MatemaTikTok

Matematik tilsat musik og moderne moves er blevet et hit på det sociale medie TikTok. Det begyndte med et par folkeskolelærere i USA, der regnede ud, at man kunne lokke lidt mere matematik ind i hovederne på eleverne, hvis man gjorde det på deres foretrukne sociale medie-kanal, TikTok, og gjorde det på deres sprog. Er det for nemt? Måske.
Har du glemt, hvordan man regner med brøker? Så gå på TikTok. Foto: Getty Images
Har du glemt, hvordan man regner med brøker? Så gå på TikTok. Foto: Getty Images
af Anne Lea Landsted
En ikonisk scene i den amerikanske serie The Wire, er skakscenen, hvor D’Angelo lærer vennerne Bodie og Wallace at spille skak på deres eget sprog: If ya’ll know what I mean. Serien foregår i den amerikanske by Baltimores hårde narkomiljø. Bodie og Wallace sidder på et par kasser i ghettoen og spiller dam på et skakbræt, da D’Angelo kommer forbi. Han forklarer, at det er helt forkert, hvad de har gang i, og nu skal han vise dem, hvordan man spiller skak. 
 
 
Kongen is the ”kingpin”. ”And he is the man”. Hvis du får fat i ”the other dude’s king you got the game”. Kongen bevæger sig ét felt ”in any direction he damn chooses,” fordi han er kongen.
Men han har ikke travlt. De andre ”motherfuckers” på holdet støtter ham. Han behøver ikke at lave en skid.
Dronningen ”ain’t no bitch. She got all the moves.” Hun er klog og smart and ”go get shit done”-brikken. 
Tårnet er ”like the stash”, som et lager. Hver gang vi flytter det, ”we got to move a little muscle with it to protect it.”
Bønderne er ”them little bald-headed bitches”. De er frontlinjesoldaterne, som er ude i felten, og hvis de klarer den ”all the way down to the other dude’s side, he’s got to be queen”, men de bliver hurtigt fanget ”unless they’re some smartass pawns”.
 
D’Angelo forklarer reglerne med udgangspunkt i deres egen virkelighed med ”kingpins” (narkobosser), ”stash” (narkolager) og frontsoldater, der sjældent klarer den til den anden ende af brættet, medmindre de er ”some smartass pawns”, som en af dem udtrykker det. Det er underholdende, og det virker.
 
I USA har folkeskolelærere prøvet at gøre lidt af det samme med et af manges hadefag, matematik, ved at flytte en del af undervisningen over i de unges TikTok-univers og pakke den ind i musik og moves. De er blevet mathfluencers og superstjerner på TikTok.
 
 
 
 
Der findes ingen danske undersøgelser af fænomenet, men en ti år gammel PISA-undersøgelse kan måske give et fingerpeg. I PISA 2012 var fokusområdet matematik, og her angav 38,6 procent af de 15-årige elever, at de ofte bekymrer sig for, om matematikundervisningen vil være svær for dem, mens ca. 20 procent siger, at de bliver nervøse eller føler sig hjælpeløse, når de arbejder med matematiske problemer.
 
Det var lidt det samme udgangspunkt, folkeskolelærer Shanjana Hossain fra Hollywood, Californien, havde, da hun gik viralt på TikTok.
 
 
@learnwithmrshossain Keep your mind sharp over the summer 😉 #math #learnontiktok #easy #education #edutok #school #teacher #learn #fun #fractions #review ♬ Loose Change - Devin Kennedy
 
 
Hun ville gerne have eleverne i sin femte klasse til at øve sig lidt mere på matematik og vidste, at de brugte en del tid på TikTok, så snart de havde fri. Hun tænkte, at hvis hun skulle liste lidt mere matematik ind i hovederne på dem, hvorfor så ikke prøve at gøre det der, hvor de unge alligevel bruger det meste af tiden, og måske gøre det lidt sjovt samtidigt.
 
”Jeg møder dem, hvor de er,” siger Hossain. ”Jeg taler med mine elever hele tiden, og det ser ud til, at de foretrækker TikTok frem for YouTube. 
 
Hun uploadede en video på @learnwithmrshossain med et regnestykke og tænkte egentlig ikke mere over det, men da hun tjekkede ind et par dage senere, fik hun et chok. Hun havde aldrig tidligere været på TikTok. Nu havde hun pludselig flere tusinde følgere og ikke kun i USA, men fra hele verden. Hun var blevet mathfluencer.
 
 
 
”Det var fantastisk. Jeg kunne ikke fatte, at jeg underholdt unge med matematik. Folk henvender sig fra hele verden og fortæller, hvor meget jeg har hjulpet dem, og hvordan de gemmer mine videoer for at vise dem til deres elever og deres børn. Jeg elsker det – det har været en fantastisk oplevelse.”
 
Shanjana Hossain har næsten 94.000 følgere på TikTok, men hun har ingen planer om at blive TikTok-stjerne, selvom hendes største fans, eleverne, hele tiden spørger, om hun har rundet 100.000 views.
 
