Når de magtfulde bliver mobbet

Hvis man forestiller sig, at medieomtalen af danske politikere foregik i en almindelig dansk skolegård, ville Børnetelefonen være i konstant alarmberedskab og bimle højere end en papegøje på speed. Klasselærerne ville fare forvildet rundt, og dansk politik ville få brug for nogle seriøse forældremøder.

I den ideelle verden handler den politiske samtale om politik – den rationelle samtale. I den virkelige verden handler det ofte om alt muligt andet. Framing, der via firkantede sproglige forståelsesrammer fremstiller personer og temaer i et bestemt lys, f.eks. ældrebyrden i stedet for det grå guld, er i dag en avanceret sproglig Christiansborgdisciplin, der balancerer på kanten af sandhed og forførelse udført af retoriske dødspatruljer med samfundsvidenskabelige uddannelser.

I den lidt mere brutale og simple udgave i Christiansborgs tæskeholdsammunitionsdepot findes brugen af øgenavne. Øgenavne, der dæmoniserer og tillægger personer, man ofte ikke deler synspunkter med eller bare ikke bryder sig om, karakteregenskaber og særlige tilbøjeligheder.

Jürgen Habermas’ mareridt

Da Bertel Haarder, med det mangeårige øgenavn Bertel Bims, tirsdag den 4. oktober holdt sin afskedstale i Folketinget, opfordrede han salens politikere til at opføre sig ordentligt over for hinanden.

“Husk, at det giver flere stemmer – måske – at anerkende andre end at mistænke dem. At behandle hinanden, som vi selv vil behandles. Valgflæsk og stemmefiskeri kan nok ikke undgås. Men sørg for, at det ikke gør varig skade.”

Den 78-årige politikers bøn er mere end tidligere yderst relevant. Den forhenværende amerikanske præsident Donald Trump har gjort det til en magtdemonstration at håne sine politiske modstandere med ydmygende og nedværdigende øgenavne. Negativ framing af politiske modstandere er for længst også blevet en del af det politiske tapet, der hører med i enhver politisk diskussion i Danmark.

Bertel Haarders bøn i tirsdags var ikke malplaceret. Vi har i dag en besynderlig Bermudatrekant, hvor vi på den ene side har en presse, der gerne selv deltager eller distribuerer – via læserbreve eller stiller kommentarspor til rådighed på de sociale medier – og dermed lægger arena til en brutalisering af den politiske debat. Vi har en offentlighed, der til enhver tid gerne lader låget ryge af skraldespanden og lader folkedybets hule drøn og spanske latter tilsnavse enhver politiker, man ikke deler synspunkter med. Og sidst, men ikke mindst har vi også et hold af folkevalgte politikere med mørke hjerter, der får arbejdet på Christiansborg til at minde om et politisk teater, som mere og mere ligner en dødsstjerne på afveje.

Vi er ved begyndelsen til et habermask mareridt, hvor den rationelle samtale og det bedste argument bliver kastet ned i en folkekloak og et demokratisk mudderhul, de færreste samfund kommer velfungerende op af.

Mette den magtfuldkomne

I slutningen af september satte Mette Frederiksen i et interview med Radio4 ord på den massive kritik om, at hun er magtfuldkommen – og hun pegede på sit køn som årsagen til opfattelsen. Louise Gade, tidligere borgmester i Aarhus, var allerede i 2009 ude med holdningen om, at brugen af øgenavne var del af en særlig kønsspecifik problematik, hvor kvindelige politikere er langt mere udsatte end deres mandlige kollegaer.

Mette Frederiksen er ikke den første statsminister, der er blevet beskyldt for at være magtfuldkommen, men hun er uden sammenligning den, der har fået den største del af æren.

Da den nu afgåede fødevareminister Mogens Jensen i november 2020 afleverede Miljø- og Fødevareministeriets redegørelse om Minksagen, udløste det en massiv kritik af Mette Frederiksen og hendes etpartiregering som magtfuldkommen.

Da politiet nøjagtig et år efter i november 2021 meldte ud, at de ikke kunne genskabe de famøse sms’er fra statsministerens mange skiftende mobiltelefoner, og at Statsministeriet i det hele taget på et pressemøde kunne fortælle, at det faktisk ikke havde overblik over, hvor mange telefoner der var gået gennem hænderne på Mette Frederiksen, udløste det endnu engang en lavine af forargede og forbløffede kommentarer fra politiske iagttagere og modstandere, der nu for alvor råbte ”magtfuldkommen” efter statsministeren.

I månederne efter faldt brugen af ”magtfuldkommen”, men skaden var sket, ånden var ude af flasken, og Mette Mink var blevet til Mette den magtfuldkomne.

Nogle medier var mere end begejstrede for at kombinere Mette Frederiksen med omtale af at være magtfuldkommen end andre, men alle deltog i mere eller mindre omfang. Berlingske Tidende bragte tre gange så mange artikler/kommentarer i den sammenhæng end Jyllands-Posten og ti gange flere end søstermediet B.T.

