Helle skal redde verdens børn

Når Helle Thorning-Schmidt i dag møder på sit nye job i St. Vincent House i London som direktør for Save The Children, er hun med en årsløn på godt 2,5 millioner kroner en af de bedst gagerede danske kvinder overhovedet.

Med Helle Thorning Schmidt får den britiske moderorganisation til Red Barnet en tidligere statschef, stadig i en attraktiv alder, med excellente internationale relationer og dét, man kan kalde et godt face og fortrinlig fremtoning.

Umiddelbart ser alting godt ud. Men er det dét?

Selv om 2,5 millioner lyder voldsomt, og vi alle synes, det er fantastisk med en verdensomspændende organisation, som hjælper børn i nød – så er min indledende præmis, at Helle Thornings nye karrierekurs ikke er den optimale udnyttelse af den betydelige sociale kapital, hun har sparet op som statschef.

Hun kom, hun så, hun sejrede

Julius Cæsars berømte sentens ”Jeg kom, jeg så, jeg sejrede” passer på en måde på Helle Thornings karriere. Hendes folketingsentré lignede et overraskelsesangreb, for ikke at sige et indbrud. Ingen kendte hende, og dagen efter sin folketingsdebut var hun allerede formandskandidat.

Sådan så det ud i 2011, da Helle Thorning hoppede frem og betrådte pladsen som Socialdemokraternes statsminister-kandidat.

Lige så abrupt er hendes forsvinden fra politik. Vist har hun forsøgt at blive først EU’s udenrigsminister, så FN-flygtningehøjkommissær og så igen Folketingets formand. Intet af det lykkedes, og selv om gagen i St. Vincent House er skyhøj, så er jobbet politisk en cul-de-sac. I modsætning til de andre positioner er Save the Children så tilpas langt fra Helle Thornings spidskompetencer, at den næppe tjener et politisk comeback.

Et job er et job

Man kan så spørge, om Thorning har scoret sit stjernejob, fordi hun har en uudlevet passion for nødstedte børn. Og her er svaret næppe bekræftende.

Helle og de kære børn. Foto: Polfoto/Jens Dresling

Fra i dag kommer Helle Thorning i et interessant dilemma. Hun skal som CEO for Save the Children angribe den EU-aftale om tvangsreturnering af (sårbare) flygtninge og deres børn – som hun som parlamentariker selv har forsvaret!

I Berlingske 30. marts vurderer Michael Kristiansen, Foghs tidligere spindoktor, at den pragmatiske Helle Thorning ikke umiddelbart vil få problemer med at falde ind i sin nye rolle; ”For Helle Thorning er et job et job – ikke et kald.”

Jordnær branding

Jeg er ikke uenig, og skal man beskrive hendes personlige brand, så er dette brand i sin kerne næppe statsmandsagtigt, selv om Helle Thorning – i modsætning til Lars Løkke - har bevæget sig hjemmevant blandt verdens regeringsledere.

Nekrologen, man kan skrive om politikeren Thorning-Schmidt, gælder i mindre grad en vidtskuende, visionær politiker, der kunne forudse fremtiden. Som statsminister gik hun ind i de amerikansk ledede felttog, gennemtvang en folkeskolereform, højredrejede udlændingepolitikken og grovbeskar dagpengene, så en tidsrejsende fra hendes ungdom ville tvivle på, at det var Socialdemokratiet, vedkommende var vidne til.

Hamrende dygtig manager

Selv om journalister har haft travlt med at finde diskrepanser mellem, hvad hun sagde, og hvilke værdier hun gik ind for før/efter Magten, så har der ikke været meget at komme efter – af den simple grund, at værdimæssige standpunkter aldrig har været Helle Thornings force. Helle Thornings brandkerne er om noget den hamrende dygtige manager og CEO, der ikke blot har kunnet forene sit eget partis stridende fløje, men også har kunnet tåle uforklarlige nedbrud hos SF og de radikale.

Helle Thornings mest passionerede mærkesag var måske i virkeligheden den feminisme, hun med et freudiansk slip udstillede under sin afskedstale som Socialdemokratiets formand: ”Jeg var den første statsminister”. Underforstået ”Jeg var den første kvindelige statsminister”. Underforstået, at det var skamfuldt, at vi skulle frem til 2011, før Danmark fik sin første kvindelige statsminister.

"Nu er det nu. 10 år som formand er slut. Det er vemodigt." Helle Thorning i sin afskedstale til kongressen i juni 2015.

Kæmper, hvor kampen er vundet

Problemet med denne udstilling er så bare, at den indikerer en frigørelse og revolution, hvor alle parlamentariske døre allerede er slået ind! Mange af os kan ikke huske et Danmark, hvor der ikke var en kvindelig dronning, kvindelige ministre, kvindelige borgmeste etc.

Thornings feminisme er med andre ord en delvis forstillet feminisme, der dog også peger på det eksisterende efterslæb med kvindelige ledere uden for det politiske område. Her er hun en mægtig og frigørende rollemodel. Mindre frigørende er måske perfektionen i den flotte fremtoning, som også er Thorning. Vist var hun kæk, da hun med sin høje, slanke, velplejede skikkelse og sylespidse stiletter totalt uddistancerede sin lille, rundryggede opponent. Men med de mange visuelle og symbolske tegn, hun med stædighed producerer i retning af overklasse: eurokrat, Davos, dyre limousiner, spejlsale, Gucci-tasker, dragter med mindelser om Jackie Kennedy, har hun maksimalt distanceret sig fra det klassiske, socialdemokratiske udgangspunkt.

