Når sjofle sjufter renser deres sjæl

Følgere af #MeToo-strømmen har i den seneste tid haft rige muligheder for at overveje, hvad der er en god undskyldning, og hvad der egentlig er på spil, når anklager og undskyldninger vælter frem. Som Timme Bisgaard Munk, chefredaktør for Kommunikationsforum, har forklaret tidligere, er det ikke noget, der klares ved at diske op med en ”McUndskyldning”. Men hvad er så en ’god undskyldning’?

Selve begrebet ’undskyldning’ er oprindeligt defineret ved, at man erklærer, at man vil fritages for skyld. For eksempel hvis man siger: ’Hun var lovligt undskyldt for sit fravær ved mødet, fordi hun blev kørt ned på sin cykel på vejen derhen’. En undskyldning er derfor i denne mening en (selv)frikendelse for ansvaret for en overtrædelse af reglerne: Anklagerne er nok sande, men undskyldningen betyder, at ’jeg er uden skyld’ i den skade, der er sket.

En typisk forståelse af ’undskyldninger’ for seksuelle krænkelser af kvinder kan være at afvise ansvaret med omstændighederne, f.eks. ’Ikke alene var hun beruset, hun havde endda en lårkort kjole på’ (ja, jeg ved godt, at det ikke giver mening). Eller man undskylder sig ved misforståelser: ’Ja, det var seksuelt, men jeg troede, det var en gensidig flirt’.

Producer Harvey Weinstein, her fotograferet med sin kone Georgina Chapman, er af et utal af kvinder blevet anklaget for seksuelle krænkelser og overgreb og spiller dermed en uheldig hovedrolle i hele #MeToo-bevægelsen. Kilde: Getty Images

Men uanset om det virkeligt er sandt, at den anklagede føler sig misforstået, vil det blive oplevet som en useriøs undskyldning, netop fordi den anklagede begiver sig ud på en vej, hvor der er betingelser og mellemregninger for de handlinger, der angribes, også selvom der bruges ord som ”sorry” eller ”undskyld”.

Den mest udbredte forståelse af en ’ægte’ undskyldning er derfor, at den er betingelsesløs, en klar indrømmelse af skyld og en bøn om tilgivelse (syndsforladelse).

Den skal være en del af en performance, der opleves som ’soning’ for skylden og genskabelse af et nyt, renere selv (renselse for synd gennem smerte og straf, gerne selvpåført). En fase med sjæleransagelse er nødvendig og kræver gerne, at man ’går i eksil’, mediterer i en celle i Tibet eller går en pilgrimsrute – uden kamerahold, så man er helt væk fra offentligheden i en rum tid. Hvis dette lyder religiøst, er det næppe tilfældigt.

Den Perfekte Undskyldning:

1. Vedkend din skyld: Vedgå alle dine handlinger, anerkend den fulde gru af normbruddet.

2. Bed ydmygt om tilgivelse (fra alle).

3. Vis gennem tale og handlinger, at du vil gøre alt for at overholde normerne fremover.

4. Vis vilje til at styrke normerne, du har forbrudt dig imod (støt gennem aktiviteter, politik, ressourcer).

5. Stil dig til rådighed for alle medier, hvori du åbent deltager i forsoning og sjæleransagelse på din beslutsomme rejse mod et bedre selv.

(Frit fortolket efter: Koesten, J., & Rowland, R. C. (2004). The rhetoric of atonement. Communication Studies, 55(1), 68-87.)

Kevin Spaceys uperfekte undskyldning

At kunne give en perfekt undskyldning kan være svært, hvis man samtidigt risikerer at tilstå en forbrydelse (man kunne mene, at fængsel er den perfekte renselse, men de fleste har ikke lyst til at udføre den). Måske derfor siger skuespiller Kevin Spacey: ”Jeg kan ikke huske det, men HVIS jeg har forsøgt at forføre en mindreårig dreng …” Og derfor er der en klar mangel i hans undskyldning, selvom han forsøger at performe selvransagelse i resten af undskyldningen (”This story has encouraged me to address other things about my life …”). Den modtages derfor, forudsigeligt, som ’for lidt’ og for useriøs.

Rasmus Nøhrs Facebook-brøl(er)

At få tilgivelse for sine gerninger er ofte forbundet med en forsoningsproces mellem anklager, anklagede og samfund. I forbindelse med ’offentlige’ kriser, som #MeToo-anklager jo ofte er, bliver det nemt en kaotisk proces, hvor mange stemmer vil blande sig for at ’formidle’, ’forhandle’ eller måske endda forhindre en forsoning.

