Præsidenten, der hev verden ind fra kulden
I weekenden døde forhenværende præsident George H.W. Bush, og han bliver mindet i Washington D.C. og overalt i USA. Han var en præsident, der i sin offentlige persona på mange måder var den sidste af sin slags. En tilbageholdende taler, der foretrak at have fokus på spillet i kulisserne frem for på spotlyset på talerstolen. Ved republikanernes partikonvent i 1988 måtte Bush dog trække på al sin retoriske kunnen for at sikre sig pladsen i Det Hvide Hus.
af Mark Herron
Når det gælder mindeværdige præsidentielle citater, står H.W. Bush lidt i skyggen af både sin forgænger Ronald Reagan og de efterfølgende præsidenter, USA har haft i form af Bill Clinton, George W. Bush, Barack Obama og Donald Trump. Selvom H.W. Bush beundrede Ronald Reagan, så var han ikke en naturlig arvtager til den karismatiske ledelsesstil, som Reagan bragte med sig ind i Det Hvide Hus.
H.W. Bush stod bl.a. for en udpræget moderat offentlig reaktion på begivenhederne i Østeuropa omkring murens fald og den kolde krigs afslutning, hvor der ikke faldt replikker, der beskrev Sovjetunionen som ”an evil empire”. På mange måder er det også denne kontrast i præsidentiel persona til forgængeren og efterfølgerne, der gør H.W. Bush retorisk interessant at se på.
H.W. Bush gik hele vejen i Reagans store fodspor.
Han forekommer at være den sidste præsidentkandidat, der vandt et valg, hvor karisma ikke var en afgørende kvalitet for at blive leder for nationen. Det skete dog bl.a. ved, at han leverede sin måske mest mindeværdige tale, der både rummede et forsvar af sin persona, men også kimen til sit senere nederlag til Bill Clinton.
Et tredje jordskredsvalg til republikanerne?
Efter en lang karriere som både succesrig forretningsmand, kongresmedlem, USA's ambassadør i FN og Kina, chef for CIA og loyal vicepræsident for Ronald Reagan blev det H.W. Bush' tur til at stille op som republikanernes kandidat til præsidentembedet i 1988.
Favoritværdigheden kunne synes sikker oven på Reagans jordskredssejre, men amerikanerne var alligevel ikke ovenud begejstrede for H.W. Bush' kampagne. På trods af sit imponerende CV blev han af kritikere beskrevet som et politisk ’skvat’. Forstået på den måde, at H.W. Bush ikke stod for noget på egen hånd, og han snarere var en administrator end en leder med politiske visioner.
Favoritværdigheden kunne synes sikker oven på Reagans jordskredssejre, men amerikanerne var alligevel ikke ovenud begejstrede for H.W. Bush' kampagne. På trods af sit imponerende CV blev han af kritikere beskrevet som et politisk ’skvat’. Forstået på den måde, at H.W. Bush ikke stod for noget på egen hånd, og han snarere var en administrator end en leder med politiske visioner.
Demokraternes kandidat Michael Dukakis førte således i meningsmålingerne igennem det meste af foråret i 1988, og efter demokraternes partikonvent i slutningen af juli måned var denne føring nået op på hele 17 %. Skulle H.W. Bush vende udviklingen, måtte han selv levere varen på republikanernes partikonvent.
Fakta frem for karisma
George H.W. Bush holder sin acceptance speech under det republikanske nationalkonvent i 1988.
I H.W. Bush' konventtale, der blev holdt i New Orleans 18. august 1988, anerkender han selv direkte svaghederne ved sin lederskabspersona; han nævner selv, at hans karisma godt kunne sættes et gear op. Men H.W. Bush vender også denne svaghed til sin fordel:
“Now I may not be the most eloquent, and I may sometimes be a little awkward, but there's nothing self-conscious in my love of country. And I am a quiet man, but I hear the quiet people others don't. The ones who raise the family, pay the taxes, meet the mortgage. And I hear them and I am moved, and their concerns are mine.”
