Er jeg racist?

Er jeg racist? Betyder hvide liv ikke noget? Hvem er de overhovedet? Og skal vi ikke bare se mennesker i stedet for sorte og hvide?
Som reaktion på mordene på Michael Brown og Eric Garner i 2014, blev #BlackLivesMatter hovedparolen i de store Ferguson-protester. Siden da, er det blevet navnet på den førende antiracistiske bevæglese i USA og i resten af verden. På billedet ses politi i 'riot-gear', efter voldsomme demonstartioner brød ud, da politimanden, der havde dræbt Michael Brown, blev frikendt. Billede: Getty.
Som reaktion på mordene på Michael Brown og Eric Garner i 2014, blev #BlackLivesMatter hovedparolen i de store Ferguson-protester. Siden da, er det blevet navnet på den førende antiracistiske bevæglese i USA og i resten af verden. På billedet ses politi i 'riot-gear', efter voldsomme demonstartioner brød ud, da politimanden, der havde dræbt Michael Brown, blev frikendt. Billede: Getty.
Hvis samfundet er til for at beskytte borgerne, men samtidig gør det modsatte af at beskytte de sorte og decideret stiller dem dårligere end hvide, kan man drage en af følgende konsekvenser: Enten betyder sorte liv ikke noget, eller også er samfundet racistisk. Og så må man sige det så højt, at alle kan forstå det: Sorte liv har betydning.
 
Netop det er ræsonnementet bag den bevægelse, der med demonstrationer i 50 amerikanske stater sætter USA på den anden ende. En bevægelse, der har fået flertallet af amerikanernes støtte og giver genlyd i Danmark, senest med over 15.000 mennesker på gaden i København og stor mediebevågenhed.
 
Danmark har haft en Black Lives Matter-organisation siden 2016. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
 
Men hvem og hvad er Black Lives Matter, hvad mener de, og hvad laver de i Danmark, der på så mange områder er anderledes end USA? Det vil jeg forsøge at svare på.
 
Dette er hverken et forsvars- eller anklageskrift, og som hvid hverken kan eller vil jeg tale på vegne af den antiracistiske bevægelse. Men jeg vil tage læseren i hånden og prøve at forstå ræsonnementerne og bevæggrundene bag de nuværende protester.
 
I denne lille tour de force skal vi både gennem begreberne race, strukturel racisme, hvidhed og empowerment, og vi skal spørge, om det kan passe, at hvide liv ikke betyder noget, og hvorfor Black Lives Matter demonstrerer i Danmark, når dette lille fredelige velfærdssamfund nu er så forskelligt fra USA.
 
Hvem er Black Lives Matter? 
Det hele startede i 1619, da det første skib med 20 afrikanske slaver ombord ankom til Jamestown, Virginia. Men lad os, for at gøre en lang og velkendt historie kort, spole frem til 2013, da George Zimmerman blev frikendt for at have skuddræbt den sorte teenager Trayvon Martin, og #BlackLivesMatter begyndte at florere på sociale medier.
 
Året efter, som reaktion på mordene på Michael Brown og Eric Garner i New York, blev det hovedparolen i de store protester i Ferguson.
 
Selve organisationen Black Lives Matter blev grundlagt i 2013 af Alicia Garza, Patrisse Khan-Cullors og Opal Tometi, der havde fundet på hashtagget, og den blev konsolideret i perioden fra 2014 til 2016 med over 30 lokalafdelinger i hele USA og officielle såvel som uofficielle afdelinger i resten af verden, inklusive Danmark.
 
Selvom bevægelsen bestemt har ledere, fungerer den til daglig som et decentralt netværk, der prioriterer lokal autonomi over det nationale lederskab.
 
Danmark har haft en Black Lives Matter-organisation siden 2016, hvor Sade Johnson og Mary Consolata Namagambe arrangerede en demonstration i København imod politivold og strukturel racisme. Siden er der løbet meget vand under broen, og i dag er det i høj grad Bwalya Sørensen, der tegner organisationen udadtil.
 
Organisationen har en meget aktiv Facebookside, der deler indkaldelser til demonstrationer, videoer og politiske udmeldinger med antiracistiske budskaber. De bliver tit inviteret til at tale til arrangementer, også uden for deres eget umiddelbare emneområde, for eksempel klimastrejkerne sidste år.
 
