Hvorfor mangler alle alt?

Elektronikkæden Power kæmper med at skaffe smartphones, højttalere og fladskærme hjem til købeglade danske forbrugere. Bilfabrikker som Toyota, Ford og Volvo har måttet drosle deres produktion voldsomt ned eller ligefrem suspendere den, fordi de ikke har kunnet få fat på de nødvendige komponenter. Samtidig koster det nu over 14.000 USD at få sejlet en almindelig 40 fods container fra Shanghai til Rotterdam, hvilket er en stigning på 565 pct. i forhold til samme periode sidste år ifølge analysefirmaet Drewry.

Spot freight rates by route - assessed by Drewry

Kilde: Drewry Supply Chain Advisors

I september lå 73 containerskibe i kø ud for havnen i Los Angeles, der er USA’s største, i en lang, tålmodig og dyr venten på at komme af med deres last. Havnen er nu overgået til at arbejde i døgndrift syv dage om ugen for at ekspedere de omkring 250.000 containere, der venter på at blive fragtet videre til virksomheder og forbrugere. Hele 12,5 pct. af verdens samlede containerkapacitet var i begyndelsen af oktober de facto ude af drift ifølge det danske konsulenthus Sea Intelligence, fordi så mange fragtskibe lå og ventede ude foran de store internationale havneterminaler. Det tal er faldet lidt de seneste dage, men er så langt fra forsvundet.

Det korte af det lange er, at de internationale handelsstrømme i dag er forstyrret i en grad, som det sjældent er set før, og konsekvenserne er mærkbare. Tomme hylder gør ondt på detailbutikker verden over, der med god grund frygter for julehandlen, ligesom produktionsstop pga. råvare- eller komponentmangel er gift for fremstillingsvirksomheder. Handelsmæssigt er verden gået af lave, og årsagerne er desværre mange og komplicerede.

Nedlukninger i Kina

Nogle af årsagerne er direkte udløbere af coronapandemien. Da Kina gennemførte sine drakoniske coronanedlukninger i løbet af januar og februar 2020, skabte det med det samme forsinkelser og kaos i forsyningskæderne. Jeg talte på det tidspunkt med en stribe danske modevirksomheder, der frygtede ikke at få deres tøjkollektioner hjem i tide, og påpegede i al stilfærdighed på TV 2 News, at det godt kunne ligne en spirende udfordring for dansk erhvervsliv med import fra Kina. Det var en underdrivelse set i bagklogskabens lys.

Aktivitetsniveauet i de vigtigste kinesiske havne som Shanghai, Shenzhen, Tianjin og Guangzhou har gennem det sidste halvandet år fluktueret i takt med de forskellige coronabølger, som har ramt Kina med ledsagende nedlukninger. Forstyrrelserne bagud fra havnene til lagerbygninger til fabrikker har fluktueret tilsvarende, og det samme har i vekslende grad været tilfældet i andre vigtige asiatiske produktions- og sourcinglande for vestlige virksomheder.

E-handel eksploderet

En anden direkte coronaårsag til forsyningskrisen er det massive forbrugerskift fra køb af tjenesteydelser til køb af varer, hvilket fandt sted i mange lande under pandemien. Mens hele oplevelsesindustrien med turistrejser, restauranter, hoteller, koncerter og forlystelser var lukket ned i månedsvis, gik vestlige forbrugere amok inde på e-handelsplatforme som Amazon, Alibaba, Zalando og Boozt. Den forbrugsvandring har skabt et uhørt stort, globalt efterspørgselspres efter fysiske varer lige fra mikrobølgeovne til racercykler, som fremstillingsindustrien heller ikke i normale tider ville have haft kapacitet til at imødekomme. En af de mest tjekkede producenter af racercykler – tyske Canyon fra Koblenz – har stort set ikke haft en ærlig cykel på hylderne i godt et år nu, fordi de ikke kan få fat i asiatiskproducerede gear- og hjulkomponenter.

Canyon-cyklen fra Koblenz. Foto: Koblenz

Mangel på mikrochips

Hvis vi så bevæger os lidt op i helikopteren, er der problematikken omkring manglen på mikrochips, der påvirker alle tænkelige former for industriproduktion. Apple har meddelt, at chipmanglen truer iPhone-salget, det samme har Sony med Playstation 5, og brugtvognssalget er omvendt eksploderet i mange lande, fordi nye biler med deres megen indbyggede elektronik ikke kan leveres. Chipknapheden var imidlertid allerede mærkbar før coronapandemien, især som følge af udbygningen af 5G-netværket plus Trump-regeringens beslutning i 2020 om at forbyde amerikanske virksomheders salg af mikrochips og anden teknologi til Huawei. Det medførte en kraftig stigning i efterspørgslen på de produkter hos producenter uden for USA. På trods af en pæn vækst på 10 pct. sidste år og en forventet vækst på 17 pct. i år i den globale chipproduktion, kan producenterne stadig ikke følge med efterspørgslen.

Ifølge en 2020-rapport fra Boston Consulting Group sidder Kina i dag på 15 pct. af den installerede produktionskapacitet inden for mikrochip, kun overgået af Taiwan med 22 pct. og Sydkorea med 21 pct. USA ligger og roder nede på 12 pct., hvilket står i skærende kontrast til situationen i 1990, hvor landet sad på 50 pct. af verdensmarkedet. Til sammenligning ventes Kina i 2030 at blive verdens førende chipproducent med 24 pct. af det globale marked.