Her vender H.W. Bush sin tilbagetrukne natur til at være en spejling af de amerikanere, som f.eks. Richard Nixon også henvendte sig til med beskrivelsen af ”the silent majority” – det tavse flertal. De amerikanere, der ifølge republikanerne går på arbejde frem for at gå på gaden for at protestere.
Det andet forsvar, H.W. Bush præsenterer for sin ledelsesstil, er, at han ønsker valgkampen baseret på fakta frem for følelser. Der blev talt meget hos modstanderne, mente H.W. Bush, mens Det Hvide Hus havde stået for handling igennem de foregående otte år.
Manden og missionen
For at svare på kritikken omkring sine manglende politiske holdninger vælger H.W. Bush i konventtalen i stedet at præsentere sig selv som en effektiv leder. Det gør han ved at beskrive præsidentembedet som en ”mission”. Han lader denne beskrivelse være den røde tråd igennem beskrivelsen af sin baggrund, hvilken fokuserer på hans arbejde frem for øjeblikke af personlig betydning, som senere præsidenter har slået på:
“I’m a man who sees life in terms of missions – missions defined and missions completed. When I was a torpedo bomber pilot they defined the mission for us. And before we took off we all understood that no matter what, you try to reach the target. There have been other missions for me – Congress, China, the CIA. But I am here tonight – and I am your candidate – because the most important work of my life is to complete the mission that we started in 1980.”
H.W. Bush definerer ikke kun sit liv igennem sin familie og slet ikke igennem følelsesmæssige vendepunkter, som f.eks. Clinton eller Obama senere har gjort det. Det har handlet om at gennemføre den planlagte mission med overblik og militær præcision. Det er også disse lederegenskaber, H.W. Bush ser som værende præsidentielle, hvor det i større grad handler om at kunne bevare kontrollen frem for at vise følelser og derigennem empati.
Et haglgeværshus
H.W. Bush vidste dog også, at han måtte fortælle noget om sig selv i denne konventtale. Ronald Reagan havde gjort det til en strategi at fortælle historier om sit liv med konen Nancy fra deres ranch i Californien, og den mest personlige del af H.W. Bush' konventtale fremhæver da også livet langt fra Washington D.C. Han fortæller om familiens flytning fra delstaten Massachusetts til Texas lige efter 2. verdenskrig.
Selvom det ikke faldt ham naturligt, fortalte H.W. Bush i sin tale om familiens flytning fra Massachusetts til Texas. Her ses familien Bush i deres hjem i Texas, 1964. Foto: ABACA
Det var et skifte, der ikke kun var geografisk, men også skulle symbolisere hans vilje til at afstå fra privilegierne fra sin rige familiebaggrund, sådan da, idet han modtog et ikke ubetydeligt beløb af sin familie til at starte egen virksomhed for. Men i konventtalen forsøger H.W. Bush alligevel på denne måde at vise sig som en mand af folket:
“Now we moved to west Texas 40 years ago – 40 years ago this year. And the war was over, and we wanted to get out and make it on our own. And those were exciting days. We lived in a little shotgun house, one room for the three of us. Worked in the oil business, then started my own. In time we had six children. Moved from the shotgun, to a duplex apartment, to a house. And lived the dream – high school football on Friday night, Little League, neighborhood barbecue. People don't see their experience as symbolic of an era – but of course we were. And so was everyone else who was taking a chance and pushing into unknown territory with kids and a dog and a car.”
H.W. Bush fokuserer dels her på de første hjem familien boede i, ikke mindst et såkaldt haglgeværshus – et hus så lille, at hvis man skød igennem fordøren, ville skuddene flyve direkte ud ad bagdøren. Men udover dette er H.W. Bush' fokus på at beskrive en kombination af en yderst jordnær udgave af den amerikanske drøm med almindelige amerikanske fritidsaktiviteter og så en mere udefinerbar, men grundlæggende lyst til at rejse mod noget nyt. Nybyggerfortællingen levede i bedste velgående også for Bush-familien, da de rejste fra Massachusetts til Texas.
