Når maskinerne bliver guder
Hvorfor gyser vi ved tanken om den beåndede maskine? Fordi vi først lige for alvor er gået i gang med at undersøge, hvad den teknologiske udvikling med dertilhørende udfordringer kræver af os - mennesket. Vi har spurgt præst og medlem af Etisk Råd Anders Raahauge, hvilke overvejelser han gør sig.
Man glemmer det nemt: PC står jo for 'personlig computer' - til forskel fra den gigantiske, professionelle. Anderledes prisbillig og transportabel skænkede den til alle en teknologi, som afstedkom en revolution af fritid og arbejdsliv. Hypen omkring PC'en kulminerede vel i 1990'erne med en udbredt fornemmelse af, at menneskeheden var i færd med at foretage et gennembrud til en lysende tidsalder, en ny Oplysning, og denne gang ikke kun filosoffernes, men hvermands.
1990'ernes ydedygtige laptop blev symbol på ekstrem vågenhed og beherskelse af vidensmotorvejen på det internet, som var betingelsen for begejstringen ved den lille maskine.
Ytrede man skepsis, blev man mødt med en forbløffende skinger forurettelse og stemplet som kætter.
PC'en var for 30 år siden en art marskalstav, der symboliserede potentielt herredømme over en uendelighed af informationer, som man nu havde adgang til på ny og næsten mirakuløs måde. Stemningen havde en lille religiøs tone.
Men efterhånden satte naturligvis tilvænningen ind. En tid var det kun en elite, der kunne flashe deres bærbare, men efterhånden blev den signalværdi slidt op. Alle besidder en i dag, nu også i form af iPad og smartphone. Den treårige og den hjemløse sidder med dem.
Uden e-krykken
Forestillingen om en art forløsning ved maskinen er fordampet. 1990'ernes begejstrede bulletiner, om hvilke enestående fingerfærdigheder opvoksende generationer var ved at udvikle på deres tastaturer, er afløst af daglige advarsler fra børnepsykologer om svagere udviklet empati og sensorisk orienteringsevne i den reelle verden.
De første digital natives har nået myndighedsalderen uden at indfri forventningerne om, at de skulle blive en særligt indsigtsfuld generation af små erkendelsesmæssige wizards.
De blev til gengæld troldmænd til at betjene den hardware, de stort set er sammengroet med. Den danner en perfekt protese, men eftersom den altid er monteret, går der atrofi (svind, red.) i de mentale muskler.
Deraf den pinlige panik, der brød løs tidligere i år, da undervisningsminister Merete Riisager forbød brug af computer ved eksaminer. Da minder eksamenssituationen overhovedet ikke længere om virkeligheden, lød den forargede protest. Det har den imidlertid aldrig gjort og skal det heller ikke, for den skal måle, hvad et individ har tilegnet sig af lærdom i det forgangne år.
De fortvivlede protester udstillede nådesløst en ny hjælpeløshed og afslørede, at hvad, man især kunne, var at google. Uden sin e-krykke, på egne muskelsvage ben, kom man ingen vegne.
Man har jo ikke udelukkende suget lærdom i de utallige timer foran skærmen, men endnu oftere ladet sig amusere af et forførende tivoli af adspredelser. Vulgariseringen har indfundet sig, nettet folder sin kulørte vifte ud, og man duver afsted med frakoblet hjerne på spil og sociale medier.
Den seriøse anvendelse af computeren eksisterer naturligvis fortsat. Den er og bliver jo en fantastisk maskine til opsøgning og cirkulation af viden.
Fremtidens ultrasnedige maskine
Alligevel svæver der nu en umiskendelig aura af desillusionering over teknologien. Man blev jo ikke automatisk kvikkere af al den adgang, men måtte sande, hvor megen sved det kræver at tilegne. Og man fatter lige så stille, at fortidens mennesker også kunne slå op. Blot i bøger.
Forventningen havde været semi-religiøs. Men portene svingede ikke op til ny erkendelsestranscendens. Snarere til social fnidder og andet, såre menneskeligt og ganske profant.
I den situation kan forventningen om en kommende kunstig intelligens kvikke lidt op igen. AI, artificiel intelligens, er den nye hype, som kan revitalisere den religiøse fornemmelse.
AI skænker håbet om, at fremtidens computer overskrider trivialiteten ved det foreliggende, som computeren ellers er henvist til at håndtere, idet den lærer at skabe, producere og virkelig være intelligent som et menneske. Ja, måske endda betydeligt klogere med tiden. Da håber vi, at fremtidens ultrasnedige maskine ikke – oh, gys! – diskret begynder at tilrane sig magten.
