Loud, Sein, DJ og den nye medievirkelighed

Velkommen til en ny medievirkelighed; en virkelighed, hvor meget er mere anderledes, end du husker det. Radioprogrammer er ikke længere journalistik, bindende aftaler er vejledende, og fagforbund er supplikanter. Velkommen til Seins aftenprogram hos Radio Loud: Vi har Dansk Journalistforbund i studiet

Aftenens program handler om Loud, som hyrer ungdomsmagasinet Sein til at lave natradio. Det fremgår af Seins jobopslag, at de kommende radioværter skal ”udvikle koncepter for programmer”, ”føre de vågne lyttere gennem natten” og ”have ansvar for en til to nætter om ugen (2-3 timers radio), som skal tilrettelægges og planlægges på forhånd.”

Aha, tænker du sikkert; det er jo journalistik, men nej, det er det ikke, og sådan tænker du kun, fordi du er enormt gammeldags. Dette er ikke journalistik, siger Radio Louds direktør til DJ’s blad, Journalisten.

Det siger hun dog først efter en uge. Det tog nemlig påfaldende lang tid for DJ’s blad at underkaste sagen egentlig journalistisk behandling. Og nu kommer vi nemlig til det mest overraskende træk ved denne nye medievirkelighed, som er, at fagforbund ikke længere er kamporganisationer, men supplikanter; stemmer, der i afmagtens fortvivlelse appellerer til arbejdsgivernes barmhjertighed i et ønske om løn.

For man skal nemlig ikke have løn som ikke-journalist på den nye radio, kun en ”symbolsk” løn, uden angivelse af, hvad det så er, ikke-lønnen er symbol på. Måske simpelthen på den nye medievirkelighed?

For man skal nemlig ikke have løn som ikke-journalist på den nye radio, kun en ”symbolsk” løn, uden angivelse af, hvad det så er, ikke-lønnen er symbol på. Måske simpelthen på den nye medievirkelighed?

Bønner i stedet for krav

Den symbolske ikke-løn blev opdaget af dagbladet Politiken – og ikke af hverken fagforening eller fagblad – og Politiken talte, ganske kort, med formanden for DJ. Hun sagde ikke ting som: ”Det vil vi ikke have”, ”Det er i strid med vores overenskomst”, ”Vi vil tage kampskridt”, eller hvad man nu sagde i de gammeldags fagforeninger, hvor røde seler hvælvede sig hen over brede buge.

Sådan er det ikke i den nye medievirkelighed. Her beder fagbevægelsen pænt, og overenskomster er kun en slags retningsgivende anbefalinger for god opførsel. Tine Johansen sagde nemlig i stedet:

”Det at producere journalistik skal selvfølgelig ske på ordentlige vilkår. Det er også et arbejde, hvor det, man laver, er noget værd, og derfor skal man selvfølgelig også honoreres for det.”

Altså, én gang til i langsom gengivelse: DJ fremsætter ikke et krav, et ”giv os løn, for det har vi krav på”, men et argument, en bøn: ”Vi har værdi,” som tiggeren, der beder: ”Oh, gode herre, giv mig løn som fortjent.”

Og videre sagde hun:

”Radio Loud har indgået overenskomst i Dansk Journalistforbund. På den måde har de jo også fortalt os, at de prioriterer ordnede forhold, og det gør jo også, at vi nu kan tage kontakt til dem og høre dem om det her opslag.” Tage kontakt. Høre om. Og overenskomsten er ikke længere en forpligtende aftale, den er et budskab, den ”fortæller” noget, i dette tilfælde ”at man prioriterer ordnede forhold.”

Bemærk også ordet ”prioriterer”: Hvis man ”prioriterer” noget, så er det normalt vigtigt for én, men ikke for enhver pris.

Hvad man kunne, hvis man ville

Den nye virkelighed er virkelig forvirrende. Undervejs mistede flere debattører da også orienteringen og sammenlignede den skattefinansierede og lovregulerede radiostation med hedengangne idébårne aktivistmedier som Press og Avisen København – som om det nu var blevet et idealistisk projekt at drive radio for statens regning.

