Når frikadeller bruges politisk
I Danmark går højrefløjen amok, når frikadellen trues. I Italien råber politikerne vagt i gevær, når der kommer tortellini med halalslagtet kød på bordet, og i Indien arrangerer fundamentalistiske hinduer angreb på muslimer, der sælger oksekød. Det ekstreme højre i Europa vil forbyde couscous og kebab. Mad er på godt og ondt blevet et identitetssymbol med stærke politiske undertoner. Den tendens dykker Fabio Parasecoli ned i med sin nye bog ”Gastronativism. Food, Identity, Politics”.
Den helt almindelige italiener bruger normalt ikke mange minutter på at tænke over pastaens historie og klassisk italiensk kogekunst. Det fik dog en brat ende, da der blev serveret en lasagne uden svinekød i forbindelse med en velgørenhedsmiddag arrangeret af Vatikanet for fattige. Den italienske højrefløj flippede ud og skabte store overskrifter i medierne, fordi den mente, at den svinefri lasagne var det endegyldige bevis på, at muslimer og andre uønskede indvandrere var godt i gang med at undergrave den italienske folkesjæl.
”Det er ikke sådan, det bør være i et kristent samfund. De madtraditioner, som vi har haft i århundreder, skal fastholdes – også selvom der er kommet mennesker her til landet, der ikke har lyst til at spise svinekød,” sagde DF’s Kenneth Kristensen Berth i et interview med Altinget. Han ville indføre en lov, der tvang alle danske institutioner til at servere svinekød mindst én gang om ugen, og luftede også tanken om, at man til gengæld burde forbyde halalslagtet kød. Han sluttede med at sige: ”Det er en del af vores historie og den traditionelle danske kost. Det er simpelthen ikke acceptabelt, at vi skal til at lave frikadellerne af kyllingekød."
I den italienske by Como kunne man for nogle år siden se plakater med teksten ”Ja til polenta, nej til couscous!”
På Twitter-profilen Politicians Eating Food kan man finde billeder af poltikere fra hele verden, der spiser.
Mad som identitetsskaber
Italienskfødte Fabio Parasecoli har sin daglige gang som professor på instituttet for ”Nutrition and Food Studies” på NYU, New York. Han har gennem mange år funderet over, hvor meget mad fylder i den politiske debat, og i særdeleshed på den yderste højrefløj. Han har opfundet begrebet ”gastronativism”, som han definerer som den ideologiske brug af mad til fremmelse af ideer om, hvem der tilhører en bestemt gruppe, og hvem der ikke tilhører gruppen. Det er et fænomen, man ser over det meste af verden, hvor mad er blevet et magtfuldt politisk redskab.
Ifølge Parasecoli kan man slet ikke adskille diskussioner om madkultur fra en politisk dagsorden, og da slet ikke i en verden, hvor den neoliberalistiske globalisering har fremmet opblomstringen af politikere, der rider på en bølge af populisme og folks utilfredshed og angst for fremtiden.
Populister som Jair Bolsonaro i Brasilien, Viktor Orbán i Ungarn og Donald Trump i USA bruger konservatisme, foragt for videnskab og fremmedhad aktivt som en del af deres kommunikation. Den type ledere elsker at dyrke den symbolik, der ligger indbygget i vores forhold til det, vi spiser, og det er tilsyneladende nemt at bruge gastronomiske traditioner og regionale forskelligheder til at skabe splid og pege på forskelle som basis for konfrontation og en etablering af et ”dem” og et ”os”. Ifølge Parasecoli er det i lande med denne type ledere, man ser de mest berygtede manifestationer af begrebet ”gastronativism”.
Ikke et nyt fænomen
Nu kan det hurtigt fremstilles, som om det er et nyt fænomen, men det er det overhovedet ikke. Vores lokale madtraditioner har altid været definerende for vores identitet. I Romerriget så man ned på germanerne, der ikke dyrkede maden, men jagede den som vilde. Kineserne så ned på madvanerne i Centralasien.
