Geografinørdernes Wordle

Et ni år gammelt spil baseret på Google Street View fra 2013 blev genopdaget, da folk fik udlængsel under COVID-19-nedlukningerne. GeoGuessr er stadig populært, og spillet hyldes som både informativt og underholdende. Men spillet siger også noget knapt så attraktivt om vores digitale virkelighedsanskuelse.
Kan du gætte, hvor i verden du er, kun ved hjælp af gadebilleder? Så er spillet GeoGuessr måske noget for dig. Foto: GeoGuessr
Kan du gætte, hvor i verden du er, kun ved hjælp af gadebilleder? Så er spillet GeoGuessr måske noget for dig. Foto: GeoGuessr
De fleste har nok prøvet at vågne op et sted, de ikke kan genkende. Det første øjebliks rædsel erstattes som regel hurtigt af mindet om ankomsten i det nye hotelværelse, og fornuften sætter ind kort efter: Der ligger en genkendelig person og snorker ved siden af, der står kufferter i hjørnet af værelset – der er nok tale om en ferie.
 
Den hurtige orientering baseret på omgivelserne efter et kort øjebliks desorientering er en fundamental, kognitiv udfordring af den slags, der kan laves underholdende spil ud af. Så det gjorde den svenske IT-konsulent Anton Wallén efter at have tilbragt hundredvis af timer på at udforske verden med Google Street View. Og sådan kom GeoGuessr til verden.
 

Lockdown-viralt

GeoGuessr har haft den sjældne ære at blive et viralt fænomen to gange og endda med otte års mellemrum. Ifølge en måling foretaget af folkene bag SoMe-monitoreringsplatformen Brandwatch peakede snakken på sociale medier første gang omkring Anton Walléns oprindelige lancering i maj 2013. Derefter var der ret stille omkring spillet helt frem til foråret 2020, hvor GeoGuessr igen begyndte at brede sig på de sociale platforme. Det var naturligvis COVID-19, der satte denne bølge i gang, efterhånden som folk, der lå under for lockdowns verden over, følte det nødvendigt at komme ud i verden på en anden måde. Over et års tid gik GeoGuessr igen viralt, og SoMe-snakken peakede igen i marts 2021. Siden er populariteten kun langsomt aftaget.
 
GeoGuessr gik viralt, da verden stod stille. Foto: Getty Images
 
 
GeoGuessr placerer dig virtuelt et tilfældigt sted på planeten, og så gælder det om at vende den indledningsvise desorientering til geografisk velorientering. Spillet benytter sig af Street View-funktionen i Google Maps, og er du godt bekendt med denne, kommer du hurtigt i gang med GeoGuessr.  Når du efter at have studeret omgivelserne har fundet et bud på, hvor du er, angiver du dit gæt på et almindeligt, todimensionelt Google Maps-kort. Jo mindre afstand der er mellem dit gæt og Street View-lokationen, jo flere point får du.
 
            Fakta om GeoGuessr
 
  • GeoGuessr er geografinørdernes svar på Wordle. Det findes som spil-app til iOS og Android eller kan spilles i en browser på en computer, hvor man skal gætte, hvilket sted i verden man er endt på Google Maps.
     
  • Der er en begrænset gratisversion, men hvis du vil have fuld adgang til spillet, koster det 29 kroner om måneden. Som i andre spil i samme genre kan du spille mod vennerne, men der er også en Battle Royale-mode, hvor du spiller mod tilfældigt udvalgte brugere i en alle mod alle-kamp.
     
  • GeoGuessr kan spilles her eller findes i App Store.
 

Skilte som spilstrategi

Når du begynder at spille GeoGuessr, finder du hurtigt frem til de bedste strategier, akkurat som med et andet viralt spilfænomen, Wordle (og dennes danske version, Wørdle). For eksempel er du ikke fastlåst til den position, du først placeres i, men kan bevæge dig rundt i landskabet med Street Views normale navigation. Spillet er således langt nemmere, hvis du spiller i et velskiltet og geografisk begrænset område.
 
Sådan et område kunne for eksempel hedde Danmark, som undertegnede skribent valgte som den første GeoGuessr-udfordring. Det skulle jo ikke være for svært, vel?
 
 
Den første lokation var i den grad derude, hvor selv Lars Tyndskid brokker sig over den manglende mobildækning. Et hurtigt kig rundt i landskabet afslørede ikke meget andet end en tidligere landbrugsejendom og ellers bare marker, marker og… et vejskilt. Et hurtigt zoom-snuptag på smartphone-skærmen bragte skiltet i fokus. Tre kilometer til Todsbøl. Sidstnævnte virkede ikke synderligt bekendt, men ”-bøl” endelsen lugtede lidt af bynavne i den sydlige halvdel af Jylland. Med en præcision, der mindede om dartspil med bind for øjnene, plantede jeg den digitale tegnestift midt mellem Trekantsområdet og grænselandet. Det var ikke helt ved siden af, men absolut heller ikke lige ved siden af. Der var omtrent 50 kilometer fra tegnestiften til GeoGuessr-lokationen, der var næsten nede ved grænsen.
 

