Glæd dig til gymnasiet

I filmen 'Glæd dig til gymnasiet' medvirker gymnasieelever fra hele Sjælland som også har bidraget med snapstories til filmen. Målet med kampagnen er at nuancere debatten om gymnasiet og klæde de unge på til at vælge den rigtige uddannelse. Vi har talt med kommunikationsgruppen og med Signifly, der er bureaut bag kampagnen.
Hvordan laver man en kampagne, der både fanger unge millenials, der hverken læser aviser eller ser flow-tv og deres forældre i 40'erne og 50'erne, som har et helt andet og meget mere traditionelt medieforbrug?

Den udfordring stod digitalbureauet Signifly overfor, da de skulle lave et pitch til en kampagne for 18 sjællandske gymnasier for at rebrande gymnasiet og aflive myterne om STX og HF Gymnasierne i regionen.

»Der var rigtig mange parter og interesser fra de forskellige gymnasier, så fra starten gjorde vi meget ud af at sikre, at alle blev hørt. Gymnasiet er også en del af en politisk debat om, at for mange går i gymnasiet, men ikke bruger deres studenterhue til noget. Den debat ville rektorerne gerne have nuanceret i medierne,« siger Patrick Rønning, der er partner i Signifly og har været med til at udvikle kampagnen i dialog med en kommunikationsgruppe fra de 18 sjællandske gymnasier.
 

Et stort livsvalg
Oplægget fra kommunikationsgruppen var at lave infomateriale og 10 korte infofilm målrettet unge i 9. og 10. klasser i Region Sjælland. Men Signifly valgte dog en alternativ løsning for både at nå ud til de unge, der træffer valget om ungdomsuddannelse, og deres forældre og netværk, der ofte fungerer som influencers for de unge.

»Vi var helt overbeviste om, at vi ikke skulle lave en folder og ti korte film. Det er både dyrt at producere, og vi var ikke sikre på, at det ville nå frem til de unge på skolerne. I stedet ville vi lave en film med fokus på alt det, gymnasiet også er udover fagligheden – nemlig fællesskab og almen dannelse,« siger Patrick Rønning og fortsætter:

»Samtidig ville rektorerne gerne nå forældrene og vinde ordet »gymnasium« tilbage. Det bliver i dag forbundet med noget lidt støvet og kedeligt og opfattes af mange som et passivt tilvalg til 9. klasse. Men det er jo reelt det første rigtigt store livsvalg, den unge står overfor, og det ville vi gerne kommunikere ud,« siger Patrick Rønning.


”Når man skal kommunikere til unge mennesker, tror vi på, at det skal være ærligt, autentisk og tankevækkende.”

Patrick Rønning, partner i Signifly


Trestrenget strategi
Signiflys kampagne består af tre spor under titlen 'Glæd dig til gymnasiet' med hjemmesiden findditgymnasium.dk og en film til de unge, der blev lagt op på facebook.com/ditgymnasium.

For at nå forældrene, politikere og meningsdannere lavede bureauet i samarbejde med Help PR en PR-strategi, der via debatindlæg og med udgangspunkt i en rapport fra Danske Gymnasier skulle nuancere den politiske debat om gymnasiet. Help PR har stået for implementeringen af PR-strategien. 
 
Filmen er holdt i autentisk montagestil, hvor en tidligere STX-elev skriver et brev til sit 'fortidsjeg', der er usikker på fremtiden.
 
Speakeren fortæller om alle de oplevelser, der venter ham de næste tre år, mens der vises klip af fester, studieture, halvkedelige biologitimer, fodboldkampe og stormende forelskelser. Ifølge Patrick Rønning var troværdigheden netop det vigtigste i arbejdet med filmen. Den skulle ikke være et skønmaleri af alle fordelene ved gymnasiet.

