Obamas vej til Det Ovale Værelse
Barack Obamas nye erindringsbog, Et forjættet land, leverer præsidentens syn på 2008-valgkampen og de første år i Det Hvide Hus. Obamas formuleringsevner står stadig skarpt, men der er også mange sidespor, som kunne være skåret bedre til for at give fortællingen mere fremdrift.
af Mark Herron
Obamas historie
Barack Obama var som præsident og offentlig taler mere optaget af USA's historie end gennemsnittet af hans kollegaer i Det Hvide Hus. Det var tydeligt at høre i hans taler. Det skinner også igennem i hans nye erindringsbog. Hele tiden sættes begivenheder, beslutninger og detaljer i et større perspektiv, hvor vægten af hvervet ofte tynger, men også inspirerer, indehaveren. Det er en styrke hos Obama, at han mestrer denne formidling af sit lands historie.
I Et forjættet land handler det om Obamas tid i Det Hvide Hus, selvom næsten halvdelen af bogen tager sig af årerne frem mod indsættelsen. Vi når altså ikke langt ind i præsidentembedsperioden, men der er alligevel nok at tage fat på med finanskrise, sundhedsreform og så jagten på Osama Bin Laden i Pakistan, der afrunder dette første bind.
Selv i det øjeblik, hvor Obama får bekræftet, at missionen er lykkedes, og sejrens rus skyller ind over amerikanerne uanset partifarve, har han også plads til at spørge sig selv og læseren, hvad det siger om USA, at landet kan finde ud af at samarbejde om militære præcisionsmissioner, men ikke om noget så basalt som undervisningen af nationens børn og pleje af de syge.
Det er en anden styrke ved denne bog: Obamas villighed til at anerkende sin tvivl om egne evner og indsigt. Han viser det sjældent offentligt undervejs, fordi han ser bevaringen af det rolige overblik, når tingene brænder på, som sin vigtigste rolle som leder. Men her i bogform får vi adgang til mange af de sjælekvaler, der rådede hos den daværende mest magtfulde person i verden.
Barack Obama blev i begyndelsen af 2009 indsat som præsident for USA. Forventningerne var store. Det samme var udfordringerne. Kilde: Pete Souza
Obamas tvivl
Netop forventningerne omkring Obamas lederevner i forhold til det reelle forløb bliver ofte bragt på banen igennem bogen, hvor Obama gang på gang tager et skridt væk fra den virak, der opstod omkring hans kandidatur og person. Obama erkender, at det til tider var et cirkus, og at dette cirkus både var en fordel for hans hurtige opstigning i politik, men også efterlod ham med et stort spring mellem virkeligheden og den vision for USA, han var med til at bygge op med sine ord.
Bogens første del leverer den velkendte historie om Obamas barndom med mange forskellige kulturelle rødder fra Honolulu til Jakarta og den politiske vej fra delstatssenator i Illinois over senatsposten i Washington D.C. til at være outsiderpræsidentkandidat i 2008, der slår både senator Hillary Clinton og krigshelten John McCain. Al ære til Obama som historiefortæller for, at han formår at gøre denne del af bogen interessant, idet Obamas levnedsbeskrivelse må siges at være fortalt mange gange efterhånden. Det gør han ved at levere nuancer til sin egen fortælling på samme måde, som han mestrer at nuancere USA's historie fra talerstolen. Den røde tråd i bogens genfortælling er ideen om at engagere sig på vegne af andre mennesker. Det er dette frem for jagten på magt, der driver Obama, skal man forstå.
Obama er som sagt ikke bleg for at erkende fejl, som f.eks. en første fejlslagen kampagne for at vinde en plads i Repræsentanternes Hus inden de succesrige kampagner for at blive senator og præsident. Obama lærer dog af sine fejl, i dette tilfælde, at hans vælgerappel findes på tværs af grupper i det amerikanske samfund på samme måde, som hans personlige historie er et forsøg på at samle forskellige baggrunde. Den daværende demokratiske senatsleder, Harry Reid, fortæller ham ligefrem i 2007, at det er det rigtige tidspunkt for den unge senator at stille op som præsidentkandidat, fordi Obama ikke vil stå bedre i forhold til at vinde præsidentembedet med flere år i senatet. På trods af tvivlen undervejs er Obamas beskrivelse af sin vej mod Det Ovale Værelse godt fyldt med forudanelser fra personerne omkring ham.
