Lad os indføre en ordskat
Der findes to ting i verden, der aldrig kan være nok af, plejer jeg at sige - de to ting er kærlighed og kommunikation. Hver gang man tror, at nu kan der ikke være mere - så opdager man, at det kan der sagtens - og det er jo på mange måder smukt. På det seneste er jeg imidlertid på uhyggeligste vis kommet i tvivl: For mens jeg stadig er tilhænger af den ubegrænsede kærlighed, ved jeg i stigende grad ikke, om ubegrænset kommunikation altid er et gode. Ville vi ikke formulere os mere præcist, hvis vi - bogstavelig talt - satte mere pris på ord?
af Holger Dahl
Kan man få for meget kommunikation?
Den direkte anledning til denne og mine følgende overvejelser er denne artikel fra universitetsavisen (den 21/9 2016): "I et svar til Folketinget fra 2. maj i år skriver uddannelsesminister Ulla Tørnæs [...], at KU har 127 'årsværk' i kommunikationsafdelinger, hvoraf 22 er placeret centralt, dvs. i Nørregade, og 105 er fordelt på fakulteter og institutter. Uniavisen indgår i øvrigt ikke i opgørelsen, selv om avisen fraset annonceindtægter finansieres af KU".
Tidligere uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V).
Endelig fik Tørnæs også opgjort den samlede pris for kommunikationsindsatsen på KU. Den var 63,5 millioner kroner i 2015. Den oplysning findes i et tredje folketingssvar, som uddannelsesministeren afgav den 30. maj i år. Aarhus Universitet brugte samme år 48 millioner kroner på at kommunikere.
Efter besparelser i første halvdel af 2016 er der dog kun 111 årsværk beskæftiget med kommunikation. Det svarer til 0,7 procent af den samlede omsætning, oplyser KU.
"De i alt 111 årsværk skal sættes i relation til, at KU har 40 institutter, over 170 forskningscentre samt 10 museer med skoletjenester og talentprogrammer til gymnasierne osv. Vi har både en pligt til at formidle vores forskning og skabe en god arbejdsplads med relevant information til studerende og ansatte. Mange centre er delvist finansieret af eksterne bevillinger, hvor der følger et krav om ekstern formidling," siger vicedirektør for kommunikation på KU, Jasper Steen Winkel.
Han begrunder også størrelsen på kommunikationsstaben med behovet for ny teknologi for KU's ansatte: "Der er kommet en stor teknologi-komponent, hvor væksten i kommunikationsansatte er sket blandt andet på jobfunktioner som webredaktører og programmører mv. Københavns Universitets kommunikationsområde driver for eksempel et af Danmarks største webdomæner og et af Nordens største intranets".
Ord om intet
Der er noget absolut henrivende over modstillingen: klassisk filologi kontra 66 kommunikationsmedarbejdere. På den ene side Platon, Euripides, Homer, Bibelen - og på den anden 5.000 sider på et intranet om menuen i kantinen, julefest, ansøgningsfrister etc.
Hvordan en universitetsledelse kan vælge at spare 10 millioner kroner ved at lukke et studieområde som klassisk græsk i stedet for at skære ned på for eksempel kommunikationsområdet, går helt over min forstand.
Jeg har derfor brugt noget tid på KU's website - et af nordens største domæner - for at finde ud af, hvad det dog er, der kommunikeres så voldsomt om. Hvad er det, der er så vigtigt, at eskimologi og græsk må lukke?
Og når man går derind, kan man se, at der skam er mange ting at fortælle. Selve designet er et temmelig anonymt skabelondesign fra et CMS-system af en slags, så det er ikke her, pengene bruges. Men kommunikationen florerer til gengæld i overflod. Her kan du blive klogere på, hvilke programmer KU tilbyder, universitets historie, medarbejdere, ranglisteplacering og meget andet. Også lidt spøg og skæmt er der plads - til en julekalender med forskningsformidling, reklame for aktiviteter i fremtiden og meget, meget mere.
Sitet er ganske rigtigt stort, og jeg er ikke i tvivl om, at samtlige kommunikationsansatte gør deres allerbedste og kommunikerer på livet løs. Problemet er bare, at der ikke er noget endepunkt for kommunikationen. Der er altid plads til mere - og det bliver der så. Og det er djævelskaben i vores profession: Selv når man tror, at man har sagt ALT, så kan man sagtens sige noget mere.