De har desuden kritiseret den danske flygtningepolitik og været aktive i kampagner mod udrejsecentre og ghettoloven. Ledelsen af Black Lives Matter Danmark består ifølge dens talsperson, Bwalya Sørensen, af 11 mennesker, og den relativt løst organiserede forening, der beskriver sig selv som en ”platform”, er ingen masseorganisation og har hverken sekretariat, medlemskartotek, hjemmeside, vedtægter eller regnskab.
 
Det er i høj grad Bwalya Sørensen, der tegner BLM Danmark udadtil. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
 
Det er snarere et løst netværk af aktivister med Bwalya Sørensen i spidsen som koordinator af demonstrationer og andre aktiviteter.
 
Hvad er Black Lives Matter?
At kalde Black Lives Matter en organisation ville dog kun være halvdelen af historien. Black Lives Matter er i mindst lige så høj grad, hvad den argentinske filosof Ernesto Laclau ville kalde en tendentielt tom betegner, fordi det er en idé, et slogan eller et banner, forskellige projekter kan samles om.
 
Betegneren er kun tendentielt tom, da den peger på en reelt eksisterende bevægelse, men den er stadig tom, fordi den eksempelvis ikke siger noget om, hvad det vil sige, at sorte liv betyder noget. Skal sorte liv have mere i løn? Skal de leve i et socialistisk samfund? Handler kampen også om kønslig og seksuel ligestilling? Eller handler kampen ”bare” om, at politifolk ikke ustraffet skal have lov til at dræbe sorte?
 
Netop på grund af betegnerens tomhed kan et væld af forskellige, og i sidste ende modsatrettede, projekter marchere under Black Lives Matter-banneret.
 
Vi finder for eksempel kristne, der prædiker ligeværd for alle Guds skabninger. Négritude-strømninger og sorte nationalister, der vil genrejse en særlig sort kultur og stolthed. 
 
Kommunister og anarkister, der ser racismen som uløselig forbundet med kapitalismen og vil revolutionere hele samfundet fra bunden samt liberale humanister og reformister, for hvem alle mennesker er lige meget værd, men som ikke vil omstyrte systemet.
 
Queer-aktivister i form QTIBIPoCs (Queer, Trans, Intersex, Black, and Indigenous People of Color). Accelerationister, for hvem sammenbruddet ikke kan gå hurtigt nok.
 
Og mange flere, inklusive adskillige, der ikke har et fast, defineret projekt, og som måske først for nylig er blevet overbevist om, at der er noget grundlæggende galt, eller som, med Frantz Fanons ord i Black Skin,White Masks fra 1952, har mærket på egen krop, at ”for many reasons, we can no longer breathe.”
 
Hvordan skulle man i dag kunne tale om og handle imod racisme, hvis ingen vil tale om racer? Getty. 
 
Så selvom organisationen Black Lives Matter melder konkret politik ud, er det problematisk at tilskrive bevægelsen Black Lives Matter konkrete holdninger, andre end, ja, at sorte liv har betydning. Det, der binder de forskellige grupper og krav sammen og gør, at man alligevel kan tale om en samlet bevægelse, er deres konstitutive udenfor, nemlig, hvad de rejser sig imod: Undertrykkelse og racisme eller den overbevisning, at sorte liv ikke betyder lige så meget som hvide liv.
 
Det der med racer
Når man taler om Black Lives Matter, kommer man ikke udenom at tale om racer. Men man kan undre sig over hudfarvens tilsyneladende tilbagevenden i debatten. Hvorfor taler vi nu om sorte og hvide igen? Lagde vi ikke det bag os i løbet af 1900-tallet? Er det ikke på tide, at vi ser mennesker frem for hudfarver?
 
Sådan en forvirring er forståelig. Men for Rodney King, Eric Garner, George Floyd og alle de andre, der er blevet og bliver tæsket og dræbt af politiet på grund af deres hudfarve eller har set deres kære lide samme skæbne, er hudfarve åbenlyst ikke ”lagt bag os.”
 
