Danmark fortalt for moderne mennesker
Hele det filmiske register er slået til i DR’s nye, storslåede satsning 'Historien om Danmark'. Første afsnit begynder i år 19.000 f.v.t. og fører os gennem de forskellige jægerkulturer, til agerbruget bryder igennem i et Danmark, som endnu ikke var hverken en nation eller et folk. Et samlet anmelderkor har allerede rost serien til skyerne, og 1.244.000 så med - kun en anelse lavere end '1864'. Men hvor '1864' skabte strid og debat blandt kritikere, historikere og seere, synes 'Historien om Danmark' foreløbigt at samle nationen.
af Ib Bondebjerg
1864 var fiktion baseret på faktiske historiske begivenheder og fakta, men fortolket i et nutidigt perspektiv– som satte sindene i kog. Historien om Danmark er faktuel historiefortælling, men med en udstrakt grad af dramatisering og fantasi – specielt i denne tidlige periode, hvor de historiske fakta er få og spredte.
Men lad os nu se, hvordan det går med modtagelsen af de kommende afsnit, efterhånden som vi nærmer os skabelsen af de forskellige faser, som har ført os frem til det moderne Danmark. Historikerne og de nationale ideologer vil uden tvivl sidde årvågne ved tasterne.
Teaseren for serien Historien om Danmark.
Den dokumentariske historiefortælling: nationale og internationale traditioner
Der er flere anmeldere, som har henvist til, at den nye Historien om Danmark i stil og ’production value’ minder om den engelske tv-historiske tradition.
Det er både rigtigt og forkert. Den engelske tradition, som vi kender den eksempelvis fra BBC og senest for eksempel fra Simon Schamas A History of Britain (2000-2002), er lige så levende fortalt som den danske og med rig brug af dramatiseringer og rekonstruktioner af steder, begivenheder og mennesker. Men den er samtidig bundet op på en samlende, karismatisk fortæller, en anerkendt historiker med store formidlingsevner.
Det rummer mulighed for at forbinde den faktuelle historiske indsigt, det store overblik og den sigende detalje med en meget personlig formidlingsstil. Det samme gør sig gældende i den legendariske Lord Clarks serie Civilisation (1969), et storslået billede af den vestlige civilisation fra Romerrigets fald og frem, lavet ganske tidligt i tv-historien.
Det er også den tradition, som dansk tv, det vil sige DR, tidligt slår ind på med figurer som Sigurd Lefevre, Palle Lauring og Erik Kjersgaard, for eksempel i den løbende serie Kapitler af Danmarks historie (1968-75) om udviklingen fra Middelalderen til i dag. Trods det tidlige tidspunkt i tv-historien er der tale om meget personlige og rigt billedlige fortællinger. Men det er Erik Kjersgaard, som med Danmarks historie (1982-83, 12 afsnit) står som eksponenten for den klassiske historiske formidling.
Kjersgaard præsenterer en kronologisk, dramaturgisk og farverig fortælling, hvor han som Schama bevæger sig rundt til de historiske steder i Danmark og gør dem levende for seeren med både sin fortællestil og billedsiden. Kjersgaard er også eksponenten for en type historiefortælling, som ikke bare fortæller de officielle historiske begivenheders historie eller de rige og dominerende lags historie. Han bestræber sig på at skabe en bred social- og mentalitetshistorisk dimension i sin formidling af historien til alle danskere.
Erik Kjersgaard var vært på det sidste program om Danmarks samlede historie fra 1982. Fra DR's arkiver.
En populær formidling, men af langt mere personlig, satirisk karakter, finder man i Poul Hammerichs Gamle Danmark (1983-84), som ved at dække perioden efter 1945 havde et meget rigt billed- og filmmateriale at spille med.
Bedømt på det første afsnit af Historien om Danmark, så bygger den videre på den danske og engelske tradition, men repræsenterer også en fornyelse af den grundlæggende fortællemåde. Skuespiller Lars Mikkelsen er en kendt person for de fleste danskere, så ved at vælge ham som den ene af fortællerne får man måske flere med. Han taler ikke som historiker, men som et almindeligt menneske med almen indsigt, dog siet gennem moderne historiefaglig viden.
Men ved siden af sig har han en ikke synlig, autoritativ fortæller, som placerer det hele i en kontekst og kommenterer tid og sted – sommetider lidt i munden på Lars Mikkelsen.
Mest afgørende er det imidlertid, at man bryder med den personbårne, historiske fortælling ved at lade historiske eksperter udtale sig løbende om den periode og de ting, vi ser. Det er ikke en, men en flerhed af stemmer, som formidler historien til os, og de ledsages løbende af en dramatiseret gengivelse af mennesker, miljøer og fund fra tiden, som kommer til live.
National historie, indvandring og påvirkninger udefra
Historien om Danmark starter den historiske fortælling helt tilbage i Istiden og Stenalderen - modsat BBC’s historie, som starter 3000 år før vor tidsregning - og DR forsøger modigt at give os et indblik i en meget fjern fortid, som vi kun har spredt viden om. Men det gør de på mange måder godt.
