Er dit WFH-kontor hot eller not?

Vi sidder alle hjemme og kommunikere, men hvad kommunikerer vi med vores hjemmekontor? Ja, hvad siger møblerne til dig om dig, når du sidder der alene foran skærmen? Er dit WFH-kontor hot eller not? Hvilke skjulte budskaber er gemt i dine pallemøbler? Er du hemmeligt forelsket i din kiropraktor, har du en indre Søren Ryge, eller hylder du den almægtige schweizerkniv? En designekspert symbolanalyserer her dit hjemmekontor og kommer med et bud på den øjeblikkelige hot- og not-liste Resultatet viser, at der er to sider af alle sager. Det gælder naturligvis også hot/not-hjemmekontorkommunikation.
Illustration: Kforum
Illustration: Kforum

Hot:

 

1. Bland forskellige stilarter 

 
 
Du kommunikerer: Jeg er et åbent og fordomsfrit menneske.
Derfor: Du undgår, at du og dine gæster får følelsen af at opholde sig i et boligmagasin, hvor de viste hjem er støvsuget for levet liv og personlighed. 
Det skal du undgå: At du får så mange stilarter blandet sammen, at dit hjem til forveksling kommer til at minde om den lokale loppehal. 
 

2. Indret med farver 

 
Du kommunikerer: Jytte Abildstrøm er min muse.
Derfor: Hvorfor skal det hele være så kedeligt? Farver løfter indretningen og understreger, at du også som person er modig og farverig. 
Det skal du undgå: Det kan hurtigt blive så psykedelisk, at migræne bliver en uundgåelig konsekvens af at opholde sig indendørs. 
 

3. Brug hessiantapet 

 
Du kommunikerer: Jeg er firstmover på trods af at være uhjælpeligt fastlåst i 1970’erne.
Derfor: Det er fedt at være firstmover, og ifølge mange eksperter bliver hessian det næste retro-indslag i indretningen.
Det skal du undgå: At påføre dig selv og dine gæster blødende hudafskrabninger, hvis de kommer for tæt på væggen iført korte ærmer – federe var 70’erne altså heller ikke!
 

4. Stueplanter med farver og mønstre

 
Du kommunikerer: Jeg kan ikke undertrykke min indre Søren Ryge 
Derfor: Planter er gode for indeklimaet, øger dit velbefindende og bringer dig tættere på naturen. Planter som Kalatea, Paletblad og Alocasia er tilmed smukke. 
Det skal du undgå: At vegetationen i huset ikke bliver lige så tæt som i Randers Regnskov og kræver jævnlig indtagelse af malariamedicin. 
 

5. Det fede hjemmekontor

 
Du kommunikerer: Hjemme er nu engang bedst.
Derfor: Du kan spare penge på kiropraktorregningen og smadrer ikke den øvrige indretning, som du har brugt år og dag på at udtænke. 
Det skal du undgå: At hjemmekontoret bliver så lækkert, at du pludselig opdager, at du ikke har set familien i en uge. 
 

6. Ægte materialer

 
Du kommunikerer: Mine forældre tvang mig på uni. Jeg ville hellere have været snedker.
Derfor: Massive egeplanker, marmor, granit og skifer er også smukt om 100 år.
Det skal du undgå: At det hele bliver så rustikt og råt, at det ender med en henvendelse fra Den Gamle By i Aarhus, der gerne vil genopføre dit hjem ved siden af den gamle købmandsgård.
 

7. Quooker 

 
Du kommunikerer: Jeg kan ikke styre min gadget-fetish.
Derfor: Kogende vand, koldt vand og vand med brus i én og sammen hane. What's not to like?
Det skal du undgå: Blid brus i havregrøden og de vabler, der er en uheldig konsekvens af at gribe om armaturet i kølvandet på at have fyldt fem liter kogende vand i pastagryden.
 

8. Funktionsmøbler

 
Du kommunikerer: Jeg hylder den almægtige schweizerkniv.
Derfor: Det er genialt, at dine møbler kan forskellige ting, når kvadratmeterprisen i storbyen overstiger 50.000 kr., og du og din familie på seks personer derfor kun har råd til 50.  
Det skal du undgå: Det bliver forvirrende, hvis alle møbler har flere funktioner – nogle gange er det rart, hvis tingene er det, de foregiver at være – særligt, hvis du har siddet og småfimset i den sofa, der pludselig bliver slået ud og omdannet til spisebord. 
 

9. Genbrug

 
Du kommunikerer: Jeg rummer en indre klunser, der virkelig savner Låsby-Svendsen.
Derfor: Det er både godt for miljøet og samvittigheden.
Det skal du undgå: Du kan nemt ende med at skulle bruge litervis af friskluftspray for at komme de jordslåede loppefund med deres insisterende cigarlugt til livs.

 

10. Upcycling

 
Du kommunikerer: Din filosofi er “one man's trash is another man's treasure”.
Derfor: Det er prisværdigt, smart og kreativt, hvis du formår at forvandle i stedet for at smide ud.
Det skal du undgå: Det har taget overhånd, når du stolt præsenterer den gamle toiletkumme som et upcycled fodbad i din nyindrettede udendørs spa.
 

