Har § 20-spørgsmål sin berettigelse?
§ 20-spørgsmål til ministeren

I folketingsåret 2016/2017 var Flemming Møller Mortensen (S) med 58 spørgsmål den folketingspolitiker, der havde stillet flest § 20-spørgsmål. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme selvvalgte eksempler på argumentationen i Folketingets debatter. Eksemplerne skulle bedømmes ud fra, om de kunne tænkes at have nytteværdi for borgerne i det demokratiske samfund. Vi bringer de studerendes analyser i redigeret og forkortet form her på Kforum. Ottende og sidste artikel handler om § 20-spørgsmål.
Der er en vedvarende debat om Folketingets § 20-spørgsmål, især om, hvorvidt de har deres berettigelse, deres omfang og omkostninger taget i betragtning. De tager tid at stille, idet de skal indberettes på forhånd, og de spurgte ministre er forpligtede på at svare inden for en relativ kort tidsramme. Hver onsdag i folketingsåret er der sågar afsat tid til mundtlige besvarelser, foruden de skriftlige, som skal besvares maks. 6 søgnedage efter, at spørgsmålet er stillet (Håndbog i Folketingsarbejdet 8.2.4). Der er altså tale om et stykke parlamentarisk arbejde, der tager en stor mængde resurser og tid fra de folkevalgte.
 
Jeg vil i den følgende analyse først opstille nogle normative vurderingskrav ud fra tankerne om ”retorisk medborgerskab” og den ”dialektiske forpligtelse”.
 
Retorisk medborgerskab og den normsættende dialektiske forpligtelse
Retorisk medborgerskab er et begreb, som bl.a. indebærer, at den enkelte borger i et samfund med repræsentativt demokrati bør have mulighed for at træffe et oplyst valg. Den deliberation, der foregår i parlamentet, skal derfor bedst muligt afspejle og levere stof til den deliberation, som borgeren selv har brug for at foretage.
 
Det er de folkevalgte, der stiller § 20-spørgsmål, men borgerne deltager i den politiske argumentation som publikum. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
 
Borgerne skal kunne deltage i den politiske argumentation som publikum: Vi har som demokratiske borgere brug for, at begge sider af en given sag belyses tilstrækkeligt til, at vi selv kan sidestille, sammenligne og afveje argumenterne i sagen – for at kunne træffe det oplyste valg. Hvad vi har brug for selv at gøre, skal debattørerne levere deres bud på.
 
Med andre ord er det den demokratiske norm, at enhver given argumentation i den politiske deliberation er frit tilgængelig, og det er det, der kan betegnes som de folkevalgtes dialektiske forpligtelse.
Netop derfor er § 20-spørgsmålene interessante at analysere. De er ifølge forretningsordenens § 20, stk. 1. sat i verden for at folketingsmedlemmerne – og derved vælgerne – kan ”få oplyst en ministers holdning til eller opfattelse af et offentligt anliggende”.
 
Altså få blotlagt en aktuel argumentation til brug i deliberationen. I det følgende vil jeg analysere § 20-spørgsmålene med den dialektiske forpligtelse som normativt kriterium.
 
§ 20-spørgsmål: et middel til retorisk medborgerskab?
§ 20-spørgsmål stilles af folketingspolitikere og er beregnet til at indhente oplysninger om et offentligt anliggende fra ministerierne. Et § 20-spørgsmål skal ”vedrøre ministerens holdning til eller opfattelse af et offentligt anliggende på grundlag af informationer, der er umiddelbart tilgængeligt for ministeren.”
 
§ 20-spørgsmål bør ikke omhandle faktuelle oplysninger og statistikker, da disse skal stilles til de relevante udvalg, og spørgsmålene må heller ikke omhandle ministerens privatliv, med mindre spørgsmålet indeholder vigtige elementer af offentlig interesse. Spørgsmålets form og funktion vurderes af Lovsekretariatet, inden de bliver besvaret enten mundtligt i Folketinget, eller på skrift i et offentligt tilgængeligt svar (Håndbog i Folketingsarbejdet 8.2).
 
Analysen ser udelukkende på de mundtlige svar – af to årsager: For det første er de mundtlige svar mere tilgængelige for den almindelige borger, fordi de transmitteres direkte på Folketingets tv-kanal hver onsdag og dermed ikke skal findes frem på Folketingets hjemmeside.
 
Debatten er begrænset af en tidsbegrænsning, hvor ministeren har to minutter til at svare første gang, og spørgeren herefter har to minutter til at kommentere svaret eller stille opfølgende spørgsmål. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
 
For det andet er talen bundet af strengere krav til mundtlighed end det skriftlige svar og dermed også til almindelig sprogbrug og forståelse, og de debatter, der ofte opstår gennem de opfølgende spørgsmål, tjener til at få uddybet emner og argumentation og få stillet opklarende spørgsmål, som borgerne evt. kunne sidde med – en debat, der i sagens natur ikke kan opstå efter en skriftlig besvarelse, da besvarelsen her er endegyldig.
 
