Et år efter nedlukning

Af Sine Nørholm Just, professor, Roskilde Universitet; Øyvind Ihlen, professor, Truls Strand Offerdal, PhD-student, og Eli Skogerbø, professor, Universitetet i Oslo; Jens E. Kjeldsen, professor, og Ragnhild Mølster, postdoktor, Universitetet i Bergen; Joel Rasmussen, universitetslektor, Örebro Universitet.

På et pressemøde den 11. marts 2020 annoncerede statsminister Mette Frederiksen de mest indgribende tiltag, der nogensinde er anvendt i Danmark i fredstid. Landet lukkede ned som reaktion på pandemien. Siden er vi alle blevet eksperter i afstandskrav, kontakttal og smittekæder. Og vi er blevet godt og grundigt trætte af corona og restriktioner. Samtidig er vi blevet mere og mere usikre på, hvor godt pandemien egentlig bliver håndteret. Den 11. marts 2020 stod regering og myndigheder tilsyneladende skulder ved skulder, men siden har der været en del uklarhed om, hvilke beslutninger der var politisk motiverede, og hvilke der var sundhedsfaglige. I løbet af året har blandt andet afsløring af uenighed mellem politikere og embedsværk, skandaler om ulovlige tiltag og en stadig mere højlydt kritik af den pandemiske kontrolstat sat borgernes tillid til coronahåndteringen på prøve. #REKLAMEPLADS#

I forskningsprojektet Pandemi og Retorik, der udføres i et samarbejde mellem universiteterne i Oslo, Bergen, Roskilde og Örebro, har vi fulgt kampen mod corona tæt i over et år. I denne artikel opridser vi hovedforskelle mellem de tre lande og fremhæver kommunikative forklaringer. Når det kommer til coronakommunikation, konkluderer vi, kan vi især lære noget af den norske model. I Norge har der både været klarhed og åbenhed i kommunikationen, hvor der i Danmark og Sverige nok er kommunikeret klart, men hvor den politiske proces har været mere uigennemskuelig i Danmark, og i Sverige nægtede man i lang tid at indrømme fejl og ændre politisk kurs.

Tallenes tale

Under den første nedlukning var der bemærkelsesværdigt stor tilslutning til såvel den danske regering som til sundhedsmyndighederne, mere end 90 % tilslutning til den førte politik i tillidsmålinger og historisk høje meningsmålinger i regeringens favør. Men i løbet af året har afsløringer af uenighed om anbefalinger, fx om grænselukningen, skift i retningslinjer, fx indførelsen af mundbind, og skandalesager som minkaflivningen sat deres spor i befolkningens tillid. Efter at have bevæget sig lidt op og ned i efteråret synes tillidsmålingerne nu at have fundet et nyt og noget lavere leje.

I Norge var tilliden derimod lavest i pandemiens allertidligste fase, og i begyndelsen af marts 2020 var andelen af borgere med høj tillid til myndighederne helt nede på omkring halvdelen – et fald fra tre fjerdedele i februar. En forklaring på det fald er, at nordmændene ønskede hurtigere og mere konsekvent handling. Efter nedlukningen steg tilliden da også markant, og den har siden ligget stabilt omkring 80 %.

I Sverige tegner sig et helt tredje billede, idet målingerne viser en ensartet negativ udvikling. I en undersøgelse fra marts 2020 sagde ca. 75 %, at de havde tillid til sundhedsmyndighederne. I begyndelsen af februar 2021 var tallet nede på 57 %.

Vi har at gøre med tre højtillidslande med et meget ens udgangspunkt, så hvad kan være årsag til de store forskelle i udviklingen? En del af forklaringen skal naturligvis findes i smittetallene. Hvor der i pandemiens første år har været omkring 220.000 tilfælde og næsten 2.400 COVID-19-relaterede dødsfald i Danmark, er tallene for Norge nede på henholdsvis 80.000 og 840. I Sverige drejer det sig om 713.000 og 13.000. Selv når man korrigerer for forskellene i de tre landes befolkninger, er det tydeligt, at Sveriges tilgang er slået fejl, men er det den eneste forklaring? Vi mener, at kommunikation og organisation også spiller en rolle.

’Kommer jeg til at begå fejl?’

I Norge, hvor tilliden er størst, har alle aktører i høj grad vist sig villige til at fremlægge de forskellige alternative veje, man kan gå, samt gjort tydeligt opmærksom på, hvad der er sundhedsmyndighedernes anbefaling, og hvad der er besluttet politisk. Desuden har der været åbenhed om usikkerheder og faglige uenigheder. Kommunikationen af råd og retningslinjer har altså ikke bare været klar, man har også været åben om processen. Selvom uenigheder mellem regeringen og sundhedsmyndigheder ikke har været helt uproblematiske, og ændringer i retningslinjerne har mødt kritik, så er det hele blevet lagt åbent frem. Politikere og embedsværk har med denne sundhedsfaglige tilgang vist borgerne tillid – og borgerne har kvitteret med høj tillid til dem.

