Kvinden som tåler og tilgiver alt

“WASHINGTON, D.C. - The e-mail I had discovered was a warning sign; but that’s something I would understand only in hindsight. The fantasy world into which Anthony was just beginning to stumble was beyond anything known to me. I didn’t know a seed was being planted in his psyche that would grow into something much darker and uncontrollable, something that would ruin us. I was in the midst of what I believed was a deep, true love affair. Nothing in my experience could possibly have prepared me for what was to come.”

Sådan lyder det, da Huma Abedin beskriver første gang, i 2007, hun får øje på, hvad hun kalder en ”flirtende e-mail” fra en for hende ukendt kvinde sendt til hendes daværende forlovede, Anthony Weiner, en opkommende, særdeles populær demokratisk congressman fra New York.

Episoden fortælles på side 258 – den dybt forelskede Abedin undrer sig højlydt, men Weiner affærdiger hende med et skuldertræk ved at sige, at den slags e-mails får han ”hele tiden”, og at det er en helt naturlig del af at være en offentlig kendt person og politiker i USA.

Hendes refleksion på side 260 om, at e-mailen var et ”advarselstegn” om noget langt værre, noget, der ville ødelægge dem (og som senere ledte til, at hun selv overvejede selvmord) er første gang, der for alvor er trouble in paradise i memoirerne, Both/And – a life in many worlds . Alligevel gifter hun sig med Weiner i 2010 og bliver gravid med parrets barn i 2011, hvor den første skandale eksploderer over Weiners sexting på Twitter. Abedin tilgiver ham og bakker op om sin mand, da han forsøger et politisk comeback som borgmesterkandidat i New York i 2013, hvor han igen torpederer sin egen kampagne med endnu en net-sexskandale. Det kommer vi tilbage til.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Huma Abedin (@humaabedin)

Se her, hvordan den nyslåede forfatter reagerede tidligere på ugen, da hun finder ud af, at bogen er kommet op på New York Times’ bestsellerliste

En kosmopolitisk troende muslim

Men indtil side 260, hvor vi er i 2007, skrider bogens fortælling om en usædvanlig ung kvinde fremad stille og roligt, men spændende. Huma Abedin er født i USA og voksede op i Michigan, til hun var tre år gammel. Da hendes far fik et lukrativt jobtilbud i Jeddah, flyttede hele den intellektuelle familie til Saudi Arabien, hvor Huma Abedin gik på britisk skole, til hun var 19 år gammel og rejste tilbage til USA for at læse. Hendes afdøde far var indisk og hendes mor er pakistansk – begge med en ph.d. fra University of Pennsylvania, som tilhører Ivy League, grundlagt af Benjamin Franklin og ligger i Philadelphia. Forældrene er med andre ord veluddannede kosmopolitter, der arbejder og rejser verden rundt – altid sammen med deres børn, der har venner i hele verden. Hele moderens del af familien bor i Bronx, New York, og Abedin, der er en læsehest og nysgerrig af natur, tilbringer de fleste af sine somre i USA.

Den unge Huma er en velbegavet, usædvanlig belæst og flittig ung muslimsk kvinde og opdraget vestligt progressivt på mange måder – kvinder kan/skal arbejde og studere, og i ægteskabet er man hinandens ligestillede – og traditionelt muslimsk på andre – som troende muslim foretog hun alle de normale rejser til de islamiske hellige steder med sin familie som barn, hun har været på kønsopdelte skoler og eksempelvis været vant til, at kvinder i Saudi Arabien ikke kunne køre bil. Da hun ankommer til Jeddah som medarbejder sammen med den daværende førstedame Hillary Clinton, er det første gang, hun er i landet, uden hendes krop har været dækket af en abaya.

Da Huma Abedin starter på universitetet i Boston og senere fortsætter som graduate student i Washington D.C. på GWU (George Washington University, red.), har hun heller aldrig været på en date, hun har ingen erfaringer med mænd og end ikke overvejer, om man kan have sex før ægteskabet. Når hendes amerikanske veninder går ud for at danse, slutter hun aftenen med en ice cream soda og går tilbage til kollegiet for at læse.

Hillary Clinton for evigt

Da universitetsstudiet inkluderer et praktikantophold, og eftersom hendes resultater er så strålende, opfordrer en mentor hende til at søge ind som praktikant hos Mike McCurry, daværende førstedame Hillary Clintons pressechef. Huma Abedin tror ikke selv på sine chancer, men søger og er målløs, da hun får jobbet.