Et hurtigt overblik over AI.
Foreløbig er det jo ikke udpræget intelligent, hvad der kaldes 'intelligent' - det intelligente køleskab, der minder sin ejer om at købe mælk, den slags. Men det er faktisk også kun Narrow AI eller Weak AI.
Trinnet over hedder Artificial General Intelligence, AGI også kaldet Strong AI eller Full AI. Det er fremtidsmusik og angiver, at maskinen kan udføre enhver intellektuel opgave, som mennesker er i stand til.
Nogle fortalere for denne stærke AI mener, at målet kan nås, idet programmeringen bliver af tilstrækkelig høj kompleksitet. Man vil kopiere eller simulere menneskehjernens umådelige, neurologiske kompleksitet. Fænomenet kaldes også deep learning.
Et endnu højere og fjernere trin er Superintelligence, som skal overtrumfe den mest lysnede menneskelige intelligens. Det er den, som angiveligt kan tage kontrol over os.
Turings test holder stadig
Inden for den kognitive intelligens - som er den, der indsamler og kombinerer fakta og foretager konkluderende følgeslutninger - er AI allerede mennesker overlegne på flere område. Skakspillet er et eksempel. Computeren har jo fra sin barndom kunnet regne bedre end os, og skak er lige dens boldgade. Den digitale 1-0-kombinatorik kan slippe uhyggelig kalkulerende kraft løs.
Problemet med AI er blot, at meget tyder på, at dette forbliver feltet. Den kunstige intelligens vil muligvis ikke kunne bemestre alt det øvrige, som kendetegner den humane intelligens. Heller ikke om 20 år.
Hjerneforskerne kan da også fortælle, at menneskets hjerne ingenlunde fungerer som en computer. Man må ikke begå samme fejltagelse, som det 17. århundredes teknikere, der antog, at hjernen fungerede som et urværk. Menneskehjernens grå masse er fortsat en dyb gåde, uanset hvor mange centre man kan udpege som sæde for angst, tillid eller logisk kalkule. Og den fungerer i al fald ikke digitalt som computeren.
Derfor forlyder det også fra en stor del af de seriøse computereksperter, at man næppe inden for nogen overskuelig fremtid – muligvis aldrig – vil kunne skabe en computer så avanceret, at den kan bestå Turings test til skelnen mellem computer og menneske - udtænkt allerede for 70 år siden af Alan Turing, computerens opfinder, men stadig gyldig.
Sophia er lige nu den maskine, der er tættest på at være beåndet.
Derfor har mange af dem også opgivet forsøgene på at imitere. Opbygningen af hjerne og computer er alt for forskellig. Man bygger ingenlunde bro ved bare at kalde den digitale knitren for 'neurale netværk'. Noget mestrer en computer bedre end mennesker, men den kan aldrig bringes til at få en ide.
Ikke desto mindre lever forventningen videre i medierne. Her spår fremtidsforskere en snarlig åbning af en teknologisk trancendens. AI spiller rollen som en ny golem, eller det 21. århundredes alkymi.
Teknologien som nådig gud
Af og til omtaler futuristerne direkte deres forhåbninger i religiøse vendinger. Silicone Valley-organisationen Way of Future definerer sit formål således: ”At udvikle og fremme virkeliggørelsen af en gud baseret på kunstig intelligens og, gennem forståelse og dyrkelse af denne guddom, bidrage til samfundets forbedring.”
Fremtidsforskere drømmer om maskiner, der bliver så avancerede, at de kan uploade indholdet fra vore hjerner, som derved tilsammen kan danne en kolossal pulje – og som ekstragevinst opnå en art udødelighed i denne digitale eksistens; ren, uendelig – så længe der er strøm – og semi-himmelsk.
Man vil skabe en art gud, som vil selvudvikle i grandios skala, så den efterhånden ikke længere forekommer skabt af os lave væsener. En forhåbentlig barmhjertig gud, men også en, der endelig kan være rationel og nådigt viet til at knuse alle vore problemer.
Disse AI-profeter er så ikke de knaldhårde eksperter, men vidtløftige hangarounds. Jo mindre man er sagligt knastør ekspert, jo friere kan man sværme for visioner. Og de er på AI-feltet kraftigere end dem, der i 1990'erne var knyttet til PC og internet.
Det er neo-ateismens religiøse længsel, der kommer ind ad bagdøren. Drømmen gælder menneskets dennesidige forløsning gennem en menneskeskabt kraft, der skal vokse, indtil den antager egetliv og skaber en postmoderne evighed. Ligesom den, transhumanismen forjætter for vore legemer med levetider på mere end 500 år.
