække uden egentlige fokuspunkter. Med andre ord – han ville aldrig have vundet i Politikens DM i debat. Han er til gengæld underholdende, når ikke det lige sker på andre menneskers bekostning, og så er han komplet uforudsigelig. Det er to egenskaber, der virker forfriskende, og som man på ingen måde kan sige om Hillary Clinton. Jeg siger ikke, at det gør ham til en god præsident, men det gør ham lige præcis interessant nok til, at folk får lyst til at stemme på ham.
 

Eliten. Getty Images.
 
Anti-establishment og anti-globalisme slår eliten
Politikere med mange års erfaring og medierne udgør denne elite. Medierne står i et kæmpe dilemma, for vi har brug for stærke, uafhængige medier, men hvis folk ikke stoler på dem, har de ringe effekt. Trumps manglende politiske erfaring gør ham til anti-establishment, selvom hans rigdom og livsstil berettiger ham til en plads ved elitens højbord.
 
Samtidig har Trump vist, at politisk korrekthed er på retur, og at folk foretrækker en kandidat, der kommer med fuldstændig vanvittige og utilstedelige udtalelser, frem for en kandidat, der taler med afsæt i et politisk mindset. Her er det værd at huske på, at Bernie Sanders også var anti-elite og formåede at mobilisere især unge på venstrefløjen. Det er altså en fælles tendens på tværs af det politiske spektrum
 
Earned media slår payed media
Gratis medieomtale har været en afgørende brik i Trumps overraskende kampagne-setup. Fra maj 2016 til maj 2016 fik Trump for 3 mia. dollars gratis omtale, mens Hillary fik for 1,1 mia. Senere i valgkampen fik Hillary og Trump stort set lige meget medieomtale, men en stor del af Hillarys omtale har været email- og FBI-relateret i valgkampens sidste tid.
 
 
Det ironiske ved den megen gratis medieomtale til Trump er, at han har brugt det meste af valgkampen på at tale om, at medierne er unfair og imod ham. Det var især en dagsorden, han kørte, da det så ud som om, at han ikke havde en chance mod Hillary på valgdagen – så var medierne en taknemmelig prügelknabe. De mange medie-anbefalinger til Clinton vidner om, at der kan være noget om snakken, men i dag er Trump næppe ked af den megen omtale – hans kritik af medierne har blot givet ham endnu mere omtale.
 
Hvad betyder alt dette for fremtidige kampagner? Måske er Trump bare den eneste kandidat, der har kunnet trække sejren hjem med sin helt egen opskrift? Valget understreger til dels, at person og kampagnestil hænger sammen. Dernæst er det en påmindelse om, at vælgernes medieadfærd, og hvem de har tillid til, har rykket sig markant, og at det er på tide at kampagnehåndbogen rykker med. Et kampagne-verdensbillede er nemlig slået i tusinde stykker.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job