Det kan virke paradoksalt, men for dem og for Black Lives Matter-aktivisterne vil det humanistiske ”jeg ser ikke farver, kun mennesker, så lad os ikke snakke om sorte og hvide” ikke være et antiracistisk kampråb, men en aktiv fornægtelse af racismen – hvilket forskeren Lene Myong ville kalde racial stilhed.
 
Ikke, fordi det ikke er ønskværdigt kun at se mennesker frem for hudfarve, for det er jo faktisk målet. Men der er vi ikke endnu, og hvordan skulle man i dag kunne tale om og handle imod racisme, hvis ingen vil tale om racer?
 
Når de antiracistiske aktivister taler om hvide og sorte, mener de fleste af dem ikke biologiske racer, men sociale konstruktioner, diskurser og strukturer. Alligevel handler det også lidt om biologi, for det mørke pigment i en hud er jo biologisk frembragt. Så hvordan skal vi forstå det?
 
Strukturel racisme
Svaret er, at den dominerende holdning blandt Black Lives Matter-aktivisterne er at se racismen som en struktur. Det vil sige en nogenlunde fast social og sproglig praksis, der hierarkiserer mennesker.
 
Den slags strukturer er ikke resultater af en ond masterplan og heller ikke nødvendigvis udtryk for bevidste holdninger hos enkeltpersoner a la socialisme og liberalisme. Racistiske strukturer er derimod, hvad Foucault ville kalde strategier uden strateg.
 
De har stor indflydelse, og mange holder dem i hævd, selvom de ikke har nogen, eller i hvert fald kun meget få, bevidste tilhængere. De fungerer uden, at vi lægger mærke til det. De virker gennem vaner, tilbøjeligheder, traditioner, begær samt udsagn som ”det er jo naturligt” og ”sådan har vi altid gjort.”
 
”Racist” er i denne forståelse af ordet ikke noget, man er på samme måde, som man kan være socialist eller liberalist. Det er noget, man gør – tit uden at tænke over det. Af vane. I vittigheder. I sange. I måden, man taler til og om sorte på. Eller den måde, hvorpå politibetjente behandler sorte mænd uden at tænke over det.
 
Antiracisme kan i de fleste af sine former ikke reduceres til en kamp mellem de sorte og de hvide, men til en kamp mellem dem, der vil ændre strukturen, og dem, der ikke vil. Getty. 
 
I denne struktur fungerer hudfarven som det, kønsforskeren Dorte Marie Søndergaard ville kalde tegnet på kroppen. Hudfarven fortæller, hvorhenne i den sociale struktur dens bærer skal placeres, hvorefter de andre i strukturen – tit og ofte også bæreren selv – placerer sig selv der. Placering fastlægger objektivt ens handlerum, muligheder og sågar ens overlevelseschancer, for eksempel i mødet med politiet.
 
Strukturer er åbenlyst magt. Men når vi taler magt og strukturer i samme sætning, betyder magt ikke, at hvide ”har” magten over sorte. Magt er for det meste ikke noget, nogen kan besidde, men snarere noget, der virker – tænk igen på Foucaults strategier uden strateg. Kontrolrummet er tomt.
 
Derfor kan antiracisme i de fleste af sine former ikke reduceres til en kamp mellem de sorte og de hvide, men til en kamp mellem dem, der vil ændre strukturen, og dem, der ikke vil.
 
Hvidhed
Jeg har allerede nævnt ”det hvide” et par gange. Når man taler strukturel racisme, har det hvide en privilegeret position, og ifølge den britisk-amerikanske sociolog Ruth Frankenberg er hvidhed: 
 
”[For det første] en position med strukturelle fordele og med raceprivilegier. For det andet er det et ‘standpunkt’, et sted, fra hvilket hvide mennesker ser på sig selv, på andre og på samfundet. For det tredje refererer ‘hvidhed’ til et sæt af kulturelle praksisser, der almindeligvis er umarkerede og unavngivne.”
 
Lad os tage det bid for bid. Det hvide er ifølge denne tankegang først og fremmest en subjektposition: en placering i den sociale orden. Har man denne plads, får man blandt andet nemmere adgang til jobs, generelt højere indkomst og i almindelighed lov til at være fri for diskrimination.
 
