Er du også vild med Wordle?

Et simpelt ordspil er eksploderet i popularitet på få måneder og findes nu også i den danske version Wørdle. Men hvordan gør man, og kan man snyde? Her er alt du skal vide om Wordle.
Et simpelt ordspil er eksploderet i popularitet på få måneder og findes nu også i den danske version Wørdle. Men hvordan gør man, og kan man snyde? Her er alt du skal vide om Wordle.
Et simpelt ordspil er eksploderet i popularitet på få måneder og findes nu også i den danske version Wørdle. Men hvordan gør man, og kan man snyde? Her er alt du skal vide om Wordle.
Du er formentlig stødt på dem på Twitter. De talrige og lettere intetsigende opslag med grå, grønne og gule firkanter, hvor folk deler resultatet af dagens Wordle.

Selv forstod jeg intet, før jeg for få dage siden klikkede på et link til det trendende onlinespil. Nu er jeg afhængig – og det er jeg langt fra alene om.
 

Millioner af brugere på to måneder

På rekordtid har Wordle udviklet sig til en verdensomspændende onlinetrend til trods for, at den walisiskfødte softwareudvikler Josh Wardle egentlig bare ville udvikle et simpelt spil til sin kæreste og aldrig har haft hverken skalering, markedsandele eller kommercielt udbytte i tankerne.

Spillets enkle opbygning med én daglig ordgåde har gjort, at antallet af aktive spillere er eksploderet på få uger – formentlig kombineret med en betragtelig mængde hjemmearbejde samt opsparet kedsomhed på grund af COVID-19.

Wordles brugerskare er således steget fra 90 i november 2021 til flere end to millioner aktive spillere her midt i januar 2022.

Senest er der endda lanceret en dansk udgave af det populære spil. Det kan du læse mere om længere nede i artiklen, hvor en af udviklerne for første gang fortæller om bevæggrundene for at skabe den rød-hvide Wørdle (spoiler: Det har noget med mor at gøre).
 

Hvordan ”wordler” man?

Lad os få det vigtigste af vejen først: Hvad går Wordle ud på? Det vil jeg ganske kort forklare herunder. 

NB: Hvis du foretrækker bare at kaste dig ud i det, kan du finde det oprindelige, engelsksprogede Wordle her og den danske version Wørdle her

Wordle er et simpelt onlinespil med én daglig ordgåde, hvor du på højst seks forsøg skal gætte et ord på fem bogstaver. 

Det fungerer lidt ligesom brætspillet Mastermind eller tavlespillet “Galgeleg”, hvis du kan huske det fra folkeren. Der er faktisk også en snert Lykkehjulet over det – bare uden drejehjul, plaid og Bengt Burg.

Når du gætter på et ord, får du at vide, hvilke af dine valgte bogstaver der findes i svaret (markeres med gul), og om bogstaverne er placeret korrekt i ordet (markeres med grøn). Derefter kan du gætte igen, og så gælder det ellers om at nå frem til dagens ord på højst seks forsøg.
 

 

Når du har gættet dagens ord, kan du dele resultatet med dit netværk i form af en simpel grafik med de grå, gule og grønne firkanter, som jeg nævnte i indledningen. For at forhindre spoilers fremgår dagens ord ikke af delingen.

Easy peasy lemon squeezy fristes man til at sige – eller det er det faktisk ikke nødvendigvis. Ordgåderne kan godt være relativt vanskelige at knække!
 

Wordle minder os om simplere tider

Hvorfor har så mange mennesker så hurtigt taget Wordle til sig? Spillets hastigt voksende popularitet har helt sikkert flere årsager – tilsat lidt tilfældigheder.

En af årsagerne er, at det minder os om simplere tider, hvor færdsel på internettet var mere uskyldigt – og ikke involverede et ocean af cookie-tilladelser, uendelige logins og massiv datahøst af vores mere eller mindre personlige oplysninger. 

Når man spiller Wordle, skal man hverken døje med push-notifikationer, registrere sig eller downloade noget, hvilket føles både dejligt uforpligtende og nostalgisk.

Det virker med andre ord uskyldigt og uden bagtanker – altså må det nærmest være internettets pendant til at spotte en enhjørning på Amager Fælled.

At der hverken er notifikationer, reklamer eller dataindsamling er i øvrigt et helt bevidst valg, som der ikke bliver ændret på trods den massive popularitet og de kommercielle muligheder, det afføder. Det har Josh Wardle selv fortalt til BBC’s Radio 4.