Det er i 1996, og lige siden har Abedin været at finde ved Hillary Clintons side. Praktikantrollen bliver til fastansættelse, og efter Clinton erstattes af George W. Bush, fortsætter den talentfulde unge kvinde som medlem af staben for senator Hillary Clinton. Her arbejder hun frem til Clintons første præsidentkampagne i 2008, hvor Abedin får jobbet som stabschef. Efter Clintons nederlag til Obama og hendes efterfølgende udnævnelse som Obamas udenrigsminister, bliver Abedin deputy chief of staff i udenrigsministeriet.

Da Clinton stillede op for anden gang i 2016, var den loyale medarbejder og veninde klar igen, denne gang i rollen som næstforkvinde for kampagnen, der bar navnet Hillary for America. På det tidspunkt stod det lysende klart i offentligheden, hvor tæt den fantastisk velklædte, modebevidste og altid ventende i baggrunden diskrete Abedin var på både Bill og Hillary Clinton, der omtaler hende som “deres anden datter”.

Efter den tredje præsidentdebat i 2016 går Hillary Clinton glad af scenen. Ved sin side har hun Huma Abedin. Foto: Getty Images.

Abedin er ekstremt interesseret i mode – som voksen har hun været en fashion role model hele sit offentlige liv, og hun er nære venner med Anna Wintour, Vogues legendariske chefredaktør og nu også Global Chief Content Officer for Condé Nast. Wintour opfordrede selv Abedin til at skrive sine memoirer som terapi. En anden ven er Oscar de la Renta, der personligt designede hendes brudekjole til brylluppet – hvor Bill Clinton i øvrigt forestod vielsen – med Weiner, der måtte konvertere fra jødedommen til islam, for at ægteskabet kunne lade sig gøre.

Huma Abedin med Vogues Anna Wintour i 2019. Foto: Getty Images

I bogen findes der selvsagt også beskrivelser af politisk art – Abedin er en habil analytiker af især internationale forhold og magtdynamikkerne i Mellemøsten, og bogen har glimt af hendes mere akademiske side. Men det er forholdet til Clinton og den gennemskandaliserede Weiner, som alle er interesserede i.

Det kunne man se for sig selv i den forgangne uge, hvor Abedin optrådte i samtlige nyheds- og morning shows i USA (bortset fra Fox News) som en del af promoveringen af bogen. Alle ville vide mere om forholdet til den skandaliserede eksmand, Weiner, og dernæst bore mere i forholdet til den livslange chef, Hillary Clinton.

Og hvor Clinton i bogen fremstår som en politiker, der aldrig, aldrig, nogensinde begår en eneste fejl, aldrig sætter en fod forkert eller siger noget andet end decideret klart, forudseende eller passende – men mestendels skarpt og genialt, hvis hun ikke bare er en ”brillant og omsorgsfuld leder” samt en ”loyal ven, generøs, morsom, hårdtarbejdende og dedikeret”, som det lyder i bogens egen beskrivelse – så er portrættet af eksmanden selvsagt anderledes brutal – i hvert fald ved første læsning.

Fra Anthony Weiner til Carlos Danger

Den tidligere congressman – som Kforums læsere nok vil huske og hvis ikke, så kan hele historien om hans nedtur og fald fra magtens tinder læses lige her – skandaliserede som nævnt indledningsvis først sig selv som politiker grundet flere såkaldt “digitale affærer” og sexting samt fremvisning af sit underbuksebeklædte erigerede lem på Twitter, hvilket førte til hans afgang fra Kongressen.

Dernæst gentog han det hele under en spektakulært fejlslagen borgmesterkampagne i New York, hvor han under dæknavnet ”Carlos Danger” fortsatte sine digitale eskapader. Borgmesterkampagnen og afsløringen af dobbeltlivet blev skildret i en usædvanlig og usædvanligt pinagtig dokumentarfilm, som Kforum omtalte her, Dengang undrede hele det politiske USA sig over, hvorfor Abedin blev hos Weiner; var det, som feminist-ikonet Gloria Steinem sagde, fordi ”hun lider af Stockholm-syndrom” eller var det, fordi hun blot var og er et ”mysterium”.

Men nu får vi så svaret.

Eller gør vi nu også det?

Efter at have været bogen igennem for anden gang vil jeg sige, at portrættet af Weiner efterlader læseren med en mystisk uforløst fornemmelse, selvom Abedin giver et velformuleret bud på en forklaringsmodel i bogens sidste kapitel.

For nok viser det sig, at han udover de velkendte digitale udskejelser faktisk også havde “rigtige affærer” i parrets lejlighed i New York, mens Huma Abedin rejste verden rundt med Clinton – det finder Abedin ud af, efter hun tilegner sig en gammel telefon, der indeholder hele Weiners digitale arkiv. Og nok skriver Abedin, at ægteskabet ”var tæt på at slå mig ihjel”. Og nok hører vi på hans løgne og bortforklaringer og de gange, hvor Abedins liv spinner ud af kontrol, efter Weiner først ødelægger sin kampagne for borgmesterposten og senere må indrømme flere onlineaffærer.