At hvidhed er et standpunkt, betyder, at hvide ubevidst ser sig selv som udtryk for det ”objektive,” ”neutrale”, ”normale” eller ”menneskelige”, når de taler, mens ikke-hvide anses af hvide som talende på vegne af deres gruppe. Det betyder også, at hvide ofte ikke ser racismen, fordi de ikke selv oplever den på egen krop og sjæl.
 
Uanset, hvad man som hvid lider under, har man i hvert fald ikke hudfarven imod sig. (Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix).
 
Det tredje punkt betyder, at hvides kunst, traditioner, festkulturer og måder at bedrive politik på ses som ‘almindelige’ eller ‘intuitive’ – måske endda som udtryk for ”civilisationen” – mens andre etniske eller raciale gruppers praksis er udtryk for det sære, partikulære eller tilbagestående.
 
Hvides praksis betragtes aldrig som hvid, men som universel, mens andres praksis opfattes som noget, der tilskrives sorte eller brune.
 
Sidstnævnte betyder i en antiracistisk sammenhæng, at hvide aldrig behøver forholde sig til deres egen hudfarve, fordi den aldrig problematiseres. At være hvid er så at sige ‘neutralt’ eller umarkeret. Når en hvid mand taler, taler han på vegne af menneskeheden – “hvide mennesker er bare mennesker”, som den amerikanske forsker Robin DiAngelo har skrevet, mens når en sort mand taler, er det på vegne af sorte.
 
At kalde hvide mennesker privilegerede per se har naturligvis sine begrænsninger og problemer. Man er som bekendt meget andet end sin hudfarve, og når vi taler privilegier, er hvide mennesker også arbejdsløse, psykisk syge, fattige eller diskrimineret på baggrund af køn eller seksualitet.
 
Når antiracistiske aktivister alligevel kalder hvidhed et privilegium, er det en alt andet lige-betragtning: Uanset, hvad man som hvid lider under, har man i hvert fald ikke hudfarven imod sig.
 
Men betyder hvide liv ikke noget? 
”Screaming ’all lives matter’ is a protest to my protest,” stod der på et skilt til demonstrationen i Odense den 3. juni. Netop ”all lives matter” har fra opkomsten af Black Lives Matter-hashtagget været et typisk modsvar til sloganet og falder sjældent i god jord hos de antiracistiske aktivister.
 
Men hvorfor ikke? Betyder hvide liv da ikke noget? De fleste vil naturligvis sige ”Jo, selvfølgelig gør de det.” Men ”all lives matter” kan forstås på to måder:
 
Som deskriptivt udsagn er det tydeligvis forkert set fra de antiracistiske aktivisters perspektiv, for som nævnt betyder sortes liv øjensynligt ikke mere, end at de i langt højere grad end hvides liv kan dræbes på åben gade. Ergo, alle liv betyder ikke lige meget.
 
Som normativt udsagn er det selvfølgelig sandt. Ingen kan da være uenige i, at vi alle burde betyde lige meget.
 
Men som et internet-meme blandt Black Lives Matter-aktivister siger: Hvis dit hus brænder, og du ringer til brandvæsnet, hvordan ville du så have det med, at de sagde ”hvad med alle de andre huse? Alle huse har betydning!”
 
Betragtet som talehandling fungerer ”all lives matter” derfor som en gedigen omgang provokerende whataboutery, også selv når det ikke er ment sådan. ”Jamen, hvad med os hvide? Hvad med mig?” 
 
Når man siger, at sorte liv har betydning, betyder det ikke, at andres liv ikke betyder noget.
 
Empowerment? 
Det gav anledning til såvel forargelse som dyb rystelse og racismeanklager, da organisationen Black Lives Matter Danmark op til demonstrationen den 6. juni lagde en såkaldt protestetikette for hvide mennesker op på deres nyoprettede Instagramprofil, som de senere fjernede igen.
 
Etiketten, der bestod af en række billeder med sort tekst på hvid baggrund, blev oprindeligt delt af en amerikansk bibliotekar den 31. maj, og ifølge denne skal hvide mennesker blandt andet undlade at starte kampråb, afstå fra at deltage i tre specifikke kampråb og lade være med at eskalere konflikter.
 
