Ugens ananas: Helle Søgaard

Hvem er k-branchens rising stars? Hvor arbejder de, hvad er deres visioner for branchen og hvem ser de op til? Kforum har sat en stafet i gang - og denne gang siger vi velkommen til Helle Søgaard, OK a.m.b.a.
Helle Søgaard er 28 år, og hun er til daglig content medarbejder hos OK a.m.b.a.
Helle Søgaard er 28 år, og hun er til daglig content medarbejder hos OK a.m.b.a.
Navn: Helle Søgaard
Alder: 28
Titel + arbejdssted: content medarbejder hos OK a.m.b.a.
Uddannelse: cand.ling.merc. i virksomhedskommunikation
 
Jeg valgte k-branchen fordi:
Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid elsket at læse og skrive. Det startede med stædighed allerede før skoletiden – jeg ville så gerne være med til at lege ’skole’ med min storesøster og hendes veninder, men jeg måtte aldrig være med, fordi jeg jo hverken kunne læse eller skrive.
 
Efter lang tids plagen sagde min søster, at hvis jeg fik lært begge dele, så kunne jeg da godt få lov at være med. Hun regnede uden tvivl med, at så var det slag tabt for mit vedkommende. Men jeg synes åbenbart, at det der med at lege skole så så enormt fedt ud, at jeg i stedet fik lært både at læse og skrive. Jeg tror, det var et af de tidspunkter, hvor min storesøster virkelig synes, at jeg var en møgirriterende lillesøster – men hun holdt, hvad hun lovede, og jeg fik lov til at være med i skolelegen. YES!
  
Det udviklede sig med årene til en fascination af det skrevne ord. Jeg synes, det er enormt interessant, hvordan enkelte ord i en tekst kan ændre modtagerens komplette forståelse af tekstens budskab, og at det blandt andet derfor er essentielt, at man skriver til en målgruppe. Derudover synes jeg, at mennesker og alle deres forskelligheder er spændende, og det gør det kun endnu sjovere at arbejde med kommunikation, fordi man kan komme til at arbejde med alverdens forskellige vinklinger af samme budskab.
 
I dag arbejder jeg med onlinekommunikation, og det, der for mig gør onlinekommunikation spændende, er blandt andet samspillet mellem tekst, billeder, videoer, infografikker – altså indhold i alle mulige afskygninger. Derudover er et andet interessant aspekt farten. Jeg kan godt lide fart – også på arbejdet, og når man arbejder med onlinekommunikation, så sker der hele tiden noget nyt inden for branchen, som man skal følge med i og finde ud af, hvordan man drager mest muligt nytte af i sit arbejde.
 
Jeg er valgt som ananas fordi:
Sikkert fordi Mia virkelig gerne vil se en selfie af mig i selskab med en ananas. Jeg håber dog ikke, det er den eneste grund. Ud over aspektet med selfien så tror jeg, at Mia har valgt mig som ananas, fordi jeg arbejder med kommunikation på en anden måde, end hun gør og i en helt anden branche. Jeg har dermed en anderledes hverdag end hende, og den tror jeg, hun synes, det er interessant at få et indblik i.
 
Derudover tror jeg også, at Mia synes, jeg er dygtig til mit arbejde, og jeg håber da også, at det har været en af grundene til, at hun har valgt mig som ananas.
 
Jeg er i hvert fald virkelig beæret og stolt over at være en vaskeægte ananas – og jeg siger mange tak til Mia for skulderklappet.
 
Om ti år er jeg…
Intet mindre end ti års erfaring rigere – og det glæder jeg mig til! De sidste år af min studietid glædede jeg mig virkelig til at komme ud på arbejdsmarkedet, og nu hvor jeg er her, ELSKER jeg det. Men det er også en udfordring at skulle omsætte mange års skolegang, forelæsninger og teorier til praksis og skabe værdi i den virkelige verden. Men samtidig er jeg meget klogere om ti år, fordi jeg elsker at tilegne mig ny viden, og jeg har en ambition om hele tiden at søge at dygtiggøre mig og følge med den digitale udvikling.
 
Det betyder også, at jeg kan øse ud af min viden og hjælpe andre til at blive klogere. Og om ti år er jeg stadig agil og omstillingsparat. Selvom jeg til den tid er en gammel knark i branchen, vil jeg stadig være bevidst om, at verden hurtigt kan ændre sig, og at det gælder om at følge med tidens trends og opfylde forbrugernes behov.
 
Helle Søgaard er ansat hos OK a.m.b.a. og fik ananasen af Mia Vermehren Ladefoged
 
Min vision for k-branchen er:
En af mine visioner for k-branchen er, at vi som kommunikationsfolk formår at skabe relevant indhold til vores forbrugere. Og for at det kan lykkes, er det en forudsætning, at vi kender vores målgruppe. Her er personaliseret indhold helt essentielt. Vi skal udnytte alle de data, vi har om vores forbrugere, intelligent, så vi kan ramme dem med målrettede budskaber, der er relevante for dem lige nu og her.
 
Tid er blevet en mangelvare, og det nytter ikke noget at skyde med spredehagl og spilde forbrugernes tid med ligegyldige budskaber, der bliver scrollet hurtigere igennem, end du kan nå at sige ”personaliseret indhold”. Brugerne skal være i centrum – for de er nu engang grundlaget for, at vi kan eksistere som organisation.
 