Og nok hører vi om det fatale øjeblik for Clintons præsidentkampagne, hvor FBI’s James Comey beslutter sig for at genåbne sagen om Clintons e-mails, 11 dage før valget, fordi FBI finder politiske e-mails på Abedin og Weiners private computere – undersøgelsen afsluttes igen ugen efter, da agenterne ikke finder noget vigtigt, men da er det for sent, og kampagnen lider ubodelig skade. Abedin siger i bogen, at hun vil leve med skammen hele sit liv over, at hun måske har været med til at koste Clinton valgsejren over Trump: “‘Anthony’, I said, wanting to shake him through the phone, ’if she loses this election, it will be because of you and me’. That night, I wrote one line in my notebook. ’ I do not know how I am going to survive this. Help me God’.”

Monster eller rollemodel?

Men alligevel beskrives Weiners øvrige handlinger i ægteskabet ikke desto mindre som tæt på at være en rollemodel. Han er den eneste mand, den troende Abedin nogensinde har været forelsket i; et udsagn, hun gentog i alle sine interview i forbindelse med udgivelsen af bogen. Han er den eneste, hun har været i seng med, og den eneste mand, der har givet hende den gave, som hun også har gentaget i interview efter interview i den forgangne uge: ”det er at være fuldt og helt set og elsket. Det vigtigste menneske i rummet”.

Anthony Weiner og Huma Abedin til Met Gala i 2016. Foto: Getty Images

Weiner har ydermere, som hun formulerer det, ”også givet mig min søn, Jordan” (nu 10 år), som ifølge Abedin er hendes ”vigtigste grund til at findes og være i live i denne verden”.

Som hun skriver og siger, er det to grunde, ”der aldrig vil forsvinde”.

I bogen og i de mange interviews tilføjer hun, at ”glæden var kortvarig, men at den var ægte”, og hun understreger side efter side, hvor fantastisk en far Weiner stadig er, og hvordan han som den perfekte og meget sjældne stay-at-home-dad altid sørgede for, at maden stod på bordet, sønnen blev leget med og i øvrigt var tilbage i god tid fra børnehaven ligesom rensetøjet var afhentet og hjemmet ryddeligt, så Abedin uden problemer kunne bruge sit døgn på arbejde time efter time og dag efter dag, især da Clinton var udenrigsminister og senere i en hård valgkampagne over hele USA.

Det absolut mest chokerende øjeblik i bogen, hvor hun finder ud af, at Weiner har sendt billeder ud af sig selv halvt afklædt til en anden kvinde med billedet af en sovende Jordan ved sin side i sengen (som del af en onlinekonversation, hvor han også omtaler sønnen som en ”damemagnet”), beskrives som et skarpt og uvirkeligt chok og som ”the last straw”:

“This crossed into another level of degradation, a violation of the innocence of our child. There were no more ’what were you thinking?’’ questions left in me. It was over. If there was anything more unforgivable in a marriage, a partnership in raising a child, this was it.”

Abedin fortæller videre om den lammende følelse, hun står med, om at ringe til Hillary Clinton og undskylde for, at hun og hendes mand, med sine egne ord, ”bringer skandale og skam” ind som ”en unødvendig distraktion” af valgkampagnen. Clinton reagerer i øvrigt, som altid fristes man til at sige ifølge denne bog i hvert fald, forbilledligt ved at forsikre Abedin om, at hun blot er “glad for” at Abedin “kan komme videre”. Derefter skriver hun, at hun havde bragt ikke bare “skam og vanære over sin egen familie. Dette var værre. Det var vold”; og om at bede Allah om styrke og hjælp til at overleve denne ultimative ydmygelse.

Episoden sender derefter familien på tre i armene på New Yorks child protective services, som indleder en månedlang undersøgelse af, om Jordan er i fare derhjemme. Og flere ydmygelser følger – aflyste play dates for deres søn; venner, der slår hånden af dem, og en food bank, hvor de melder sig som frivillige, lader parret forstå, at de hellere må holde sig væk.

Weiner er også i terapi af flere omgange, men selvom Abedin siger, at hun ikke kan leve sammen med Weiner længere, trækker hun sin første skilsmissebegæring tilbage af ”hensyn til sin søn.”

Lykkelig i Hillaryland

Og så er vi tilbage ved det uforløste.