Obamas familieglæde
Detaljerne omkring håndteringen af den tiltagende politiske magt bliver tilføjet en menneskelig kontrast fra især Obamas nærmeste familie, hvor afmagten ofte lurer på humoristisk vis for USA's ”First Dad”, når det gælder hans døtre. Han er dog flankeret af Michelle Obama, som fremhæves igennem bogen for sine evner til at håndtere udviklingen i Obama-parrets mere og mere offentlige liv uden at miste synet for deres rolle som forældre. Bogen handler på den måde også om, hvad det politiske cirkus omkring præsidentembedet gør ved en almindelig amerikansk familie, der tidligere blot har fokuseret på at få råd til deres egen lille amerikanske drøm i form af hus, bil og et bedre liv for deres børn.
Barack Obama krammer Michelle Obama i det røde værelse i Det Hvide Hus. Kilde: Pete Souza
Døtrene, Malia og Sasha, fremhæves ofte som en modsætning til det alvorstunge arbejde som præsident. De er gode til at prikke hul på situationers alvor, som f.eks. efter Obama for første gang oplever bagsiden af berømmelse under et besøg i Chicagos Zoo, hvor de overvældes af fremmede mennesker. Efterfølgende konkluderer døtrene, at Obama har behov for et dæknavn og foreslår det lidet Bond-klingende: “Jhonny McJohn John.”
Obamas familieliv er dog også fyldt med bekymring, ikke mindst, hvad det betyder for deres sikkerhed i forhold til at være USA's første afrikansk-amerikanske familie i Det Hvide Hus. Allerede da Obama begyndte at være en reel modstander for Hillary Clinton i demokraternes primærvalg, fik han og familien føderal beskyttelse, fordi dødstruslerne var i en mængde, der bekymrede sikkerhedsinstitutionerne.
Obamas stemme
Lige så lidt, som man kan undgå at tale om race, når det handler om Obama, kan man heller ikke undlade at nævne hans taler. På mange måder var Obamas ord med til at få ham frem på den nationale politiske scene og ind i Det Hvide Hus. De store taleøjeblikke, 2004-konventtalen, New Hampshire-valgaftenstalen, ”A more Perfect Union”-talen, 2008-valgaftenstalen og ”A New Beginning”-talen, kommer drypvis igennem bogen, og Obama formår at præsentere og reflektere over dem på forskellig vis. Eksempelvis er hans beskrivelse af 2004-talen mere fokuseret på stemning end indhold: ”… på et tidspunkt finder jeg ind i min egen rytme. Tilhørerne bliver snarere stille end brøler op… Du mærker det rent fysisk, en bølge af følelser, der skyller frem og tilbage mellem dig selv og tilhørerne… Du har ramt en fælles nerve et sted, vi alle sammen kender og savner, man har en forbindelse, der er stærkere end alle forskellene mellem os, man ser kun mulighederne, og som hver gang, man har kontakt med de vigtigste ting i livet, ved man, at øjeblikket er flygtigt, og at fortryllelsen snart bliver hævet.”
Barack Obama mestrede at fange øjeblikket, men også at forbinde det til fortid og fremtid, som her med hans tale på valgaftenen i 2008.
Et lignende øjeblik opstår mellem Obama og hans publikum på valgaftenen i 2008, hvor han gennemgår USA's historie i det 20. århundrede set igennem øjnene af en 106-årig afrikansk-amerikansk kvinde. Han forklarer også forholdet mellem valgaftenstalen i 2008 og den første indsættelsestale i 2009, der er kommet til at stå i skyggen af førnævnte, fordi Obama ved indsættelsen ønskede at være mere reel over for amerikanerne i forhold til finanskrisens omfang.
Obama i færd med at gennemgå rettelserne til en tale. Kilde: Pete Souza
”A New Beginning”-talen fra Cairo i 2009 bruges af Obama til at stille spørgsmål ved, hvad politiske taler overhovedet kan bruges til: “Hvor nyttigt er det at beskrive verden, som den burde være, når forsøgene på at realisere den verden er dømt til at mislykkes?... Kunne det tænkes, at abstrakte principper og noble idealer blot var og altid ville vedblive med at være en form for forstillelse, et lindrende middel, der skulle holde fortvivlelsen fra døren og aldrig ville kunne hamle op med de mere urmenneskelige instinkter, der i virkeligheden styrede os, og at vores ord og handlinger derfor hverken gjorde fra eller til, eftersom historien med sikkerhed fulgte sin afstukne kurs, en endeløs cyklus af frygt, sult og konflikter, dominans og svaghed?”
