Helle Thorning-Schmidt skriver fra et godt sted i sin nye bog, Blondinens Betragtninger. Hun har for længst bevist sit værd (you had me at landets første kvindelige statsminister) og har sager og stemmetræner på afstand. Som den tilbagelænede forælder med et glas rødvin i hånden, der løser barnets skolegårdskonflikt hen over aftensmaden.
Den bekvemmelige position er både bogens svaghed og styrke. Svaghed, fordi det er nemmere at forholde sig large, fornuftig og cool i bagklogskabens lys. Og så mange år efter, at argumentet om, at tiden var en anden, rent faktisk holder stik. En enkelt krænkelsessag på hendes vagt undskylder hun for i bogen (Carsten Hansen), ligesom hun forklarer, hvorfor hun som partileder ikke talte mere om køn og ulighed. Så havde flaskehalsen simpelthen ikke peget i hendes retning – og vi ved, hun har ret.
Hun hylder Sofie Linde for at sætte #MeToo på dagsordenen, mens hun selv tog ”små skridt” i sin tid som statsminister, fordi hun ikke ville ”reduceres”. Man kunne mene, at hun her glemmer, at nogen jo skal tage det første lange skridt, og det sjældent er en behagelig vej at vandre udad. Men fordi det ikke er bogens ærinde at skyde nogen noget i skoen – andet end et lille puf til de kvinder i Socialdemokratiet, der ikke udviste søstersolidaritet – er jeg med hende igen, når hun i tråd med
Mette Fugl skriver, at ”vi skal anerkende dem, der kom før”. Helle Thorning-Schmidt fortsætter så sætningen med, at vi også skal hjælpe dem, der kommer efter. Den vogn tror jeg så, det kræver lidt mere overtalelse at få Mette Fugl med på.
Det er alt sammen ret fint, men heller ikke supersvært. Og dog. Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har måske bare en udpræget evne til at få svære ting til at se lettere ud, end de er? Ligesom den skolelærer, du stadig husker.
Helle T. udviser et Morten Lindbjergsk overskud
Bogens styrke ligger til gengæld i, at al den erhvervs- og livserfaring, hun har som +50-årig med det vilde liv i bagagen, gør hende værd at lytte til. Så absolut! Hun har ikke sovet i timen og skriver med et Morten Lindbergsk overskud, der rummer både Tessa og Thomas Helmig: ”Frihed er at lade hinanden være dem, vi er. Jeg lover, der bliver fed, fed lykke til alle, hvis vi gør forsøget og lykkes.”
Via @hellethorningschidt viser Helle Thorning-Schmidt sit sande jeg, der rummer lige dele Tessa og diplomati.
”Jeg indbyder ikke til noget blot ved at være mit køn,” skriver hun, og hendes insisteren på at klæde sig præcis, som hun føler for, og være ligeglad med de forventninger, vi andre helt sikkert har til en tidligere statsminister, er ret fed – for nu at blive i hendes egen helmigske terminologi. At hun så ser maskulint intellektuel (og supercool!) ud på bagsiden af bogen med Rolex, opsat hår, trenchcoat og nuancer af nude, understreger kun hendes pointe: Jeg er meget mere end mit køn.
Frisættende Glimmer
For en 47-årig generation-X’er fra et forstadsmiljø i Østjylland, hvor spørgsmålet, vi stillede hinanden, var, om der var for meget kom-og-tag-mig over det her outfit – og hvis svaret var ja fra de andre piger, skulle det pronto dresses ned med en stor habitjakke eller en løs buks – er Helle Thorning-Schmidts insisteren på at have ”glimmerneglelak på i mødelokalet” overraskende frisættende.
Fhv. statsminister Helle Thorning-Schmidt i glimmer. Via @hellethorningschmidt på Instagram.
For hun har jo så evigt ret: ”Det er begrænsende, hvis kvinder kun må se ud på én måde for at blive taget alvorligt.” Det er bare, igen, nemmere sagt end gjort fra et townhouse i London – en af verdens mest multikulturelle byer, end det var fra statsministerposten. Eller en håndboldhal i Risskov, for den sags skyld, hvor skoene var Adidas og hårelastikken crunchy.
Det ved hun heldigvis godt og afslører, at hun i tiden som statsminister fik stemmetræning for at tale dybere og skiftede pangfarverne ud med grå og seriøs.
Og de normative forventninger til, hvordan kvinder skal gå klædt, er jo ikke kun begrænset til en 90’er-opvækst i Østjylland eller Helle Thorning-Schmidts embedsperiode, for debatten om kvinders beklædning er stadig højaktuel. Vi så det blandt andet tidligere i år, da en folkeskole i Vejle forbød unge piger at vise mavehud i skoletiden.
Også hendes 24-årige datter Johanna møder stadig fortidens idealer – i sin ellers kønsbevidste omgangskreds – om, at kvinder skal holde lidt igen, hvis de ikke vil fremstå dumme og billige.
