Vi lever i en tid, hvor begrebet storytelling er blevet et buzzword. Alle skal finde den gode historie, og hvis man ikke lige HAR en god historie, så finder man på noget. Resultater og fakta er mindre vigtige i den sammenhæng.

 

Storytelling som middel til at kommunikere sit budskab har overtaget alt fra lægevidenskab til kommerciel branding og medier. Du finder det på bagsiden af juicekartoner, øldåser, og du har skabt din egen personlige fortælling på sociale medier. Næsten alle virksomheder og organisationer har en side, der hedder ”Vores historie”. Det er heller ikke overraskende en stor del af politisk kommunikation, for der ligger stor magt indbygget i den gode historie.

 

I det nye regeringsgrundlag taler Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne eksempelvis om kulturens betydning for vores nationale fortælling. Og hvad er vores nationale fortælling så? Vi ved det godt, for vi har hørt det så mange gange, at det er blevet sandheden. Danmark. Det lille land med det stolte folk, der er åbne, glade, tolerante og lykkelige. Danmark, hvor vi alle løber rundt med vikingeblod i årerne i intet mindre end verdens bedste samfund, som alle andre lande burde lære noget af. Vores nationale storytelling er vores identitet – om den så er helt sand eller ej, er ikke så vigtigt.

 

Det var mytologisk storytelling, der bar det danske fodboldlandshold gennem EM i sommeren 2021. Historien om den faldne stjerne og fortællingen om holdet, der heroisk kæmpede for stjernens ære og for fædrelandet. Det var storytelling, der udspillede sig live for vores øjne, og historien var så god, at vi åd den råt. Den historie var død længe inden det seneste VM. Vi havde brug for en ny fortælling – ligesom da Allan Simonsen i 1984 brækkede skinnebenet i åbningskampen mod Frankrig, med lidt mere held kunne Danmark også have vundet den slutrunde. Eller fortællingen om landsholdet i 1992. De halvfede spillere, der var taget på sommerferie. Landsholdet, som ingen regnede for noget, men som gik hele vejen – den passede perfekt ind i Danmarks selvforståelse. I 2022 år var der (heldigvis) ikke en god fortælling. Eriksen var levende, landsholdet forventede en stensikker semifinaleplads, men historien var falmet. De danske fodbolddrenge havde ingen gejst uden en fortælling at spille bold op ad. Uden storytelling er du prisgivet.

 

En anden populær fortælling er myten om startupgaragen. Nike, Microsoft, Google og Dell er bare en lille håndfuld af de virksomheder, der fortæller historien om, hvordan stifterne startede deres virksomheder i kolde, utætte garager, hvor de uden penge på lommen udtænkte de produkter, der skulle forandre verden – virksomheder, der årtier senere havde placeret ejerne på listen over verdens rigeste. Det er myten om den liberalistiske amerikanske drøm, hvor alle, hvis de arbejder hårdt, kan nå toppen af samfundet. Det er også gennem den myte, at du, uanset hvem du er, kan identificere dig med alle fra Bill Gates til Steve Jobs – for de var jo bare engang fattige studerende, der ikke havde smør til brødet, men kæmpede sig op mod alle odds.

 

 

Peter Brooks, der er litteraturprofessor på Yale-universitetet, har for nylig udgivet bogen Seduced by Story – the Use and Abuse of Narrative, hvor han peger på, at næsten al kommunikation i dag er blevet fortællinger. Han taler om ”the storyfication of society”. 

 

Det er der ifølge Peter Brooks i udgangspunktet ikke noget galt i, for der er ikke noget i vejen med en god historie, når vi ved, at det er netop det, vi står overfor. Når vi læser en roman, så ved vi, at det er fiktion og ikke sandheden. Problemet kan opstå, når fiktionen og virkeligheden blandes sammen, så man bliver forvirret.

 

En national litterær tradition for at fremhæve bestemte værdier kan ifølge den ukrainske digter og skribent Oksana Zabuzhko i sig selv skabe en fortælling, der skaber indlejrede værdier i virkelighedens mennesker. Hun har helt sikkert sine gode grunde til at hade russerne, men plæderer for, at der gennem 200 år har hersket en tradition i russisk litteratur for at se forbryderen som et offer for systemet. Motivet er blevet gentaget så mange gange i et utal af litterære værker af store forfattere som Turgenev og Dostojevskij gennem årene, at det er blevet til en sand værdi i russisk kultur. Set fra den synsvinkel er Putin stadig den onde, men soldaten, der torturerer, dræber og voldtager, er set med russiske øjne et uskyldigt offer og kan aldrig være skurken. 

 

Sammenblandingen af fiktion og virkelighed kan være farlig og have store konsekvenser. For historier kan skabe splid og usandheder. Gode løgnehistorier kan blive til sandheder. Den, der styrer fortællingen, har magten over forsamlingen. For hvis tilhøreren er svagt stillet, eksempelvis uddannelsesmæssigt eller socialt, så er trangen til at finde et mytologisk fællesskab større end trangen til at verificere alle fakta for eventuelle fejl og mangler.

 

Det kan være løgnehistorien om et valg, der blev stjålet. En historie, der er blevet fortalt så insisterende og fængende i USA af den foregående præsident Trump, at den for mange er blevet sandheden og har skabt et fællesskab for en stor gruppe, der følte sig marginaliseret. 

 

Det samme ser vi i Brasilien, hvor Jair Bolsonaros fortælling om stemmesnyd og et stjålent valg også er blevet til en myte uden hold i fakta og sandhed, men er blevet endnu et eksempel på effektiv storytelling, der har samlet millioner omkring en historie, der ikke er sand, men fiktiv. 

 

Donald Trump er så god til storytelling, at mange stadig går rundt med en angst for, at hans evne til at samle masserne ved hjælp af fantastiske historier kan blive en trussel for demokratiet igen om to år. 

 

 

Et af problemerne er ifølge Peter Brooks vores stadig større mangel på refleksion i Facebook-fake-news-epoken. Og det faktum, at sociale medier får os alle til at gå rundt og tænke over, hvad vores personlige fortælling skal være – altså den, vi gerne vil fortælle udadtil. Ikke nødvendigvis den sande fortælling. Det har taget pusten fra og i mere triste tilfælde livet af de influencere, der ikke længere selv kan skelne den fiktive personlige storytelling fra den sande fortælling. Grænsen mellem den virkelige og den fiktive person kan forsvinde og forvandle individet til et fatamorgana. 

 

Det er en del af forklaringen, men digitaliseringen har også forandret måden, vi husker, bearbejder og stoler på information, og hvor kildekritikken kan ligge et meget lille sted. 

 

I den gode fortælling bruger vi patos til at appellere til andres følelser, men for at navigere gennem "historieficeringen" af vores verden skal vi tænke os godt om. Der findes noget derude, der er mere sandt end andet, uanset hvor god storytellingen end er. Hvis vi lader os styre 100 procent af vores følelser, så kan vi ende i samme båd som eksempelvis USA eller Brasilien, hvor storytelling er ved at få overtaget på bekostning af fakta og sandheden, og vi kan glemme, at et produkt ikke nødvendigvis er det bedste, bare fordi historien er god. Som journalist eller kommunikatør skal du fortælle dine historier på den mest fængende måde, men tænke dig om, inden du lader dig friste af at gøre historien meget bedre, end den egentlig er. 

 

 

Amager Bryghus - Vores historie.'

 

 

Smith-nephew - Vores historie'