Hvad kan vi bruge 70'ernes politik til i dag?

På Folkemødet 2016 er Mogens Lykketoft, Margrete Auken og Anne Grete Holmsgaard blevet bedt om at finde en tale fra 1970’erne og gen-performe den. Jeg har læst Mogens Lykketofts og Margrethe Aukens taler med kritiske, retoriske briller, og det blev til et møde med både svundne idealer og visioner, der stadig lever: 1970’erne er et tankevækkende spejl for vor egen tid.
Mogens Lykketoft og Margrete Auken genopfører taler fra 1970'erne på Folkemødet
Mogens Lykketoft og Margrete Auken genopfører taler fra 1970'erne på Folkemødet
af Hanne Roer
1970’erne er blevet en mytologisk tidsalder, hvor levestandarden var lavere, men idealerne til gengæld højere. Bøger, film og tv-programmer har vist os den særlige blanding af naivitet og stålsat tro på fælleskabets velsignelser, der ikke overlevede fattigfirserne.
 
Flowerpower, der blev afløst af dogmatisk marxisme, oliekrisen der førte til massearbejdsløshed, og en økonomisk krise, der bare blev dybere og dybere. Det er en kold tid, som vi lever i, sang Kim Larsen i 1976, mens han bekendte sig til gøglerlivet og parforholdets lille verden.
 
De to oliekriser i 70'erne førte blandt andet til tiltag som bilfrie søndage. Polfoto/Ib Jensen. 
 
En ny småborgerlighed på den venstredrejede kulturscene havde afløst hippiebevægelsens opgør med kernefamilien. Det var bare et af mange tegn på ”ideologiernes død”, dvs. erkendelsen af, at de store ideologier fra 1800-tallet ikke længere var tidssvarende politiske fortællinger. Den politiske retorik var dog stadig domineret af de marxistiske og liberalistiske grundfortællinger, som vi skal se i Lykketofts tekst.
 
Mogens Lykketofts forslag til et nyt manifest
Lykketoft har valgt at læse en tekst, han skrev i fagforeningsbladet Stof & Saks, et brancheblad for “håndarbejdere” (det findes stadig). Lykketoft havde en fast klumme i bladet. I februar 1974 består klummen af en række punkter, som han anbefaler som grundlag for et nyt manifest for Socialdemokratiet.
 
Det er altså langt fra en oratorisk tekst; faktisk er den nærmest knastør. Der er kun logos-appeller, (tilsyneladende) rationel argumentation uden følelsesappeller (patos) eller appeller til Lykketofts eller Socialdemokratiets troværdighed (etos). Manglen på stilistiske raffinementer skyldes vel, at teksten er et udkast. Det er en skreven tekst, der næppe var tænkt til mundtlig fremførelse.
 
Lykketoft præsenterer først den situation, der kræver et nyt politisk manifest, nemlig jordskredsvalget den 4.12.1973, hvor tre nye partier blev valgt ind i Folketinget. Socialdemokratiet mistede regeringsmagten til Venstre, der dog kun holdt til januarvalget i 1975. De nye partier var Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne, hvis politiske retorik talte til utilfredse vælgere. Skønt de alle grupperede sig på højrefløjen, udviste de også træk, der brød med højre/venstre-dikotomien – og tiltrak Socialdemokratiets vælgere.
 
Jordskredsvalget i 1973. Jens Møller, Poul Hartling og Anker Jørgensen efter den 4. december.
 
Lykketoft forudser indledningsvist, at Folketingets sammensætning snart fører til et nyvalg. Socialdemokratiet må som oppositionsparti tilbyde vælgerne ”et vidtskuende program uden alt for stærk skelen til ”marginal”-vælgernes interesser”. Han foreslår som udgangspunkt ”Lighedskommissionens oplæg Kravet om lighed”, som han forudsætter bekendt. Det er en betænkning fra Socialdemokratiet, som Lykketoft selv står som forfatter til …
 
Lykketofts vision om lighed
Hans udkast er opdelt i otte punkter. Det første handler om global ulighed og er et krav om højere ulandsbistand; det andet om en styring af produktionsmidlerne for at formindske forurening og udjævne velstandsfordeling; det tredje er et krav om begrænsning af arbejdsgivernes magt over produktionsmidlerne og indførelse af økonomisk demokrati.
 
Mogens Lykketoft i hjemlige omgivelser i New York, hvor han siden juni 2015 har siddet på posten som formand for De Forenede Nationers generalforsamling.
 
Det fjerde er et krav om at fagbevægelsen skal stå for arbejdsformidlingen; det femte et krav om bedre forhold for småbørnsfamilier for at skaffe alle lige muligheder; det sjette, at social- og sundhedspolitik lægges sammen; det syvende en omlægning fra skat på arbejde til skat på ejendomsbesiddelser og formuegevinster, og endelig, som det ottende, et krav om statsstøtte til direkte information til borgerne fra vælgerne uden om ”kapitalstærke bladhuses meningsformidlingsmonopol”. Disse punkter er faktisk et resume af Lighedskommissionens rapport, konkluderer Lykketoft.
 