Instagram-stories med budskaber som dette stjal en stor del af danske medier og debattørers opmærksomhed.
 
Det er ikke første gang, det antiracistiske miljø i Danmark har påkaldt sig opmærksomhed med forskellige regler for hvide og sorte. Til den venstreorienterede Nørrebro Pride i 2018 blev hvide opfordret til at gå bagerst i optoget, hvilket gjorde Anna Libak forarget over at blive ”udskammet som hvid.”
 
Sidste år opfordrede et tryghedshold (en slags dørmænd) til en 1. maj-fest i Folkets Hus hvide mennesker til at tænke sig om, når de deltog i fester, og til at tage ”en pause fra dansegulvet, gå i baren eller udenfor, hvis du opdager, at hvidhed er i overtal i rummet.” Også det gav Mediedanmark noget at tale om.
 
Jeg vil hverken gennemgå, forsvare eller kritisere den slags særregler for hvide mennesker. Personligt er jeg meget skeptisk over for de fleste af dem, og det er også et faktum, at de langt fra deles af alle Black Lives Matter-aktivister.
 
Jeg vil dog alligevel komme med et par overordnede kommentarer, der generelt er fraværende i den brede mediedækning om reglerne, hvilke forhåbentlig kan hjælpe med at nuancere debatten om dem.
 
Kodeordet er empowerment – et ord, vi stadig mangler en god, dansk oversættelse af.
 
Ud fra den præmis, at sorte er undertrykte eller underrepræsenterede, forsøger aktivisterne at skabe et rum, der bevidst privilegerer sorte – ikke ulig kønskvoter på direktionsgangene.
 
Ifølge aktivisterne ligger der en kæmpe empowerment i at holde en demonstration af sorte for sorte. De hvide må gerne bakke op, men de skal vide, at det ikke handler om dem, og mon ikke det går, når nu så meget andet i samfundet handler om de hvide, lyder ræsonnementet.
 
Ligesom kvindernes internationale kampdag d. 8. marts ikke handler om mænd, men er en kampdag for kvinder, må mænd godt må være med. På samme måde er det heller ikke heteroseksuelle, ciskønnede mænd, der er centrum i de årlige Pride-parader.
 
Demonstrationerne i USA tager til. Getty. 
 
Deraf følger naturligvis ikke automatisk, at man skal lave forskellige regler for sorte og hvide. Men køber man præmisserne om strukturel racisme og behovet for at gøre op med den gennem aktivisme, rejser der sig et uundgåeligt spørgsmål: Hvordan kan man undgå, at de, der ikke oplever raceundertrykkelsen, ikke ”overtager” de undertryktes bevægelse, taler hen over de undertrykte og sætter dem udenfor?
 
Eller splittelse?
Black Lives Matter støder ligesom andre identitetspolitiske bevægelser ind i den udfordring, vi i min og Vincent Hendricks’ bog Os og dem kalder gruppeproblemet: Identitetspolitik forudsætter, at man skaber et ”vi” på baggrund af en identitet og formulerer nogle politiske interesser for denne gruppeidentitet. Men hvem er med i dette kollektiv? Hvem er ikke? Hvilke interesser har gruppen? Og hvem har autoriteten til at afgøre det og tale på vegne af os?
 
Gruppeproblemet er især relevant, når man organiserer sig om noget så bredt som sorte livs betydning. Vi stødte på gruppeproblemet i forbindelse med den føromtalte demonstrationsetikette i form af, at ikke alle sorte antiracister forbandt den slags med empowerment.
 
Som Francis Dickoh, Jamil Fearrington, Julia Fearrington og flere andre har udtalt, kan det sende et helt forkert signal at opdele folk på baggrund af hudfarve til en antiracistisk demonstration. Ikke nødvendigvis, fordi det er racistisk, men fordi det splitter noget, der skulle samle.
 
Jamil Fearrington har sagt til Jyllands Posten:
 
”Lige nu står vi et sted, hvor der på verdensplan og i Danmark er mere lydhørhed over for de her problematikker, end der nogensinde har været før. Så synes jeg, det er rigtigt ærgerligt, at der måske er nogle, der lukker ørerne, fordi en af de ledende skikkelser på den danske scene fører en retorik, som ikke samler nogen.”
 
