She can´t: Kampagnen er en katastrofe
Her er et paradoks, der er til at tage og føle på: Hillary Clinton står til sejr ved New Yorks demokratiske primærvalg i aften, tirsdag den 19. april. Hermed baner hun vejen for en sandsynlig, historisk valgsejr for demokraterne ved USA’s præsidentvalg til november.
Men samtidig emmer hendes kampagne af low energy og manglende passion. I modsætning til Bernie Sanders, der blev modtaget som en gud søndag af 28.000 begejstrede fans, da han holdt sit hidtil største møde i Brooklyns Prospect Park.
Go vote today, New York—Hillary needs you. Text WHERE to 47246 to find your polling place.
— Hillary Clinton (@HillaryClinton) 19. april 2016
Så selv om den alderstegne, selverklærede socialist er den af de to demokratiske kandidater, der har trukket titusinder af især unge mennesker, der ellers har været enten ligeglade med eller desillusionerede over politik, til det demokratiske parti, så vinder han ikke. Selv om hans valgmøder er medrivende og langt bedre besøgte end den tidligere førstedames. Og selv om han faktisk synes at tilbyde et nyt svar på den dybe træthed, der findes i hele vælgerhavet over ”business as usual”, med sit nej tak til Wall Street, nej tak til Super Pacs og med udfordringen af politiske dogmer om såvel USA’s politik over for Israel som holdningen til skat, ulighed, sundhedssystem, mindsteløn og frihandel.
Hvor alvorligt sagen stiller sig for favoritten og den tidligere udenrigsminister, kunne man studere i tørre tal, da NBC News og Wall Street Journal offentliggjorde en ny popularitetsmåling mandag i denne uge. Af den fremgår det, at 2016 er ved at blive en ”konkurrence om hvem der er mindst upopulær.” Næsten syv ud af ti vælgere vil ikke stemme på Trump, 61 procent siger nej tak til Ted Cruz og 58 procent har samme svar, når det gælder Hillary Clinton.
Læg hertil, at hele 56 procent af vælgerne har en “negativ vurdering” af Clinton – et tal der er steget med fem procent den seneste måned (65 procent til Trump og 50 procent til Cruz) – og som toppen af kransekagen: Blot 19 procent af USA’s vælgere mener, at Clinton er “ærlig og troværdig,” et nærmest chokerende lavt tal for en politiker, der kandiderer til posten som klodens mest magtfulde statsmand m/k. Det undergås så at sige kun af Trump, der blot kan få 12 procent af vælgerne til at sige, at han besidder “det rette temperament” til at være kvalificeret til præsidentposten.
Med 68% af vælgerne, som ser skævt til Donald Trump, løber han med placeringen som den mest upopulære kandidat i historien.
"Republikanerne har et problem med partiet, og demokraterne har et problem med deres kandidat,” lyder den korte vurdering fra Peter Hart, der sammen med Bill McInturff, har foretaget målingerne i samarbejde med instituttet Public Opinion Strategies.
At tilslutningen til Clinton virker rituel og lidt træt, er ikke kun noget, man kan konstatere ved at sammenligne med massefremmødet for Sanders.
Som en af hendes tilhængere sagde til mig i Washington i sidste uge, da jeg tog en runde blandt de demokrater fra ”the Establishment”, som jeg kender: ”Det er hendes tur. Hun er dygtig. Vi ved, hvad hun kan. Og at hun kan ikke mindst. Hun er indbegrebet af ”a safe pair of hands." Og vi tror ikke på, at mailgate vil underminere hende.”
En bedømmelse, der er velegnet til at udløse klapsalver ”inside the Beltway” blandt politiske professionelle, der vægter driftssikkerhed og erfaring, men som ikke just ligner opskriften på en passioneret og medrivende valgkampagne.
Hermed er det ikke for meget sagt, at vi er vidne til en historisk ubalance i den forstand, at vælgernes begejstring er solidt forankret der, hvor sejren ikke findes. Fordi hverken Sanders eller Trump vil vinde til november.
En upopulær meningsmåling i New York.
