Her er Grakoms vigtigste valgønsker

Kommunikationsbranchens dagsorden kommer næppe til at præge valgkampen, erkender Grakoms adm. direktør, som i stedet sparer på krudtet til efter valget.
Thomas Torp, der står i spidsen for Grakom, kæmper for et stop for særregler for markedsføring som en af organisationens mærkesager.
Thomas Torp, der står i spidsen for Grakom, kæmper for et stop for særregler for markedsføring som en af organisationens mærkesager.
Udover de generelle udfordringer vedrørende inflation og mangel på arbejdskraft, som kommunikationsindustrien deler med resten af erhvervslivet, har Grakom nogle specifikke mærkesager.
 
De får det svært i valgkampen, erkender Grakoms adm. direktør, Thomas Torp, der har 700 virksomheder i kommunikationsindustrien som medlemmer.
 
”I valgkampen er der meget støj, så det er meget vanskeligt at få erhvervslivet vilkår på dagsordenen, fordi folketingsvalg handler om noget mere vælgernært,” siger han og tilføjer:
 
”Det er et vilkår, vi deler med resten af erhvervslivet, og når det kommer til specifikke tiltag inden for vores branche, er det endnu vanskeligere.”
 

Nichedagsordener præger ikke valgkampen

 
Grakoms strategi er derfor at gå ud med fire politiske ønsker via pressemeddelelser, egne kanaler og direkte dialog med politikere for at gøde jorden for de politiske diskussioner, der kommer efter valget.
 
”Vi går ikke rundt med en forestilling om, at vores nichedagsorden skal præge valgkampen. Det vigtige for os er at få markeret, hvad vi arbejder for, og så at have blikket stift rettet mod, hvad der sker efter valget,” siger Thomas Torp.
 
Han tilføjer, at Grakom samtidig holder skarpt øje med, om nogle af de agendaer, organisationen kæmper for, bliver valgtemaer, man kan bidrage til at kvalificere.
 
Når det gælder de konkrete sager, står et stop for særregler for markedsføring først på ønskelisten.
 
Markedsføringslovgivningen skal forenkles og tilpasses EU-regler, ligesom planerne om at indføre en mærkningsordning for retoucherede fotos skal droppes, mener Grakom.

 

Vilkårene for markedsføring bliver strammet

 
Det er et opgør med en tendens, som har været undervejs i nogle år, fortæller Thomas Torp.
 
”Tendensen er, at vilkårene for markedsføring bliver strammet. Det indskrænker ikke alene vores medlemmers muligheder for at lave markedsføring. Det er også et problem for dansk erhvervsliv, som vi hjælper med at markedsføre, for de er en del af et internationalt marked med hård konkurrence,” siger han.
 
Debatten blandt Grakoms egne medlemmer, når det gælder for og imod reklamer for eksempelvis kød og flyrejser, er heller ikke noget, Thomas Torp ønsker politisk indblanding i.
 
”Udgangspunktet må være, at det er lovligt at markedsføre lovlige produkter. Hvis nogle bureauer ikke ønsker at gøre det, er det selvfølgelig deres valg.”
 
Regeringens forslag om at indføre en mærkningsordning for retoucherede billeder er også noget, Grakom er imod.
 
”Vi anerkender, at retoucherede billeder kan give særligt unge kvinder en forkert opfattelse af virkeligheden, men man løser ikke problemet ved at begrænse dansk markedsføring. Den rammer måske kun fem procent af de billeder, unge kvinder støder på,” siger Thomas Torp.
 

K-branchen har brug for hjælp til grøn omstilling 

 
I lighed med it-branchen ønsker Grakom desuden, at reglerne for beskatning af medarbejderaktier og minoritetsaktionærer skal lempes. Det vil styrke digitale vækstvirksomheder, som er et stigende fænomen inden for kommunikationsindustrien, mener Thomas Torp.
 
”Digitale bureauer har i lighed med it-startups brug for at tiltrække og fastholde den dygtigste arbejdskraft. Derfor skal der være mulighed for at give medarbejderne et medejerskab, så de får del i værdiskabelsen.”
 
Ud over mere fair konkurrence på mediemarkedet er grøn omstilling også på Grakoms politiske dagsorden.
 
”Kommunikations- og markedsføringsbranchen har en nøglerolle i forhold til deres kunders grønne omstilling. Det er en vigtig opgave, at virksomhederne tør fortælle om deres grønne tiltag uden at træde ved siden af og havne i greenwashing," siger Thomas Torp. 
 
Ellers risikerer man at bremse den grønne omstilling, og den opgave er så stor, at Grakom ikke alene kan løfte den over for sine medlemmer, mener han. 
 
”Der er brug for flere midler til at udvikle koncepter og vejledninger til bureauer og til dansk erhvervsliv bredt om reglerne for grøn markedsføring." 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også