»Når man skal kommunikere til unge mennesker, tror vi på, at det skal være ærligt, autentisk og tankevækkende. En af modtagegrupperne for kampagnen er jo de elever, der går i gymnasiet i Region Sjælland. Og hvis de ikke kan se sig selv i det, så kommer de til at gøre modstand imod det. De er jo en slags brand-ambassadører for gymnasiet.«
 


Mere end 70 elever deltog
For at gøre filmen troværdig rekrutterede Signifly en masse gymnasieelever fra Region Sjælland til at være med i reklamefilmen. De fik dem til at sende snapchat-videoer, der viser forskellige sider af, hvordan det var at gå i gymnasiet. Flere af dem er kommet med i filmen, f.eks. optagelser af fester, en ridetur på en kamel under en studietur og en fyr, der ruller ned af en trappe.

»Vi ville gerne være et modspil til det polerede, som de unge lynhurtigt kan gennemskue. Så filmen skal ikke kun vise alt det positive ved at gå i gymnasiet. De kan gennemskue, hvis det er et glansbillede. Vi har været meget åbne overfor input fra de unge. For det er jo dem, der er eksperterne og ved, hvordan det er at gå i gymnasiet.«
 
Filmens troværdige og autentiske tone var altafgørende for gymnasiernes kommunikationsgruppe. Og de er meget glade for den færdige film.

»Vi havde brug for et bureau, der talte i øjenhøjde med vores primære målgruppe – dvs. de unge – uden at støde deres forældre væk. Vi ville gerne have, at filmen kom til at fremstå autentisk for de unge, så det ikke bare var et glansbillede af, hvordan det er at gå i gymnasiet. De er jo supergarvede mediebrugere, og hvis noget ikke er troværdigt, kan de gennemskue det på to sekunder,« siger Trine Brix fra kommunikationsgruppen. Trine Brix er uddannelsesleder ved Solrød Gymnasium.

Reach på 124.631 visninger
'Glæd dig til gymnasiet'-kampagnen blev launchet på Facebook den 23. oktober. Indtil videre har Signifly kun fået positive tilbagemeldinger. Filmen har p.t. mere end 124.000 visninger på Facebook og er blevet delt fra 18 forskellige gymnasier i Region Sjælland.

»Vi har fået rigtig god feedback fra de unge. Vi har haft et tæt samarbejde med eleverne, og de har været meget glade for at være inkluderede i processen. Vi har vist dem optagelserne løbende, men vi har fået en masse sms'er og mails, hvor de skriver, at de er meget glade for filmen. Jeg tror, vi kommer til at holde en fest herinde for alle de elever, der medvirker i eller har bidraget til filmen.« 
 
Hos kommunikationsgruppen for de sjællandske gymnasier er de også begejstrede for kampagnen.

»Vi er meget glade for filmen – vi kan se, at den har haft et reach på 124.631 personer, og det er meget højere end vores succeskriterium. Så vi er rigtig glade – og alle rektorerne er også blevet glade for den. Vi havde et release-event for nylig, hvor både gymnasielærere, ansatte og rektorerne deltog. Og alle dem, der kom, som jo har deres daglige gang på gymnasierne, sagde, at den skildrer gymnasielivet ret præcist,« siger Trine Brix fra kommunikationsgruppen.

Hvad er succeskriterierne for kampagnen?

»Det vigtigste succeskriterie er, at den storytelling, der er om gymnasiet giver et autentisk billede. At vores nuværende elever kan genkende sig selv i filmen. Og så håber vi, at eventuelt kommende elever får den information, de skal bruge til at træffe et oplyst uddannelsesvalg på vores site findditgymnasium.dk. Vi vil rigtig gerne vise, hvad det er, vi kan.« 
 
Om kampagnen:
  • Til de unge: En film, der fokuserer på de oplevelser, man får i gymnasiet, og sitet http://www.findditgymnasium.dk/
  • Til forældre og politikere: En PR-kampagne i samarbejde med Help PR med fokus på at rebrande gymnasiet
  • Kampagnefilmen blev launchet den 23. oktober og har p.t. haft mere end 124.000 visninger på Facebook. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også