Uanset, hvad man mener om demonstrationsetiketten, kritikken af  Amnesty International, Bwalya Sørensens optræden i Radio4 og den ulovlige indsamling, peger en sådan kritik fra ikke-hvide personer, der i øvrigt støtter den antiracistiske kamp, på en af de grundlæggende begrænsninger ved Black Lives Matter Danmarks måde at organisere sig på: Hvem kan tale og handle på vegne af sorte i Danmark? Hvem bestemmer, hvilke interesser dette subjekt har? Og hvad gør man, når der er uenighed om mål og midler, og man ikke har en demokratisk struktur i organisationen til at håndtere uenighederne?
 
På den anden side illustrerer Jamil og Julia Fearringtons argumenter, som de har udfoldet i et længere interview i P1, at man sagtens kan købe analysen af strukturel racisme i USA og Danmark og dermed støtte idéen Black Lives Matter uden nødvendigvis at abonnere på alt, der er sagt og skrevet af organisationen Black Lives Matter. Denne konkrete organisation og dens talsperson er faktisk ikke det vigtigste.
 
Og så er det måske tid til at få fokus på sagen, som Jamil har skrevet.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hvorfor demonstrerer de i Danmark?
En generel undren og kritik af demonstrationerne lyder, at USA jo ikke er Danmark, hverken hvad angår økonomiske uligheder, racisme eller politibrutalitet. Hvorfor demonstrerer så mange alligevel i Danmark? Eller som Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti spurgte den tidligere alternativist Sikandar Siddique i P1
 
Hvorfor tager du ikke til USA og demonstrerer?
 
Den første årsag til, at de antiracistiske demonstrationer opstår netop nu er, at det antiracistiske fællesskab er blevet globalt. Jeg behøver næppe forklare her, hvordan information om begivenheder på den anden side af Atlanten gennem sociale medier når frem til folk her i landet på ingen tid.
 
Det handler dog ikke bare om information, der kan læses og forstås. De sociale medier skaber nemlig også et affektivt og politisk fællesskab: Nu kan mennesker på tværs af lande identificere sig med og mærke en dybtfølt samhørighed med folk, de ikke har mødt før. En sort mand, der dræbes i USA, kan også gøre ondt og vække vrede i Danmark.
 
Det andet svar handler om strategi. Når demonstranterne i USA råber ”the whole world is watching!” mod Trump og politiet, bliver det så meget mere virkningsfuldt, når de rent faktisk kan pege på de tusindvis af mennesker verden over, der udviser aktiv solidaritet med dem på gaden.
 
En generel undren og kritik af demonstrationerne lyder, at USA jo ikke er Danmark, hverken hvad angår økonomiske uligheder, racisme eller politibrutalitet. Hvorfor demonstrerer så mange alligevel i Danmark? Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
 
Store solidaritetsdemonstrationer kan forhindre en bevægelse i at blive isoleret og glemt, og netop det at blive glemt er noget af det farligste for enhver bevægelse i en opmærksomhedsøkonomi, hvor tiden er sparsom, og informationen er i overflod.
 
Vi kender det også fra de store danske demonstrationer imod Vietnamkrigen; en krig, Danmark ellers ikke deltog i. Globalt pres gennem lokale protester imod en stormagt er langt fra noget nyt.
 
Det tredje svar handler om forholdene i Danmark. Meget peger nemlig på, at din hudfarve og etniske baggrund også i denne lille velfærdsstat har stor indflydelse på, hvordan du vil klare dig.
 
Som lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Martin Vinæs Larsen skrev om forleden, vil du,  hvis du har en ikkevestlig baggrund, have sværere ved at få et arbejde end en person med dansk baggrund med samme kvalifikationer; du vil have sværere ved at få en lejebolig; du vil have sværere ved at få dit barn over i en anden folkeskole, og det vil være sværere for dig at komme i kontakt med din lokalpolitiker.
 