Et kritikpunkt kunne dog rejses om debatternes formalia. Ifølge Håndbogens afsnit 8.2.6 ”har ministeren op til 2 minutter til at svare første gang. Herefter får spørgeren ordet i 2 minutter til at kommentere ministerens svar og stille eventuelle opfølgende spørgsmål. Ministeren har nu ½ minut til at svare. Der er herefter adgang til to runder, hvor begge parter har ½ minut til rådighed.”
 
Denne tidsbegrænsning kan umiddelbart virke hæmmende på en debat, hvor en eksplicitering af et spørgsmål eller svar kan være nødvendig for at give det samlede billede. Et eksempel på en debat, hvor netop tidsbegrænsningen er en hæmning, ses i S 667, hvor statsministeren gentagne gange bliver afbrudt af Folketingets formand. Det skal dog nævnes, at netop denne debat er en, hvor formatets utilstrækkelighed snarere skyldes de deltagende parters misbrug af det – det kommer jeg ind på i et senere afsnit.
 
I deres form og funktion kunne § 20-spørgsmålene spille en værdifuld demokratisk rolle. Spørgsmålene er parlamentarikernes værktøj til at få afklaret og uddybet den siddende regerings holdninger til en given sag og/eller argumenter for et givet tiltag. Dette ses også i Håndbogen, hvor forslag til spørgsmålets form lyder: ”Hvad agter ministeren, hvad er ministerens opfattelse af, hvad er ministerens holdning til, hvilke kommentarer har ministeren til, vil ministeren tage initiativ til og lign” (afsnit 8.2.1) – alle spørgsmål, der burde kunne fremkalde værdifuld information.
 
Håndbogen tager sågar højde for spørgsmålenes presserende aktualitet i afsnit 8.2.4: ”[Præsidiet] lægger vægt på, at medlemmerne får de bedste muligheder for at få deres spørgsmålet besvaret inden for så kort tid, at spørgsmålene ikke mister deres aktualitet.”
 
Retningslinjerne for § 20-spørgsmålene lægger altså op til en debat, der afspejler normen for retorisk medborgerskab. Spørgsmålene er borgernes mulighed for direkte indsigt i en debat, hvori argumentation for nutidige og fremtidige tiltag fremlægges – inden for rammer, der skal sikre, at debatten foregår på et faktuelt korrekt grundlag, med mindst muligt rum for irrelevante uskikke og med en underliggende opfordring til, at aktuelt relevante anliggender belyses.
 
§ 20-spørgsmål i praksis
Som et eksempel, hvor formen understøtter det politiske indhold, kan S 754 (”Om et obligatorisk DNA-register for alle danskere”) fremhæves. Her tages et principielt spørgsmål op, og der indledes med et åbent, informationssøgende spørgsmål, ”Hvad mener ministeren om et obligatorisk dna-register for alle danskere?”
 
Justitsminister Søren Pape Poulsen imødekommer spørgeren Peter Kofod Poulsens implicitte forslag og kommer med sine egne overvejelser for og imod: For dna-registret i form af, at ”jeg er meget optaget af at sikre, at politiet har de mest effektive efterforskningsredskaber til at bekæmpe kriminalitet med. Borgerne skal jo kunne føle sig trygge i Danmark”, og imod, idet ”det vil være meget vidtgående i forhold til sådan grundlæggende principper om respekten for privatlivets fred”.
 
Adspurgt om, hvad justitsminister Søren Pape Poulsen mener om et obligatorisk DNA-register, kom ministeren med sine egne overvejelser for og imod. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 
Han ekspliciterer sin konklusion: ”det er Justitsministeriets vurdering, at et obligatorisk register for alle danskere næppe ville kunne gennemføres inden for rammerne af artikel 8”. Årsagen hertil har han tidligere uddybet. Den følgende debat fortsætter ad dette spor – spørgeren og svareren argumenterer åbent for hver deres påstande. Debatten konkluderes med en opfordring til yderligere diskussion på baggrund af debatten.
 
Vi har altså som retorisk publikum fået blotlagt to standpunkter med hver deres argumenter og deres indbyrdes, løbende vægtning – og tilmed fået ekspliciteret årsagerne til disse afvejninger. Denne form for argumentation er eksemplarisk i efterstræbelsen på et bredere retorisk medborgerskab, hvorigennem tilskuerne får indblik i de verserende sager, standpunkterne i dem og de bagvedliggende bevæggrunde.
 
