Ny app giver Zoom Snapchat-feeling

Zoom-møder behøver ikke være så kedelige. Den nye app mmhmm vil gøre det lidt sjovere og vildere. Midlet er nye filtre og funktioner, som skulle give dit næste virtuelle Zoom-møde lidt ungdommeligt Snap-tryllestøv. Med få klik i mmhmm kan du forvandle dit hjemmekontor til et miniput-TV-produktionsstudie. Resultatet er en platform for animation og mere avanceret TV-infografik. Kforum har prøvet det nye program, som både er sjovt og tiltrængt.
mmhmm. Navnet er sjovt, og du kan sige det, mens du spiser. What’s not to like? Mums for mmhmm. Kilde: mmhmm
mmhmm. Navnet er sjovt, og du kan sige det, mens du spiser. What’s not to like? Mums for mmhmm. Kilde: mmhmm
af Vilhelm von Haller Groenbaek
Forestil dig et helt almindeligt onlinepræsentationsmøde eller dit barns onlineundervisning. De fleste forestiller sig sikkert en skærm med Zoom åbnet og i Zoom et PowerPoint-slide koblet sammen med en monoton stemme, der læser slide-indholdet op. 
 
Med andre ord en megaordinær og overraskende kedelig aktivitet at skulle bruge sin tid på.
 
mmhmm prøver at forvandle the new normals videomødetendenser til noget mere spiseligt og underholdende. Det skal ikke være dødsygt. Det skal, som de selv siger, være funner zooming.
 
Lad os starte med at svare på det store spørgsmål. Ja, programmet hedder mmhmm; det udtales uden at åbne munden og burde ikke være grammatisk korrekt, men pyt. 
 
Hvorfor hedder mmhmm mmhmm? Det gør programmet ifølge stifteren, fordi det skal kunne lade sig gøre at sige navnet, imens man spiser.
 
Programmet er dog ikke til for at erstatte videomødetjenester som Zoom, Teams eller Hangouts, men for at forbedre dem. Du vil stadig skulle koble dig på et møde, du vil stadig skulle bruge din mikrofon og dit kamera, men mmhmm gør den visuelle præsentation bedre.
 
Måden, hvorpå mmhmm bliver inkorporeret i dit videomøde, er, at mmhmm bliver brugt som et virtuelt kamera for din videomødetjeneste, fx Zoom eller Teams.  
 
Eksistensberettigelsen for mmhmm er baseret på, at vi nu kommer til at bruge mere og mere tid på videomøder og hjemmearbejde. Og der er meget god grund til at tro, at hjemmearbejde bliver hverdag for mange kontorarbejdere. Se f.eks. Codan, der nu har gjort hjemmearbejde permanent for halvdelen af virksomheden.
 
Direktør og medstifter for mmhmm forklarer, hvad man kan bruge mmhmm til. 
 
Kforum har leget lidt med mmhmm i de sidste par dage, og selvom mmhmm ikke er revolutionerende, er det helt klart, at det gør de ellers røvsyge videomøder noget federe at følge med i.
 
Som ovenstående video viser, kan mmhmm meget. Den funktion, der først springer frem, er muligheden for at have et slideshow i samme rum som dig selv. Dog er det ikke kun de kedelig grafer eller nøgletal, som du kan smide op i det virtuelle rum med dig. Der er også mulighed for videoer og deling af din skærm. 
 
Du kan også bruge deres co-pilotfunktion, som gør det muligt at være to om én præsentation. Udover det kan du også optage dine præstationer gennem mmhmm.


 
Styrepanelet er minimalistisk og stilet på Apple-måden, hvilket giver pote, når man skal lære programmet at kende. Kilde: All Turtles
 
I styrepanelet, som minder om et simplificeret klassisk program til videoredigering, styrer du dit virtuelle kamera og derigennem, hvad de andre mødedeltagere ser.
 
Selvom det ser ud, som om der er mange knapper at skrue på, er mmhmm meget intuitivt opsat. De to sliders bruges til henholdsvis din størrelse og gennemsigtighed. Nederst har du dine slides, og lige over dem har du tre hovedindstillinger for, hvordan de skal vises: ingen slides, et lille vindue med slides eller slides, der fylder hele skærmen.
 
Intet er gratis. Alt det sjove koster dyrt. De bedste og sjoveste funktioner, såsom at gøre ens person gennemsigtig og at skifte baggrund, er kun tilgængelig i en time hver dag eller ubegrænset, hvis du har købt et fast abonnement på mmhmm. Det koster 9,99 US dollars om måneden. 
 
mmhmm kommer lidt ud af det blå. Hvis man ikke følger tech-startupscenen tæt, er det måske her, du først læser om programmet. 
 
Dog har mmhmm ikke været helt usynlig i det sidste år. Silicon Valleys største og mest berømte investorer har kastet mange penge efter den lille startup, selvom de stadig er i en slags live beta. 
 
Til deres anden beta-runde nåede deres venteliste op på over 100.000, der ville teste og afprøve programmet.
 
Manden bag mmhmm er Phil Libin. Du kender nok ikke navnet, men hans tidligere virksomhed Evernote burde få en klokke til at ringe. Kilde: YouTube
 
De scorede også forleden ganske fed eksponering, da de medvirkede i Apple Stores onlineevent “One More Thing”. Selvom mmhmms profilering i Apples onlineevent ikke svarer til mere end 30 sekunder, er det alligevel en utrolig god eksponering for mmhmm set i lyset af, at eventet i skrivende stund har over 9 millioner streams.
 
Det gode, det dårlige og det grimme.
mmhmm er ridderen på den hvide hest for mange individer, der ønsker lidt mere pynt og wow-faktor i deres onlinepræsentationer.
 
Hvis du sidder med et spreadsheet og skal forklare et publikum, hvad der er op og ned, er det helt klart nemmere med mmhmm end uden. Hvad end du er lærer eller medvirkende i et webinar eller blot holder virtuel fredagsbar, er mmhmm en fed forbedring.
 
Mandages startupmøder har aldrig været sjovere, men de udfordringer, som folk har med Zoom, findes stadig. Du vil ikke få bedre lyd eller et bedre kamera af at kunne flyve rundt på skærmen. 
 
Nogle af programmets mindre funktioner er løst inde bagved en timer, hvor du hver dag kun kan bruge pro-funktionerne i en time. Hvis du vil af med timeren, skal du have pungen op af lommen. 
Med det sagt, så fungerer mmhmm, som det er ment. Der er tæt på ingen tekniske hiccups, og selv dit 12-årige barn, som (igen) lige er blevet hjemsendt grundet corona, kan finde ud af at bruge mmhmm.
 
Hvis du har tid før dit næste møde eller den digitale fredagsbar, anbefaler vi dig at prøve mmhmm. 
 

Du kan læse mere om mmhmm på deres hjemmeside og downloade programmet her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også