I forlængelse af ovenstående har jeg også en vision for k-branchen, der går på, at vi skal formå at følge med den teknologiske udvikling. Teknologien vokser så enormt hurtigt, og for mig at se er det vigtigt, at vi som kommunikatører formår at udnytte den udvikling i vores arbejde. Det kan godt være, det betyder, vi ikke altid føler os 100 procent rustede til de situationer, vi nu engang ender i – men vi skal acceptere, at det er okay at køre i BETA. Fordi hvis ikke vi er modige nok til at gribe bolden og kaste den videre, så er der andre, der melder sig på banen.
 
Et ord der bliver nævnt i mange sammenhænge, er videndeling. Jeg vil imidlertid også fremhæve det, da jeg mener, at det er helt essentielt, at også vi i k-branchen hele tiden formår at dygtiggøre os. Og en af de efter min mening bedste måder at gøre det på, er at dele sin viden med og hente inspiration fra andre dygtige mennesker i branchen.
 
 
Jeg er vild med…
Sociale medier! Tingene går vanvittigt hurtigt, og sociale medier er for mange virksomheder blevet vigtigere end traditionelle medier. Jeg synes, det er enormt spændende at følge med i, hvordan de sociale medier bliver brugt både kommercielt, men også politisk. Det er lærerigt og underholdende, og det er faktisk, for mig i hvert fald, også befriende at se, hvordan især ekstern kommunikation er blødt lidt mere op.
 
Fra at være ganske formelt er det blevet til, at det er okay at poste lidt skæve ting som en video af nogle sjove katte eller skøre memer på Facebook – også selvom man har en ellers ganske seriøs virksomhedsprofil.
Jeg er for resten også vild med memer. Og jeg hader, når jeg ikke kan finde et passende meme, der udtrykker lige præcis den følelse, jeg sidder med! DET er træls.
 
Jeg har svært ved at tolerere…
Udnyttelse. Jeg synes, det er så dårlig stil, når man udnytter andre mennesker. Jeg synes eksempelvis, at det er enormt dårlig stil af virksomheder at udnytte universitetsstuderende, der hungrer efter viden, til at lave alverdens ligegyldige arbejdsopgaver under dække af at være en ”alsidig praktikplads med rig mulighed for selv at påvirke sit praktikforløb”. Det er da, igen på godt jysk, træls.
 
Jeg har det også stramt med virksomheder, der udnytter medarbejdere, der har svært ved at sige nej. Hårdtarbejdende medarbejdere, der går op i deres arbejde, og som virkelig gerne vil yde deres bedste. En god leder skal også kunne sige ”nu skal du gå hjem til din familie og holde weekend”, fremfor at køre på, til medarbejderen ikke har mere at give af.
 
Ti k-folk jeg vil fremhæve…
Jeg vil først og fremmest fremhæve min tidligere chef Heidi Collin, der nu er Digital Strategy Manager hos Novicell. Heidi er intet mindre end ganske fantastisk. Det er store ord, I know. Men hun har været en virkelig god chef, og så er hun bare skarpere end de fleste. Hun har inspireret mig, blandt andet fordi hun er drevet af at skabe resultater, og hun er ikke bange for at tage de kampe op, hun møder på sin vej. Hun kæmper for det, hun tror på, og det har jeg stor respekt for.
 
Jeg vil også gerne fremhæve Christina Klitsgaard, ekspert i e-mailmarkedsføring. Jeg har haft æren af at blive undervist i e-mailmarkedsføring af Christina, og det var en oplevelse. En lærerig oplevelse. Hun er virkelig dygtig til det, hun laver, og hun formår at skabe målbare resultater. Derudover er hun en enormt dygtig og inspirerende underviser og formidler.
 
Eva Lundgren var jeg så heldig at høre tale på en konference sidste år. Hun er kreativ og nytænkende med fokus på forbrugerne, og hun er ikke bange for at skille sig ud i mængden. Jeg er ret fascineret af de successer, hun har været med til at skabe for Spies, og derfor er hun helt sikkert også værd at fremhæve.
 
Simon Sinek vil jeg gerne fremhæve, fordi jeg synes, at hans ”Always start with why” og herunder ”The Golden Circle” simpelthen er så interessant og lærerig.
 
En anden, jeg gerne vil fremhæve, er Lakserytteren aka Rasmus Kolbe. Det er måske et lidt utraditionelt valg, men jeg synes virkelig, at han har formået at skabe sig en ret sej karriere på baggrund af Snapchat. Han er kreativ, han er sjov og han er modig – og den kombination har virkelig vist sig at være opskriften på succes. Han har om nogen vist, at Snapchat er et medie, man sagtens kan anvende til at skabe succesfuld markedsføring.
 
De næste fire personer, jeg vil nævne, har alle været med til at inspirere mig og give mig ny viden med deres nuancerede syn, skarpe iagttagelser og ekspertviden:
 
Chad Pollit, Michael Brenner, Jesper Laursen og Lee Odden.
 
Jeg sender stafetten videre til…
Den skarpe læser har måske opdaget, at jeg ovenover kun har fremhævet ni k-folk. Det har jeg, fordi den sidste og tiende, som jeg gerne vil fremhæve, også er hende, som jeg vil sende stafetten videre til. Hun hedder Maria Bruun Jacobsen, og hun er bare sej. Jeg kender Maria fra bachelortiden, og hun har altid været både meget ambitiøs og samtidig også meget skarp.
 
Jeg vil gerne sende stafetten videre til netop Maria, fordi der ikke er den mindste tvivl i mit sind om, at hun har en fantastisk karriere foran sig. Hun er modig og hårdtarbejdende, og så er hun kun blevet endnu mere ambitiøs nu, end hun var i studietiden. Hun arbejder i dag som Digital Campaign Manager hos MEC – og I kan godt glæde jer til at høre mere om hende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også