Diskrimination i nattelivet på baggrund af hudfarve er velkendt. Har du et mellemøstligt klingende navn, skal du sende 52 % flere jobansøgninger. Og er du indvandrer eller efterkommer af en indvandrer med ikkevestlig baggrund, er der 65-70 % større risiko for at blive sigtet for noget, du ikke senere bliver dømt for. Ifølge Institut for Menneskerettigheder oplever omkring halvdelen af etniske minoriteter diskrimination. Og man kunne blive ved.
 
Hudfarve, baggrund og etnicitet synes altså også at betyde noget i Danmark, uanset hvor mange der siger, at de ”ser mennesket, før de ser farven.” Samtidig nægter flere politikere, at der findes institutionel racisme i Danmark.
 
På trods af alle forskellene på Danmark og USA er det netop en grundlæggende erfaring om strukturel racisme, mange ikke-hvide mennesker i begge lande har tilfælles, og som får de antiracistiske aktivister til at blæse til kamp.
 
Den antiracistiske bevægelse i Danmark kritiserer ikke bare strukturer, men også politikere. Det vakte mediernes opmærksomhed, da arrangørerne af demonstrationen den 1. juni startede et kampråb med ordlyden ”lock her up!” og ville låse både Inger Støjberg, Pernille Vermund og Mattias Tesfaye inde.
 
Kommunikativt var råbet, med sine Trump-konnotationer, nok ikke det mest velvalgte. Skal man alligevel prøve at forstå det, handler det om, at mange danske antiracistiske aktivister ser en forbindelse mellem racismen i USA og det, de anser som en racistisk politik i Danmark.
 
Sørensen forklarer det selv i Berlingske sådan:
 
”Det handler om, at en minister kan handle ulovligt i Danmark og slippe afsted med det, og man kan se på hendes ansigt på samme måde som den betjent, der dræbte George Floyd, at han troede, at han kunne slippe af sted med det. Det handler om, at det skal have konsekvenser at bryde loven.” 
 
Selvom Støjberg ikke som politibetjenten Derek Chauvin har kvalt nogen, er hendes politik ifølge Sørensen udtryk for den samme grad af racisme. Vermund, der støtter hende, er ikke bedre.
 
Og videre om Tesfaye:
 
”Mattias Tesfaye har bare fortsat, hvor Inger Støjberg slap. Alt i dansk udlændingepolitik handler om at komme på kant med de internationale konventioner og gøre livet utåleligt for mennesker, der er flygtet fra lande, som vi selv har været med til at bombe. Det skal have konsekvenser.”
 
En politik med udrejsecentre med fængselslignende forhold, ghettolove, udvisninger, lukkede grænser og lavere offentlige ydelser til indvandrere. Kritikken af dansk flygtninge- og indvandringspolitik for at være racistisk er velkendt, og det er den, Black Lives Matter-bevægelsen kobler sig op på.
 
Det er på baggrund af disse erfaringer og argumenter, Black Lives Matter Danmark, Black Lives Matter-bevægelsen generelt og andre antiracistiske organisationer i Danmark formulerer en interesse i at gøre op med racismen i dens forskellige former gennem politisk kamp.
 
Derfor ligger det også til højrebenet for bevægelsen at skabe en forbindelseslinje mellem mordet på George Floyd og det, de oplever som racisme i Danmark. For mange af aktivisterne er mordet på Floyd på den anden side af Atlanten nemlig ikke så langt væk igen; det er tværtimod en smertefuld del af deres egen livsverden.
 
 
 
 
Læs mere på dansk
Anna Neye. 2017. Emma Gad for hvide. København: Gyldendal.
 
Emil Elg. 2016. Om racisme. København: Forlaget Nemo.
 
Lene Myong. 2011. ”Raciale stilheder: om menneskelig tilblivelse i en kontekst af transnational adoption”. Nordiske Udkast, bind 39, nr. 1&2, 2011, s. 121-128. 
 
Silas L. Marker og Vincent F. Hendricks. 2019. Os og dem: Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter. København: Gyldendal. 
 
Sofie Tholl. 2013. ”Racisme i Danmark” på Faktalink. www: https://faktalink.dk/titelliste/racisme-i-danmark

Zakiya Ajmi (red.). 2018. Brun: Fortællinger om at føle sig anderledes i Danmark. København: Høst & Søn.
 
 
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job