I Sverige, hvor tilliden er lavest, har sundhedsmyndighederne, personificeret ved Anders Tegnell, mest magt, men har også vist sig mest ubøjelige i forhold til den udstukne kurs – selvom det er kommet frem, at der længe har været uenighed om kursen. Her har det sundhedsfaglige argument om flokimmunitet været styrende, og trods kritik samt delvis ændring er Sverige fortsat det mest åbne samfund. Eller rettere: Sverige er åbent indadtil, for en af ændringerne har været lukningen af landets grænser. Den lukkede sundhedsfaglige tilgang har ført til dalende tillid, og de sene politiske tiltag har ikke været nok til at rette op på det.

Hvor både Norge og Sverige er karakteriseret ved sundhedsfaglige tilgange, men med meget forskellige anbefalinger samt grader af åbenhed og lydhørhed, har den danske tilgang været primært sundhedspolitisk. Selvom det først sent er kommet frem, at sundhedsmyndighederne ikke anbefalede den første nedlukning, så er den afsløring blevet affejet med argumentet om, at “det var en politisk beslutning”. Alligevel er uenighed mellem politikere og embedsværk primært blevet set som et problem, måske især fordi uenigheden ikke blev fremlagt fra start, men derimod er blevet afsløret undervejs.

Det har ført til usikkerhed om, hvor grænserne mellem det politiske og det sundhedsfaglige går, og uklarhed om, hvornår de faglige synspunkter reelt har dannet grundlag for de politiske tiltag. Selvom det er helt reelt, at der kan være forskel på faglige råd og politiske handlinger, har der tilsyneladende ikke hersket tro på, at borgerne ville kunne forstå og håndtere den forskel. Men når den formynderiske tilgang kombineres med graverjournalisters og uvildige ekspertundersøgelsers afsløringer af den skjulte uenighed, sættes borgernes tillid og tålmodighed på prøve.

I lighed med det norske tilfælde har de danske sundhedsmyndigheder været villige til at ændre kurs, når ny viden er dukket op. Mest tydeligt eksemplificeret med skiftet til anbefaling af mundbind, som nok er blevet kritiseret, men hvor den klare melding om, at “vi er blevet klogere”, også har hjulpet befolkningen til accept af de nye regler. Statsministeren har derimod siden pressemødet den 11. marts 2020, hvor hun ærligt imødeså, at fejl vil forekomme, ikke været specielt tilbøjelig til faktisk at indrømme dem. Det så man mest markant med Minkgate, hvor der først meget sent kom indrømmelser. Men så kostede det også et ministerhoved og 19 milliarder kontante undskyldninger at rette nogenlunde op på situationen.

Der har langt hen ad vejen været bred folkelig opbakning til regeringens politik, og afsløringen af, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefalede nedlukning, førte til lige så meget kritik af Søren Brostrøm for fejlvurdering, som den førte til kritik af Mette Frederiksen for fejlinformation. Alligevel er det vigtigt at fremhæve, at rent kommunikativt er myndighedernes tilgang at foretrække.

Den gode krisekommunikation

Ser man på forskningen i krisekommunikation, giver det god mening, at de norske myndigheder klarer sig bedst i tillidsmålinger. Forskningen viser nemlig tydeligt, at eksperter, der ønsker befolkningens tillid, må være åbne og lydhøre, fx ved at anerkende, at man kan tage fejl – og efterfølgende tage ansvar for fejlene.

Borgerne har typisk ikke selv den nødvendige viden inden for sundhedsområdet. Det er derfor vigtigt, at eksperter og beslutningstagere er åbne over for kritik og gerne går i dialog med kritikerne. Det er den bedste mulighed, borgerne har for at kunne tage oplyst og selvstændigt stilling. En mulighed, som nordmændene altså har taget glad imod, skal man tro tillidsmålingerne. Det kan særligt de svenske myndigheder og de danske politikere lære noget af.

De tre vigtigste kommunikative læringspunkter fra det seneste år er altså, at man 1) skal være transparent om, hvad man ved, og hvad man ikke ved rent sundhedsfagligt, samt 2) være tilsvarende transparent om kompetencefordelingen mellem politikere og myndigheder, så det 3) er tydeligt, hvilken faglig viden de politiske handlinger er baseret på – og hvor der eventuelt er uoverensstemmelser mellem anbefalinger og beslutninger. Skellet mellem faglig holdning og politisk handling kan være svært at forstå, og endda at opretholde, men det er ikke en holdbar løsning at lade som om, det ikke er der.