Klimatossen Greta Thunberg

Den unge svenske aktivist har holdt mange taler, siden hun begyndte sine skolestrejker for miljøet i august i fjor. Billedet af den unge pige med fletningerne, der sad alene foran Riksdagen, er gået verden rundt og har inspireret børn til fredagsstrejker for klimaet. Selvom Greta Thunbergs lynberømmelse er båret frem af de sociale og visuelle medier, bygger den på hendes oratoriske evner. Hun har rejst rundt i Europa – med tog og bus, naturligvis – og talt klimaets sag bl.a. foran en FN-forsamling i Polen, foran det engelske parlament og i Europaparlamentet. Samtidig har hun været hovedtaler ved talrige klimamarcher som den i København i lørdags.

Greta Thunberg som hovedtaler ved Folkets Klimamarch i København. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix.

Hun benytter sig af samtlige retoriske appelformer, logos (tale til tilhørernes fornuft), patos (tale til følelserne) og etos (virke troværdig), som hun mikser effektivt og sprogligt overlegent. Hendes længste taler præsenterer udviklingen i udledning af C02 og forbruget af fossile brændstoffer. Allerede fire måneder efter den første skolestrejke leverede Thunberg en 11 minutter lang TEDx-talk i Stockholm.

Den 15-årige Thunberg begynder med den nu velkendte historie om den depression, hun fik som otteårig på grund af klimakrisen, sin spisevægring og diagnosticering som autist som 11-årig. Hun skaber sig en unik aktivist-etos: Hun er barn+autist, der uden sans for sociale spil siger de upopulære sandheder, ligesom drengen i Kejserens nye klæder.

Hendes selvironi og humoristiske sidebemærkninger tjener til at bevise, at hun ikke er et psykisk tilfælde. Hun bruger sin diagnose offensivt, når hun siger, at der for hende kun er sort og hvidt, og at det samme gælder miljøet: ”There are no grey areas when it comes to survival of the civilisation”.

Logos-appellerne dominerer, når Thunberg gennemgår tallene for udledning af CO2 og temperaturstigningerne. Skønt hun trækker store veksler på sin særlige uskylds-etos, er det ikke på bekostning af saglighed.

Selvom en lokalt organiseret TEDx-talk ikke er så professionel som en ’rigtig’ TED-talk, så er Thunbergs performance imponerende; hun taler fint engelsk, talen er velstruktureret og sprogligt interessant med de skarptskårne modsætninger. Den er næppe skrevet (100%) af en anden, for så ville hun ikke kunne fremføre den så sikkert (mere herom længere nede i artiklen).

Boomeranger i nakken på klimafornægterne

Thunbergs andre taler viser med al klarhed, at hun bemestrer kunsten at holde tale. Hun argumenterer med logos-appeller henvendt til publikums fornuft, når hun skærer klimakrisens basale fakta ud i pap. Der er siden årtusindskiftet skrevet et hav af artikler om klimakatastrofer, ledsaget af apokalyptiske billeder af magre isbjørne hoppende fra den ene smeltende isflage til den anden. Undergangsretorikken har danset pardans med teknologi-optimisternes løfter om snilde løsninger.

Thunberg har givet de voksne en grøn opsang i en lang række lande. Senest talte hun til det østriske World Summit i Wien. Foto: Lisi Niesner / Ritzau Scanpix.

Med mediernes forkærlighed for at stille to modsatte synspunkter op har pessimistiske klimaforskere skullet argumentere for situationens alvor over for klimabenægtere. Selvom de sidste kun udgør få procent af forskerne, har medierne skabt et billede af en fifty-fifty uenighed blandt forskerne. Resultatet har været et retorisk og politisk dødvande, hvor klimaforskernes retorik er blevet stadig mere skinger. Samtidig har klimabenægterne formået at underspille de dramatiske klimaændringer i den antropocæne tidsalder.

Greta Thunberg har formået at skære igennem denne kakofoni ved at sætte en sort-hvid modsætning op: Enten handler I politikere for miljøet nu (og udfører det, I skrev under på i Paris), eller I ødelægger jeres børns fremtid. Hun har bevidst valgt en knivskarp dikotomi og tilskrevet sin Aspergers-sygdom æren for, at hun aldrig giver køb på sit ultimatum. Hun modererer ikke sine synspunkter og går aldrig ind på modstandernes argumenter, men vender dem på hovedet. Hun gendriver modstandernes argumenter, så de rammer dem som en boomerang. Som her i talen ved FN-mødet i Polen (UN Plenary Session) sidste år:

At hun er et barn, og at Sverige er et lille land, vender hun til et argument for, at der ikke er grænser for, hvad mennesker kan opnå i samlet flok: Tænk, hvad vi kan gøre sammen! Skulle nogen nu have forventet smukke ord om håb og globalt fællesskab, blev de skuffet.

