Marys mobbemareridt

Tv-dokumentaren om kostskolen Herlufsholm har ramt det danske kongehus, og kronprinsesse Mary hårdt på det folkekære image. På trods af kronprinsessen har lavet en fond med sit eget navn og mobberi som mærkesag, så har kronprinsparret stadig deres børn på skolen, der igennem årtier er knyttet til mobberi, ydmygelser, vold og seksuelle krænkelser. Alt tyder på, at bestyrelsen og de mange omkring skolen har kendt til den usunde kultur. Og kongehuset har tilmed en datter, som de fastholder, skal starte efter sommerferien. De har nu langt om længe meldt ud og skrevet en lille tekst om, hvorfor de mener, de har brug for mere viden. Alt imens de forholder sig afventende og bakker skolens bestyrelse op i den forandringsproces, selvsamme bestyrelse har kæmpet indædt imod – men er blevet tvunget til. Er det en god strategi? Er det for at vinde tid til shitstormen er drevet over? Eller er det for tage børnene ud med en undersøgelse i ryggen, så de kan fralægge sig ansvaret for det efterfølgende kollaps af skolen?

En spiral af modvilje og kritik

“If you don't manage issues, issues will manage you”, lyder et gammelt mundheld i PR-branchen. Siden Herlufsholm-krisen brød ud, har kongehuset været på bagkant, hvor skolens krise ustyrligt har trukket kongehuset ned i en spiral af kritiske spørgsmål og etableret en uhørt modvilje i store dele af befolkningen.

At landets fremtidige konge er sendt på en kostskole kendt for voldtægtssager, mobberi og ydmygelser sat i system, er en sag, som larmer. Og tilmed på en skole, hvor kongehuset er med til at udpege og blåstemple bestyrelsesformanden. “Kan kronprinsessen afvise, at De eller Deres søn har hørt om kalenderbank, lammere, trælår, vandtortur, ydmygelsesvideoer eller fingre i røven på deres barns skole?” Spørgsmålet venter bare på at blive stillet næste gang, Ekstra Bladet får et ord indført til næste royale reception.

If you don't manage Isabella, Isabella will manage you

Efter sommer skal prinsesse Isabella efter planen starte på den skandaliserede skole, hvad der vil virke som endnu en royal aktiv blåstempling på trods af alle sagerne. Tror I kongefamilien stiller op til glade billeder med deres børn i uniform den dag?

Kommer der én sag mere om Herlufsholm, er det kongehusets sag, og de vil skulle stå skoleret igen. Parrets beslutning er ikke blot kontroversiel, men også selvmodsigende og dobbeltmoralsk, fordi kronprinsesse Mary er gået til kamp mod mobberi og dårlig trivsel med Mary Fonden. Det er en tæt på umulig dobbelthed. Hun siger altså et, men gør noget andet i praksis med sit skolevalg. “Hvordan kan kronprinsessen have tillid til en proces kørt af en bestyrelse, som den tidligere rektor har afgivet vidneudsagn om, er inde i alle alvorlige sager?” Det kunne være et af de næste i en lang række af spørgsmål. “Hvis undersøgelser viser, at bestyrelsen har kendt til disse sager, kan bestyrelsesformanden på Herlufsholm så stadig være kammerherre og hofjægermester i kongehuset?”, kunne være et tredje.

Det er Mary, der betaler for at holde skolen åben og som den institution, den er – og hun betaler med sin troværdighed og kongehusets opbakning i befolkningen. Spørgsmålet er, hvor meget goodwill og politisk kapital det er værd at brænde af på den gamle skole.

Situationen er så tilspidset, at enhver kongelig optræden kommer til at handle om det famøse skolevalg. Kongehuset er på fremstød for dansk erhvervsliv i Holland – Herlufsholm er spørgsmålet. Mary besøger skole: Eleverne siger til journalisterne, hun virker dobbeltmoralsk.: ”Jeg forstår ikke, at man kommer herhen og forklarer alt muligt med mobning, og så sender man børn hen på en skole, hvor der sker sådan nogle ting”, udtaler en elev til B.T.

Royal Run er hjørnestenen i kongehusets branding og ikonet for kronprins Frederiks brand-positionering som sportsprins. Kilde: Scanpix / Philip Daval

Til årets Royal Run løb danskere med kronprinsen og hans familie i spidsen forbi rytterstatuen af Frederik VII. På statuen står med snirklet skrift “Folkets kærlighed, min styrke”. Den folkelige kærlighed og kongehusets troværdighed har fået et skud for boven. Et Royal Run-løb, der ellers er kendt for royal lefleri, blev afsluttet brat med hardcore, relevante journalistiske spørgsmål til kronprinsen om det famøse skolevalg.