Øgenavne

Debatten om MF og magtfuldkommenhed er næppe mobning, men oplevelser af en regering, der opfører sig magtfuld. Regeringen Frederiksen er nok ikke den første eller eneste, som har optrådt og handlet magtfuldkomment, men uanset hvad, så gør en række politiske handlinger det svært for regeringen at vaske beskyldningerne af sig.

Søren Schultz Jørgensen, medieanalytiker, ph.d. og tidligere journalist, peger 27. februar 2020 i Politiken på, at regeringen og Mette Frederiksen kun har sig selv at bebrejde for modgangen.

”For hold da kaje, hvor har hun og hendes S-regering ageret magtpolitisk, siden de kom til fadet: rundsendt mails til partiapparatet for at iværksætte angreb på Venstre midt under følsomme forhandlinger, sat spindoktorer til at intimidere kritiske forskere på landets universiteter, placeret partisoldater i ministerierne, udnævnt statsministerens særlige rådgiver til stabschef. Kan det blive mere gangsteragtigt? … (…)… Og så er der vel noget om snakken? Bekræfter beskrivelserne ikke et billede, vi i forvejen har af statsministeren og regeringens tonsertilgang til politik? M. F. som i Mette Frederiksen, MF som i magtfuldkommen? Jo, netop, det begynder at ligne et genkendeligt billede.”

Det er vanskeligt at afgøre, hvorvidt det spiller en rolle, at MF er kvinde, men det gavner næppe regeringen eller Mette Frederiksen at forsøge at gemme sig bag kvindekortet.

Gucci-Helle

Hvis vi lader den legitime diskussion om magtfuldkommenhed ligge, så er det dog en påstand værd at hævde, at når det kommer til øgenavne, der skal nedgøre eller latterliggøre politikere, at kvinder uden tvivl får en ganske hård medfart i håneturbinen.

Vi kan i hvert fald konstatere, at siden Harald Blåtand fik sit øgenavn, er det den tidligere statsminister Helle Thorning, der topper i Kforums måling af brugen af danske politikeres øgenavne i de danske medier. Gucci-Helle, der hentydede til Helle Thornings hang til brug af dyre håndtasker, turnerede ikke bare rundt i den danske mediemaskine i nullerne, men nåede helt til Indien, hvor Gucci-Helle indgik i en overskrift i landets største engelsksprogede avis, Indian Times.

Det var socialdemokraten – og partikammeraten – Freddy Blak, der opfandt øgenavnet, og da Gucci-Helle første gang var introduceret i de danske medier, troppede Helle Thorning op på Freddy Blaks kontor og råbte: ”Du skal kraftedme ikke kalde mig for Gucci! Bare fordi jeg ikke går rundt og ligner sådan en pose lort som dig.”

Dengang havde hun det skidt med tilnavnet, fordi hun syntes, det var kønnet, og det prøvede at nedgøre hende. ”Det er, hvad det er. Nu har jeg ligesom taget det til mig,” siger Helle Thorning i dag om tilnavnet Gucci Helle.

Tallene i grafen er interessante på mange måder. Først og fremmest er det slående, at de ikke er større. De fleste mennesker vil mene, at Bilags-Lars, nævnt 260 gange fra 1996 til i dag, ikke svarer til den oplevelse, de har af, hvor massiv omtalen egentlig var.

Og det er rigtigt nok, for opgørelsen mangler en temmelig stor datadimension: omtalen på de sociale medier. En ting er, hvad de publicistiske medier citerer politikere for at kalde andre politikere eller bringer af ikkeredaktionelle indlæg og kommentarer eller måske selv på lederplads fyrer nogle øgenavne af.

Den virkelige massive øgenavnskalibrering finder sted i folkekloakken i kommentarsporene på de sociale medier. Der er dér, der er frit løb, for de færreste medier har ressourcer, overblik og interesse i at stoppe amokløbet, der forkludrer og gør enhver demokratisk debat grimmere end jesussandaler og bøllehatte.

Voksenhjælp til dansk politik

Når den politiske samtale ikke ligefrem er nogen skønhedskonkurrence, hvad stiller vi så op?

Børns Vilkår har lavet tre gode råd til, hvad man kan gøre for at slippe af med et øgenavn i skolegården. Kforum anbefaler kraftigt danske politikere at overveje disse råd:

Råd nr. 1: Du har ret til at sige fra. Nogle siger måske ”Ej, slap af, det er kun for sjov”. Men hvis du ikke vil have det, skal de stoppe.

Råd nr. 2: Det kan være svært at sige fra. Måske en i klassen kan hjælpe dig. Det kan også være, der er et særligt sted eller tidspunkt, hvor det føles mest trygt at sige det. Du kan også skrive det i en besked.

Råd nr. 3: Hvis det ikke stopper, så snak med en voksen. Det er deres ansvar at lytte og hjælpe. Din lærer kan tage en snak med klassen om, hvor vigtigt det er at respektere hinandens grænser og tale ordentligt.

Gårdvagterne i skolegården får travlt.