Der er dog problemer i den praktiske dimension af § 20-spørgsmålene, og problemerne opstår mest i den strategiske brug af taletiden fra spørgernes side. Jeg vil i det følgende udrede to problematiske misbrug af formatet, som jeg vurderer til at være de væsentligste, når det kommer til vurderingen af § 20-spørgsmål i praksis: trådede spørgsmål og kaptiøse spørgsmål.
 
Trådede spørgsmål
Trådede spørgsmål er den betegnelse, jeg vil give de separate § 20-spørgsmål, som grundlæggende omhandler samme emne, og som typisk efterfølger hinanden direkte. Begrebet er hentet fra online-diskussionsfora, hvor et emne tages op i en original post, hvorefter svarene følger i en kronologisk rækkefølge; helheden med svar og diskussion betegnes som en thread, en tråd.
 
Det største problem i de trådede spørgsmål er, at de tilsidesætter den dynamiske debat, der følger det første svar fra ministeren. Selvom debatten er skåret til på grund af den maksimale svartid, er debatten ikke forudgivet, og de svar, der kan femkomme i løbet af den, kan potentielt svare på de efterfølgende § 20-spørgsmål.
 
Dette ses eksempelvis i S 667, hvor statsministeren netop påpeger, at ”vi har jo sådan set allerede været det igennem”, hvorefter han gengiver sit svar fra S 666 (”Om ministre i regeringen er ministre døgnet rundt”). Det har den effekt, at der til trods for den tilskårne debat bliver plads til irrelevant spil for galleriet. De opklarende spørgsmål til ministeren må vige for udtalelser som kl. 13.12, hvor Simon Kollerup (S) siger:
 
”Det er jo interessant, at statsministeren priser det meget højt at komme ud og være privat og samtidig i øvrigt i forbindelse med samrådet tidligere på året og i andre situationer mener, at det slet ikke påvirker ham. Man må forstå, at det slet ikke har indflydelse på hans politiske tænkning.” Dette er ikke henvendt til svareren, men publikum, og det er ikke informationssøgende, men rent holdningsudtrykkende.
 
Det peger på, at de trådede spørgsmål ofte slet ikke har til formål at oplyse den bagvedliggende argumentation, men derimod at signalere spørgerens værdier eller svarerens utilstrækkeligheder over for publikum. De bliver spørgerens taktiske træk i en større symbolpolitisk sammenhæng, som i overstående eksempel, men også i tråden S 684, S 685 og S 686 (”Om arv.”), og i særdeleshed tråden S 743, S 745, S 746, S 747 og S 756 (om valgkampen om retsforbeholdet).
 
Af sidstnævnte fremgår det tydeligt, at de spørgende parter ønsker at markere sig symbolsk frem for at tydeliggøre en reel debat, og absurditeten understreges af Søren Pape Poulsen i indledningen til sit første svar til S 756: ”Jeg har tænkt over, om jeg kunne finde en ny variation i måden at svare på i forhold til de fem spørgsmål, jeg har fået om det her i dag, men det kan jeg ikke”.
 
Selvom de trådede spørgsmål opfylder kravene i Håndbogen og i deres form burde have en informationsudvekslende funktion, opstår der i det mundtlige rum en indholdsløs og uhensigtsmæssig debat. For den retoriske medborger er den ikke til nogen hjælp. Dette skader i sidste ende det almene retoriske medborgerskab, idet reelle diskussioner om ministeransvar, arv, og valgkampe, osv., må vige til fordel for spørgernes strategisk-politiske markeringer.
 
Kaptiøse spørgsmål
Kaptiøse ( = ”fangende”) spørgsmål er spørgsmål, der indeholder en uredelig præsupposition (forudsætning): Formuleringen af spørgsmålet betyder, at uanset hvad svaret er, så anerkender svareren, hvis han svarer, automatisk spørgsmålets forudsatte præmis. I politisk deliberation er denne brug af præsupposition uredelig.  Den er en art ”omvendt lommetyveri”, idet den prøver ubemærket at putte en holdning ned i lommen på modtageren og tilhørerne, som de ikke deler.
 
Netop S 667 står som arketypen på, hvordan de kaptiøse spørgsmål kan afspore en debat. Selve hovedspørgsmålet fra Simon Kollerup lyder: ”I hvilke sammenhænge mener statsministeren, at han kan optræde som privatperson og ikke som statsminister?” Det er kaptiøst, idet det forudsætter en påstand, som svareren nødvendigvis anerkender, hvis han svarer på spørgsmålet – i dette tilfælde, at der er sammenhænge, hvor statsministeren kan optræde som privatperson.
 