Royal Run er hjørnestenen i kongehusets branding og ikonet for kronprins Frederiks brand-positionering som sportsprins. Eventen rummer alt det, som kongehuset gerne vil være som en ufarlig folkelig og apolitisk samling af danskerne. Løbet er hans kongevej (pun intended) til at opbygge en folkelige kontrakt mellem kongehuset, ham og danskerne.

Rebranding af de unge royale

Kongehuset er i en brand-transition, hvor kronprinsparret skal skabe brandet på ny og på deres måde i deres generations sprog. De har sagt, at positive fællesskaber og kamp mod mobning og udstødelse er deres sag. Dronning Margrethe har gjort det på sin særegne måde – med kultur.

Kronprinsparret har valgt en mere mainstream og angelsaksisk rebranding med sport og klassiske familieværdier og børns rettigheder som omdrejningspunkt. Mary er den vellidte og velkommunikerende dronning in spe, der er ansigtet på det hele. Hun er modsat Frederik en international royal superstjerne, som fik dedikeret et helt tillæg i verdenselitens avis Financial Times i februar under titlen Nordstjernen.

Selv som royal superstjerne er det en umulig opgave at kæmpe for og imod mobberi på en og samme tid.

Hun har lidt lettere ved ordene og spiller den offentlige rolle lettere end ham. Men Herlufsholm-skandalen river masken af det hele; det er stadig de dyre venner med de fine navne på godserne og de nedarvede privilegier, visse menneskers ret til at herske, der er de værdier, der er vigtigst. Ja, lige frem værdier, som de kæmper for og har et meget nuanceret ambivalent vidensindsamlende forhold til.

Den kontroversielle beslutning har ingen folkelig opbakning og er på vej til farligt at polarisere kongehuset mod at blive et overklassebrand og ikon for en lille gruppe herlovianere, der forsvarer deres skole med victim blaming og fortænkte angreb på noget, der ser ud som en skudsikker produktion fra TV 2.

Skolens krise har sat kongehuset i et klassekampsdilemma, hvor de skal vælge mellem den gamle verden, dens præfektsystem samt aristokratiets kolde børneopdragelse eller modernitetens idealer om individets ukrænkelighed og lighedsideal. Et valg, som ikke burde være svært. Kronprinsparrets ambivalens har ødelagt et årtis arbejde med Mary Fonden. En fond, der blev til på baggrund af en folkegave på 1,1 million kroner indsamlet ved deres bryllup.

Det politiske skolevalg

Er skolevalg politik? Tænk på de formastelige socialdemokratiske ministre, som har sat deres børn i privatskole. Selvfølgelig er det legitimt at diskutere skole og værdier. Og kongehusets skolevalg udstiller pludselig deres folkelighed som fake og humanismen som et PR-stunt. For når det gælder deres egne børn, så vælger de adelen.

Presset er nu blevet så stort, at parret er kommet med en skriftlig udtalelse på deres hjemmeside. Her prøver de at imødegå kritikken ved at sige, de dels anerkender den, dels afventer en undersøgelse og vil anerkende deres børns ret til selvbestemmelse og eget skolevalg. Med egne ord indsamler de viden, mens de afventer en undersøgelse. Læs den her:

Som de udtrykker det: “Men for os afhænger svaret både af de undersøgelser, der er sat i gang, og af effekten af de initiativer, som skolen allerede har besluttet. Desuden vil vi kigge på skolens kommende initiativer, men også på, hvad vi som forældre kan kræve og bidrage med. Målet må være et fremtidigt Herlufsholm, hvor alle elever – uanset hvem de er – trives og kan føle sig trygge baseret på sunde værdier.

Her og nu kender vi ikke alle svarene. Som familie har vi brug for mere viden for at kunne tage den rigtige beslutning for vores børn.”

Parrets konstruktive platform foldes ud af PR-manden Claus Jørgensen, der skriver her i en analyse: “Kunne det tænkes, at det på den lange bane vil være bedst for kronprinsparrets omdømme, at de medvirker til at ændre de kritisable forhold på Herlufsholm indefra? Kunne især kronprinsessen ved at lade sine børn blive på skolen lægge et hårdere pres på Herlufsholm i forhold til tiltag mod mobning og trivselsproblemer?”

Dette er nok en meget optimistisk forandringsteoretisk pointe. Langt mere realistisk er det, at Herlufsholm blot bliver et større problemer ved mere engagement og fortsat kongelig velsignelse. Det er dog rigtigt, at kongehusets fortsatte opbakning stiller krav om en genydelse og reel forandring på skolen og dermed kan være positivt og sætte vægt bag forandringerne. Man skal blot ikke glemme, at jo mere kongehuset blander sig, jo mere ansvar tager de for en skole, som p.t. har ringe trivsel og voldtægtssager. Kort sagt et omdømmemæssigt håndværkertilbud af dimensioner med stor risiko for sammenstyrtninger.