Det er illustrativt for seeren at se Danmark fra den tidligste tid som en del af et meget større område, hvor mennesker og dyr har vandret i sparsomme flokke på tværs af de grænser, vi kender i dag. Det er illustrativt at se, hvordan det landskab og det område, som Danmark senere dukker op fra, præges og formes af isen, naturen og havenes stigning.
Det er måske for tidligt at udtale sig om seriens grundsyn på udviklingen af Danmark som nation og danskerne som folk. Men anlægget her i første afsnit betoner på flere måder, hvordan allerede datidens mennesker vandrede vidt omkring og søgte nye steder, og hvordan handel, migration og indvandring løbende har forandret vores kultur og måde at leve på.
Eske Willerslev er en af afsnittets eksperter, og tilgangen til forståelsen af Danmarks tilblivelse og udvikling synes at ligge i forlængelse af de opdagelser, som man foreløbig har gjort i det projekt, han leder om danskernes genetiske historie. ”Genetisk ser er danskerne skabt af indvandring” udtalte han for nylig. Som vi ser det fremstillet i dette afsnit af serien, så er de forskellige jægerkulturer netop ikke stationære og faste stammer, og scenerne, hvor agerbruget kommer til Danmark sydfra, understreger pointen med udvekslingen med omverden.
I Historien om Danmark ser vi hele vejen tilbage til Stenalderen, hvor man her kan se en portrættering af datidens stenalderdansker. DR/Thomas Roger Henrichsen
Den danske historie er – ligesom de fleste andre landes historie – ikke en historie om en homogen stamme, en fasttømret national identitet. Danskerne og det danske samfund er genetisk, socialt, teknologisk og kulturelt præget af mange forskellige indvandringsbølger og påvirkninger fra verden udenom. Det nationale ikon Egtvedpigen viste sig at være fra Sydtyskland, og det danske DNA er påvirket af indflydelse fra ikke bare nærliggende områder, men også langt fjernere.
I det første afsnit af serien kommer det frem i flere scener og detaljer i beskrivelsen af det jæger- og bondesamfund, vi ser. Men vi vil uden tvivl i de kommende afsnit, når vi for eksempel når til vikingerne, få yderligere fokus på, hvordan danskerne både selv er rejst ud for at hente inspiration og samtidig har modtaget nye danskere udefra.
Togter, plyndring og krige er den aggressive side af den globale udveksling mellem nationer og folk, som har været bærende for civilisationens udvikling gennem århundreder. Uden global udveksling og dynamik svækkes en national kultur.
Danmarkshistorie og national identitetspolitik
Den meget omfattende og heftige debat om 1864 vidner om, at den historiske forståelse af fortiden ikke går fri i den aktuelle strid mellem de kosmopolitiske og de nationalistiske positioner. Ved at fortælle Danmarkshistorien endnu engang vil DR’s serie ikke kunne undgå at indgå i den aktuelle ideologiske og kulturelle debat. Siden 2004 har vi oplevet skiftende kulturministre sætte gang i en kulturkanon, vi har fået en demokratikanon, og senest var Bertel Haarder initiativtager til en Danmarkskanon.
Der er jo ikke i sig selv noget i vejen med at beskæftige sig med vores historie og kultur, men når man ser det i forlængelse af det parallelle opgør med indvandrere, flygtninge og de fremmede, så virker det, som om en meget nationalt orienteret politisk og kulturel elite har meget travlt med at afgrænse, hvad der er dansk, på en ekskluderende måde.
.jpg)
Serien om Danmarks nederlag til Tyskland i 1864 var under hård kritik for både at være for dyr og for at glamourisere historiske fakta for underholdningens skyld. DR/Per Arnesen
At dømme efter anslaget i dette første afsnit af Historien om Danmark, så er den rimelig åben og inkluderende i sin forståelse af, hvordan Danmark og danskerne som folk faktisk er opstået og har udviklet sig. Der er tale om en lang proces med interaktion imellem dem, der boede her, og verden udenom, en interaktion på snart sagt alle områder, og samtidig en gensidig påvirkningsproces.
Meget af det, vi kalder dansk, er på mange måder med variationer noget, som findes mange andre steder. De fremmede er ikke så fremmede, som vi ofte vil gøre dem til, og de bringer tit nye ting med sig, som gradvist uden videre glider ind i den danske kultur. Det er godt at kende sin historiske baggrund og kultur, men denne baggrund og kultur er større end den normative kanon-tænkning ofte lader os vide.
Historien og kulturen som ideologisk slagmark
Historien og kulturen har altid været en ideologisk slagmark, for den handler i virkeligheden ikke bare om fortiden, men i lige så høj grad om vores nutid og den måde, vi opfatter de centrale værdier og normer på i vores kultur.
I Historien om Danmark kommer den fremmede bonde sydfra med korn og en ny livsform. Først truer ’danskerne’ ham, men siden får han lov at komme i land, og se hvad det blev til! I en kosmopolitisk forståelse af dansk historie og dansk kultur anerkender man, at global udveksling har været fundamental for Danmark; i en nationalistisk og essentiel måde at definere danskheden på lukker vi os om værdier og ritualer, som vi tror er vores egne.
Lad os håbe, Historien om Danmark også i de kommende afsnit viser os både de nationale særtræk og den store globale sammenhæng.