Ordet ”lighed” er altså ubetinget positivt; der er ikke nogen tanker om individuel frihed eller frihed for erhvervslivet. Modsætningen lighed/frihed er et fundamentalt værdihierarki, der adskiller socialisme og liberalisme. Lykketofts utvetydige forsvar for lighedstanken viser, hvor meget Socialdemokraternes (som partiet hedder nu) værdisæt har ændret sig; hvem husker ikke Henrik Sass Larsens ord om, at bistandsklienten ikke blev fattigere af værdistigninger på hans hus? Lykketoft vil lade staten overtage storbankerne (punkt 3); i dag er det gået nærmest omvendt med salget af DONG til Goldman Sachs.
 
Et af hovedproblemerne med debatten om salget af DONG til Goldman Sachs var, at fortalerne for salget udelukkende anvendte økonomiske argumenter og på intet tidspunkt tog hensyn til moralske argumenter. Foto: Stine Bidstrup/ Polfoto.
 
Lykketofts insisteren på lighedstanken er så radikal, at han kræver løntilbageholdenhed fra offentligt ansatte og i Danmark generelt, en logisk konsekvens af det første punkt. At større ulandsbistand er det første punkt, er i sig selv overraskende. Den neonationalisme, som Dansk Folkeparti har været bannerfører for, har gjort det politisk umuligt at appellere til en international solidaritet hos arbejderklassen.  
 
Lykketofts vokabularium
Bemærk, at Lykketoft ikke bruger ord som ”klasse” (han siger ”den sociale lagdeling”), ”arbejdere” eller ”solidaritet”, altså de socialistiske paroler. Det er socialdemokratismen, Lykketoft viderefører, med dens idealer om større lighed, retfærdighed, gode leveforhold, indkomstudjævning, offentlig støtte til de svage (børnefamilier, gamle, ”sociale tabere” som han siger). Han taler for ”national frigørelse for ”de fattige lande”, men ellers er det et revisionistisk program, som kritikere på venstrefløjen ville sige.
 
Lykketoft markerer dog med vendinger såsom ”kapitalstærke bladhuses meningsformidlingsmonopol”, ”privat uansvarlighed” (stillet over for det positive modbillede ”kollektiv indsats”), ”storbankerne” og ”kollektivt organiseret medejendomsret”, at han ønsker en mere venstreorienteret udgave af socialdemokratismen.
 
De to fædre til Det Kommunistiske Manifest Friedrich Engels og Karl Marx.
 
Den kulminerer i ønsket om ØD, økonomisk demokrati - heftigt diskuteret i 70’erne -  og en stærk stat, der kan bryde ind over for den borgerlige presse og formodentlig også kommunerne  - samfundet skal påbyde ”rigelig social bistand” til familier med børn under tre år. Det er en af Socialdemokratiets chefideologer, der er på færde; partiet var som bekendt splittet i en højre- og en venstrefløj, den sidste udgjort af den meget omtalte ”kaffeklub”.
 
Der er altså spor af visionen om lighed, som Marx og Engels udfoldede i Det Kommunistiske Manifest fra 1848, den forførende fortælling om kommunismens fremmarch og fuldbyrdelsen af Historiens indre udvikling. Den lettere belærende tone fra chefideologen er også velkendt fra andre venstrefløjspartier og skulle gå hen og blive et alvorligt problem for Socialdemokratiet, der er blevet et akademiker- snarere end et arbejderparti. Men her i 1974 giver Lykketofts saglighed ham uden tvivl en etos – som han senere skulle komme til at kæmpe for.
 
Margrete Auken i fuld vigør
Margrete Auken har valgt en tale, som hun holdt i Folketinget den 13.3.1980 i anledning af ”1. behandlingen af lovforslag om atomkraftværket Barsebäck”. Som bekendt vakte det en vis uro, at svenskerne havde valgt at placere et atomkraftværk så tæt ved København – ”oven i et fremmed lands, et andet lands, hovedstad”, som Auken siger.
 
Ulykken ved Tremileøen i USA den 23.3.1979 havde kun forstærket bekymringerne og er da også et af Aukens hovedargumenter for at rejse et dansk krav om lukning af Barsebäck. Hun taler til den socialdemokratiske miljøminister og afkræver ham et klart svar; hun hævder, at ministeren, regeringen og flertallet lader sig spise af med dårlige forklaringer fra svenskernes side for at undgå indblanding i svenske forhold.
 
Ulykken fandt sted den 28.03.1979 på Three Mile Island anlægget ved Harrisburg i den amerikanske delstat Pennsylvania.
 