Det bliver igen udstillet som hyklerisk, Få dage efter, at en kok, der har leveret cateringydelser til kongehuset, bliver afsløret som krænker af unge kokke og elever, slår kongehuset hånden af ham. Hvad så med Herlufsholm? Hvorfor behandler kongehuset ikke kokken og deres børns kostskole på samme måde? Her ventede de ikke på mere information.

Den skriftlige erklæring er et forsøg på en defensiv referencetekst, som kongehuset nu kan henvise til som et svar. Gevinsten skulle være, at kronprinsparret ikke længere skal besvare kritiske spørgsmål for åben skærm, som det sker nu. De kan ganske enkelt blot henvise til deres udtalelse. Det gør de bare ikke altid, fordi jobbet består af pressemøde efter pressemøde. Kronprinsen er nødt til at svare, fordi han er til pressemøde med dansk erhvervsliv i Holland.

Her lykkedes det kronprinsen at ødelægge sit eget forsøg på krisehåndtering ved at tale kostskolens dyder op, at mange har det fantastisk på Herlufsholm, som kronprinsen siger det. Berlingske – der er ovenud royalistiske – kommer ikke udenom at forsøge at forklare kronprinsen, at det ikke fritager DR for ansvar, at nogle har haft det fantastisk i Pigekoret, mens andre blev krænket. At det ikke er vigtigt, at nogle har haft det fantastisk på TV 2, mens andre måtte lægge krop til noget, der har ødelagt år af deres liv. Kronprinsen forstår det simpelthen ikke, siger Berlingskes Jakob Steen Olsen.

Frygten for dolkestødslegenden

Kongehuset siger, de oplever undersøgelsesfasen som uafklaret. Det er bare også et problem, når folket og pressen ønsker en klar og meningsfuld afstandtagen og oplever, at alt for meget er kommet frem. Hvad er det egentlig, kongehuset mangler at få opklaret i øvrigt? Herlufsholm har jo erkendt og undskyldt – omend modvilligt – til de medvirkende i TV 2’s udsendelse. Hvor meget mere skal der til, er spørgsmålet, man sidder tilbage med. Og det svarer de ikke på.

En anden uheldig konsekvens er, at Mary og kongehuset med deres afventende attitude misser den åbenlyse og enestående chance for at positionere sig som en offensiv anti-mobber frontkæmper, som hurtigt og resolut tog kampen op mod gamle strukturer og regler på trods af de personlige og private omkostninger. Overlever Mary Fonden som en fond, der kan arbejde med mobning? Det er jo et åbent spørgsmål nu. Det er sikkert, at den ville have vundet stort på at have taget klar afstand, hvis kronprinsparret havde trukket børnene ud. Som PR-manden Claus Jørgensen udtrykker på sin blog:

“Hvis det at være kronprins og kronprinsesse blot var en konkurrence om at opnå den størst mulige popularitet så hurtigt som muligt i den størst mulige del af befolkningen, ville løsningen være ganske enkel. I så fald skulle kronprinsparret umiddelbart efter visningen af TV2-dokumentaren ”Herlufsholms Hemmeligheder” have taget Prins Christian ud af skolen og annulleret Prinsesse Isabellas start i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien….“

Den største svaghed er dog brevets fejlagtige grundpræmis. Det er indlysende og veletableret sandhed, at der er foregået mistrivsel, mobberi og voldtægt. Helt aktuelt understreget af den tidligere rektor, som melder ud om de horrible forhold, dengang som nu.

Skandalen bare vokser dag for dag

Kronprinsparret kan og bør derfor ikke være i en fase, hvor de søger eller mangler viden. Den er ganske basalt et afsluttet kapitel i skandalens dramaturgi. Det virker til, at de ønsker at trække sagen ud og håber, den går i glemmebogen. Dette er en risikabel strategi, fordi de så med to børn på skolen blot kan blive rullet endnu mere ind – og med Isabellas tilvalg nu ses som en aktiv støtte.

Skandalen er nu bare så stor og så farlig for kongehuset, at den vokser dag for dag. De burde for længst have taget børnene ud. Skaden er permanent – omend de stadig kan stoppe yderligere blødning. Men det er svært for kongehuset at komme til at stå rigtigt, fordi det vil være forsinket, og alt vil fremstå ambivalent nu.

