Krig er ikke, hvad det har været. I hvert fald ikke, hvis man forestiller sig krig som to jævnbyrdige hære stillet op over for hinanden på en slagmark. Og dog. Med Ruslands opmarchering af 190.000 soldater og efterfølgende landmilitære invasion af Ukraine via tre akser var der alligevel noget umiskendeligt klassisk over krigens første uger. 

De mange eksperter og militæranalytikere, der før krigen så skråsikkert havde udråbt Ukraines tyrkiskproducerede Bayraktar TB2-droner til potentiel ”gamechanger”, blev med ét tavse og teknologibegejstringen vaklede. Én ting var, at disse droner tidligere havde vist sig afgørende i mindre konflikter og over for modstandere uden et effektivt luftforsvar. Men hvad ville en lille håndfuld ukrainske droner dog stille op i en konventionel krig og mod en talrigt og teknologisk overlegen modstander som Rusland?      

Snart kom dog de overraskende meldinger om Ruslands mange fodfejl og fatale mangel på fremskridt. Herunder den manglende russiske evne til at få kontrol over luftrummet, hvilket bevirkede, at Ukraines droner ikke som ventet blev plaffet ned af russisk luftværn, men rent faktisk så ud til at gøre en forskel i krigen. 

Eller det er i hvert fald det billede, der har tegnet sig i vestlige nyhedsstrømme og på sociale medier, hvilke de seneste uger er flydt over med billeder og videoer af ukrainske droners nådesløse angreb på det ene russiske pansrede køretøj efter det andet. Dronerne og de billeder og videoer, de leverer, er blevet en vigtig brik i kampen om krigens narrativ og den såkaldte informationskrig, der udspiller sig parallelt med krigens rædsler. 

En række fortællinger står særligt tydeligt frem i denne krig på billeder, hvilke dels har til formål at booste den ukrainske kampmoral, dels at demonstrere over for russerne og resten af verden, hvilke højteknologiske kapaciteter ukrainerne råder over – og ikke mindst, hvilke virksomheder og stater der er leveringsdygtige i dem.

Computernørdernes hævn over konvojen

Et markant eksempel på fortællingen om de ukrainske droners succes er samtidig det mest ikoniske billede på Ruslands fiasko, nemlig den over 60 kilometer lange konvoj, som i ugevis holdt stille nord for Kyiv til mange iagttageres undren.

Ifølge The Guardian var det en gruppe bestående af omkring 30 specialstyrker og dronepiloter på ATV-motorcykler, som i ly af natten havde held til at sende mindre droner ind over konvojen og angribe de forreste køretøjer. Gruppens dronepiloter var hentet ind fra opklaringsenheden Aerorozvidka, der blev dannet af frivillige it-specialister, hobbyister og elektronikentusiaster tilbage i 2014 efter den russiske annektering af Krim. Påfaldende nok har gruppen siden sin start været tvunget til at ty til crowdfunding og et netværk af personlige kontakter for at kunne skaffe de nødvendige komponenter såsom modemer og termiske kameraer for at kunne operere. 

Udstyret med natkikkerter, sniper-rifler og droner med natkameraer og mindre sprængladninger lykkedes det altså gruppen at omringe konvojen og i løbet af få dage og nætter at forrette nok skade til, at de russiske styrker nu sad uhjælpeligt fast uden varme, mad, brændstof og bomber – med det resultat, at hele konvojen blev bragt til standsning og det storstilede russiske angreb på Kyiv fejlede.

Med andre ord var en ny type krigshelt født: den uortodokse cocktail af højtspecialiseret computertekniker og elitesoldat. Dette understøtter samtidig en større fortælling om Ukraine som Davids kamp mod Goliat. Det er en fortælling, der skal overbevise både russerne og ukrainerne om, at skønt de er underlegne i antal og styrke kan ukrainerne stadig vinde på snedighed og avanceret teknologi i form af landets dronekapacitet.

Bayraktar og Tyrkiets droneimperium

Den utrolige historie om Aerorozvidka-gruppens succes mod den russiske konvoj er imidlertid ikke den mest dominerende i strømmen af ukrainske dronehistorier. Blandt fortællingerne om de ukrainske droners overlegenhed har særligt én dronetype nemlig for længst etableret sig som noget, der nærmest minder om mekanisk folkehelt.