Statsministeren har jo netop i sit andet svar til det tidligere spørgsmål, S 666, (7 minutter tidligere) afkræftet denne antagelse ved at sige ”at det at være minister jo er en funktion, som man bærer på sig døgnet rundt.” Spørgsmålet er ikke informationssøgende, men tjener til at sætte statsministeren i et selvmodsigende lys. Det er vel netop derfor, at han fra starten trækker i defensiven og angriber spørgsmålet i stedet for at svare direkte:
 
”Derfor har jeg lidt svært ved at forstå, kan man sige, præmissen for dette spørgsmål og sådan set også det første spørgsmål.” Resten af taletiden bruges på strategisk markering. Statsministeren bruger to minutter på at beskrive sine egne dyder og velgørende indsatser, hvilket er irrelevant i forhold til det faktiske spørgsmål, men sandsynligvis begrundet i spørgsmålets angreb på hans person og i, at de trådede spørgsmål som helhed netop omhandler hans person.
 
Alle de spørgsmål, som socialdemokraterne Simon Kollerup og Christian Rabjerg Madsen ad fire omgange stiller til statsministeren, fortsætter linjen. Det skaber en ukonstruktiv debat, hvor der ikke argumenteres, men hvor de deltagende parter udelukkende kommer med holdningsudtrykkende udsagn. Her er et misbrug af den mundtlige besvarelse af § 20-spørgsmål, der ikke tjener til oplysning og ikke hjælper den retoriske medborger.
 
I spørgsmål stillet af Simon Kollerup og Christian Rabjerg Madsen (billede) undgår statsministeren at svare på spørgsmålet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 
Her er der plads til et nyt perspektiv på den stramme tidsbegrænsning for § 20-spørgsmål. Folketingets formand afbryder statsministerens tale to gange i løbet af debatten, hvilket betyder, at han ikke får sagt alt det, han ville, men som nævnt mangler der netop relevant argumentation. Den stramme ordstyring kunne altså tjene til at tvinge talerne til at tale kortere, så der ikke blev tid til strategisk markering. At politikerne ikke tager opfordringen til sig, er noget andet, men strukturen er på plads.
 
Heldigvis er dette snarere undtagelsen end reglen. Jeg fremhævede i et overstående afsnit S 754 som et eksempel på en debat, hvor sproghandlingerne forbliver informationsudvekslende, og hvor argumentationen bliver redeligt fremlagt og overskueliggjort, således at eventuelle lyttende medborgeres ”indre deliberation” får brugbart input. Af andre gode eksempler kan S 737 og S 707 nævnes. Problemerne opstår ikke som følge af § 20-spørgsmålenes format eller regler, men snarere på grund af politikernes misbrug af dem.
 
Duer § 20-spørgsmål til noget?
Overordnet set kunne formatet være en god facilitator for et retorisk medborgerskab. De giver et værdifuldt indblik i den siddende regerings argumenter samt i oppositionens modargumenter, og som værktøj er de yderst brugbare for parlamentarikerne og borgerne. I udførelsen forekommer der dog en tendens til, at taletiden bruges til spil for galleriet.
 
Som min diskussion af den stramme tidsbegrænsning, der opretholdes af Folketingets formand, viser, er vejen frem måske netop strengere formalia. Eksempelvis kunne der være mulighed for at afvise trådede spørgsmål eller kræve dem modereret, så hvert spørgsmål får en selvstændig relevans, og ligeledes for at afvise kaptiøse spørgsmål, sådan som det er tilfældet i retspraksis (jf. retsplejeloves § 752, stk. 3).
 
Et andet forslag kunne være en strammere ordstyring undervejs i debatten for netop at beholde debattens gode niveau. Noget tredje kunne være en mere normativ kultur i dækningen af spørgsmålene – så medierne bl.a. stillede kritisk sigte på den strategiske brug af spørgsmål, beregnet på informationsudveksling, til strategiske, rent holdningsmarkerende formål.

Relaterede artikler

Hvad f..... laver I egentlig på Retorik? - Retorik er på den ene side et moderne, brandvarmt buzzword og på den anden side verdens ældste fag. Eller næstældste mås...
Bock, burkaforbud og stemmesamlende retorik - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Ro i salen eller råbende uenighed? - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Spydigheder, talfusk og udenomssnak - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Forslag om at droppe loftet blev droppet - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Politikernes uredelige blame-game - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
En spørgeleg for de indviede - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Smykkelovsdebatten var ingen pryd - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Forskere: Vi mangler kloge debatstemmer - Selvom mange forskere rent faktisk gør sig gældende i debatten, tenderer det en skuldertackling af demokratiet, når de h...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

25 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 11. juni kl. 12.00

Pressemedarbejder

Frist: 10. juni

Presserådgiver

Frist: 17. juni
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.