Sidstnævnte kan naturligvis godt blive nomineret for sit parti. Men så viser alt tilgængeligt statistisk materiale, at han vil tabe med et brag, der er så højt, at det kan sende det republikanske parti til tælling i årevis. Et nederlag, der vil få konsekvenser for sammensætningen af Kongressen, og i øvrigt også for udpegningen af dommerne til forfatningsdomstolen – altså The Supreme Court, Højesteret, der i USA er politikskabende på en helt anderledes radikal måde, end vi kender det i Danmark.
Og eftersom dommerne sidder på livstid, har balancen i Højesteret indflydelse på Amerika i generationer frem, og i langt længere tid end den præsident, der har udvalgt højesteretsdommerne.
Derfor taber Trump til Hillary
Hvorfor vil Trump tabe med et brag? Fordi hverken kvinderne, de sorte, latinoerne eller de unge vil stemme på ham (hertil kan man lægge en række andre, mindre betydningsfulde minoriteter, der med rette er nervøse for den retorik, der bliver dem til del, fx homoseksuelle). Der findes simpelt hen ikke nok hvide, midaldrende og gamle mænd.
.jpg)
Både Donald Trumps gestikulation og ord slår om sig. Foto: Scanpix
Det er svært at sige det kortere eller mere elegant end Brent Budowsky, der karakteriserer Trump således i en kommentar til netmediet The Hill:
”Donald Trump, a man who performs demented imitations of a disabled person, slanders Hispanic immigrants as rapists and murderers, retweets words of wisdom from Benito Mussolini, shares a mutual admiration society with Vladimir Putin, suggests it might be desirable for Saudi Arabia to obtain nuclear bombs, ridicules American POWs because he prefers troops who were never captured, suggests he would order American troops to commit war crimes of torture, repeatedly demeans women with terms like fat slob and bimbo, believes American workers are paid wages that are too high, and campaigns like Charlie Chaplin in “The Great Dictator.”
Budowsky er jurist og tidligere medarbejder for senatorerne Lloyd Bentsen og Bill Alexander og har også været chief deputy majority whip i Repræsentanternes Hus. Han forudser en jordskredssejr til Clinton i stil med Lyndon B. Johnsons sejr i 1964 over Barry Goldwater, som endte med 68 sæder i Senaret og 295 pladser i Repræsentanternes Hus til demokraterne.
We are playing aginst Putin, who I would get along with great! At Trump og Putin kunne blive kammeratlige, er måske ingen overraskelse.
De resultater kan demokraterne næppe sætte næsen op efter, men en af grundene til, at Trump stort set ingen støtte har i sit eget parti er netop, at partiets kandidater i de enkelte stater frygter at tabe deres eget valg i slipstrømmen på byggematadorens udbredte upopularitet.
Er midten død i amerikansk politik?
Ikke alle kommentatorer er så optimistiske. Flere peger på, at Clintons sandsynlige sejr snarere forudser den amerikanske politiske midtes død, og udpeger de betydelige problemer, den tidligere udenrigsminister har politisk – at den manglende evne til at generere begejstring med andre ord ikke blot er et spørgsmål om stil eller manglende karisma, men har politiske rødder.
Hillary Clinton har gennem hele valgkampen måttet høre for at være ukarismatisk. Her i et heldigt, sødt øjeblik. Foto: Getty/Justin Sullivan
Således skriver Steve Almond i en analyse med titlen ”Hey, Democrats, stop gloating – your party is imploding right before your eyes”, at venstrefløjen godt kan pakke den udbredte skadefryd over det ”kollapsede republikanske korthus” sammen, for ”liberale græsrødder væmmes over deres eget partis ledende kredse.”
Clinton vil ikke vinde genhør i sit eget splittede parti, hvis hun ikke formår at formulere en valgkampagne, hvor hun tilbyder ”en ny version af ’New Deal’ og ’The Great Society’ i form af en 'medfølende og ansvarlig' velfærdsstat”, mener han.