For mig, og tydeligvis en hel del andre, repræsenterer Wordle en sjov og simpel adspredelse i en travl hverdag. Lidt ligesom at nappe en hurtig sudoku eller en god, gammeldags kryds og tværs.

Det er enkelt og uforpligtende, men stadig udfordrende. Man får et lille skud dopamin, når alle bogstaverne bliver grønne og en behagelig følelse af at have fuldført en opgave. Desuden bliver man ikke fastholdt i afhængighed i timevis, da der kun er én ordgåde at løse hver dag. 
 
 
Wordles tilgængelighed og enkle opgaveløsning gør det umiddelbart og sjovt.

Om årsagen til spillets popularitet siger en overvældet Wordle-Wardle selv til The Guardian:

“Even though I play it every day, I still feel a sense of accomplishment when I do it: it makes me feel smart, and people like that”.
 

Guf for nørderne – og for hajerne

Efter Wordles hastige entré, særligt på Twitter-scenen, er der en række medier, matematikere og andre nørder (på den fede måde), som har udviklet forskellige teorier til, hvordan man klarer dagens Wordle hurtigst.

Om du vil benytte dig af rådene, vil jeg lade være op til dig selv og din samvittighed.

> Ifølge The Wired skal du i dine to første gæt bruge de otte mest anvendte bogstaver i det engelske sprog, men så vidt muligt undgå gengangere fra gæt 1 til gæt 2 (gæt f.eks. på “notes” + “acrid”).

> Én Twitter-bruger har tilsyneladende fundet ud, at man bare kan kigge i websitets Javascript og se samtlige ord i databasen, herunder de kommende dages ordgåder (da det jo er rendyrket snyd, kan jeg ikke anbefale, at du klikker på lige netop det link).

> Softwareudvikleren Conor Hoekstra har lavet en oversigt over de mest anvendte bogstaver i engelske ord på fem bogstaver.

> Én har programmeret en algoritmebaseret metode, hvor du kan gætte dagens ord efter maksimalt tre forsøg. 
 

> Når der er blod i vandet, tiltrækkes hajerne. Siden Josh Wardle skabte Wordle og begyndte at få millioner af brugere uden selv at have intentioner om at udnytte spillets popularitet, har flere Wordle-kopier set dagens lys. En af disse blev skabt af den amerikanske udvikler Zach Shakked, som simpelthen bare tog navnet og konceptet uden at spørge om lov og lancerede betalingsappen “Wordle – The App”. Heldigvis var Apple vaks ved havelågen og fik hurtigt bandlyst den lidt for ivrige iværksætter samt andre copycats fra App Store.

> Desuden er Wordle-memes som dette også begyndt at se dagens lys:
 
Via nytimes.com
 

Den danske version – udviklet til mor

Som jeg fortalte i artiklens indledning, kan Wordle nu også spilles i en dansk udgave – Wørdle på www.wørdle.dk.

Det kan vi takke Anders Skouboe, hans bror og hans virksomhedspartner for. Dem fandt jeg frem til ved en simpel søgning på domænet wørdle.dk hos DK Hostmaster. 

Det viser sig, at Anders og co. egentlig udviklede den danske version af Wordle, så Anders’ mor kunne spille med sine sønner.

Anders, hvordan kan det være, at I fandt på at kreere den danske udgave af Wordle?

”Jeg lavede spillet til min mor – i samarbejde med min bror og min virksomhedsmakker. Min bror og jeg havde snakket om, at det kunne være sjovt med en dansk udgave af Wordle, så vi kunne spille med vores mor. For et par uger siden sad jeg på vej hjem i toget fra mine forældre, og dér gik jeg i gang med at udvikle det.”

Hvad har I af planer med Wørdle i fremtiden?

”Wørdle er et hyggeprojekt, men i min virksomhed The Pack, som jeg har sammen med Jan Ligaard, påtænker vi at vedligeholde spillet og også lave nogle nye spil.”

Hvad er det, der gør spillet så populært i dine øjne?

”Jeg tror, det er enkeltheden; at der er ét ord om dagen. Og så er det ukommercielt og forsøger ikke at fastholde folk i timevis. For mig er Wørdle og Wordle fine eksempler på noget af det gode, der er ved internettet. At en enkelt idé kan give folk en lille, daglig glæde og sprede sig uden nogen form for finansiering eller kommercielt mål.”

Hvis du endnu ikke er kommet med i Wordle-klubben, kan jeg varmt anbefale dig at komme i gang på www.powerlanguage.co.uk/wordle og/eller www.wørdle.dk. 
 

Læs mere, og find spillet her

New York Times: Wordle Is a Love Story

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job