Livmodermisundelse

Selvom alle nu taler om valg, så var der faktisk indtil tirsdag andre retter på den politiske tallerken. Især én ret fik feminister, socialdemokrater og trolde til at kaste sig ud i et ædegilde på de sociale medier.

Roskildes borgmester, den socialdemokratiske Joy Mogensen, annoncerede, at hun skal være mor. Alene. Hendes partikammerat, folketingskandidaten Simon Simonsen, overså muligheden for at ønske hende tillykke og benyttede i stedet Mogensens lykkelige omstændigheder til at skrive et langt og vredt opslag på Facebook, hvor han kaldte kvinders ret til at blive kunstigt befrugtet alene for »en tragedie af shakespeareske dimensioner«.

Det var »ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive alene-forældre er blevet et personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie«.

Ikke uventet skabte denne udmelding en del debat: Er dette socialdemokratisk politik, ville mange meningsdannere gerne vide.

Der var dem, der var hurtige til at tage afstand.

»Åhhh Simon – lad nu Joy have hendes lykke for sig selv, uden at du skal blande dig og gøre det til en del af din valgkamp! Det er altså et nyt lavpunkt for dig – SUK!«, skrev Niels Efterstigaard Bjerrum, der ligesom Simonsen er folketingskandidat for Socialdemokratiet. »Er jeg i parti med dig?«, spurgte Alexander Grandt Petersen, der er kandidat for partiet i Odense, efterfulgt af en skræmt smiley.

Også folketingsmedlem Yildiz Akdogan tog klart og kraftigt afstand: »Jeg er ærlig talt rystet. Som Socialdemokrat, som kvinde, som medmenneske er jeg nød til at sige, at sådan nogle middelalderlige synspunkter ikke mod en kvinde er fuldkommen uhørte og langt over grænsen«.

Og med lidt forsinkelse trådte formanden til med et stor tillykke til Joy Mogensen og en bredside til kritikken: »Ikke alene er det et politisk synspunkt, der er langt fra Socialdemokratiets. Det er også et uhørt angreb på en kollega. Jeg får altid at vide, at politik er et hårdt game. Og beskidt. Det bestemmer vi selv. At alle ikke bare glæder sig over andres lykke er ganske enkelt forkert.«

Det lader til, at Joy Mogensen nyder større opbakning i partiet end Simonsen.

Den store trussel mod monogamien?

Simonsen mener, at det er egoistisk at sætte børn i verden alene. Man kunne henholde, at det at forplante sig, skabe et nyt menneske i sit eget billede, altid er en rimeligt selvoptaget handling. Selvom vi bliver tudet ørene fulde af faldende fødselsrater, så er der vel næppe nogen, der får børn med andet sigte end deres eget begær efter at blive forældre eller stifte familie. Selvfølgelig er der barnets tarv, som Simonsen også henholder; der er bare intet, der tyder på, at børn, der vokser op i andre konstellationer end kernefamilier, er i risiko for mistrivsel.

Professor Susan Golombok, leder af Centre for Family Research på University of Cambridge, UK, har lavet en metaanalyse af 59 relevante studier fra USA og Europa. Hun konkluderer, at uanset familietype har barnet den samme chance for at have et godt liv. Studierne omfatter undersøgelser af familier med to mødre, to fædre, selvvalgte solomødre, børn født efter dobbeltdonation eller ved hjælp af en rugemor.

Donorbørn er ønskebørn, og hvis noget derfor i mindre risiko end uønskede børn. Endvidere er Joy Mogensen både veluddannet, vellønnet og har et stærkt netværk; jordmoderen har ganske givet angivet ”gode ressourcer” i hendes journal.

Debatten er selvfølgelig større end en enkelt borgmester og hendes ønskebarn. Graver man lidt ned i Simonsens argument, handler det faktisk meget lidt om børn, men derimod om parforhold, markedspræmisserne i kærlighedslivet og hvem, der vinder og taber i datingspillet. Og så handler det ikke mindst om mænd. I Radio24syv gjorde Simon Simonsen det klart, at mænd også er vigtige i det her samfund, at mænd også har værdi. Selvom ingen vel egentlig havde påstået noget andet; en stråmand, der stadig står.

I samme interview forklarede han, at 4-500.000 danske mænd er barnløse, og der kun bliver flere. Disse mænd, måtte man som lytter forstå, havde danske kvinder en slags etisk og moralsk forpligtelse til at formere sig med.

Journalist Dorte Toft besluttede at gå tallene efter i sømmene. Er der virkelig en halv million ufrivilligt barnløse mænd i Danmark? Toft antager, at mænd ønsker børn, når de er mellem 30 og 44 (min egen far var netop 44, da han fik mig, og noget ældre, da min bror kom til verden, men lad os holde os til denne gruppe alligevel).