Frem for en gentagelse af ægtemanden Bill Clintons svar på udfordringen: ”triangulation” – betegnelsen for den strategi, som den britiske premierminister Tony Blair også omfavnede, og som kort sagt går ud på at formulere en blødere version af traditionelle konservative politikker om offentlig deregulering – især af politikken over for Wall Street - skattelettelser og stramninger af socialpolitikken.
Hillary har brug for fornyet energi, hvis hun til november skal gafle nogle af Sanders' unge støtter. Foto: Polfoto/Gerald Herbert.
Hvis ikke Clinton omfavner nye progressive ideer – groft sagt forstår at samle frustrationen og ønsket om at gøre op med ”den politiske de facto-blåstempling af republikanernes politik” op – spår Almond, at de unge Sanders-støtter vil vælge sofaen til november – ikke Hillary. ”Og det er ikke dem, der har forladt partiet. Det er partiet, der har forladt dem.”
Bernie er en digital guldfugl
Hertil kan man lægge en bedrift, Sanders har hevet i land, og som ingen andre – heller ikke Barack Obama – har gjort bedre, nemlig evnen til at finansiere sin kampagne via små online-donationer.
Sanders har nægtet at modtage penge fra finanssektoren eller andre store institutioner og virksomheder og har i stedet modtaget over 185 millioner dollar direkte fra enkelte vælgere, der typisk giver omkring 27 dollar (ca. 180 kroner) hver.
I marts slog han sin egen rekord i fundraising og indsamlede 44 millioner dollar,
.gif)
Det betyder, at han aldrig vil løbe tør for penge, og uanset om han taber i New York (og herefter også ved primærvalget i fem nordøstlige stater ugen efter – herunder Maryland og Pennsylvania, hvor Clinton står til at vinde) kan han fortsætte hele vejen frem til partiets konvent i slutningen af juli, hvor partiet formelt udpeger kandidaten.
En sur og uoplagt, uovervindelig kandidat
En anden kritiker af Clinton – der tror, at hun vil vinde nomineringen, men kalder hende ”en chokerende svag favorit i et splittet parti”, er den politiske kommentator Andrew O’Hehir.
Til netmediet Salon siger han, at ”vi er et sted i kampagnen, hvor de ledende kandidater typisk konsoliderer sig selv og vinder momentum. Her befinder Clinton sig i den usædvanlige situation, at hun, samtidig med at alle kalder hende den uovervindelige kandidat, mister tilslutning og selv virker sur og uoplagt.”
O’Hehir peger lige som Almond på, at splittelsen mellem Sanders og Clinton ikke blot er retorisk, men et udtryk for reelle politiske uenigheder om alt fra ”verdens indretning til hvordan man forvalter økonomisk og politisk magt”.
Hillary Clintons og Bernie Sanders' små uoverensstemmelser til NY Brooklyn Democratic Debate, der løb af stablen 14. april.
Igen må man give op over for de uendeligt elegante muligheder, som det engelske sprog tilbyder og citere ordret:
”Sometimes she looks like the HMS Victory of politics and sometimes she looks like the Titanic, loaded with albatrosses and towing the Hindenburg.”
Clintons fordel – partieliten og The Valley
Sluttelig: Kunne hele den forudgående analyse så ikke indikere, at Hillary Clinton alligevel kunne ende med at tabe? Såvel nomineringen som selve valget?
Svaret er nej. Og det har selvfølgelig noget at gøre med det forspring, hun har i det samlede antal delegerede (altså de såkaldte pledged delegates, som er dem, der er valgt i de enkelte stater, og de såkaldte super delegates, der er betegnelsen for de delegerede, som udgøres af partiets ældre statsmænd, tidligere præsidenter, ledende embedsfolk og senatorer med flere).
Men der er også en anden faktor, som hendes kampagne ikke har gjort noget stort nummer ud af. Faktisk kan man godt få mistanke om, at der ingen lyst er til at tale om emnet overhovedet: Nemlig det teknologiske fundament for Clinton-kampagnens hovedkvarter, der på papiret ligger i Brooklyn.