Presseafdelingen hos Berlingske vurderede løseligt, at Thorning-Schmidt havde tasker for en kvart million kroner

Kilde: Information

Netværk er alfa og omega

Men Thorning er stadig en meget dygtig og sympatisk CEO, der markant har bidraget til at få Danmark ud af finanskrisen. At hun med sin valgfremgang og sine iøjnefaldende borgerlige dyder ikke er blevet del af det nuværende borgerlige regeringsgrundlag, peger – for mig at se – på forskellige ubalancer i hendes brand.

Hendes forgænger, den utilnærmelige, reserverede og tilsvarende dygtige Jens Otto Krag, kompenserede for sine sociale mangler gennem en co-branding med den joviale udenrigsminister Per Hækkerup og ægteskabet med alle tiders skuespillerinde Helle Virkner.

I Helle Thornings tilfælde har co-brandingen med Stephen Kinnock, søn af en tidligere Labour-leder og nuværende lord, nok bragt hende dygtigt ud på den internationale rampe. Men forankringen til det folkelige segment, som elskede Anker (og senere lod sig friste af Pia Kjærsgaard), typisk gennem co-branding med personligheder som nyder anseelse i disse kredse, har hun aldrig fået udbygget.

Helle Thorning og Stephen Kinnock. Foto: Polfoto/Niklas Hallén.

Marketing rules

Man kan imponeres over den ubekymrede mine, hvormed Helle Thorning har kompenseret for sit uspændstige netværksarbejde gennem en lang og vellykket valgkampagne, der satsede tungt på annoncer og billboards.

Vi blev over flere måneder bombarderet med Helle som lederfigur: ”Det Danmark du kender”. En kampagne, der var lige ved at lykkes, og under alle omstændigheder gjorde Socialdemokraterne (som det hed for kort tid siden) til Danmarks indiskutabelt største parti.

”Det Danmark du kender” var imidlertid også et fantom, for ligesom Thornings karriere kom i forandring, var kampagnen baseret på oldschool branding. Ren kanyleteori. En tro på, at en dyr kampagne gennem nøje timede doser af stimuli medfører det ønskede resultat. Ydrestyring. Behaviorisme.

Det Danmark du kender.

Pyrrhussejren

Det gjorde den så også og alligevel ikke. Da det kom til stykket, kunne den påfaldende borgelige arbejderleder Helle Thorning ikke bruge sin sejr til ret meget.

Nu, hvor Lars Løkke har gennemgået flere kriser end godt er – spændende fra karikaturerne i de internationale medier over de konservatives eliminering af Venstres miljø- og fødevareminister til vedvarende dårlige opinionsmålinger – kan man spørge sig, hvorfor i alverden den superdriftsikre Helle Thorning ikke har været del af den nuværende regeringsdannelse?

Svaret ligger selvsagt i hendes netværksarbejde og evne til at kunne kommunikere med grupperinger og partier, som ikke har været tæt på hende. Hun har simpelthen ikke gjort sig fortrolig med sekundære interessenter. Hvornår har man for eksempel oplevet, at den socialdemokratiske regering er trådt i karakter og direkte har adresseret det vækstlag af iværksættere, som det postmoderne samfund har skabt? Hvor var Helle, da Alternativet begyndte at løfte sig?

Helles networking tager nye højder med Barack Obama og David Cameron. Foto: Polfoto/DOMINIQUE JACOVIDES.

Ud fra dette bør Save the Children imidlertid ikke være et problem for Helle Thorning, for organisationen er sådan cirka lige så topstyret som det Socialdemokrati, som Thorning forlader. Og hos Save the Children behøver hun heller ikke at føle sig politisk ensom, for organisationen er spækket med tidligere topfigurer fra det New Labour, som har været den danske reformators største inspirationskilde.

Elfenbenstårnet med begrænset udsigt

Vidst var der flere end 500 Save the Children-ansatte, som protesterede, da Tony Blair i 2014 fik tildelt Save the Childrens Global Legacy Award. Men Save the Children er og forbliver et New Labour-stronghold. Og ved at kvitte på toppen kan man sige, at Helle Thorning har undgået den pinlige branding-nedtur, som er blevet den ellers så karismatiske Tony Blair til del. Syrligst formuleret i studiekammeraten Robert Harris bestseller ”The Ghost” (hvor en Blair-lignende figur fremstilles som protegeret af CIA for at penetrere det engang så venstreorienterede Labour).

Hvad angår ydrestyret massekommunikation kan Helle direkte overføre sit indgående kendskab til store, massivt ydrestyrede billboard- og annoncekampagner til Save the Children, der inden for NGO-sammenhænge har været stærkt avantgardistisk, hvad det angår. Save the Children var den første hjælpeorganisation, som brugte helsidesannoncer for at vække folks samvittighed…

Nej, det nye direktørjob er ikke helt på højde med, hvad man kunne forvente af en statsminister, der på et tidspunkt var en så stor selvfølgelighed i storpolitik, at hun kunne ta’ selfies af sig selv med Obama og David Cameron. Men som jeg tidligere har nævnt, er netværksarbejdet alfa og omega for det stærke personlige brand, og med en ægtefælle som The Honourable Stephen Kinnock, MP, og svigerforældre som Lord & Lady Kinnock kan der opstå nye og spændende muligheder i britisk regi.