Små ting, der skaber en stor forskel
Jeg er mest vild med bogens fremstilling af de små ting, der stadig skaber ulighed. Som kvinder, der finder sig i at blive afbrudt af mænd med en dybere stemme. Eller kvinder, der stiller en gryderet i fryseren, hvis de skal være væk et par dage, og som hun beskriver det, lægger små puder ud for deres mænd. Et fantastisk billede.
At hun hen imod bogens slutning føler sig nødsaget til at undskylde ”for den remse, der kommer nu”, hvorefter hun opremser de kandidatgrader og kloge ting, hun har studeret og arbejdet med for at kvalificere sig som partiformand, understreger blot pointen om, at vi stadig ikke har ligestilling i Danmark.
Selv Helle Thorning-Schmidt, der udgiver en lyserød bog med navnet Blondinens Betragtninger – og som i dag kan være ret afslappet omkring mediernes og MF’ernes meninger om hende – er ikke fri og lige, når hun stadig føler, hun skal overbevise os om, at hun var uddannet og dygtig nok til at blive statsminister.
Det irriterer mig, at det er nødvendigt med sådan et afsnit. Om en mand med politiske ambitioner så havde parkeret knallerten og var gået direkte fra et arbejde som pizzaomdeler til en plads i Folketinget, havde han aldrig brugt sin taletid på at overbevise omverdenen om, at han var kvalificeret til sin position. But of course.
De fleste, men ikke alle, er udelt begejstrede
Flere (kvinder) er begejstrede, et par (mænd) er mere skeptiske.
Simon Stefanski, vært på DR-podcasten Genstart, vil helst tale om fortiden og om de tre sager, der har været på hendes vagt: Kofod og den 15-årige, Frank Jensen og Carsten Hansen ude af kontrol til julefrokoster. Helle Thorning vil helst tale om nutiden og de muligheder, der ligger i opgøret med fortidens mønstre.
Begge har ret, og jeg får fred, sådan efterlades du lidt som lytter, fordi Stefanski insisterer på et klassisk kritisk interview, selvom Helle Thorning nægter at købe præmissen, som hun kalder “doven”.
Helle Thorning interviewes i DR's nyhedspodcast Genstart.
Nima Zamani er mildest talt heller ikke begejstret for Helle Thornings betragtninger. Han skriver i en
klumme på Altinget, at “forventningen om, at en nations overhoved klæder sig forholdsvist diplomatisk intet har at gøre med køn. Det har til gengæld alt at gøre med, at vedkommende er nationens overhoved og ikke en del af ‘Cirque du Soleil’.”
Bum, så fik hun den. Ifølge Nima Zamani kan hun også godt pakke formålet med at holde liv i debatten væk – det virker som en “mildest talt opmærksomhedssøgende dårligt undskyldning.”
Manner, det er lidt trættende. Jeg er tydeligvis bias, men der er noget med tonen og vinklen hos de to mandlige journalister, vi godt kan tale om.
I beskrivelsen af programmet hos Genstart står der: “Er det victim blaming at spørge, hvorfor hun som statsminister ikke gjorde mere for ligestilling? Det synes hun selv. Genstart stiller alligevel spørgsmålet.”
Selvfølgelig gør Stefanski det. Det er forudsigeligt på linje med gråvejr i november, at det meste af tiden skal gå med det. Ikke noget med at spørge ind til, hvad det har krævet af overvejelser og mod at skrive den her ret personlige bog – bare kør på med Kofod, Jensen og Hansen.
Nima Zamani kører den kommunikativt helt køligt med ironisk distance – “Et højt hurra skal lyde til Helle Thorning for hendes nye bogudgivelse” – samtidig med, at han kritiserer hende for at blande sig i ligestillingsdebatten, der “øjensynligt aldrig har været mere i live”. Så Helle, pak din dårlige timing og dit ‘Cirque du Soleil’-outfit ned, synes budskabet at være fra Zamani.
Heldigvis er mange anmeldere positive over for hendes feministiske betragtninger – og som
Søs Marie Serup, der i selvsamme medie som Zamani skriver, at “uanset hvad man måtte mene om Thornings hidtidige feministmeritter, så skriver hun sig nu ind i ligestillingshistorien med denne modige, tilgængelige og begavede bog.”
Opbakning herfra
Så med Helle Thorning-Schmidts egne ord: ”Hvis en kvinde siger noget, vil noget, så prøv da at bakke hende op i stedet for at hakke hende halvt ihjel, før hun overhovedet er kommet i gang.”
Bogens budskab om, at kvinder skal fremme andre kvinder – frem for at glemme dem i forbifarten mod toppen – skal have spalteplads og afsluttende opmærksomhed.
Blondinens Betragtninger er ikke et nyt Sofie Linde-moment i Danmark, men en samling veloplagte betragtninger om køn og ligestilling fra en pålidelig kilde, der har mærket på egen krop, hvor vi ligestillingsmæssigt endnu ikke er i mål.
Blondinens Betragtninger er udgivet 4. oktober ved Forlaget 28B. 269,95kr.