Måske var det formidling eller forhandling, som Ramus Nøhr forsøgte med sit #MeToo-Facebookindlæg om Ålens ’helikopterledelse’. Det var ikke vellykket, for ingen ser ud til at forstå det – heller ikke Rasmus, og nu er det slettet. Hændelsen viste dog tydeligt, at man træder ind på en meget varm platform, hvis man ønsker at være en del af sådan en proces.

Rasmus Nøhrs undskyldning, der bekendtgør, at sangeren 'ikke læser aviser eller hører radio'.

Man kan se ’den gode undskyldning’ fra to vinkler, afhængigt af om man er enig eller uenig med den tolkning af det normsæt, der bringes i spil ved undskyldningen.

Enten er ’den gode undskyldning’ et positivt vendepunkt i en forsoningsproces, der giver den krænkede æren tilbage (anerkender den krænkedes ligeværd som menneske og dennes rettigheder) og genopretter samfundsordenen ved at bekræfte, at de overtrådte normer stadig gælder.

Eller omvendt kan undskyldningen ses som ’et knæfald’ for et normsæt, der påtvinges både den anklagede og hele samfundet. Hvor politiske offentlige undskyldninger kan blive, har vi set både under og efter Muhammed-krisen med f.eks. Arlas og Politikens undskyldninger for … ja, for hvad? For at være blasfemikere eller danske? Og hvad med ytringsfriheden? Her vil de fleste nok kunne se de etiske dilemmaer, også selvom de vil vælge side.

Med de slibrige, personlige ugerninger, der kommer frem i lyset med #MeToo, er det vel noget helt andet, noget mere grundlæggende, vi alle er enige om, eller?

Når #MeToo-anklagerne åbner en sag foran folkets domstol, er det en rodet, følelsesladet, offentlig stening uden rettergang, der vil finde sted. Alvorlige anklager, der burde kunne undersøges i en formel retssag, bliver blandet med fascinationen af kendtes sexliv og forskellige opfattelser af seksualmoral. Det er en giftig cocktail.

F.eks. når anklagen om Kevin Spaceys overgrebsforsøg på en mindreårig dreng blandes sammen med temaer om hans ønske om privathed ift. hans egen orientering i retning af bi-/homoseksualitet. Skal vi så rykke til Kevins forsvar, for hvad med retten til privatliv? Retten til at være bi-/homoseksuel eller bare til at være uafklaret om sin seksualitet?

The Mother of All #MeToo: "I did not have sexual relations with that woman"

Mest indlysende politisk kompleks er nok The Mother of All #MeToo: Clintons leg med Monica Lewinsky i de hellige kontorer. Hans undskyldning startede med en useriøs benægtelse, som er blevet en historisk kliché. I dag vil mange nok mene, det var et overgreb, men hvad nu hvis de faktisk havde det sjovt?

Clintons ikke-undskyldning, der ovenikøbet også er en løgn.

Det ender som storpolitik med en rigsretssag, fordi han benægter, men hele hans efterfølgende, offentlige religiøse soningsrejse er netop blevet en retorisk klassiker (jeg vil ikke beskylde Clinton for ’retorisk løgnagtighed’ – jeg tror, han oprigtigt ønskede at blive et bedre menneske med Guds hjælp). Sagen er altså et eksempel til efterfølgelse, hvis man leder efter inspiration til den rette sonings-performance (se analysen i Koester og Rowland 2004), selv om det startede med en meget dårlig ’ikke-undskyldning’.

Men Clinton-sagen var også en klar cementering af en puritansk seksualmoral, hvor man IKKE leger cigarlege med andre end sin kone (Monica-episoden var helt sikkert ikke den eneste gang, han legede med andre end Hillary). En klar lektie om, at med Gud har vi alle en chance for at blive bedre mennesker og finde nåde for offentligheden (og Gud?).

Clinton-sagen castede Monica Lewinsky som et offer for den magtfulde mands begær, men også som en ’bimbo’ (en promiskuøs skøge), der spillede med, hvor hun skulle sige fra.

Pointen er ikke, at man skal acceptere overgreb fra magtfulde mænd og kvinder, men at vi skal overveje, hvordan vi undgår en tilbagevenden til middelalderlige folkedomstole, og hvilke værdisæt, vi egentlig ønsker at forstærke med vores krav om ’den perfekte undskyldning.’