Thunberg tyr ikke til en Obama-inspireret håbets retorik, men revser sine tilhørere med enkle sætninger, der sættes op i kontrastfulde modsætninger: ’I burde trække nødbremsen, men I taler kun om vækst. Biosfæren ofres for, at et meget lille antal meget rige mennesker kan gøre, som det passer dem. I siger, at I elsker jeres børn, men I stjæler deres fremtid for deres øjne. I er ikke modne, men overlader ansvaret for planeten til børnene. Hvis I ikke indser, at dette er en krise, er der intet håb’. Politikernes klicheer udstilles som hykleri i korte, svirpende sentenser. Der er ikke er brug for håb, men handling.

Thunberg understreger, at klimakrisen er en politisk krise; hun kritiserer de politikere, der ikke tør trække nødbremsen, men taler luftigt om en ”grøn økonomisk vækst”. Thunberg leverer dog ikke kun dommedagsprædikener, for hun taler også for social lighed og retfærdighed, som i denne enkle formulering: ’De fossile brændstoffer skal blive i jorden, og vi skal fokusere på retfærdighed (equity)’. Hun fremstiller sig selv som bannerfører for børn og unge: ’I er ved at løbe tør for tid og undskyldninger. Vi er kommet her for at lade jer vide, at forandringen kommer, hvad enten I kan lide det eller ej. Magten tilhører folket’. Hendes sort-hvide dilemma er en politisk trussel.

Klimaprofet med patos

De ubønhørlige ord understreges af det alvorlige blik og hendes formaninger, når hun føler, at publikum er ikke med på hendes pointer. Det gør hun for eksempel i talen til det engelske parlament:

Her siger hun igen, at de voksne har løjet for deres børn ved at stille dem en fremtid fuld af muligheder i sigte, mens sandheden er, at planeten er ved at blive ødelagt. Typisk for Thunberg skruer hun yderligere op med en ny antitese: Børn i vesten er ikke desto mindre heldige i forhold til børnene i de fattige lande, hvor klimaændringerne allerede kræver ofre.

Thunbergs retorik er apokalyptisk, men den overbeviser på grund af hendes intelligente formidling af få, men skræmmende fakta. Hun taler til et globalt publikum om universelle værdier, men holder de tilstedeværende politikere fast på deres ansvar. Det gik i weekenden ud over Københavns overborgmester, Frank Jensen, der fik læst og påskrevet: De smukke ord om Københavns klimastrategier er værre end ingenting.

Mette og Frank marcherede også for klimaet, men for Thunberg er det ikke nok: Frank Jensen troede lige, at han skulle roses, men København lever ikke op til Thunbergs alt-eller-intet krav. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix.

Når mange af Thunbergs kritikere ikke går ind i hendes fremstilling af klimakrisen, kan det skyldes, at de kun har øje for hendes heftige brug af patos-appeller. Hun bruger sin personlige historie – sådan som hendes mor har været med til at udforme den i bogen Scener fra hjertet fra sidste år.

Mange af de danske anmeldere påtaler, at bogen er skrevet af hendes mor, Malene Ernman, der også afslører, at familien har en professionel kommunikationsrådgiver. Anita Brask Rasmussen påtaler i sin anmeldelse i Information (25/5) det ufine i at forlaget har markedsført bogen som Gretas, når det i høj grad er moderens projekt.

Skønt hun i reglen er professionel, er hun nogle gange på grådens rand, hvad der har fået kritikere til at stille spørgsmål ved hendes psykiske robusthed. Det indtryk, de mange taler på YouTube efterlader, er nu en helt særlig person med kontrol og bevidsthed om sine virkemidler. Hun har flere gange brugt det samme tankeeksempel: at hun i 2078 vil være 75 år, og hvad skal hun svare sine børn og børnebørn, når de spørger om, hvorfor politikerne ikke handlede i tide?

Der er tredobbelt patos-appel i dette retoriske spørgsmål, for nu er det ikke bare nutidens børn, men også de næste generationer, der inddrages som vidner i skranken i den anklagesag, Thunberg fører mod nutidens voksne. Hvor talere, der skal mindes de døde i krigen, kan påkalde soldaterne fra graven, fremmaner Thunberg skarer af børn fra fremtiden, der stirrer anklagende på os.

Hun har skabt sig en taleposition som en klimaprofet, og profetrollen er skabt til at indvarsle store forandringer – i en sådan størrelsesorden, at det kan sammenlignes med Det gamle Testamente. Her er det så ikke en ældgammel israelit, men et ungt menneske, der ligner et barn: en pige, der endnu ikke er blevet kvinde, en ikke-normal, der udstiller det abnormale misforhold mellem de normales ord og handling.