Der er tale om den tyrkiskproducerede langtrækkende drone Bayraktar TB2, som af flere analytikere på forhånd var udpeget som ukrainernes mulige redning mod den russiske invasion. Med en rækkevidde på 150 kilometer, en flyvetid på over et døgn og en bombelast på 55 kilo og op til fire laserguidede missiler minder Bayraktar-dronen om en lille udgave af den notoriske amerikanske Predator-drone, der blev anvendt i krigen mod terror. 

Dog koster den kun en brøkdel af prisen på de amerikanske Predator- eller Reaper-droner og har derfor vist sig særdeles attraktiv i tidligere krige, som for eksempel i den kortvarige, men intense konflikt mellem Aserbajdsjan og Armenien om enklaven Nagorno-Karabakh, der brød ud i efteråret 2020, og hvor den sammen med en række andre dronetyper spillede en afgørende rolle i Aserbajdsjans sejr. 

Navnet på dronen er opkaldt efter ingen ringere end præsident Erdogans svigersøn, Selçuk Bayraktar, der i 2005 vendte hjem fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) for at opbygge, hvad der snart skulle blive Tyrkiets droneimperium. I en blanding af geopolitisk strategi og kapitalistisk ekspansion har Tyrkiet dermed haft held til at etablere sig som storeksportør af droner til en lang række lande i regionen, herunder Ukraine.

Til Putins store frustration har ukrainerne for eksempel løbende købt nye partier af de tyrkiske Bayraktar-droner og indgik i starten af 2022 en aftale om samproduktion og opbygning af en dronefabrik i Ukraine. I efteråret 2021 testede Ukraine første gang dronen mod russiske separatister i Donetsk-regionen, hvor billeder af blandt andet en russisk Howitzer-kanon, der gik op i røg, hurtigt blev spredt på de sociale medier. 

Lemuren i Kyiv Zoo

Og siden har det taget fart med strømmen af dronevideoer på de sociale medier. Bayraktar-dronen har således opnået nærmest kultstatus blandt de ukrainske styrker og generelt i befolkningen, som ligefrem har komponeret slagsange om dronen. Dronehypen kulminerede desuden i starten af marts måned, da en lemur i Kyiv Zoo blev opkaldt efter dronen.

Slagsangene og navngivningen af nuttede dyr viser med andre ord, hvordan droner har fundet plads i populærkulturen og, som antropologen Adam Rothstein har formuleret det, er indhyllet i fantasi. Mens der på den ene side hersker uenighed blandt militæranalytikere om de ukrainske droners reelle militære effekt, er der således på den anden side ikke tvivl om den psykologiske effekt af eksempelvis Bayraktar-dronen. Den er blevet et symbol på frihedskamp og teknologisk overlegenhed.

Dronens symbolske effekt gør sig særligt gældende i de mange videoer af ukrainske droneangreb mod russiske soldater og køretøjer, der florerer på de sociale medier. Som for eksempel i dette klip, hvor et hold dronepiloter klapper og hujer, og en råber BAYRAKTAR! umiddelbart efter et russisk antiluftskytssystem er gået op i røg. 

Droner som propagandaværktøj

Og det er bestemt ikke første gang, at droner har vist sig som et nyttigt værktøj til at kontrollere krigens narrativ og kampen om sandheden. Allerede Islamisk Stat anvendte droner og dronebilleder på de sociale medier som en måde at demonstrere deres strategiske og teknologiske overlegenhed i de områder, de havde haft held til at indtage. 

Og lige sådan i såvel Syrien som Libyen og den føromtalte Nagorno-Karabakh-konflikt, hvor de visuelt spektakulære billeder af droneangreb har været delt flittigt på internettet i forsøget på at demonstrere den droneførerende nations dominans. Men med den massive opmærksomhed krigen i Ukraine får fra medier over hele verden, har dronens funktion som propagandavåben dog opnået nye højder.

Som analytikeren Samuel Bendett har sagt med henvisning til Ukraines Bayraktar-dronebrug: "Dette er en informationskrig. Det er et informationsmiljø. Det, du ser på Twitter og TikTok, er ikke hele slagmarksbilledet. Det er bare en lille del af det […] Og fordi russerne har afgivet informationsmiljøet til ukrainerne, kan ukrainerne løbe med det."

Ganske vist har russerne naturligvis også selv droner i luften i Ukraine og har da også frigivet videoer af kampdroner på internettet i forsøget på at konkurrere med Bayraktar-fortællingen. De lader dog ikke til at have lige så stort held med det som ukrainerne – men det er selvfølgelig vurderingen fra et vestligt perspektiv og vil formentlig se helt anderledes ud for den almindelige russer, der kun har adgang til russisk stats-tv og dermed russiske dronebilleder.