Da danskerne tog på charterferier i Spanien i 1950’erne, stod den på grisefest, og når den var slut, søgte de ly på solkystens danske restauranter, der ikke havde mange gæster, medmindre der var frikadeller og kold kartoffelsalat på menukortet. Spansk mad – nej tak!
Mad har alle dage spillet en rolle i opbygningen af nationer og nationalisme og er og har været genstand for mange kontroverser. Der har eksempelvis alle dage hersket en stor og til tider ubehagelig debat om, hvor hamburgeren, hotdoggen og pizzaen blev opfundet.
Og det er tydeligt, at mad, der kommer fra lande, som vi beundrer kulturelt, nærmest ikke kan gøre noget forkert rent gastronomisk. I Danmark betragter vi japansk mad som raffineret og finkulturelt. Vi sætter gladeligt tænderne i rå fisk og får glædestårer i øjnene, når vi slikker skålen med wasabipasta ren. Et andet og mere problematisk forhold har vi til eksempelvis grønlandsk mad, som vi nærmest nægter at give en chance. En grillet søpapegøje fra Island er på den anden side en lækker delikatesse. I Danmark kigger vi hovedrystende på udlændinge, der ikke kan se skyggen af noget bare mildt tiltalende ved koldskål – en portion kærnemælk tilsat sukker og vanilje, der til slut tilsættes småkager. Nej vel, det lyder ulækkert.
Men vores mere og mere globale tilværelser har gjort vores liv for komplekse til, at nationalitet alene bestemmer, hvad og hvordan vi spiser.
Med globaliseringen, klimakrise og COVID-19-nedlukninger er behovet for fællesskabsfølelse og for at sætte fokus på sine rødder blevet mere udtalt. Man ser det også inden for andre fag, og det handler dybest set om at dyrke det nære og lokale – for når verden styrter sammen, så har vi da i det mindste vores egen lille verden at søge tilflugt i.
I begrebet ”gastronativism” ligger en fornemmelse af at være rodfæstet. Det virker som et værn mod globaliseringen. Det modvirker følelsen af, at den verden, vi kender, er ved at forsvinde. Madtraditioner bliver symbolet på en mytisk fortid, hvor verden ikke var gået af lave. Det er derfor, at den danske julefrokost med flæskesteg, varm leverpostej, rullepølse og grisesylte for alt i verden ikke må ændre sig – også selvom vi inderst inde godt ved, at det udelukker en lang række danskere, der ikke spiser svinekød – eller slet ikke spiser kød i det hele taget.
Det nære og nyttige opgør
For i begrebet ”gastronativism” ligger også det nære opgør. Opgøret mellem generationer, hvor de ældre gør grin med de unge hipstere og deres indtag af avocadosandwich og sur naturvin. Hvor kødspisere står stejlt mod veganere og vegetarer. Det vakte eksempelvis stor debat og udstillede kløfter så dybe som Grand Canyon, da en række politikere forslog, at der skulle være op til flere kødfrie dage om ugen i Snapstinget på Christiansborg.
Og når aktivister boykotter fastfoodkæder som McDonald’s, så var det tidligere en symbolsk kritik af fastfood, modstand mod USA og et symbol på ødelæggelse af europæisk kultur. I dag er det et opgør mod klima og overproduktion og -forbrug af oksekød.
På den måde kan ”gastronativism” også være med til at rykke vores forhold og forbrug af råvarer i en mere miljørigtig retning, og det kan i høj grad bruges til at flytte de store fødevareproducenter i en mere klimavenlig retning.
Madvaner og traditioner kan bruges til at skabe syndebukke, bygge mure og skabe splid mellem folkeslag og religioner. Det, vi har en tendens til at glemme, er, at mad som intet andet kan bringe mennesker sammen. Mad kan også bruges til at rive fordomme og misforståelser ned og skabe en forståelse for dem, der ikke er ligesom en selv. Alle på tværs af religioner og kulturer lader paraderne falde, når de samles om et godt måltid – bare genlæs Karen Blixens lille finurlige roman Babettes Gæstebud. Mad skal bruges til at samle, ikke splitte.