For i dag lever Abedin og Weiner nok hver for sig og er blevet skilt – men først efter, Weiner tilstod at have sendt ”obskønt materiale” til en pige under den seksuelle lavalder og blev idømt fængselsstraf på 18 måneder – men de bor tæt på hinanden, ses sammen offentligt og følger ofte Jordan i skole i New York. Abedin arbejder fortsat som stabschef for Clinton og i disse uger, hvor hun er på promotion tour for bogen, passer Weiner Jordan på fuld tid.

Så de to store spørgsmål om Huma Abedin står tilbage på trods af 528 sider:

Er Clinton bare verdens bedste (fejlfrie) chef, og Abedin verdens bedste, mest loyale, kompetente og sympatiske medarbejder? Og kan man virkelig tilgive en mand som Weiner?

Til det første er der ikke noget godt svar i bogen. Der er et væld af sympatiske fortællinger om Clinton, og der er ingen tvivl om, at Abedin simpelthen nærer en næsegrus beundring, både politisk og personligt, for sin mentor og gamle, nære ven. Der er også en passage i bogen, hvor hun skriver om, hvor trygt og opløftende det er at være med i ”Hillaryland” – en gruppe kvinder, der har et livslangt venskab med den tidligere udenrigsminister og førstedame, hvilket betyder, at man altid vil blive hjulpet, bakket loyalt op, og man altid hjælper hinanden.

I de tv-interviews, som Abedin har givet efter bogens udgivelse, har hun uddybet sin beundring. Til CNN i den forgangne weekend udtalte den nyslåede forfatter f.eks., at coronakrisen “aldrig nogensinde ville have udfoldet sig, som den gjorde under Trump, hvis Clinton havde været præsident”. USA ville have reageret anderledes, og “vi ville have lyttet til videnskabsmændene. Vi ville aldrig have haft så mange døde.” Amerika ville heller “aldrig, aldrig nogensinde have svigtet de afghanske kvinder på den måde, som udmøntningen af Trumps aftale er resulteret i” – her vil man lægge mærke til, at hun ikke bebrejder Biden noget.

Man kan spekulere over, om Abedins kultur, den traditionelt muslimske opdragelse, spiller ind i hendes grænseløse respekt for Clinton. ”Moderen er den mest respekterede ældre i dit liv … himlen ligger ved din mors fødder, lærte vi som børn”, som hun skriver. Eller man kan acceptere et gensidigt ekstraordinært venskab som det præsenteres i bogen – og bevidnet i det livslange tilhørsforhold mellem de to. I de amerikanske liberale medier er det selvsagt sidstnævnte bud, der dominerer, men selv New York Times’ anmelder bemærker, at ”mon dog ikke Clinton har andre svagheder end French Fries (sometimes)”.

“Det var ikke ham – det var sygdommen”

Hvad angår Weiner, og hvorfor Abedin nu har tilgivet ham, der har forvoldt hende så megen smerte – og måske har været med til at koste Clinton præsidentposten – giver hun selv et særdeles rummeligt og ekstraordinært forstående bud på i bogens sidste kapitel, hvor hun siger, at hun først meget sent og efter dybdegående terapi har forstået, at det kort sagt ikke er ”Anthony der skadede mig – det var hans sygdom”. Addiction, I discovered, is a powerful enemy, skriver hun på side 490, hvorefter hun fortæller, at hun nu ser Weiner som et offer for en sygdom, der kan få ”selv meget gode og ansvarlige mennesker til at gøre uansvarlige og destruktive ting”.

På side 491 konkluderer hun, at hendes ”bitterhed og vrede” aldrig kan gøre hende til en god rollemodel for sin søn, og at års benhårdt terapeutisk arbejde sammen med Weiner har gjort hende og ham i stand til at se på alle data, ”ikke bare sårede følelser og misbrug” og starte en ”helingsproces”, der ”ikke blot bygger på løfter, håb eller frygt, men på sandheden”. ”Smerte er uundgåelig – lidelse er ikke”, skriver hun og konkluderer, at “[Suffering] had been slowly killing me, and now I knew that I didn’t have to give in to that power. I had spent a decade being married to an addict, and I could either cower in shame and forever resent the loss of my previous life, or I could find my way to a new life. My marriage is over, but my relationship with my child’s father is not, and never will be. Together we have begun to find a new way of dealing with each other.”

Det er næsten for smukt til at være sandt.

Men hvis det nu er, må mange dybt sårede mænd og kvinder kunne lære noget af Abedin og Weiners vej til heling og forsoning. Og måske den talentfulde stabschef i givet fald skulle overveje at blive terapeut; hun har i hvert fald et ton af dyrekøbte erfaringer at give af – omend hun just i denne uge fortalte de amerikanske medier, at hun ikke vil afvise selv at stille op som politiker en dag.