Ostehuller, demokratiske kvaksalvere og tusinde lys
H.W. Bush erkender som sagt tidligt i konventtalen, at elegante ord måske ikke lige er hans stærkeste side. En af hans taleskrivere, Curt Smith, har da også udtalt efter præsidentens bortgang, at hans tidligere chef foretrak et simpelt og ligefremt sprog, og at H.W. Bush især ikke var glad for brugen af ”jeg” i de taler, han skulle give.
H.W. Bush benytter sig dog ofte af ”jeg’et” i denne tale, og han kunne dårligt gøre andet, når talens primære hensigt var at positionere ham som kandidat til posten som landets leder. Han forsøger sig også i talen med forskellige metaforer. De fleste af dem blev ikke husket, som f.eks. beskrivelsen af demokraternes økonomiske politik som en hullet ost uden ost.
H.W. Bush benytter sig dog ofte af ”jeg’et” i denne tale, og han kunne dårligt gøre andet, når talens primære hensigt var at positionere ham som kandidat til posten som landets leder. Han forsøger sig også i talen med forskellige metaforer. De fleste af dem blev ikke husket, som f.eks. beskrivelsen af demokraternes økonomiske politik som en hullet ost uden ost.
Eller beskrivelsen af økonomien som en patient, der kunne vælge mellem en republikansk og demokratisk læge – underforstået, at hvis det sidste blev valgt, så ventede der formodentlig en erstatningssag.
H.W. Bush' styrke, og styrken ved denne tale, lå snarere i hans evne til at omfavne den persona, som allerede var etableret af ham i offentligheden, og vende de negative sider af denne persona til positive.
I stedet er det særligt ét billede, der har hængt ved i talens eftermæle; det, som H.W. Bush bruger til at beskrive de mange samfundsgrupper og borgerforeninger i USA og deres betydning for nationens sammenhængskraft:
“For we’re a nation of community; of thousands and tens of thousands of ethnic, religious, social, business, labor union, neighborhood, regional and other organizations, all of them varied, voluntary and unique. This is America: the Knights of Columbus, the Grange, Hadassah, the Disabled American Veterans, the Order of Ahepa, the Business and Professional Women of America, the union hall, the Bible study group, LULAC, "Holy Name" – a brilliant diversity spread like stars, like a thousand points of light in a broad and peaceful sky.”
Billedet af de mange små borgerforeninger som stjerner på en himmel er med til at give talen et poetisk skær, som ellers er fraværende i det meste af den. H.W. Bush' styrke, og styrken ved denne tale, lå snarere i hans evne til at omfavne den persona, som allerede var etableret af ham i offentligheden, og vende de negative sider af denne persona til positive.
Vækst med vision
På trods af hans efterfølgende kanonisering som et republikansk ikon var Ronald Reagan ikke vellidt af alle tilbage i 1988. Reagan fremstod især for hård over for de mange amerikanere, som ikke havde nydt godt af den økonomiske fremgang og måtte gå fra hus og hjem. For at søge sin egen identitet efter tiden som Reagans trofaste vicepræsident fremhæver H.W. Bush et ord som ”compassion” i sin tale, når han skal beskrive tilgangen til nationaløkonomien. H.W. Bush forsøger i talen at balancere mellem at beskrive sig som arvtager til Reagans konservative revolution, men også som sin egen herre. H.W. Bush tror på vækst som noget, der er med til at fremme det gode og empatiske samfund – et frit samfund set i lyset af koldkrigstiden. Men det kræver, at væksten har en vision bag sig, hvis den skal gøre nytte på denne måde:
“I wonder sometimes if we have forgotten who we are. (…) we weren't saints – but we lived by standards. We celebrated the individual – but we weren't self-centered. We were practical – but we didn't live only for material things. We believed in getting ahead – but blind ambition wasn't our way. The fact is prosperity has a purpose. It’s to allow us to pursue "the better angels," to give us time to think and grow. (…) I want a kinder, and gentler nation.”