I talen fremfører hun flere argumenter for, at atomkraft er farlig, og hun bruger alle appelformer. Der er rationelle argumenter hentet fra atomfysikeren Ove Nathan og beskrivelser af ulykken i USA, patosappeller der spiller på frygt på ulykker og foragt for den svenske magtdemonstration: ”At svenskerne er store og stærke mænd med hår på brystet, der ikke er bange for at leve livet farligt, kan strengt taget ikke rigtig berøre os, som stadigvæk har hjerte og følelse og en vis omtanke og fantasi i behold”. Og etos-appeller (vi i SF der har både ”hjerte og omtanke” – det kommer flere gange).
 
Det er en livlig tale, der ikke blot benytter sig af alle appelformerne, men også bruger eksempler og personificeringer, der gør den levende (svenskerne som stærke mænd i stedet for at tale om Sverige). Den er vittig og veloplagt og har en ironisk, undertiden sarkastisk tone næsten hele vejen igennem.
 
Omtankens politik
Den er opbygget helt klassisk med en kort indledning, der skal vække tilhørernes interesse, her med en let sarkastisk bemærkning til Kristeligt Folkepartis taler. En vittig bemærkning er altid god i begyndelsen, blot den fremstår som en replik og ikke som et angreb. Humor er jo et stærkt virkemiddel, som Cicero advarede om.
 
Efter indledningen følger sagsfremstillingen (narratio): Hvad er der sket, hvordan er sagen forløbet? Det leder op til selve argumentationen, bevisførelsen (confirmatio), hvor Auken fremfører sine argumenter for, at atomkraft er så farlig, at Danmark må kræve en lukning af Barsebäck. Auken kommer med kommentarer til de andres partiers indlæg, som hun gendriver undervejs (refutatio).
 
Margrete Auken og Gert Petersen (SF-formand 1974-1991) tilbage i 1981 - et år efter talen ved behandlingen af lovforslaget om atomkraftværket Barsebäck. Polfoto/Asger Sessingsø.
 
Hun slutter med en genfortælling af eventyret om Askefis, der blev narret igen og igen, og først den syvende gang fik den lovede prinsesse, en allegori på regeringens forsøg på undlade at give de rette oplysninger til SF – den naive og utrættelige helt!
 
Auken kan ikke helt huske eventyret, hvilket bidrager til hendes etos. Hun er den godhjertede med de sande, varme kvindelige værdier. Hun er ikke så klog som professor Nathan, hvis kritik af nødkølesystemet hun refererer således: ”Det er sådan, at Barsebäck har en fætter i USA. Denne fætter har samme geniale system med en ”fuglerede” …”.
 
Men hun står for det gode hjerte og omtankens politik, og den skarpe ironi, der bliver andre til del, rettes ikke for alvor mod hendes egen position (det virker som koketteri og ikke selvironi, når hun bruger ord som ”fætter” og ikke helt kan huske eventyret). Det ville måske være dumt, men den etos-appel hun fremfører, er ikke helt overbevisende. På den ene side fremstiller hun sig som menigmand (der ikke helt forstår atomkraft), på den anden side er hun stålsat i sin tro på at repræsentere det gode og de kvindelige værdier.
 
Talen er som helhed gennemsyret af en klokkeklar ironi, hvor hun siger det modsatte af, hvad hun mener, hvilket bliver endnu en påmindelse om, at SF længe har kæmpet indædt for denne sag. Form og indhold spiller sammen i denne oplagte og vittige tale, der er rettet til et publikum, der kender hende og skal vækkes af dvale. At Auken kan bruge så mange farver fra retorikkens palet, kommer til at virke som et belæg for hendes påstand om, at SF har fantasi, udover hjerte og omtanke.
 
Flashback til Socialistisk Folkepartis oprindelige rødder. 
 
1970’erne tur retur
Man kan måske få den tanke at den lidt naive tagen patent på det gode er forældet; SF har i hvert fald kæmpet for at slippe af med billedet af det lidt selvgode parti med de rigtige meninger. At det så faktisk var rigtigt at kæmpe for miljøet – ja, det er sikkert grunden til at Auken har valgt at læse netop denne tale op. Kampen for miljøet opstod i 1970’erne, og den vision kan de fleste tilslutte sig i dag. Kampen for lighed er blevet derimod meget mere kompliceret, og Lykketofts vision er meget anderledes end det, Socialdemokraterne står for i dag. Det bliver interessant at høre, hvad Lykketoft vil sige om det på folkemødet.
 
-

Artiklen er en analyse af to af de taler, som Golden Days Festival får genopført på Folkemødet 2016:

Lørdag den 18. juni ved Domen. Margrete Auken, Mogens Lykketoft og Anne Grete Holmsgaard genopfører egne politiske taler fra 1970'erne. Ucensureret.

70'ERNE GENOPFØRT er en forsmag på Golden Days Festival om 70'erne, der løber fra 9.-25. september med undertitlen "Det 20. århundredes største testlaboratorium for idéer".

Til september håber Golden Days Festival at gentage formatet med repræsentanter fra blå blok herunder Bertel Haarder og Uffe Ellemann Jensen.

Ud over "70'erne genopført" står Golden Days Festival også for en 70'er diskofest om lørdagen i Domen på Folkemødet.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også