Heldigvis for alle, der gerne vil forstå de amerikanske valgkampagner, gjorde netmagasinet Quartz et forbilledligt stykke undersøgende journalistik i marts, hvor magasinet beskrev den diskrete startup, The Groundwork, der er det Tech-firma, som kører hele integrationen af big data for Hillaryland.
Googles første bestyrelsesformand, Eric Schmidt, formår at skrue på de rigtige data-knapper, der kan danne bro mellem Silicon Valley og Washington D.C. Foto: Getty/Seong Joon Cho/Bloomberg.
The Groundwork er stiftet af mangemilliardæren Eric Schmidt – Googles første Ceo og i dag også executive chairman for Googles moderselskab ’Alphabet’. Og som Quartz skriver, viser den centrale placering af startuppen, hvor tæt forbindelsen er mellem Silicon Valley og det demokratiske parti.
Forbindelsen til partiet blev etableret op til valgkampen i 2008, hvor store dele af Obamas kampagnestab – og senere Tech-ansatte i Det Hvide Hus – også blev rekrutteret i The Valley og i særdeleshed i miljøet omkring Google.
Ingen valgsejre uden integration af Big Data
Og i dag vindes ingen moderne valgkamp uden dataintegration. Det er gennem analysen af vælgerdata og den efterfølgende såkaldte digitale outreach – altså måder at kommunikere digitalt med vælgerne på, uanset platform og uanset om det er gennem e-mails, SMS eller sociale medier; alt fra Twitter, Snapchat, Instagram, Facebook, YouTube, Pinterest eller WhatsApp for nu blot at nævne de mest etablerede, der er mange andre – at man vinder præsidentvalg i dag.
Eller mere præcist: det er sådan, man identificerer de afgørende vælgerblokke; mange ældre vælgere findes ikke på sociale medier, og politikerne kan derfor ikke kommunikere direkte med dem der. Men disse vælgere kan fortsat analyseres gennem integration af deres data, uanset at fodsoldaterne derefter enten skal ringe vælgerne op på telefonen eller ud at banke på deres dør; eller om man skal sende en gammeldags e-mail; eller investere i tv-reklamer, som fortsat koster hundredevis af millioner for alle kampagnerne, eller udforme outdoor-reklamer i form af busreklamer eller klassiske valgplakater.
Pointen er den samme: Man finder ud af, hvor disse tiltag skal sættes ind – hvilke tv-programmer, reklamerne skal sættes ind i, eller hvor der skal bankes på døre eller hænges plakater op – via data integrationen.
Det bedste software vinder
Man kan også sige det kortere: den, der har det bedste software, vinder.
Forudsat – naturligvis – at der er en kandidat, der kan eksekvere budskaberne i sidste ende.
Her mangler kandidaterne ofte penge. IT-ingeniører er et ombejlet folkefærd, og der er for få af dem. Det er ikke altid nemt at overtale en nyuddannet IT-kandidat fra Stanford til at arbejde for en relativt lav løn for en politisk kampagne i stedet for at sige ja tak til et fedt jobtilbud fra Facebook eller Google eller en af de mange andre etablerede Tech-giganter (eller fede, lovende startups med potentiale) i The Valley.
Det hjælper Schmidt og the Groundwork også Clinton med. De rekrutterer og overtaler de unge mennesker til at bruge et år eller to i starten af karrieren på politik, plus at Schmidt også har ry for at kunne ”overkomme kulturkløften” mellem nørderne i the Valley og de politiske anorakker i Washington D.C. og omegn – der i sig selv er ret nørdede, men på en lidt anden måde).
Heller ikke det er gratis, naturligvis. Clintons kampagne betalte ifølge Quartz 177.000 dollar til the Groundwork allerede tilbage i andet kvartal af 2015. Et så stort beløb skulle man jo have troet ville have vakt en vis interesse for the Groundwork i medierne, men som nævnt er der stort set intet skrevet om, hvad firmaet laver for Clinton. Det hjælper ikke stort at gå ind på hjemmesiden, hvor dets grå og sorte trekantede logo blot forkynder, at her søger man “the digital roots of change.”
