Harry og Meghan mod medierne

Der er ikke noget galt i at ville fortælle sin side af historien – som Harry og Meghan har gjort de seneste uger med deres dokumentarserie på Netflix. Men dokumentaren handler om meget mere end at få ordet over for en magtfuld institution. Det handler om at pleje sit omdømme.
"Et par gode råd til Harry & Meghan: Imødekom lidt af den kritik, der kommer jeres retning. Ingen er perfekte, heller ikke jer, så giv en luns af noget menneskeligt". Foto: Netflix
"Et par gode råd til Harry & Meghan: Imødekom lidt af den kritik, der kommer jeres retning. Ingen er perfekte, heller ikke jer, så giv en luns af noget menneskeligt". Foto: Netflix
af Louise Taarnhøj
Når jeg kigger ud over medielandskabet efter premieren på Netflix-dokumentaren om Harry og Meghan, danner der sig et klart billede af, at parret er et, de fleste ikke kan holde ud. 
 
Weekendavisens Anne Sophia Hermansen kaldte dem ”flæbende narcissister”; i Berlingske kommenterede Nikolaj Bøgh fra Konservative, at det var ”førsteklassesklynk”, og at Meghan og Harry var ”selvoptagede, ureflekterede og uinteressante”; udlandsredaktøren i samme dagblad, Birgitte Borup, skrev, at “det er svært at se billederne af den grædende Meghan og den åbenmundede Harry som andet end et udtryk for hykleri”; Det Vi Taler Om harcelerede som sædvanligt over især Meghan Markle, hvor Jacob Heinel Jensen kaldte parret for nogle hyklere – hvilket han også skrev i sin klumme i B.T. Kigger man på de sociale medier, er billedet noget mere broget, men stadig er retorikken ikke for børn. 
 
 
Det er endda blot de danske medier – i britisk presse står det meget værre til. Kulminationen kom med klummen fra den britiske tv-vært Jeremy Clarkson, hvori han skrev, at han glædede sig til den dag, Meghan Markle bliver tvunget til at gå nøgen gennem gaderne, mens folket smider lort i hovedet på hende og råber “shame”.
 
Der er noget ved Harry og Meghan, der vækker dybe følelser i os. 
 
Normalt kunne jeg ikke være mere ligeglad med kongefamilier, hverken den danske, den britiske eller nogen som helst anden i verden. Men nu har dette ægtepar altså fyldt umådeligt meget i medierne de senere år – og truer med at vælte det britiske kongehus. Så jeg satte mig ned for at se den famøse dokumentar Harry & Meghan.
 
Seks gange 40 meget lange og såvel underholdende som kedelige og forargende minutter. En form for partsindlæg fra et par, der har valgt at forlade det britiske kongehus – og smække døren efter sig. 
 
Her er to medievante mennesker, som er vanvittigt bevidste om deres omdømme, og hvordan man arbejder med det. Nu, hvor de er ude af kongehusets snærende bånd og rigide regler, kan de gøre, hvad der passer dem, uden at frygte, at kongehuset tager til genmæle –  for kongehuset tager ikke den slags opgør i pressen. 
 
Det er smart, det de gør. Helt sikkert gennemtænkt til mindste detalje, fuldstændig ligesom kongehuset også tænker over hver en detalje i deres kommunikation. Men lykkes Harry og Meghan med deres partsindlæg, deres historie, deres side af sagen? Det kommer jeg ind på senere. 
 
 
Først vil jeg nemlig gerne omkring den voldsomme retorik, der bruges i forsøget på at beskrive og anmelde den, indrømmet, meget lange og til tider kedelige dokumentar. 
 
Bevares, jeg kan sagtens se, hvorfor parret er lidt svære at holde af. De lader ikke til at være helt klar over deres privilegier, og de virker simpelthen for glatte, især på os danskere, der jo godt kan lide det bøvede og joviale, der er helt nede i gulvhøjde. Meghan Markle lader også til at være en kende naiv og ekstremt uvidende om monarkiets regler. Nuvel, hun er amerikaner, og det er tilsyneladende grund nok til ikke at skulle sætte sig ind i formaliteter – det er bare irriterende at sidde med en fornemmelse af, at enten lyver hun, eller også gider hun bare ikke at gøre sig umage, når hun skal møde dronningen. 
 
Så ja, de kan være svære at holde af, “H” og “M”, som de kærligt kalder hinanden... Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor vi skal være  irriterede på parret. 
 
Kritikere og anmeldere slår ned på især tre punkter: 
 
1) Der er intet nyt i dokumentaren, 2) de er privilegerede, og 3) de flygter fra den britiske presse, men tillader sig alligevel at optræde i deres eget program på Netflix ("Ville de to flæbende, overprivilegerede narcissister ikke væk fra pressen?" hvisler journalisterne).
 

Det vil jeg gerne kommentere. 