Det er også værd at bemærke, hvad der ikke siges i den nye virkelighed. Ikke én gang bliver der talt om, hvad DJ faktisk kunne gøre ved dette her, hvis man ville. Fagforbund er jo ikke uden magtmidler. Man kunne føre en faglig sag mod Loud for omgåelse af overenskomsten. Eller endnu bedre: Man kunne kræve en overenskomst direkte med Sein. Når Sein så sagde, at det, synes man ligesom, ikke rigtigt passer til den nye medievirkelighed, ville man kunne sige ”godt, så blokerer vi jer”. Herefter ville det være forbudt for DJ-medlemmer at arbejde for Sein, og ikke-medlemmer på Sein ville få svært ved i fremtiden at blive medlemmer af DJ. Hvis ikke dét bed på Sein, ville man kunne udvide blokaden til samarbejdspartnere og således simpelthen forbyde DJ-medlemmer at arbejde for Loud.

Udfaldet af konflikter og processer er aldrig givet; man kan tabe selv den bedste sag. Men man ville dog have demonstreret, at man faktisk er parat til en konflikt, og en anden gang ville det måske kunne få én og anden arbejdsgiver til at overveje, om ikke man hellere skulle indgå en overenskomst frem for at løbe en proces- og konfliktrisiko.

Men nej, DJ har hele vejen igennem valgt at italesætte sig selv som supplikant, ikke som kamporganisation.

Kun enkelte har søgt at slå hul i den lydisolerede væg mellem den nye og den gamle virkelighed. ”Jeg synes ikke, man som ung skal lade sig spise af med et symbolsk beløb. I bliver fucket i røven af de voksne,” sagde tidligere 24syv-natvært Ayşe Dudu Tepe.

Hvis unge og deres arbejdsgivere efterhånden får det indtryk, at det er normalt og acceptabelt at arbejde gratis, så vil der blive arbejdet gratis. Hvis omvendt de får den klare besked, at det er uacceptabelt, så vil de opfatte det som uacceptabelt – og gratisarbejdet vil blive bremset, og hvis de endda får at vide, at gratisarbejde kan og vil blive bekæmpet, så vil det blive trængt tilbage.

Ordet skaber, hvad det nævner

Imens breder gratisarbejde sig i medierne, startlønninger falder, og visse freelancere tilbyder sig til under 1.000 kroner for en dags arbejde. Det er som et naturfænomen, og dem kan man ikke stille meget op overfor. Det siger sig selv, at hvis et bestemt stykke arbejde – fx at være natvært – varigt kan udføres i acceptabel kvalitet af folk, som er villige til at arbejde gratis, så kan man simpelthen ikke blive ved med at tage penge for det.

Men nu er det jo ikke naturfænomener, vi har at gøre med; det er mennesker. Og menneskers opfattelse af, hvad der er acceptabelt, kan påvirkes. Hvis unge og deres arbejdsgivere efterhånden får det indtryk, at det er normalt og acceptabelt at arbejde gratis, så vil der blive arbejdet gratis. Hvis omvendt de får den klare besked, at det er uacceptabelt, så vil de opfatte det som uacceptabelt – og gratisarbejdet vil blive bremset, og hvis de endda får at vide, at gratisarbejde kan og vil blive bekæmpet, så vil det blive trængt tilbage.

Ordet skaber, hvad det nævner, som Grundtvig sagde. Hvad vi siger, præger vores tanker.

Og her har DJ svigtet. Ved at tale magtesløshedens sprog er DJ i færd med at lære sine medlemmer og deres chefer, at de er magtesløse, at de i det højeste kan appellere om at blive aflønnet efter deres ”værdi”.

Svigtet er selvfølgelig ikke kun verbalt, og frustrationen er derfor voksende blandt DJ’s freelancemedlemmer.

”Jeg savner et forbund, der repræsenterer den nye medievirkelighed. Et forbund, der reagerer, når nye disruptive medievirksomheder dumper priserne igen. Som har en ambitiøs plan for de cirka 25 procent, der er freelance, TBA’er eller projektansatte,” skrev således en af dem, Nanna Balslev, forleden dag i en højst læseværdig raserieksplosion af et debatindlæg, der ganske vist ikke handler om Loud, men til gengæld fortæller om den udvikling, der har fået Loud-ledelsen til at mene, at man ville slippe godt fra dette her.

Jeg ville måske korte hendes sætning lidt ned: Jeg savner et forbund, slet og ret.

Nuvel, jeg er ingen uvildig iagttager. For fem år siden stillede jeg op som formand for DJ, og tabte. Det er der bestemt flere grunde til, at jeg gjorde, men et emne, som faktisk fyldte i valgkampen, var diskussionen om gratisarbejde. Jeg havde nogle lidt gammeldags rødselede holdninger til spørgsmålet, mens min modkandidat foretrak, hvad han kaldte en ”dialogbaseret tilgang”; DJ skulle tale med arbejdsgiverne. I dag kan vi betragte resultaterne af dialogen.