”Jeg elsker matematik, men jeg elsker også at stå over for mine elever, så jeg har ingen planer om at droppe undervisningen for at blive TikTok-stjerne.”
 
 
Normalt ved børnene allerede, hvem jeg er, inden de begynder på skolen. De har glædet sig til at se mig. De siger, at de er starstruck, men jeg er bare en helt normal lærer.”
 
Hendes konto @the_mrskelly er spækket med videoer med tips og tricks til, hvordan man lægger sammen, trækker fra, ganger, dividerer og lave procentregning. Som i skaksekvensen fra The Wire taler videoerne de unges sprog med både populær musik og moves. Deidre Kelly siger ingenting, mens hun regner, men indimellem vender hun sig om og laver et lille move eller danser ud af billedet, når hun er færdig.
 
Deidre Kelly begyndte på TikTok under coronapandemien i 2020 i et forsøg på at fastholde elevernes interesse for matematik. Hun vidste, at de alle sammen ville være på TikTok, så snart de havde forladt det virtuelle klasseværelse på Zoom.
 
Siden er interessen for hendes TikTok-videoer eksploderet.
Hossain og Kelly er langt fra de eneste, der bruger TikTok til at nå deres elever. TikTok-videoer under hashtagget #TeacherTok er blevet set 2,8 milliarder gange, mens #mathtricks er blevet set 1,4 milliarder gange.
 
Men er det ikke bare et forsøg på at forsimple matematikken? Det mener to amerikanske undervisningseksperter. 
 
@the_mrskelly Only works when both numbers end in zero #mathtrick #mathtricks #mrskellymath ♬ COMMA$ - Curtis Roach
 
Det er altid godt med flere kilder, som eleverne kan ty til, siger Robin Jacob, som er lektor på University of Michigan, men hun er bekymret for elevernes evner til at skelne skidt fra kanel. Hun indrømmer dog, at det nok er knap så stort et problem, når det gælder et fag som matematik, hvor der kun er et facit. Til gengæld er hun bekymret for, hvor meget eleverne lærer, når de ikke får feedback.
 
Alyssa Wise, der er professor i formidling af viden på New York University, mener, at matematikvideoerne kan være glimrende, hvis man har et helt konkret matematisk problem, men det er ikke alt, der kan løses med tricks og tips. I en video på TikTok viser Deidre Kelly, hvor meget fx 20 procent er ud af 80 ved at gange de to første tal med hinanden. Resultatet er 16, men tricket virker kun, hvis begge tal ender på 0. Og det er ikke sikkert, alle gennemskuer det, selvom hun skriver det.
 
”Som på alle andre sociale medier, handler Tik Tok om at få opmærksomhed,” siger Alyssa Wise. ”Videoerne er ikke designet til at gøre dig til matematik ekspert. De er ment som et supplement.”
 
Danske MatmedLassen har 74.000 følgere og har rundet 1,1 million likes på TikTok. Hans videoer er uden musik og moves og hermed knap så underholdende. Målgruppen er lidt ældre elever, men også her møder han dem i øjenhøjde:
 
 
@matmedlassen #matematik #foryou #fyp ♬ original sound - MatmedLassen
 
”Jeg ved godt, at matematik er svært. Jeg har selv haft svært ved det, så nu skal jeg vise jer, hvordan man gør, så det giver mening.” Mange af hans videoer er rettet mod eksamen i de ældre klasser.
 
Et andet hadeobjekt er Excel, medmindre man ved, hvordan man skal bruge det.
 
@exceldictionary Cutting loose #tutorial #excel #corporate #spreadsheet ♬ Footloose - Kenny Loggins
 
Da Emma Chieppor fra Pittsburg, Pennsylvania, begyndte et nyt job som aktuar, vidste hun ikke, hvordan man brugte Excel, men da hun først havde knækket koden, opdagede hun, hvor meget lettere det gjorde hendes arbejdsliv, og så oprettede hun @exceldictionary for at hjælpe andre, der også sad og bøvlede med kolonnerne. Hun blev Excel-influencer.
 
Fire måneder efter hun havde postet sin første video, havde hun rundet en million følgere på TikTok. Og hun er langt fra den eneste. #excel har mere end tre milliarder views på det sociale medie.
 
En af dem, der har haft stor glæde af de korte videoer, er La-Tequl Edmonds, der er human ressource-specialist i Charlotte, North Carolina. Hun siger ligeud, at hun får langt mere ud af TikTok-videoerne end den ”kedelige og tørre klasseundervisning i Excel”.
 
”Det er underholdende at se, hvordan folk sætter deres eget præg på Excel-indholdet ved at bruge musik og rekvisitter. Da jeg så videoerne på TikTok, tænkte jeg: Det er lige mig.”  
 
TikTok er en glimrende platform til at få opmærksomhed og følgere – også til noget knap så sexet som matematik og Excel, men det har sine begrænsninger, for selvom svaret er konkret i matematik, så er det vejen til resultatet, som er interessant, og som viser, om du har forstået opgaven, ligesom det ikke er nok at kende brikkerne i et skakspil. Men så har vi jo heldigvis stadig både Google og YouTube.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job