 
1) Det er validt nok at forvente noget nyt, når Netflix slår så store brød op i trailerne, som de gør. Hvis man har fulgt det britiske kongehus i længere tid, vil man nok som seer sidde tilbage med en lang næse. Intet nyt. Til gengæld er der meget nyt for os, der ikke har fulgt kongehuset tæt, men blot har set overskrifter og spisesedler om sæbeoperaen, som det britiske kongehus er. 
Jeg fik i dokumentaren et indblik i det britiske kongehus’ ageren over for og sammen med pressen. Jeg så også, hvordan det er problematisk at have en holdning, når man er en del af et monarki, ligesom der med privilegierne følger en masse restriktioner. Jeg så også historier om racisme – og ikke mindst, hvordan det blev problematiseret, at Harry og Meghan i en periode var mere populære i befolkningen end William og Kate. Her kom jeg til at tænke på dengang, kronprins Frederik var barn og ung. Han fortalte, at han ikke havde lyst til at være kongelig og kendt. Og så kommer jeg også til at tænke på prins Joachim, den evige toer. 
 
2) De er privilegerede. Ja, det har jeg været inde på. Det er utroligt trættende at høre på et ungt par, der gerne lige vil sige, at nok boede de på et palads, men det var altså meget småt! Da jeg så det, tænkte jeg faktisk, at det var meget småt, og ikke hvad man forestiller sig, når nogen siger, at de bor på et palads. På den anden side har man lidt lyst til, at de skal skamme sig – for selvom det er småt, så er det stadig et palads. Come on!
 
Det er i sig selv problematisk, at vi skal til at have ondt af de überriges boligforhold. Men betyder det, at vi ikke skal høre på deres budskaber? Ikke nødvendigvis. Her mudres billedet bare uheldigt meget, når vi både skal forholde os til racisme og kummerlige boligforhold på paladset. 
 
3) Ja, de ville gerne væk fra pressen – den britiske presse. Men også det engelske kongehus, som drives efter et sæt regler, parret ikke kan forlige sig med. Tænk, jeg forstår faktisk godt, at man hellere vil leve i de amerikanske mediers søgelys end i de britiske. Jeg så i dokumentaren en amerikansk kvinde blive udskammet i den britiske presse, først fordi hun tillod sig at have holdning (oh ve, oh skræk!), dernæst fordi hun er biracial og opvokset på den forkerte side af jernbanen. Jeg så et moderne par, der bryder med en oldgammel institution, som ikke kan finde ud af at komme ind i nutiden.
 
Det er ikke pressen generelt, som parret flygter fra. Det er den britiske presse, især når man er en del af kongehuset, som de flygter fra. Det forstår jeg nu meget godt. Derfor undrer det mig heller ikke, at de nu gerne vil optræde offentligt i USA, både via millionaftaler med Spotify og Netflix. Tænk, det forstår jeg faktisk også godt. Det er da et bedre alternativ? 
 
 

Misogyn beskrivelse


Når jeg læser overskrifterne, klummerne og anmeldelserne – og beskrivelserne af Meghan Markle, kommer jeg til at tænke på forårets helt store samtaleemne: Amber Heard i retssagen mod Johnny Depp. Her gik store dele af de sociale medier i selvsving over, hvor falsk Amber Heard virkede. Langt flere var på #TeamDepp end på #TeamHeard – Depp fik simpelthen millioner af likes og delinger på de sociale medier. 
 
Vi kan hurtigt blive enige om, at det er nemmere at holde med en, man har ”kendt” i mange år, end en kvinde, man ikke rigtig aner, hvem er. Hvilket også var eksperternes efterrationalisering over, hvorfor Depp allerede inden dommen havde vundet sagen i folkedomstolen. 
 
Jeg aner en tendens til et meget voldsomt had mod især kvinder i pressens søgelys. Det er altså ikke småting, kvinder skal have med på vejen – og det samme niveau ser jeg ikke rettet mod mænd. 
 
Hvorfor har vi eksempelvis ofte travlt med, at kvinder er falske? At de lyver? At de er hysteriske, hævngerrige, golddiggers, manipulerende, skingre? Den slags ord bruger vi sjældent om mænd, og det er i øvrigt også sjældent, at vi behandler mænd på samme vis. 
 
Hvorfor er vi mere vrede på Meghan end på Harry? Hvorfor tror vi, at Meghan har fordrejet hovedet på sin kønne mand og manipuleret ham hele vejen ud af slottet og over til Amerika? 
 
Hvorfor tror vi, at Harry er fuldkommen magtesløs og direkte mister evnen til at tænke klart, når han er i nærheden af sin hustru? Det er en misogyn tankegang – men den efterlader heller ikke et særligt flatterende billede af manden, synes du? 

Et par gratis råd til H & M

Tilbage til det store spørgsmål: Lykkes de med deres kommunikation? Ja, hvis deres mål er at blive set. Dokumentaren har sat seerrekord for Netflix, efter de første tre afsnit havde premiere. Men hvis de drømte om at skabe debat og få sympati for den tilsyneladende meget vanskelige tid i kongehuset, så fejler de desværre. 
 
Et par gode råd til Harry & Meghan: Imødekom lidt af den kritik, der kommer jeres retning. Ingen er perfekte, heller ikke jer, så giv en luns af noget menneskeligt. En poleret dokumentar, hvor der sås tvivl, om I overhovedet har forelagt jeres anklager for kongehuset, er ikke vejen til forståelse. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job