Også her leverer Obama eftertænksom analyse, som f.eks. hans egen tendens til ikke at kunne skære ind til benet: ”Hvis alting havde to sider, kunne jeg som regel finde fire.” Det samme gælder desværre også bogen visse steder, hvor Obama hiver tempoet ud af fortællingen ved f.eks. ikke kun at fremhæve én kampagnemedarbejder, men fem til ti af fodsoldaterne, der formodentligt har fortjent en stor tak for deres arbejde, men som ikke nødvendigvis er med til at drive historien fremad for læseren. Det samme gælder mange af de korte beskrivelser af internationale politikere og embedsfolk, som Obama møder, og som hurtigt forsvinder igen fra siderne i bogen.
Obamas stemme er til gengæld indfanget fint af oversætterne i den danske udgave, særligt når man tager den forventede tidsramme for opgaven i betragtning. Men der er dog enkelte pudsige valg, som f.eks. at oversætte ”Fired up, ready to go” fra 2008-valgkampen med ”Er I tændte?” – ”Vi er i flammer!” Det lyder måske godt på papiret, men strukturen er, at taleren siger første del, ”fired up”, som gruppen gentager, og så den anden del, ”ready to go”, som gruppen også gentager. Det fungerer ikke rigtig i oversættelsen.
Barack Obama forklarer baggrunden for brugen af ”Fired up, ready to go” i hans 2008-valgkampagne.
Obamas modsætning
Obamas præsidentembede er i skrivende stund på mange måder koblet til Donald Trumps efterfølgende år på posten, ikke mindst pga. Trumps fokus på at afmontere de aftaler og tiltag, Obama fik gennemført. Trump lurer da også imellem linjerne i bogen. Nærmest helt fra start, hvor Obama citerer sin mor for at dele verden op i folk på følgende vis: ”Der findes mennesker her i verden, som kun tænker på sig selv. De er ligeglade med, hvordan det går andre, så længe de selv får det, de gerne vil have. De nedgør andre mennesker for at hævde sig selv. Og så er der dem, der gør det modsatte, som er i stand til at sætte sig ind i, hvordan andre har det, og sørger for ikke at gøre ting, der skader andre,” hvorefter hun spørger Obama: “Så hvad for et menneske vil du være?” Det er, som sagt af forfatteren selv, sjældent, at Obama kun fremhæver to sider af en sag, men her virker det, som om han gerne vil have slået et klart forhold fast tidligt i forløbet, så det er svært ikke at læse det som en kontrast mellem de to præsidenters projekter.
I 2011 valgte Barack Obama at give Donald Trump tørt på under en tale ved The White House Correspondents’ Dinner. Det hjalp ikke på forholdet mellem de to.
Måske får Trump mere plads i næste bog alene af den grund, at Obama går meget kronologisk til værks. På den måde bliver Trumps rolle i birther-konspirationskampagnen mod Obama nævnt samtidig med, at Obama gør sig klar til at sende et SEAL-team til Pakistan for at fange eller slå Osama bin Laden ihjel. Igen er kontrasten til stede, uden at det fremhæves direkte af Obama.
Obamas syn på USA
Hvad skal en erindringsbog bruges til, når begivenhederne, der mindes, har fundet sted for nyligt? Ét svar kunne være muligheden for at få fortællerens synspunkt på vigtige øjeblikke, der måske er blevet overset, eller nye vinkler på de større tråde i tiden, der er begyndt at tage form.
Obama leverer en god sans for detaljen kombineret med overblik, som når han beskriver de taktiske manøvre mellem ham og McCain under et afgørende møde om den amerikanske økonomi i 2008-valgkampen. Men de mange mellemregninger og beskrivelser af folk og processer kunne godt have været skåret bedre til for at få hans budskaber til at stå klarere. Et forjættet land leverer dog et gennemtænkt og eftertænksomt bud på, hvad der foregik i USA under årene med forfatteren bag skrivebordet i Det Ovale værelse.
Info om bogen:
”Et forjættet land” af Barack Obama (880 sider, 399,95 kr.) er udgivet hos Lindhardt & Ringhof den 17. november 2020.
