Farma-lobby: Ingen issues med transparens i Danmark

En rapport peger på store problemer ved life science-branchens lobbyarbejde på europæisk plan under pandemien, men de problemer har man ikke i Danmark, ifølge Lægemiddelindustriforeningen, Lif.
Lægemiddelindustrien ser ingen udfordringer, når det gælder åbenhed og transparens i forhold til interessevaretagelsen i Danmark. Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Lægemiddelindustrien ser ingen udfordringer, når det gælder åbenhed og transparens i forhold til interessevaretagelsen i Danmark. Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Var lægemiddelindustrien i Europa lidt for dygtige til sin lobbyindsats under pandemien? Det peger en ny rapport på, som har fokus på prisforhandlinger mellem EU-ledelsen og virksomheder på det europæiske marked. 
 
Resultaterne ifølge rapporten var blandt andet høje priser på vacciner og manglende gennemsigtighed i kontrakterne med virksomhederne, skriver MedWatch. 
 
Lægemiddelindustriforeningen, Lif, er dog ikke enig i de konklusioner, når det gælder det danske marked.
 
Interessevaretagelse var på en slags standby under pandemien, eftersom Danmark, ligesom resten af verden, befandt sig i en krise, skriver viceadm. direktør i Lif, Henrik Vestergaard, i et svar til MedWatch
 
 
Han tilføjer senere: 
 
”Danmark er som udgangspunkt ikke udfordret på åbenhed og transparens i forhold til interessevaretagelse. For Lif er det en naturlig del af vores arbejde at deltage i såvel den brede politiske debat som den konkrete opgaveløsning, og det gør vores medlemmer også. Det er der fuld åbenhed om,” skriver Henrik Vestergaard til MedWatch. 
 
Derudover fremhæver han, at rapporten tager udgangspunkt i nogle forhandlinger på EU-niveau, som Lif ikke har været involveret i.
 
"Prissætning med videre fungerer efter andre principper herhjemme via en række organer og myndigheder som Medicinrådet, Amgros og Lægemiddelstyrelsen, hvor der ikke er direkte politisk involvering. Når det er sagt, så er det klart, at vi ønsker rammevilkår, der gavner patienter, således de får de bedste tilgængelige behandlinger," lyder det fra Henrik Vestergaard.
 
Alligevel opnåede lægemiddelindustrien adskillige positive resultater under pandemien, såsom at øge samarbejdet mellem det offentlige og det private, fremhæver han. 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også