Den jomfruelige sandsigerske

Der er noget unheimlich ved denne stemme fra fremtiden, som vel kan være en dødens verden, hvis man tager Thunberg på ordet. Ikke for ingenting bliver hun kaldt klimaets Jeanne d’Arc. Hun har indtaget en ældgammel taleposition, den profeterende jomfru, der står uden for de sociale spil og derfor kan se Sandheden klart. Selvfølgelig skulle hun møde Pave Frans, der i sin kirke har et større arsenal af salig- og helgenkårede jomfruer, der stadig dyrkes intensivt i en kultur, hvor voksne kvinder traditionelt har været uden stemme i det politiske magtspil.

De magtfulde, kvindelige mystikere i middelalderen (som Katarina af Siena) havde ifølge deres biografi oplevet vækkelser i en tidlig alder, faste og afmagt, hvilket minder slående om Gretas historie, en mystisk helgeninde med stjernestatus i internettets globale hvælvinger. Modernitetens indtog har ikke svækket de jomfruelige helgeninder eller profeterende unge pigers popularitet (de der har skuet Madonnaen, som i Lourdes), selvom de intellektuelle længe har spottet den.

Thunbergs fortjeneste er, at hun har formået at udnytte denne taleposition til at give andre retorisk handlekraft. Ikke blot har utallige unge demonstreret for miljøet, men hun har været med til at sætte klimaet højest på dagsordenen, sammen med andre kendte som paven. Hun trækker på enkle fortællinger om barnets og naturens uskyld, men hun forfalder ikke til naturromantisering. Hun taler til et globalt publikum med sine simple metaforer om verden som et brændende hus, hvor beboerne bør gå i panik, men hun formår også at rette en individuel kritik af de magtfulde personer, som hun taler til.

Klimatosserne

Der er nok en udløbsdato (vestalinder og den slags vender tilbage til samfundet, når de bliver voksne), men Thunberg har udfyldt en vigtig rolle på et kritisk tidspunkt. Det er let at kritisere hendes retorik, for verden er ikke sort-hvid, og politik er forhandlinger om den mindst ringe løsning, men hun argumenterer overbevisende for øjeblikkelig handling.

Så er der spørgsmålet om hendes originalitet: er hun moderens marionetdukke, eller har hun selv skrevet talerne? Man skal huske, at de fleste kendte talere har ghostwritere/taleskrivere bag sig, så det er ikke utroværdigt i sig selv. Både Obama og George W. Bush havde taleskrivere, men det fik ikke den sidste til at tage sig lige så elegant ud som den første.

Thunbergs hårdeste kritikere er selvfølgelig klimabenægterne og deres proselytter, der åbenbart ikke kan finde ud af at gendrive hendes argumenter, men overhælder hende med skældsord fra internettets kloak. I Danmark ligger Den korte radioavis på Radio24syv i førerposition, hvad angår trumpianske mavepustere (Kirsten Birgit kalder hende for ”klimamongolen”, suk; andetsteds er hun blevet kaldt Klima-Pippi).

Udenomssnakken kommer ikke bare fra ’de sure gamle mænd’, men også ’søde, ældre mænd’ som Peter Lund Madsen, der i programmet Hjernekassen i P1 mandag den 27. maj kunne berolige Greta med, at han også frygtede for jordens undergang, da han var på hendes alder. Da det ikke skete dengang, sker det så heller ikke nu, kan vi regne ud. Mænd over 55 er blevet kaldt den største forhindring for en effektiv klimapolitik, muligvis fordi de ikke skelner mellem deres egen verden og Verden!

Et dårligt resultat til Europaparlamentsvalget skyldtes ifølge Pia Kjærsgaard, at alle klimatosserne fylder så meget. Partiet går efter valget tilbage fra fire til et enkelt mandat. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix.

En af de sureste ’gamle mænd’ er imidlertid Pia Kjærsgaard, der søndag aften gav EU (der på udspekuleret vis ikke havde færdigbehandlet Messerschmidts svindelsag) og ”klimatosserne” skylden for DF’s svidende valgnederlag. Reaktionen på de sociale medier var prompte: Alle erklærede sig straks for klimatosser og slog et #jesuisklimatosse op.

Denne taktik består i at vende en dårlig omtale til et angreb, der rammer afsenderen som en boomerang (Pia måtte trække i land, mens partifællerne afsvor hende). En sådan appropriation af et øgenavn, der vender det fra at være noget negativt til et adelsmærke, er typisk for de identitetsretoriske kampe, der udfolder sig på nettet. Det er en retorik, som Greta Thunberg behersker, og som går rent ind hos hendes jævnaldrende.