I den aldersgruppe findes der 532.7000 mænd. Så trækker vi de 236.000 mænd, der ER gift (eller måske midt i separation) fra. Andre 38.700 har været gift, men er nu skilt. Det giver ca. 275.000 af mændene i alderen fra 30 til 44, der ikke er fravalgt af kvinder (eller andre partnere). Lad os lægge bare 25.000 mænd til, der har foretrukket samliv uden ægteskabsattest, hvilket nok er i underkanten, så er vi oppe på 300.000 mænd, der har eller har haft en partner. Tilbage er 200.000 enlige mænd, som kvinder ifølge den socialdemokratiske politiker bør få børn med.

Et kort kig på Danmarks Statistik viser, at sidste år var blot en procent af de nyfødte resultatet af, at mødre var blevet kunstigt befrugtet uden en partner. Samme sted kan man læse, at antallet af barnløse 50-årige ikke er steget for hverken mænd eller kvinder siden 2004.

Det er selvfølgelig stadig et problem for de mænd, at de ikke får børn. Men problemets omfang er noget begrænset.

Retten til kærlighed

Det er sådan fra naturens orden, at det er kvinder, der bærer børn i deres skød, mens mænds bidrag til barneskabelsesprocessen er noget hurtigere overstået. I gennem historien har det gjort kvinder ekstremt skrøbelige i forhold til at blive gravide – ikke mindst uden for ægteskab. I dag er det stadig kvinderne, der står for prævention i langt de fleste tilfælde, men det giver også kvinder muligheden for at blive gravide med en sæddonor.

»Skal vi bare kunne gå ned i 7-eleven og købe en liter sæd og en graviditetstest i et samlet tilbud?«, spørger Simonsen retorisk i 24syv. Det er et ganske effektivt skræmmebillede, om end noget langt fra virkeligheden. Overdrivelse fremmer forståelsen, lader til at være Simonsen mantra.

»Det handler om, at vi ikke bare har ret til hinandens sæd«, sagde Simon Simonsen i 24syv. Endnu en gang noget, ingen tidligere havde påstået. De mænd, der har afleveret deres dyrebare dråber på sædklinikkerne, har gjort det ganske frivilligt og er vist endda blevet betalt rimeligt pænt for deres hårde arbejde.

Men så længe mænd ikke kan blive gravide, så skal kvinderne heller ikke have lov, hvis man spørger Simonsen. Det betyder jo, at kvinderne bare kan vælge den lette udvej og vælge det monogame, heteroseksuelle parforhold fra. Det siger måske mest om den socialdemokratiske kandidat, at han mener, at sæd er det væsentligste bidrag, mænd tager med sig til parholdet. Freud ville nok betegne det som livmodermisundelse.

Det er for øvrigt ikke første gang, at Simonsen er ude med riven efter kvinder og feminister. I efteråret '17 langede han ud efter #MeToo-bevægelsen, som han mente, var overtaget af de forkerte, og at de drev de forkerte historier frem. Han talte om » feminister, der laver ’krænkelseshyl’« og brugte betegnelsen »Gestapofeminisme«; feminazi var åbenbart ’so last season’.

Mette Frederiksen har sat streg under, at det ikke er socialdemokratisk politik at ville forhindre enlige kvinder i at modtage fertilitetsbehandling, men der er ganske givet en vis portion stemmer i det. Jordan Peterson har mange fans herhjemme, og i november fyldte han Bremen i København. Paludan kaster om sig med anti-feministiske slogans og kalder alle kvindelige modstandere for ludere. Fisker Simonsen mon i et stemmehav af mænd, der føler sig forbigået i kærlighed og derfor retter deres vrede mod kvinder?

Partiets mand

Det spørgsmål lader sig nok ikke lige besvare. Det følgende spørgsmål må være, om socialdemokraterne er interesserede i de stemmer. Kan man være socialdemokratisk kandidat, når man går mod partilinjen? Når man hænger sine egne partikammerater ud?

Socialdemokratiets kreds i Indre By & Christianshavn i København, hvor Simon Simonsen er opstillet til Folketinget, indkaldte til ekstraordinært bestyrelsesmøde 6. maj. Dagsordenen var »kredsbestyrelsens stillingtagen til folketingskandidatens fortsatte kandidatur og tillid til kandidaten«. På mødet udtrykte bestyrelsen mistillid til Simonsen; den endelige beslutning i forhold til hans kandidatur skal træffes på en ekstraordinær generalforsamling.

Simonsen er truffet og taler om begrænset ytringsfrihed og mangel på højde til loftet i partiet. SoMe-ekspert Astrid Haug betegner det som offerretorik: »Han er ude at fremsætte nogle synspunkter og får kritik. Det er alt sammen inden for rammerne af demokrati – og det vil det også være, hvis de vælger at sige, at de ikke vil have ham som kandidat længere«, siger hun.

Simonsen holder fast i, at det er en principiel diskussion og ikke et angreb på partifællen. Hvis man gerne vil rejse et principielt spørgsmål, er det en dårlig ide at benytte en konkret sag, særligt en konkret sag, der angår et populært partimedlem.