Slaget om de tøvende vælgere
Til Quartz siger Michael Slaby, der er manden, som til daglig styrer biksen, at man ”ikke forsøger at tilsløre noget, vi koncentrerer os bare om at holde lav profil og få arbejdet gjort”. Slaby var CTO (chief technology officer) for Obamas kampagne i 2008 og arbejdede også for præsidenten som teknologichef i 2012-kampagnen. Han er tidligere CTS (chief technology strategist) for ”TomorrowVentures,” der er Schmidts angel investment fund.
Det kan være svært at vurdere, hvor meget af en valgsejr, der skyldes integration af Big Data og brugen af avanceret software. Det er anslået af folk i Obamas kampagne fra 2012, at to procentpoint ud af de fire procentpoint, Obama vandt over Mitt Romney med, skyldtes brugen af teknologien.
Den største bedrift i 2012 var identifikationen af 15 millioner vælgere, der endnu ikke havde besluttet sig til, hvad de ville stemme.
Her satte Obamas kampagne massivt ind over for netop disse 15 millioner via især Facebook, e-mails og såkaldte ”get-out-the-vote”-indsatser, hvor man opfordrer vælgere til at registrere sig og tilbyder transport - men også gennem direkte kontakt, møder og ved at spore eventuelle donationer til kampagnen. Endelig havde Obama-kampagnen også adgang til avancerede analyseværktøjer over vælgernes tv-vaner, så de dyre tv-reklamer kunne målrettes mest effektivt og fx ikke blev spildt på vælgere, der allerede havde besluttet sig. Obama-kampagnens øverste mediechef Jim Margolis – der nu har samme rolle i Clintons kampagne – anslår over for Quartz, at Obamas valgkampagne sparede omkring 40 millioner dollar gennem brugen af et stykke software, der bar navnet ”Optimizer”.
Obama og Schmidts samarbejde går helt tilbage til Obamas 2008-valgkampagne. Foto: Getty/Bloomberg
The Groundwork har ikke villet fortælle amerikanske medier, hvad de præcis foretager sig for Clinton. Men man kan se af offentligt tilgængelige indberetninger, at Clinton er den eneste politiske kunde, firmaet har. The Groundworks medarbejdere er mestendels rekrutteret fra etablerede Tech-firmaer som Netflix, Dreamhost og Google.
Clinton vs. Cruz – historieskrivning på flere planer
Fra kilder i det demokratiske parti fremgår det også, at the Groundwork først og fremmest ”fokuserer på at bygge en platform, som kan opfylde kritisk vigtige funktioner for en moderne valgkampagne. Altså at designe en teknologisk infrastruktur, der kan fordøje og bearbejde massive mængder data i form af informationer om vælgeren og herudfra udvikle konkrete kampagneværktøjer for fundraising, outreach og get-out-the-vote-kampagner.
Som Quartz skriver, ligner det de CRM-systemer (customer relationship management), som fx Salesforce.com tilbyder kommercielle kunder, men altså blot brugt som værktøjer for en politisk kampagne.
Quartz stiller herefter det gode spørgsmål: ”Are startups the new Super PACs?”
Vil valgkampe fremover blive udkæmpet på software?
Det er nok værd at overveje. Det er i hvert fald et faktum, at ingen anden kampagne – ikke Sanders', ikke Ted Cruz' og ikke Donald Trumps er i nærheden af at have en lige så strømlinet organisation med lige så stærke repræsentanter fra Silicon Valleys Tech-elite bag sig som Hillary Clintons. Om end Ted Cruz har sin egen strømlinede indsats på den front, som tidligere beskrevet i en anden artikel på Kforum.
.jpg)
Ted Cruz benytter sig af 'microtargeting' i kortlægningen af sin vælgerskare - primært midaldrende, kvindelige kirkegængere. Foto: Gettyimages.
Og hvis det skulle lykkes for den kulturkonservative værdikriger at vriste kandidaturet ud af Trumps favntag hos republikanerne, ja så vil vi, ud over at få opgøret Clinton-Cruz, også komme til at bevidne styrkeprøven mellem to forskellige softwaremodeller. Så kan vi bruge termen historisk en gang til.
