Pas på, hvad du ønsker dig!
Hvis man har bevæget sig bare en smule uden for den kultur, som man selv er rundet af, så er der en god chance for, at man på egen krop har mærket, hvor nemt det er at komme galt afsted med gaver. Gavegivning er et felt, som er omgærdet af en masse uskrevne regler, der kræver, at man kender koderne: Ved hvilke anledninger er det på sin plads at give en gave? Hvor meget skal – eller må – gaven koste? Hvad er en passende ting at give – og hvad er virkelig dårlig stil? Alt omkring gaven er ladet med betydning. Giveren vil sige noget med sin gave – og modtageren afkoder den forhåbentlig i overensstemmelse med intentionerne. I den forstand er der virkelig noget om, at ’det er tanken, der tæller’!
Gavens semiotik
Der er utallige forskellige kontekstafhængige regler for gavegivning. Men ifølge den franske antropolog Marcel Mauss, som i 1924 udgav bogen Gaven – Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund, er der også nogle helt fundamentale og universelle karakteristika ved gaven.
Når en ting bliver givet som gave, er den ikke længere kun en ting. Via overleveringen bliver den transformeret til et symbol, der for både giver og modtager bekræfter en fælles forståelse af relationen mellem dem. Gavegivning er med andre ord ikke en udveksling af ting, men af symboler – og netop derfor kan man heller ikke bare give hvad som helst til hvem som helst når som helst. Der er kulturelle normer for, hvilke anledninger der kalder på en gave (et bryllup, fx), og hvor det vil være decideret upassende (fx en begravelse) – ligesom der er ting, som man absolut ikke kan give til én person, men som vil være den perfekte gave til en anden.
Gaver forpligter
Pas på, hvad du ønsker dig. For gavegivning er også en forpligtende udveksling. Hvis du tager imod en gave, så bekræfter du samtidig relationen og skylder dermed giveren en gave til gengæld. Giveren har altså med rette en forventning om også at få en gave – ikke nødvendigvis lige med det samme, men ved næste ’passende lejlighed’. Det er en af de spilleregler, som ikke kan brydes, hvis relationen skal bevares.
Men hvornår er det næste ’passende lejlighed’? Det kan der igen være mange forskellige, kulturelt betingede versioner af, så det er vigtigt at kende koderne. Og de er ikke altid helt enkle. I vores kultur er det fx meget almindeligt at have bekendtskaber, som ikke får fødselsdagsgaver hvert år, men måske ved runde fødselsdage, eller familiemedlemmer, der kun får gaver ved større begivenheder som konfirmation eller sølvbryllup.
Ligesom anledningen skal være ’passende’, skal gaven selv også være det. Først og fremmest skal dens økonomiske værdi nogenlunde matche den gave, man selv har fået: Er den større, er man en blærerøv, som forsøger at overgå og dermed nedgøre sin ’gavemakker’. Er den mindre, er man en fedterøv, der tilsyneladende ikke værdsætter relationen tilstrækkeligt.
Men udover den økonomiske værdi og den passende lejlighed er der også en række kulturelle koder for, hvad der er passende udvekslinger mellem konkrete modtagere og givere. Man kender dem intuitivt, hvis man er en del af kulturen – og hvis ikke, gør man klogt i at lære dem. Hos os er det nok (stadigvæk?) nogenlunde inden for skiven, at en ægtemand giver sin kone undertøj – men i hvert fald upassende, hvis fx hendes svoger gør det. Netop undertøj – tænk på klichéen om ægtemanden, som køber dyrt blondeundertøj til sin kone, der bliver sur, fordi hun synes, at det er ’luderagtigt’ – er leveringsdygtigt i mange eksempler på ’the dark side of the gift’, dvs. misforståede og malplacerede gaver, som kan udløse konflikter. Gavegivning er et minefelt!
Skal du have lige, hvad du ønsker dig?
I forlængelse af Mauss’ forståelse af gavegivning som en kulturbærende institution er det nærliggende også at se forandringer i principperne for gavegivning som symptomer på, at der er noget i samfundet, der er i gang med at ændre sig. Det bekræfter udviklingen i de sidste 10-20 års gavegivning tydeligt.
I ’the roaring 00’s’, hvor der virkelig var fokus på æstetiseringen af hverdagen og symbolisering af vores identitet ved hjælp af brands, blev det opfattet som fuldstændig god tone at skrive meget udførlige ønskelister, som guidede gavegiveren med hård hånd. Formålet med gavegivningen var at matche modtagerens ønske præcist, så gaven kunne føje sig fuldstændig sømløst ind i den minutiøst komponerede portefølje af produkter og brands, som modtageren omgav sig med. Det var nærmest ’bad taste’ at give gaver, som den stakkels modtager ikke udtrykkeligt havde bedt om. Den symboløkonomisk dannede person vidste selvfølgelig, hvor essentielt det er, at produkter og brands nøjagtigt afspejler den identitet, man ønsker at signalere.
Sådan en gavegivning, der alene fokuserer på modtageren og giver fløjten i det relationelle bånd mellem giver og modtager, er selvfølgelig et eklatant brud med de ældgamle normer og ritualer for, hvordan man giver gaver, og hvad gaven betyder.
Et andet brud på den klassiske gavegivning er fænomenet at give gaver til sig selv – fordi ’we are worth it’, som man siger. Udover alle de kommercielt opfundne anledninger til at give gaver er ’selv-gaven’ også kommet ind i forbrugerkulturen – og den bekræfter Mauss’ tese om, at analyse af gavegivningen på mikroniveau kan identificere nogle centrale, generelle aspekter ved kulturen som helhed. Selv-gaven kan ses som et udtryk for, hvordan forbrug i alle mulige afskygninger gennemsyrer vores sociale liv. Vi anvender ikke alene forbrug til at signalere til omgivelserne, hvem vi er – vi har også internaliseret forbrug som et værktøj til at disciplinere os selv i præstationsræsets og selvudviklingens tjeneste. De gaver, vi udveksler med os selv – fordi har fortjent dem – spejler netop de forpligtelser, som vi føler, at vi skal leve op til som gode medlemmer af samfundet.
Hvad ønsker du dig, når du ikke skal have noget?
Sidste skud på gavegivningens knaster kommer fra dagens ungdom, som er begyndt at tage fuldstændig afstand fra gaver. I klimakrisens navn ønsker de sig ikke længere julegaver overhovedet!
Som enhver lommesemiotiker ved, er negationen af en ting og tingen selv gensidigt afhængige af hinanden i en dialektisk evighedsmaskine: ’Antigaven’ får sin mening og betydning i kraft af ’Gaven’, og den modstand mod gavegivning, som de unge giver udtryk for, er en protest mod det, som gaven er blevet til. Kommercialiseringen har tømt gaven for alle de oprindelige betydninger, der var indlejret i den. Gaven er ikke længere et særligt kulturelt fænomen, der rituelt bekræfter nogle forpligtende relationer mellem mennesker. Den er bare forbrug – en vare på linje med alle mulige andre varer. Og så er det ikke så svært at sige nej tak!