Tracking som spil

Den næste lokation var tydeligvis en ringvej rundt om en dansk provinsby. Lidt nede ad vejen stod der et byzoneskilt, og efter tommel- og pegefinger havde forstørret billedet, var det også nemt at se, hvad der stod på skiltet: Frederikssund. Alt for nemt. Ved den tredje lokation meldte en snigende mistanke sig. Denne blev delvis bekræftet af et kig i GeoGuessrs privatlivspolitik, der pænt følger GDPR-reglerne og derfor åbent erklærer, at spillet både henter informationer om spilleren fra Google og deler spillerens data med partnere. Selvom dette er udbredt praksis, er det værd at have in mente, især fordi det ser ud, som om GeoGuessr lader de geografiske udfordringer inspirere af, hvad Google har registreret om din tidligere færden. Den tredje lokation var en typisk, dansk hovedgågade i en mindre provinsby at dømme efter de facader og skilte, der flankerede det flisebelagte butiksstrøg: Imerco. Matas. Nordea. Nybolig. Der var en kombineret grønthandler og minimarked ved navn Media Food, hvilket allermest fik mig til at tænke på udtrykket ”medie-diæt” – men det er næppe det, de mener. Andre virksomhedsnavne var bare lidt for åbenlyse: The Burger (hmm… gad vide, hvad man kan købe der?) samt hårsalonen Saxen og Tønden, der sælger vin og ikke olie, hvis du skulle være i tvivl. Så har tøjbutikken Ka-Ca De Lux da i det mindste et mere originalt navn, selv om fransk- og spansktalende personer nok vil trække på smilebåndet over navnet, der på deres sprog kan oversættes til ”luksus-bæ”.
 
 
GeoGuessr ved, hvor du har været. Foto: Getty Images
 
 
Ingen af disse etablissementer virkede specielt bekendte, men der var alligevel noget endog meget genkendeligt ved gaden. En fortsat bevægelse i sydlig retning afslørede to af byens legendariske nattelivsinstitutioner, B&W og Bykroen. Så vidste jeg, at der var tale om den sydsjællandske by Haslev, hvor jeg både har boet, gået på gymnasiet og kommer forbi, når jeg besøger mine nærvedboende forældre. Efter nogle yderligere GeoGuessr-runder kunne jeg konstatere – ganske uvidenskabeligt – at cirka hver anden lokation var steder, jeg havde besøgt jævnligt i mit liv. Det fortalte mig ikke bare noget om GeoGuessrs dataudveksling, selv under GDPR. Det sagde også en hel del om, at udfordringerne er noget større, og spillet noget sjovere, hvis du vælger en ukendt region i stedet for et sted, du er bekendt med. Først da kan du brillere med dit kendskab til kultur, geografi og historie… eller skamfuldt indrømme, at du ved langt mindre, end du tror. Da jeg forsøgte mig med resten af Europa, gættede jeg rigtigt på Budapest, men kun fordi et reklameskilt i nærheden viste en ungarsk webadresse.
 

Googles verdensbillede

GeoGuessr tydeliggør dog også, hvordan vi opfatter virkeligheden som mediekonstruktioner. Som den italiensk-newzealandske essayist Giovanni Tiso skrev i 2016, så er GeoGuessr et udtryk for Googles blik i den postmoderne forstand. Med GeoGuessr bliver spilleren bedt om at konstruere en virkelighed ved at orientere sig i forhold til masseproducerede, konforme objekter som skiltning, vejbelægning, typehusarkitektur og virksomheder – i stedet for andre mennesker. Menneskerne på Google Street View er af forståelige privatlivsårsager stort set ukendelige med slørede plamager, hvor ansigtet normalt befinder sig. Det forstærker idéen om at mennesker blot er tilfældigt til stede i en verden, der i stigende grad forstås gennem de store tech-firmaers medierede repræsentationer af virkeligheden som data, i alt fra søgemaskiner til metaverset. GeoGuessrs relativt dårlige dækning af ikkevestlige lande (inklusive stort set hele det afrikanske kontinent) er bekymrende af samme årsag og lugter af postkolonialitet.
 
GeoGuessr er blevet hyldet flere steder som en sjov og underholdende måde at opdage og diskutere kultur og geografi i undervisningsøjemed. Det kan der være noget om. Men det er også værd at overveje, hvilket verdensbillede spillet promoverer.
 
Læs mere om GeoGuessr
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job