H.W. Bush prøver her at nuancere tilgangen til økonomisk vækst, hvor man skal væk fra Gordon Gekko-mantraet ”Greed is Good” og have større fokus på præsident Abraham Lincolns ”bedre engle”, der repræsenterer menneskets altruistiske sider og evnen til at udvise overskud også over for dem, man måtte have slået i kamp. Denne form for empati udviste H.W. Bush også i sin udenrigspolitik, da det handlede om overgangsperioden efter murens fald. Her kom H.W. Bush til at benytte, hvad han i talen fra 1988 beskriver som ”gentle persuasion”, hvor det ikke handler om store taler og ord, men om at hjælpe verdenslederne, der tidligere var modstandere, igennem en periode af enorm usikkerhed – uden at tage ære for dette arbejde.
”Read my lips, no more taxes.”
H.W. Bush endte med at vinde valget i 1988 stort i særligt valgmandskollegiet, hvor han vandt 40 ud af de 50 delstater. H.W. Bush blev derved også den første siddende vicepræsident til at vinde posten siden 1836. Hans tale ved partikonventet var med til at vende valget til hans fordel, men den indeholdt også et løfte, der var med til at koste ham genvalget i 1992.
H.W. Bush som vinder ved valget i 1988. Foto: John Blanding/The Boston Globe
Med ordene ”Read my lips, no more taxes.” var det meningen, at H.W. Bush skulle fremstå selvsikker i bedste Dirty Harry-stil. Men i stedet blev skråsikkerheden benyttet mod præsidenten fire år senere i 1992 af Bill Clintons valgkampagne, da det i mellemtiden ikke var lykkedes at holde skatterne nede.
1992 var en valgkamp mellem ikke kun de to store amerikanske partier, men også mellem to forskellige generationer og to forskellige former for lederskabstyper. Clinton var fra Baby Boomer-generationen, og i vigtige øjeblikke formåede han at fremstå mere empatisk, mens H.W. Bush f.eks. blot ved at se på sit ur under en af TV-debatterne blev beskyldt for ikke at ville deltage i duellen.
1992 var en valgkamp mellem ikke kun de to store amerikanske partier, men også mellem to forskellige generationer og to forskellige former for lederskabstyper. Clinton var fra Baby Boomer-generationen, og i vigtige øjeblikke formåede han at fremstå mere empatisk, mens H.W. Bush f.eks. blot ved at se på sit ur under en af TV-debatterne blev beskyldt for ikke at ville deltage i duellen.
Endnu værre gik det, da en kvinde fra publikum spurgte ind til, hvordan kandidaterne selv var blevet påvirket af den dårlige økonomi, og H.W. Bush svarede med et blik for det makroøkonomiske, mens Clinton gik tættere på kvinden og spurgte ind til hendes oplevelse af situationen. Det var en villighed til at dvæle ved patos frem for logos, som slet ikke lå til H.W. Bush, men som kun er blevet mere værdifuldt med tiden at mestre for præsidentkandidaterne.
Men USA havde forandret sig, og i adskillige valg siden er kandidaternes kvalifikationer altid blevet holdt op imod deres karisma, hvilket også sås tydeligt i den seneste valgkamp i 2016. På den måde er H.W. Bush en kandidat og præsident af en anden æra, hvor det usagte kunne være ligeså vægtigt som det sagte.
Karismaen fik lov til at dominere kvalifikationerne i 1992, hvor H.W. Bush knap kunne tro, at han, en dekoreret pilot fra 2. verdenskrig med et alenlangt CV med topposter og en velafsluttet krig i Mellemøsten samt en sikret overgang fra kold krig til amerikansk dominans i verdensordenen, skulle kunne tabe til en guvernør fra en mindre delstat med ca. 1 % af den amerikanske befolkning; en mand, som tilmed var militærnægter, spillede saxofon på talkshows og talte åbent om ægteskabelige problemer og sin problematiske barndom.
Men USA havde forandret sig, og i adskillige valg siden er kandidaternes kvalifikationer altid blevet holdt op imod deres karisma, hvilket også sås tydeligt i den seneste valgkamp i 2016. På den måde er H.W. Bush en kandidat og præsident af en anden æra, hvor det usagte kunne være ligeså vægtigt som det sagte.
Med tiden er værdien af den stille stil, som H.W. Bush udviste under de store momenter af sine fire år som præsident, blevet mere anerkendt. Måske denne form for lederskab også vil kunne blive en styrke for en kommende kandidat til Det Hvide Hus?