Not:

1. Tørrede blomster

 
 
Du kommunikerer: Mine blomster symboliserer mit indre.
Derfor er de not: Reglen om, at døde, organiske organismer ikke skal inden for døren, er fornuftig af mange grunde. Det gælder naturligvis også disse tørrede støvsamlere. Desuden skal der ikke mere end en gnist til at forvandle dem til eksplosive dynamitinstallationer. 
Og så alligevel: Et hjem uden blomster og planter bliver for teenageagtigt. Så hvis du er en af dem, der glemmer at vande dine blomster og på sjette år har en død palme stående i hjørnet, kunne tørrede blomster trods alt være bedre end ingenting.
 

2. Grå flydersofaer 

 
Du kommunikerer: din indre trang til at gå i ét med tapetet.
Derfor er de not: Som en i Facebook-hjernen så rigtigt pointerede, så er det for trist at købe gråt i et land, der i forvejen har 67 procent gråvejrsdage.
Og så alligevel: Hvis du er gået all in på farverne, så vælg for guds skyld en grå sofa, så øjnene har bare et enkelt sted at få lidt ro til at tøjle migrænen.
 

3. Stuebirk – de hører hjemme i naturen. 

 
Du kommunikerer: Jeg sympatiserer med de fejlplacerede.
Derfor er de not: Det bliver for tilbageskuende og for autopilotagtigt at købe planter, der er så kedelige, at de kan få hvilken som helst revisortype til at fremstå som en sand Liberace-klon.
Og så alligevel: Det kan også sende et pudsigt signal, hvis haven er blevet forvandlet til en mindre skov af stuebirk. Så på en måde er der ingen vindere her.
 

4. Svampemalede vægge

 
 
Du kommunikerer: Jeg er stolt at min fortid som ung på LSD.
Derfor er de not: Bare fordi du havde en fed tur til Mexico og lige inden hjemrejsen oplevede et gudbenådet syretrip, behøver du jo ikke genfortolke hele oplevelsen på indersiden af dit soveværelse.
Og så alligevel: En svampemalet væg viser, at du er selvstændig og ikke blindt følger normen og bare uden videre godkender kedelige standardopfindelser såsom malerrullen og penslen.  
 

5. Farvesorterede bogreoler 

 
Du kommunikerer: Lidenskab er med alderen afløst af kalkuleret logik.
Derfor er de not: Jo, bevares, der er intet i vejen med et smukt bogomslag, men derfra til farvesorterede bogreoler er der alligevel et stykke. Det kommer nemt til at sende et “jeg går overhovedet ikke op i litteratur”-indtryk, og så kan det næsten være det samme.
Og så alligevel: Hvis din bogsamling alligevel primært udgøres af Jumbobøger og lægeromaner, så kan du da lige så godt få styr på farvesammensætningen. 
 

6. Dårlige hjemmekontorer

 
Du kommunikerer: Jeg er hemmeligt forelsket i min kiropraktor.
Derfor er de not: Der er en grund til, at fysioterapeuter, kiropraktorer og fjernhealere har kronede dage i disse hjemmearbejdstider. Det er bare ikke godt for fysikken at sidde på en gammel stol ved en spånplade otte timer om dagen.  
Og så alligevel: Lad nu være med at bruge hele formuen på et hjemmekontor, der alligevel skal nedlægges, når corona nu endelig er ved at være overstået. Der bliver snart trængsel på DBA.
 

7. Klikgulve

 
Du kommunikerer: Jeg har en uforklarlig fascination af lag-på-lag.
Derfor er de not: Et gulv på et gulv? Svarer lidt til at bestille en cheeseburger uden ost eller en kradser med pølse – det er bare ulogisk og forkert. 
Og så alligevel: Hvis det bliver lagt af en professionel og er af prima kvalitet, ville kun det allermest vidende øje vide det – og det kan faktisk være ret pænt. 
 

8. Pallemøbler

 
 
Du kommunikerer: Hvis jeg kunne bo permanent i Silvan, ville jeg være et lykkeligere menneske.
Derfor er de not: De havde deres tid på linje med sengeborde af lecablokke og opslagstavler af rionet. Det er på tide at stoppe med at betragte Silvans afdeling for byggematerialer som en pendant til Illums Bolighus.  
Og så alligevel: Der findes ikke noget bedre end pallemøbler omkring bålet i haven.
 

9. Pynt, duftlys og nips uden funktion og affektionsværdi

 
 
Du kommunikerer: Min indre æstetiker har endelig fået bugt med min sunde fornuft. 
Derfor er de not: Vi skal skære ned for forbruget. Hvad er mere nærliggende end at droppe alle de småting, der ingen funktion eller værdi har – udover, at de kan få mange til at stoppe op og udbryde ”Nejiiii, hvor er den træfigur bare fin!” for 30 sekunder senere at have glemt alt om den.
Og så alligevel: Nips, pynt og duftlys har været en vigtig del af indretningen i mange hundrede år og kan betragtes på lige fod med sesamfrø på et rugbrød – mest for syns skyld, men verden ville bare være en del kedeligere uden. 
 

10. Ting, ingen har råd til 

 
Du kommunikerer: Kærligheden til det fisefornemme gør mit lave selvværd selvlysende.
Derfor er de not: Har du set min nye pendel til 178.000 kr., min nye sofa til 87.000 kr. og mine nye højttalere til 500.000 kr.?  Ja, rolig nu, det er for et par. Øh, nej, det har jeg så ikke! Det er ikke cool at skilte med, at man har så mange penge, at man faktisk ikke aner, hvad man skal bruge dem til, hvilket manifesterer sig i indkøb af absurd dyre lamper og møbler. 
Og så alligevel: Hvis man nu havde råd, ville man måske selv falde i – større er selvværdet trods alt heller ikke...

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job