Kongehusets har nemlig en dyb tilknytning til skolen og udpeger i dens fundats dets bestyrelsesformand og kan dermed på en måde siges at være skolens øverste myndighed. Desuden frygter de en dolkestødslegende på de store godser og i deres direkte omgangskreds, hvor de vil sige, at de beskyldes for at lefle for shitstorme og svigter den gamle hæderkronede skole i dens største og dybeste krise. For ikke at tale om signalet til alle vennerne med børn dernede. Bemærk, at relationen til skolen ikke blot er institutionel, men også privat og personlig, hvor mange af kronprinsparrets personlige venner er herlovianere.

Kongehuset frygter måske også, at fraflytningen af børnene og afstandtagen fra skolen kan lukke den historiske institution og svække båndet til venner og velhavere endegyldigt. Det virker til, at de hellere vil ødelægge deres folkelige brand, end de vil fortælle deres venner, at de er dårlige forældre, hvilket de jo ville gøre det øjeblik, de tog børnene ud.

Det ville skabe en dyb kløft i relationen til resten af den gamle overklasse, hvis kongehusets handlinger kan medvirke til skolens nedlukning. Hvis ikke kongehusets børn kan være der, så forsvinder hele legitimiteten, hvilket kan blive et kommercielt dødsstød, fordi det smadrer hele den snobværdi, skolen lever af. Det er Mary, der betaler for at holde skolen åben og som den institution, den er – og hun betaler med sin troværdighed og kongehusets opbakning i befolkningen. Spørgsmålet er, hvor meget goodwill og politisk kapital det er værd at brænde af på den gamle skole.

Kilde: Keld Navntoft, Kongehuset

Forsinke og trække i langdrag

Læser man kongehusets brev, virker det til, at de afventer rapporten, som bestyrelsen blev tvunget til at finde et nyt og forhåbentligt uvildigt advokatbureau til – efter det første bureau blev afsløret som havende forbindelser til Herlufsholms bestyrelse.

Endnu en håbløs håndtering, der udadtil drager bestyrelsens oprigtighed i tvivl. Kongehuset siger, de afventer rapporten og effekten af de tiltag, skolen har gjort. De forsøger at købe sig tid. Men får de den tid? Hvad er det for nogle interviews, styrelsen under Undervisningsministeriet laver med fx tidligere rektor? Ud fra hans optræden i medierne virker han meget kritisk.

Det kan meget vel være, at de ikke kan forsinke sagen til efteråret, hvor begge børn er dernede, og hvor man vil kunne slå et krav om, at børnene bliver taget ud, hen med henvisning til alle de fine trivselsindsatser, der er sat i gang siden afsløringerne.

Kongehuset og Herlufsholm prøver at forsinke og trække i langdrag, så medierne bliver trætte af sagen. Imens mudrer hardcore forældre og tidligere elever vandet med modkampagner. Det er klogt; det er sådan, man gør – og det kan lykkes, medmindre der kommer noget fra tilsynsmyndigheden eller andre fortællinger om fx voldtægter, som historien, hvor offeret fortæller, hvordan hun oplevede, at skolen gjorde, hvad den kunne for at feje overgrebet ind under gulvtæppet.

Det er dog en ekstremt risikabel strategi. Både fordi den er sårbar over for nye afsløringer, og fordi de indædte herlovianere medvirker til at skabe et billede af et bagland, der er helt ligeglade med de børn, der har fortalt deres historie. De kommer til at fremstå netop så afstumpede, som kritikerne siger, bøllerne kan være på Herlufsholm. Kongehuset kommer dermed til at fremstå som allierede med en forældregruppe politisk, socialt og økonomisk meget langt fra det mainstream konsensus-Danmark, som er deres ramme og råderum som kongelige i det danske demokrati.

En umulig balancegang: at kæmpe for og imod mobberi på en og samme tid.

Kongehuset søger at gå en umulige balancegang mellem at være de gamle penges og privilegiers beskytter og samtidig være folkelig, moderne og inkluderende – og varm. Det er endt i en konfus kronprinsesse, der har sat sin mærkesag og sin fond over styr på flugt fra kritiske spørgsmål om en kostskole, som de uforklarligt og højst risikabelt holder fast i og støtter. Spørgsmålet er også, om Herlufsholm kun kan overleve, så længe kronprinsessen betaler – med sin troværdighed.

Uanset hvad, så har kronprinsparrets fortælling lidt ubodelig skade. Det kan stoppe nu, med den skade, der er sket – eller det kan blive værre. Men det er svært at se, at det kan blive bedre. Og der er stadig mange spørgsmål, som journalister og befolkning sidder og brænder inde med.

For selv som royal superstjernepar er det en umulig opgave at kæmpe for og imod mobberi på en og samme tid.