Er mere altid bedre?
Det nytter derfor ikke at gå ind i en diskussion af nødvendigheden af de mange kommunikationsmedarbejdere - det argument kan man til enhver tid lave ud fra en eller anden perifer nyttebetragtning, men når vi samtidig oplever, at samme universitet lukker centrale kulturbærende institutter, så mener jeg, at vi - selv som kommunikationsmennesker - bliver nødt til kigge kritisk på hele vores virke: Er der overhovedet så meget at sige?
Man tænker uvilkårligt: 127 årsværk!! Hvad kommunikerer dog alle de kommunikatører? Er der et slutmål for universitetets kommunikation, eller er det sådan, at lige meget hvor mange årsværk, man brugte på kommunikation, så ville det stadig være muligt at finde noget, der skulle kommunikeres? Jeg tror det.
Der er jo ingen absolut grænse for, hvor meget der skal kommunikeres. Med internettet og den konstante strøm af kommunikation om alting og ingenting er vi i fuld gang med at devaluere professionen - og værst af alt - ved at gøre vore tilhørere både blinde og døve. Jo mere, der er af noget, jo mindre er det værd - det er simpel Anders And-økonomi - og vores konstante strøm af tweets, FB-opdateringer, etc, etc forstærker kun tendensen.
Konsekvenserne ser man tydeligt i USA, hvor reaktionerne på Trumps tweet-diarré efterhånden bevæger sig fra bestyrtelse til ligegyldighed, fordi den bare bliver ved og ved og ved og ved.
.jpg)
Her et eksempel på Donald Trumps kontroversielle twitter-udbrud.
David Bowie sang helt tilbage i 1977 om ‘Sons of the Silent Age’. Han så allerede dengang, at der bliver mere og mere støj uden for os, samtidig med at vi bliver mere og mere tavse indeni. Alle snakker og snakker, men ingen siger noget.
Less is more
Et ofte citeret bonmot af Blaise Pascal (og efter ham andre) er formuleringen: "Jeg beklager, at mit brev er blevet så langt - jeg havde ikke tid til at skrive et kort." Formuleringen er både præcis og vittig - instinktivt ved man, at ræsonnementet er korrekt: Det tager tid at fatte sig i korthed - tid og koncentration.
Desværre er det som sagt sådan, at der altid er plads til mere kommunikation. Som også den amerikanske valgkamp viste, handler kommunikation i dag stort set kun om mængde. Der er altid noget mere, man kan kommunikere - uden at meningen med det kommunikerede bliver klarere af den grund.
At det er blevet sådan, skyldes naturligvis, at barrieren til kommunikationens verden er forsvundet. Før i tiden var kommunikation besværlig, og kun særligt uddannede mennesker kunne producere de medier, der bar kommunikationen - fra bautasten over pergamenter til bøger og aviser. Og når selve vejen til at få sine ord ud var lang og trang, måtte man tænke sig godt om, når man skrev noget ned.
I dag kan enhver skrive, lige hvad man tænker på og få det publiceret til millioner på Facebook eller en anden digital platform. Der er ingen, der belønner kvalitet eller præcision - alt forsvinder bare i den bundløse kommunikationssump. Det er på tide igen at få fast grund under fødderne.
Ordskat
Jeg foreslår derfor, at vi indfører en ordskat for alle offentlige institutioner, styrelser, organer og myndigheder - herunder universiteterne. En skat, der skal betales for hvert eneste ord udover et givent antal, som fastlægges. Det kunne være 4.500 ord, som er længden på Den Amerikanske Forfatning. Alle offentlige institutioner - inklusive Folketinget - skulle derefter betale en krone pr. ord.
Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen har tidligere foreslået at indføre afgifter på engelske ord i reklamer.
En sådan ordskat ville automatisk tvinge alle offentlige kommunikationsafdelinger til at veje deres ord på en ikke blot proverbiel guldvægt, og dermed ville mængden af kommunikation falde, samtidig med at kvaliteten ville blive højere.
Et amerikansk mundheld siger, at man kun skal tale, hvis man dermed forbedrer tilstanden ‘stilhed’. Denne enkle grundregel burde være rettesnoren for alle fremtidens kommunikationsafdelinger.
