Ingen tvivl om, at digitaliseringen har medført en række gode ting - men som med så meget andet, så kan der også være torne på en smuk blomst. Og de er bestemt til at få øje på i forbindelse med den digitale udvikling. Måske ikke så mærkeligt. Der har været tale om en ufattelig hurtig transformation, og som mennesker er flest, så går det noget langsommere med at opbygge en bevidsthed om brugen af de nye teknologier.
Man kan lidt polemisk spørge, hvad der egentlig er kommet ud af det arabiske forår. For sociale medier kan bruges til at sætte masserne i bevægelse, men der skal være nogen til at gribe bevægelsen og omsætte den til praktisk politik, og når det ikke er en del af mobiliseringen, så kan det blive meget tilfældigt, hvad resultatet bliver.
I den digitaliserede verden er det blevet nemmere at diskutere politik, for eksempel via Facebook og andre sociale medier. Men samtidig er polariseringen øget. Ovenstående er et Facebookopslag fra Venstre, der skabte stor debat i kommentarsporet.
Problemet er, at en demokratisering af medier ikke kun kan bruges af idealister. Godt nok kan diktatorer have svært ved at styre medierne, men manipulatorer og demagoger har lige så gode muligheder for at udnytte de nye medier. Sociale medier styres reelt af pøblen - og en sådan kan sagtens manipuleres, når man lige lærer teknikken.
Rusland beskyldes for at blande sig i den amerikanske valgkamp, men rent faktisk blander landet sig måske endnu mere i europæisk politik. Det har EU-Parlamentet beskæftiget sig med i en rapport. Jyllands-Posten har omtalt rapporten, og den fortæller, at Rusland både støtter politiske partier og andre organisationer i EU med det formål at underminere politisk samhørighed og direkte angribe journalister og politikere med propaganda.
Det sker med fordrejede og falske oplysninger, der blandes med konspirationer og historieforfalskning, og så hedder det videre ifølge Jyllands-Posten at:
"fremkomsten af nye former for digitale medier har skabt alvorlige udfordringer for kvalitets-journalistik, som fører til et fald i kritisk tænkning hos publikum, hvilket gør dem mere modtagelige for misinformation og manipulation."
I den netop offentliggjorte rapport fra Public Service udvalget beskæftiger man sig også med problemstillingen. Udvalget fremhæver, at de medier, der mest direkte understøtter dansk demokrati og kultur bliver stadigt mere udfordret, og konstaterer:
"Udvalget finder det væsentligt at fremhæve, at det på den ene side er blevet lettere at komme til orde i netværksmedierne og summen af nichemedier er stor. På den anden side er det set i et samfundsmæssigt perspektiv en stigende demokratisk udfordring, at der opereres med lukkede ekkokamre, hvor deltagerne alene orienterer sig i ligesindede miljøer."
Man kan sige, at den traditionelle journalistik er blevet konkurrenceudsat, og det er en noget mindre positiv udlægning end at tale om en demokratisering af journalistikken. For ultraliberalister er al konkurrence godt - den sikrer, at de, der gør det bedst, vinder, og det sikrer en fortsat udvikling til gavn for alle.
Synspunktet kan måske bære, hvis det gælder produktion og salg af sæbepulver. Hvis det derimod gælder medier, journalistik og samfundsdebat, så risikerer vi, at konkurrencen bliver et ræs mod laveste fællesnævner, og det vil være stærkt problematisk.
Er medieudviklingen et demokratisk spørgsmål?
Allerede den romerske politiker og forfatter Cicero indså, at et samfund behøver kommunikation for at få sammenhæng, og tager man det udgangspunkt, så er medieudviklingen et grundlæggende demokratisk spørgsmål.
Man kan godt anlægge et kritisk syn på journalistik, som den udfolder sig i dag, og mange kan sikkert opfinde mange begrundelser for ikke at ville bruge penge på klassisk journalistik, der beskriver det samfund, vi lever i. Men nogle gange opdager man først værdien af noget, hvis det forsvinder, og derfor vil det være et relevant spørgsmål, hvad der sker, hvis man fjerner den klassiske journalistik. Og de klassiske medier.
Idealet for journalistik er, at den medvirker til at kvalificere den viden, som bør danne baggrund for debatten om vores samfund. Idealet er ikke blot de store afsløringer af korruption og magtmisbrug - det er selvfølgelig en vigtig aktivitet for journalistikken - men det er lige så vigtigt, at journalistikken afliver både store og små myter, som kan danne baggrund for misforståede holdninger.
Virkeligheden på de sociale medier bliver brudt op. Den redigerede virkelighed handler om at overskue de forskellige vinkler og så formidle den mest rigtige historie - som det så fornemt fortælles i denne gamle reklamefilm fra The Guardian. Lavet længe før de sociale medier blev virkelighed.
Som enkelthistorier kan den slags historier sagtens udkomme i en digital medievirkelighed, men klassiske medier er mere end en samling af enkeltstående historier. De er - eller bør i hvert fald være - også en redaktionel udvælgelse af begivenheder ud fra relevans og vigtighed, som tilbydes læserne.
Det samlede redaktionelle arbejde, der ligger bag et medie, kan ikke erstattes med en algoritme og et frit valg på alle hylder. Det er denne funktion, der forsvinder i den digitale verden, som i stedet for sammenhæng og fælles forståelse fremmer zapperiet og fragmenteringen.
Demokratiseringen af medier ender som et fravalg af den redigerede virkelighed. Og i denne sammenhæng handler den redigerede virkelighed om at skabe en fælles referenceramme.
Pøbelmentaliteten folder sig ud
Konsekvensen af zapperiet og fragmenteringen ser vi udfolde sig i disse år - og det er ikke kønt. For eksempel når en togkontrollør bliver hængt ud for overdreven brug af magt i en situation, der bliver dokumenteret med en video (august 2016. Red.). Når denne video så efterfølgende bliver lagt ud på de sociale medier, så viser den kun en flig af begivenheden, men den får alligevel en betydelig gennemslagskraft.
Den meget omtalte video med en togkontrollør, der blev hængt ud for overdreven brug af magt.
Den slags eksempler er der masser af, og de er alle kendetegnet ved, at de mangler beskrivelsen af den fulde historie. Selvfølgelig kan den godt komme frem efterfølgende - men hvor langt når nuanceringen og/eller korrektionen ud?
Det er sådan, et pøbelvælde fungerer. Forargelsen er meget mere underholdende og engagerende end nuanceringen, og det er et miljø, som demagoger og manipulatorer har alle forudsætninger for at boltre sig i. Og derfor er der mere end nogensinde brug for de klassiske medier og den klassiske journalistik.
Den digitale pøbel er i fuld gang med at aflive den af bare fascination over de nye digitale muligheder. Samtidig kæmper de klassiske journalistiske medier med at finde et fodfæste. Det er markedslogikken, der styrer, og hvis folk fravælger at bruge penge på disse medier, så forsvinder de.
Spørgsmålet er, hvad løsningen er. Den er der mange, der leder efter - men man kan godt undre sig over, at mange medier tilsyneladende alt for meget omfavner de sociale medier. Journalistikken bliver mere og mere tabloid på det grundlag - men den udvikling ligner et tabt slag.
Hvis det bliver en konkurrence på tabloid-journalistik, så vil de sociale medier formentlig vinde.