At USA sejles agterud inden for denne strategisk vigtige sektor, er også blevet anerkendt af præsident Biden, der tidligere i år fik Kongressen til at pumpe 52 mia. USD ind i den amerikanske chipindustri. Det beløb blegner dog i forhold til præsident Xis tech-investeringsplan frem mod 2025, der lyder på hele 1,4 billioner USD, svarende til ca. 8.900 mia. kr., til at konsolidere Kinas tech-førerstilling. Et ufatteligt beløb, der svarer til 4,5 gange Danmarks bruttonationalprodukt (BNP). Det er dyrt og krævende at etablere en konkurrencedygtig chipindustri. Og EU er i dag ikke en seriøs spiller i det kapløb og har, som tingene står, heller ikke udsigt til at blive det.

Ny kold krig mellem USA og Kina

Hvis vi så flyver endnu højere op i helikopteren, øjner man bag den aktuelle forsyningskrise konturerne af en ny kold krig mellem USA og Kina. Men til forskel fra den gamle version mellem USA og Sovjetunionen eksisterer der en høj grad af økonomisk gensidig afhængighed mellem USA og Kina. Det taler for nogle andre ”rules of engagement” mellem de to giganter. Mit gæt er, at deres rivalisering inden for mikrochips og andre vigtige teknologier vil fortsætte med uformindsket styrke, og det med stor sandsynlighed vil resultere i yderligere regionalisering og fragmentering af de i dag allerede skrøbelige globale forsyningskæder.

Xi Jinping og Donald Trump i et håndtryk i Beijing i november 2017. Foto: Getty Images

Her kan europæiske og danske virksomheder nemt blive fanget i krydsilden. USA’s finansministerium har en lang og lidet glorværdig tradition for at true europæiske virksomheder med udelukkelse fra det amerikanske marked, hvis ikke de følger amerikanske sanktioner mod Iran, og i gamle dage Irak. Den såkaldt ekstraterritorielle anvendelse af amerikansk lovgivning. Jeg er bekymret for, at USA fremover i stadig stigende grad vil ty til det våben i forhold til europæiske virksomheders investeringer i Kina og samhandel med kinesiske virksomheder. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, hvor lidt travlt Biden har haft med hensyn til at afmontere Trump-administrationens konfrontatoriske Kina-politik. Den af Trump igangsatte handelskrig mod Kina med straftold på kinesiske importvarer i USA er fortsat uændret under Biden, hvilket den amerikanske blokade af appelorganet i WTO i øvrigt også er. Der er i dag en stor tværpolitisk enighed i Washington om, at der er brug for en hård og uforsonlig amerikansk linjeføring over for Beijing. Det lover ikke godt for den frie verdenshandel.

Og hvad kan vi i det lys forvente os fra kinesisk side? Alle forventer, at Xi vil gå efter en historisk tredje præsidentperiode i 2022. Den magtkoncentration, som Xi har opbygget gennem sine første otte år ved magten, må forventes at fortsætte, hvis det lykkes ham at frigøre sig fra den begrænsning på to præsidentperioder, som Deng Xiaoping indførte tilbage i 80’erne. Vi kan i så fald også forvente mere af den hårde, nationalistiske linje bl.a. over for vestlige virksomheder med aktiviteter i Kina. De får på forskellige sofistikerede måder besked om at besætte topposterne i deres datterselskaber i Kina med kinesiske statsborgere frem for vesterlændinge. Og så er der Taiwan-spørgsmålet. Det er en gyser i dag og lader desværre til at blive en endnu større gyser de kommende måneder. Gisp! Heldigvis har det ikke så meget med forsyningskrisen at gøre, hvorfor jeg vil lade det ligge her.

Julehandlen i fare

For hvis vi så lander helikopteren igen og vender tilbage til mobiltelefonerne, højttalerne og fladskærmene hos Power, bliver det enkle spørgsmål: Hvornår indtræffer normaliseringen på varehylderne? Mit korte svar er, at det ikke sker inden jul, og at der vil være betydelige udfordringer et godt stykke ind i første kvartal af 2022. Højeffektive transport- og logistikvirksomheder arbejder i disse dage på højtryk for at eliminere flaskehalse og reducere forsinkelser, og der vil naturligvis være branchespecifikke forskelle på, om man importerer dametasker, støvsugere eller metalplader. Vi står imidlertid efter min bedste vurdering ikke med normale varestrømme til jul.

Normalisering af verdenshandlen mulig igen?

Og tager vi helikopteren op igen, kan man stille sig selv det spørgsmål, om USA/Kina-rivaliseringen med deraf afledte politiske ønsker i EU om en ny europæisk industripolitik, der kan hjælpe europæiske virksomheder til at tage kampen op med deres amerikanske og kinesiske konkurrenter, overhovedet vil gøre en normalisering af verdenshandlen mulig igen.

Står vi i stedet ved afslutningen af en 30 år lang epoke domineret af globalisering og frihandel og på tærsklen til en ny tidsalder præget af geopolitiske konflikter, gammeldags ”pick-the-winner”-industripolitik og klassisk protektionisme med toldmure og et hav af skjulte handelshindringer?

Jeg håber det virkelig ikke, for en af de største tabere bliver i så fald de små, åbne, eksportorienterede økonomier som Danmark. Vi har så langt fra midlerne til at kunne konkurrere på statsstøtte til vores virksomheder sammenlignet med statskasserne i Tyskland, Frankrig, Japan, Kina eller USA. Vi har som nation rigtigt meget på spil i forhold til, at det scenarium ikke bliver til virkelighed.

Så i en ikke uvæsentlig eller fortænkt forstand hænger den aktuelle forsyningskrise, der helt jordnært kan handle om en mangel på Samsungs seneste Galaxy S21 nede hos den lokale elektronikforhandler, langt højere oppe sammen med den storpolitiske udvikling. Det handler med en parafrase på Georg Brandes både om ”det uendeligt Smaa” og ”det uendeligt Store”.

Men lad os alle bede – for normaliseringen!